Boerne overlister englænderne

Et sådant krav ville briterne ikke finde sig i, og krigen brød ud, netop som boernes ultimatum udløb – den 11. oktober 1899 kl. 17 – lige til tetid, som avisen The Times kækt bemærkede. Den britiske hær samlede sine bedste regimenter, og befolkningen jublede. Den sag ville hurtigt være overstået, mente de fleste. Briterne skulle snart blive klogere. Nok havde boerne ikke briternes militæruddannelse, men de havde et velfungerende mobiliseringssystem, der gjorde det muligt hurtigt at samle en styrke på omkring 40.000 mand. Som bønder kendte de landskabet bedre end alle andre og var desuden trænet i at skyde fra barnsben af. Med stor dygtighed skjulte de sig i landskabet for at affyre dræbende skud med deres tyske Mauser-rifler og Krupp-kanoner.

Boerne besatte bl.a. byen Ladysmith i den britiske Natal-koloni og Kimberley i Griqualand. Under slaget ved Colenso den 15. december 1899 forhindrede de 21.000 britiske soldater i at krydse Tugelafloden og komme Ladysmith til undsætning. Med boernes kugler fløjtende om ørerne tog briterne flugten uden at tage sig tid til at redde de sårede. 145 briter døde, mens 1200 var såret eller savnet. Boerne mistede blot 140 mand. Denne tid blev af briterne navngivet “den sorte uge”.

En beskidt guerillakrig bryder ud

I februar 1900 vendte krigslykken imidlertid. Boernes fronter kollapsede, og både Kimberley og Ladysmith blev befriet. I maj var store dele af Transvaal og Oranje Fristaten på britiske hænder. Mange boere overgav sig, mens de resterende gik over til guerillakrig.

Krigens sidste fase blev lang og beskidt. I september 1900 havde briterne fuld kontrol over begge boer-republikker med undtagelse af den nordligste del af Transvaal. Guerillastyrker angreb imidlertid gang på gang kolonimagtens tropper. Briterne svarede igen ved at angribe civilbefolkningen, der hjalp guerillaerne. Huse og gårde blev brændt, og dyrene slagtet.

Guerillaernes kamp var dømt til at mislykkes. Briterne havde et helt imperium i ryggen og kunne modtage ubegrænsede forsyninger hjemmefra, mens aktionerne mod civilbefolkningen satte en stor begrænsning på guerilla-styrkernes kampkraft. Krigens sidste større slag kom 11. april 1902 i Transvaal, da en stor britisk styrke slog angribende boere tilbage fra et højdedrag. Boerne var i enhver forstand blevet slået på hjemmebane, og den 31. maj 1902 overgav de sig. Den britiske sejr var dog ikke kommet gratis: Imperiet havde mistet omkring 22.000 soldater i løbet af de tre års krig.

Den Sydafrikanske Union bliver født

Efter fredsafslutningen var det tid til genopbygning og forsoning. I raslende oksekærrer kørte briterne boerfamilier ud til deres jorder, hvor de igen kunne bygge deres ejendomme op. De politiske og kulturelle forskelle mellem boere og englændere bestod og gav fortsat anledning til skepsis og fjendskab, men de økonomiske interesser vandt. Udsigten til enorme indtægter fra miner og en blomstrende industri fik Sydafrikas hvide til at forsone sig.

Den 31. maj 1910 blev de britiske kolonier, Transvaal og Oranje Fristaten samlet – Den Sydafrikanske Union var født. Unionen var underlagt Storbritannien, men havde udstrakt selvstyre. Vinderne blev mineejerne, fabriksejerne og handelsfolkene, hvoraf de fleste var briter, og boerne, der herefter kunne organisere samfundet, som de havde lyst. Taberne blev de sorte, der skulle levere arbejdskraft til Sydafrikas industrialisering. Brite eller boer – den hvide mand havde stadig overherredømmet.

• Forrige Side 4 af 4