Churchill fik kolde fødder

Om morgenen den 15. maj blev Storbritanniens nyudnævnte premierminister Winston Churchill vækket af telefonen. Da han løftede røret, hørte han Frankrigs statsminister Reynaud i den andre ende råbe hysterisk: “Vi er besejret! Vi er slået! Vi har tabt!”

Fem dage tidligere havde Tyskland indledt Hitlers længe planlagte lynangreb på Holland, Belgien og Frankrig. 157 divisioner krydsede grænsen, og intet syntes at kunne stoppe de tyske pansertropper. Langs hele fronten var de allierede på flugt, og med ét var kampen om det fjerne Narvik ikke længere vigtig for de allierede.

Den 17. maj – på Norges nationaldag – samlede Churchill kabinettet og sagde:

“Vi bør vurdere, om Narvik sluger ressourcer, som burde bruges til vort eget forsvar”. Samme dag indtog tyskerne Belgiens hovedstad Bruxelles.

Tre dage senere udtalte han, at han var skuffet over fremgangen i Norge: “Vi må vurdere, om vi selv efter at have erobret Narvik vil få noget ud af okkupationen. Det er klart, at operationen lægger beslag på tropper, skibe og udstyr, som er hårdt tiltrængt andre steder”.

23. maj modtog krigskabinettet i London en rapport fra stabscheferne. Konklusionen var klar: Narvik burde erobres, fulgt af en umiddelbar evakuering fra Norge. De allierede frygtede et blodbad, hvis tyskerne opdagede evakueringen. Erobringen af Narvik skulle kun tjene som et dække for flugten.

Næste dag modtog lord Cork i Norge sine ordrer. Men de skulle for alt i verden holdes hemmelige for de norske styrker! Briterne forudså, at nordmændene ville kapitulere, hvis de fik nys om den svigefulde flugt. Skete det, ville de allierede miste rygdækning under tilbagetoget. Den britiske general Auchinleck var naget af dårlig samvittighed:

“Det værste af alt er at være tvunget til at lyve for alle og enhver for at bevare hemmeligheden. Situationen over for nordmændene er særligt vanskelig, når vi skal lade som om, at vi vil fortsætte kampene, mens vi i virkeligheden er ved at give op. Man føler sig som en foragtelig skiderik”.

Erobringen af Narvik

Det endelige fremstød mod Narvik begyndte ved midnat 28. maj. Landgangsfartøjerne var få, og overfarten fra Øyjord måtte foregå i flere omgange. Det var livsvigtigt, at de første soldater nåede uset frem, så et brohoved kunne opbygges. Derfor foregik overfarten i største tavshed. Først da fartøjerne var tæt på land, steg en rød signalraket til vejrs, og den britiske flåde begyndte bombardementet af de tyske stillinger.

Til at begynde med rykkede soldaterne frem næsten uden at møde modstand bag væggen af artilleriild. Men snart kom vanskelighederne. To kampvogne, som skulle deltage i angrebet, kørte fast i mudderet på stranden. Norske og franske tropper blev blandet sammen i kampens kaos – og forstod ikke hinandens ordrer. Desuden mødte de allierede tropper stærk modstand. En gruppe tyske soldater forskansede sig i en tunnel, som de allierede skulle igennem. Først da en gruppe fremmedlegionærer fik trukket en kanon helt frem til tunnelmundingen og åbnede ild, blev det trygt at passere.

To tyske kompanier rykkede ned over det strategisk vigtige Taraldsvikfjeld, og de allierede tropper blev overøst med granater. Længe bølgede kampen frem og tilbage, og en stund så det ud til, at de allierede tropper ville blive afskåret fra landgangsstederne. De allierede linjer begyndte at vakle, og flere soldater tog flugten.

Men midt i larmen lød råbet “A moi! La Legion!”

Det var kaptajn de Guittaud fra Fremmedlegionen. Han blødte fra et gabende sår i hovedet, alligevel kommanderede han sit kompagni frem. Nu trak den norske kaptajn Hanekamhaug sin pistol og truede med at skyde alle, som tog så meget som et skridt tilbage. Legionærerne begyndte at rykke frem mod den tyske ild, og snart var 60 mænd faldet, blandt dem kaptajn de Guittaud. Mange norske faldt også, men de overlevende hagede sig fast, nordmænd ved siden af legionærerne. Meter for meter kravlede de fremover, mod toppen.

I løbet af morgenen blev de tyske tropper drevet sammen på et stadig mindre område, og til sidst havde Narviks kommandant, major Haussel, kun 400 mand tilbage.

Efter syv timers kamp – kl. 06.50 den 28. maj ­– gav Haussel ordre til, at alle tyske soldater skulle forlade Narvik, og ud på eftermiddagen rykkede de allierede soldater ind i den befriede by. Befolkningen stod i gaderne for at takke deres befriere.

“Gamle og unge sloges for at komme til og hilse på soldaterne, trykke vore hænder og byde os velkomme”, fortalte major Hyldmo senere.

Den tabte sejr

Efter Narviks fald lod det til kun at være et spørgsmål om tid, før de tyske styrker i Nordnorge var besejret. De var trængt sammen på et lille område på Bjørnefjell ved grænsen til Sverige, og den norske 6. division rykkede stadig nærmere.

Tyskerne havde erkendt det forestående nederlag – på den anden side af grænsen havde de flere tog holdende klar til at evakuere deres tropper. Men samtidig med, at de norske soldater kæmpede sig frem mod Bjørnefjell, begyndte de allierede evakueringen af deres styrker ved kysten. Og da nordmændene stod klar til at give tyskerne nådestødet på fjeldet, var det allerede for sent. Stormen på Bjørnefjell skulle finde sted den 8. juni, men den kom aldrig. Dagen før trådte den norske regering sammen for sidste gang i Norge og nåede frem til, at situationen var udsigtsløs. Samme aftenen talte kong Haakon til folket over radioen:

“Efter nøje at have overvejet situationen er jeg kommet til den faste overbevisning, at jeg og min regering under de nuværende omstændigheder ikke har noget andet valg end at forlade landet, for at arbejde for Norges bedste fra udlandet”, sagde han.

9. juni forlod de sidste allierede soldater Norge. Samme dag fik de norske tropper ordre om at opløse sig for at undgå fangenskab. De ubesejrede soldater byttede deres uniformer med civile klæder. Humøret var i bund.

“Det var det sørgeligste øjeblik i mit liv at se drengene tage hjem. De så på mig med spørgende øjne. De forstod ikke, hvad der var sket. De havde kæmpet og var avanceret centimeter for centimeter, uge efter uge. De vidste lige så godt som jeg, at Bjørnefjell i løbet af få dage ville have været renset for tyskere”, fortalte en norsk oberstløjtnant om sine deprimerede soldaters følelser efter det aflyste slag.

Narvik lå i ruiner. Ødelagt af Royal Navys granater, tyskernes bomber og de heftige kampe. Blandt de sodsværtede ruiner flakkede herreløse æsler omkring. Dyrene var blevet efterladt, da de allierede forlod byen. Mange af dem havde gjort tjeneste med Fremmedlegionen under Nordafrikas brændende sol. Nu stod de fortabt under den norske midnatssol.

• Forrige Side 3 af 3