Købmændene fra Karthago var dygtige til at forhandle fordelagtige priser hjem.

© Bridgeman, Rocío Espín PiÑar & Shutterstock

Børneofringer og blomstrende handel: Velkommen til Karthago

Med sine 500.000 indbyggere var Karthago det ubestridte centrum for Middelhavets handel i antikken – til stor frustration for rivalen Rom. Tag med på en byvandring i en glemt metropol, der praktiserede børneofringer og elskede at spise stegt hundekød.

12. september 2017 af Kasper Schlie

Ifølge legenden grundlagde den fønikiske dronning Dido i år 814 f.Kr. byen Karthago. Dronningen var flygtet fra sin hjemby, Tyros, i Libanon for at undslippe en dødelig strid om magten over Fønikien – et rige af bystater, som tilsammen kontrollerede Middelhavets handel.

I Nordafrika, i det nuværende Tunesien, bad Dido en lokal berberkonge om at give hende lov til at gemme sig for en tid. Ja, lød svaret, men hun måtte kun tage så meget jord, som et okseskind kunne dække. 

Dido fortolkede påbuddet til sin fordel, for hun skar okseskindet ud i fine strimler, som hun brugte til at indramme en hel bakketop. Her byggede fønikernes dronning en borg med hjælp fra både landsmænd og lokale berbere. Sådan hævdede Karthagos indbyggere selv, at deres stad var opstået.

De konkrete detaljer vedrørende byens grundlæggelse fortaber sig dog i historiens tåger. Den eneste skriftlige beskrivelse stammer fra den romerske digter Vergil (70-19 f.Kr.):

“Hvor blot hytter havde stået, er nu Karthago, en af Tyros' kolonier. De arbejdende folk råber til hinanden, mens de slider – nogle for at forlænge bymuren, andre med at bygge citadellet”.

Detaljerne om Karthagos tilblivelse er omgærdet af mystik, men sikkert er det, at byen i århundrederne efter grundlæggelsen voksede sig til Middelhavets største handelscentrum. 

Her skiftede alt lige fra afrikansk elfenben til farverige klæder hænder og blev sejlet til alle afkroge af Middelhavet.

Placeringen var perfekt

Den virkelige årsag til, at en gruppe fønikere slog sig ned i Nordafrika, kendes ikke, men byens placering har næppe været tilfældig.

Karthago blev nemlig anlagt på det perfekte sted for et ambitiøst handelsfolk: Her kunne fønikerne kontrollere strædet mellem Sicilien og Afrika, hvor handelsskibe forbandt markederne i det østlige og vestlige Middelhav.

Ovenikøbet var Karthago anlagt på en naturlig fæstning. Byen blev bygget på en sydvendt halvø, hvor landsiden mod nord var beskyttet af sandstensklipper.

Frem til 650 f.Kr. var Tyros dog stadig fønikernes stenrige hovedstad, men jævnlige assyriske angreb på byen fik store dele af den lokale elite til at flygte til Karthago. 

Efterhånden blev Didos by, primært pga. sin gode placering, derfor til fønikernes nye hovedstad.

Tilflytterne kaldte byen for Kart Hadasht – der betyder “den nye stad” på fønikisk – hvilket siden blev til Karthago.

Men flytningen skete ikke uden omkostninger. Fønikerne i den nye stad måtte kæmpe for at genetablere deres handelsimperium, for det lykkedes de græske bystater med Athen i spidsen at overtage mange handelsruter. Bystaterne sendte også tusinder af landsmænd ud for at anlægge kolonier på Sicilien, Sardinien og i Spanien.

Den græske ekspansion fik Karthago til at gribe til våben. Gennem mere end 300 år bekrigede de to parter hinanden, før en våbenhvile blev indgået i 265 f.Kr.

Fem fakta om byen

Grundlagt 814 f.Kr.

Ødelagt 146 f.Kr.

Indbyggertal ca. 500.000 i 218 f.Kr.

Krigsskibe 220 i 218 f.Kr.

Kendt for krigselefanter

Byen kunne ses på lang afstand

Ikke længe efter nåede Karthago sit absolutte højdepunkt – omkring år 218 f.Kr. – hvor handlen blomstrede, og den geniale hærfører Hannibal drog med sine krigselefanter over Alperne mod Rom.

Striden med romerne skulle lede til en katastrofe, der forklarer, hvorfor der i dag kun findes meget få spor af livet i Karthago. Størstedelen af historikernes viden stammer fra arkæologiske fund.

Ud fra disse ved man, at en tilrejsende købmand allerede flere sømil ude på havet kunne se byen fra sit handelsskib. De 17 m høje, hvidkalkede bymure og det kraftige Byrsa-citadel ragede nemlig tydeligt op i landskabet. 

Karthago var en stærkt befæstet by – i alt 37 km bymur med 300 tårne rammede byen ind, mens palisadevægge og voldgrave udgjorde et ekstra bolværk mod baglandet.

Hvad købmanden på skibet ikke kunne se, var, at bymurene havde indvendige hulrum, der i krigstid angiveligt kunne huse 300 elefanter, 4.000 heste med ryttere og 20.000 fodsoldater.

Havnen bugnede med skibe

Hvis købmanden aldrig havde været i Karthago før, kunne det være vanskeligt at finde indsejlingen til havnen. Den lå nemlig udgravet bag bymurene, og ifølge den græske historiker Appian var “indsejlingen fra havet 20 m bred og kunne lukkes med kæder”.

Denne forholdsregel blev taget i brug om natten og i krigstid, hvor fjenden ville gøre alt for at trænge ind og ødelægge fønikernes imponerende flåde. 

Kom den rejsende købmand sejlende til byen i fredstid, kunne han uden problemer ankre op i byens handelshavn, hvor det summede med aktivitet. 

Det enorme bassin havde plads til snesevis af skibe, der hver kunne fragte op til 100 tons varer. Der var så travlt ved kajerne, at mange skibe måtte ligge for anker midt i det store havnebassin, før de kunne losse eller laste varer.

Den tilrejsende købmand undrede sig muligvis over fraværet af krigsskibe. Karthago var nemlig kendt for sin slagkraftige flåde, der beskyttede handelsruterne og blev brugt i krigene mod græ­kerne og romerne. 

Krigsflåden lå gemt i en cirkulær havn bag ved handelshavnens bassin. Rundt om flådehavnen lå søjleindrammede værftshaller, hvor krigsskibene kunne trækkes op og repareres. 

Desuden byggede fønikerne her deres berømte galejer, som blev sendt som samlesæt til deres kolonier.

Bag flådehavnen lå arsenalet med våben. Fønikerne kontrollerede kobber- og tinminer i Sydspanien, og derfor kunne de producere rigeligt med våben til deres mange lejesoldater. 

I 148 f.Kr., da byen blev belejret af romerne under den tredje puniske krig, formåede arsenalets 300 esser at levere 3.000 skjolde, 9.000 sværd, 15.000 lanser og 30.000 projektiler til katapulter – det hele inden for én måned.

I byens store havn blev talrige handelsskibe hver dag losset for varer fra hele Middelhavsregionen.

© Bridgeman

Alting kunne købes på agoraen

Den tilrejsende købmand skulle naturligvis forbi storbyens pulserende markedsplads – agoraen – for at handle. En rundtur på den store plads var et lynkursus i verdenshandlen i 200-tallet f.Kr. 

Byen havde varer fra hele Middelhavsregionen – fra de spanske sølvminer i vest til arabiske krydderier i øst. Fønikerne havde opfundet auktionen, så alt mellem himmel og jord blev solgt til den højestbydende købmand – hvorfor priserne ofte kunne svinge. 

Egypterne bød eksempelvis prisen op på cedertræ og harpiks, mens libyerne betalte hvad som helst for parfume, og et utal af metalgrossister var på udkig efter den dyre tin fra Spanien og De Britiske Øer, der skulle bruges til bronzeproduktionen i deres hjemlande.

Men her var også solide råvarer fra Karthagos frodige opland: Vin og olivenolie var yderst populært blandt stort set alle indkøberne. 

Hvis købmanden efterfølgende bevægede sig dybere ind i Karthago, ville han hurtigt forstå, at de lokale havde ladet sig inspirere af deres græske arvefjender i forhold til byplanlægningen.

Siden ca. 500 f.Kr. var nye gader nemlig blevet anlagt efter grækeren Hippodamos’ principper. Det vil sige, at de lå som et net over byen med husene placeret i firkantede blokke – som det ken­des fra nutidens amerikanske storbyer. 

Byen husede mange nationaliteter

Bankede den rejsende købmand undervejs på en af byens døre, var det umuligt at forudsige, hvem der åbnede, for mange forskellige folkeslag levede side om side i Karthago. Det kunne være en hånd­­­vær­ker fra Libyen eller en købmand fra Grækenland.

Var husets ejer føniker, kunne han genkendes på sit fuldskæg og sit krøllede hår, der blev holdt tilbage af en el­fen­bens­kam. Beklædningen bestod af en hvid, ulden kappe med ærmer – men intet bælte. 

Det var så usædvanligt i antikken, at den romerske komedieforfatter Plautus beskriver, hvordan folk anråbte en føniker med ordene: “Hej! Du der uden bælte!”

Desuden var ansigtstatoveringer almindelige – fx i form af en cirkel og en halvmåne, der var et symbol på Karthagos øverste gud, Baal. Sammen med øre- og næseringe gav de Karthagos ind­byg­ge­re et råt præg. 

Hvis fønikeren var rig, havde huset formentlig et privat badehus efter cypriotisk forbillede. Her var indlagt kloakering og gulvvarme, mens bronzeskrabere blev brugt til at fjerne olie, sved og støv fra kroppen under badet. Efterfølgende kunne husets beboere stænke sig med velduftende parfume fra små glasamforaer.

I soveværelset stod et usædvanligt møbel: en lang kiste af det fineste cedertræ, der indeholdt familiens dyrebareste skatte – såsom smykker og ædle metaller. 

Nogle historikere mener, at husets herre sov oven på kisten – sandsynligvis for at kunne forsvare den mod røvere – og ved sin død blev han antageligvis begravet i den. 

Hele soveværelset lugtede tungt af hvidløg, for fønikerne mente, at stanken ville holde byens mange skorpioner på afstand.

Blev den rejsende købmand inviteret til frokost, stod menuen sandsynligvis på grød lavet af hvede og byg samt lokalt produceret rødvin. 

Fønikernes grød var så velsmagende, at romeren Cato den Ældre imponerede Roms kvinder med en opskrift på lækker fønikisk grød, som han kaldte puls punica – lavet af hvedeflager, ost og honning.

Det fønikiske køkken kunne diske op med andre lækkerier – såsom honningkager formet, så de lignede heste eller forskellige slags fisk. Karthagos beliggenhed ved havet betød også, at multe, ål, havaborre og tunfisk var populære indslag på middagsbordet. 

Mere kuriøs var den lokale specialitet – stegt hundekød.

Folk, der forstod sig på handel, nød stor anseelse hos fønikerne.

© Bridgeman

Oplandet var et spisekammer

Efter frokosten kunne købmanden strække benene i oplandet uden for byporten. På Hannibals tid var Nordafrika slet ikke så tørt og goldt, som det er i dag.

Den græske historiker Diodor var fuld af lovord om området: “Landskabet var inddelt i grøntsagshaver og lunde med alle slags frugttræer. 

Små overrislingskanaler flød overalt. Der var udsøgte og smukt dekorerede landhuse over det hele. Kvæg og får gik rundt på sletterne, mens heste græssede på engene”.

På markerne groede et væld af afgrøder, der både skulle mætte Karthago og bruges til eksport. Her var olivenlunde, vinmarker og granatæble- og mandeltræer. 

Fønikerne var så gode landmænd, at der udgik en befaling fra hærføreren Scipio, da romerne indtog byen i år 146 f.Kr., at den lokale landbrugsekspert Magos bøger skulle sendes til Rom. Mago vidste fx alt om vinproduktion, og de italienske vinbønder fik megen gavn af hans bøger.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Borgen lå på toppen

Tilbage inden for bymuren kunne den rejsende købmand besøge byens store citadel på Byrsahøjen. Citadellet befandt sig på toppen af en 60 m høj bakke, som kunne ses helt ude fra havet.

På toppen af denne lå handelsimperiets absolutte magtcentrum i form af mønteriet og byens største tempel. 

Templet til helbredelsesguden Eshmun husede ydermere byens ældgamle arkiv i kælderen, for fønikerne passede godt på deres mange handelstraktater med fx etruskerne, spanierne og de græske bystater. 

Desuden mødtes byens senat, 200-300 af de mest magtfulde mænd, på pladsen foran templet for at debattere politiske spørgsmål. Herfra havde de desuden mulighed for at danne sig et overblik over havnens handelsliv.

For at komme ind i Byrsa skulle den besøgende gå op ad en stejl gade, der var omgivet af byens eneste højhuse – boligkomplekser på seks etager. 

Om det var udsigten eller forsvarshensyn, der fik fønikerne til at bygge i højden netop her, vides ikke. Rester efter små tekstilværksteder i kældrene kan tyde på, at husene tilhørte nogle af de rigeste familier, som havde råd til at holde personlige syersker.

Vilde tempelfester gav status

På vej tilbage til havnen må den rejsende købmand have undret sig over de – selv for antikken – mange templer, hvorfra der konstant kom en svag dunst af røgelse. 

Templerne var næsten alle bygget af græske håndværkere, for de fønikiske han­dels­mænd havde ikke megen forstand på stenhugning og arkitektur.

Templerne var viet til et væld af guder såsom Baal Hammon (gudernes fyrste), Tanit (gudinde for frugtbarhed), Eshmun (gud for helbredelse) og mange andre.

Jo flere forskellige guder en person tilbad, desto større chance havde vedkommende for at undgå forskellige former for ulykker, mente fønikerne. Derfor tilbad de også guder fra andre kulturer – fx den græske korngudinde, Demeter, og lysets gud Apollon.

Forhallerne i de mange templer blev ofte brugt som mødesteder for religiøse, adelige broderskaber. Mødedeltagere holdt bestemt ikke igen med vinen til disse sammenkomster. 

Efter græsk forbillede forsøgte de adelige at overgå hinanden ved at arrangere gradvist mere og mere luksuriøse orgier. En dyr fest var nemlig et udtryk for værtens evne til at tjene penge på handel – det fineste adelsmærke for en føniker.

Festerne til trods var fønikerne yderst religiøse; det ses bl.a. i deres gravgaver. 

De døde fik altid en række genstande med sig i graven – fx tallerkener, kopper, en kande og en lille statue af dødsguden Melqart, så den afdøde problemfrit kunne fortsætte sin rejse til dødsriget uden at vende tilbage for at kræve noget fra sine levende slægtninge.

De gudfrygtige fønikere malede også overguden Baals symbol på genstande, der skulle beskyttes mod ånde ånder – herunder skibe, huse og kister. 

Karthago var kendt for sine krigselefanter, som hær-føreren Hannibal brugte mod romerne under den anden puniske krig.

© Bridgeman

Børn endte som ofre til guderne

Langs handelshavnen lå et stort tempel- og gravkompleks, som formentlig har chokeret den rejsende købmand dybt. Stedet kaldtes Tophet, og her ofrede fønikerne ifølge arkæologerne børn til gudeparret Tanit og Baal.

For at formilde guderne i svære tider, fx efter et militært nederlag, valgte de fineste familier at ofre deres førstefødte. 

Foran en stor bronzestatue af guden Baal blev barnet kastet på bålet, mens en præst udførte ritualer. Herefter blev barnets knogler lagt i en lille urne og begravet på området.

Arkæologerne har fundet talrige gravsten med inskriptionen “MLK”, som de mener refererer til molok, fønikernes ord for børneofring. Hvis det er korrekt, ofrede indbyggerne i Karthago hvert år omkring 25 børn.

Den barske praksis frastødte de fleste nabofolk, der skrev kritisk om traditionen. Fra den græske forfatter Plutarch lød det undrende: “Fuldt oplyste mennesker ofrede deres egne børn”.

Men selv ikke Baal og Tanit kunne redde Karthago fra det, der var på vej. En katastrofe, som ingen i byen forudså, da hærføreren Hannibal i år 218 f.Kr. drog i krig mod romerne med sine elefanter.

Romerne udslettede byen

Netop konflikten med Rom skulle dog på blot 70 år forandre Karthago fra en stormagt til en rygende ruinhob. Byen var allerede tvunget i knæ efter anden puniske krig (218-201 f.Kr.) mod romerne.

Efter nederlaget måtte fønikerne betale en enorm erstatning og beskære sin flåde til blot 10 skibe. Derfor var det en svækket by, som romerne lagde under belejring efter en række slag i Karthagos opland i 149 f.Kr. 

I tre lange år var de nu ca. 400.000 indbyggere fanger i deres egen by, før romerne igangsatte det endelige angreb i foråret 146 f.Kr.

Da romerne til sidst myldrede over bymurene og ind i staden, brød det totale kaos ud i Karthagos gader, hvor tusinder blev stukket ned og dræbt. 

Men det var ikke nok for romernes general Scipio. Gennem de næste seks dage sørgede han for, at byen systematisk blev brændt helt ned til grunden. Herefter blev salt strøet ud over jorden, så intet kunne gro her igen. 

Efter 668 år fandtes det mægtige Karthago ikke mere.

Efter at romerne havde jævnet Karthago med jorden, anlagde de selv en ny by det samme sted.

© Bridgeman

Læs mere om Karthago og fønikerne

 Gilbert Charles-Picard: Daily Life in Carthage at the Time of Hannibal, Ruskin House, 1961 Glenn Markoe: Phoenicians, British Museum Press, 2000.

Måske er du interesseret i...

Læs også