I næsten 3.000 år nød Egyptens­ kvinder en grad af frihed­ og ligestilling, som kun er overgået i moderne tid. 

© Art archive/Picture Desk & Lessing Images

Egyptens frigjorte kvinder chokerede alle

De kunne arbejde på lige vilkår med mændene, drikke sig fulde, indtil de brækkede sig, og endda blive rigets guddommelige herskere. Egyptiske kvinder var oldtidens mest frie.

18. oktober 2017 af Kasper Schlie

De fattige kvinder sled på jobbet

I Egypten havde kønnene stort set samme rettigheder, og da lønnen var lige, tog mange kvinder arbejde for at spæde til familie-økonomien. 

Da den oldgræske historiker Herodot besøgte Egypten i 400-tallet f.Kr., havde han nær fået vinen i den gale hals af bare bestyrtelse: 

“Folk her vender menneskets skikke og traditioner på hovedet. Kvinderne går på markedet og gør forretninger, mens mændene sidder­ hjemme og væver”.

For Herodot syntes det at være den rene galskab. Græske kvinder havde på hans tid ingen rettigheder og blev end ikke anset for selvstændige individer. 

De var til enhver tid underlagt husets herre og måtte kun forlade hjemmets særlige kvinderum med mandens tilladelse.

Kan du ikke få nok af Egypten?

Tag med HISTORIE på den ultimative VIP-rejse til faraoernes rige.

Helt anderledes forholdt det sig i Egypten, hvor kvinder i årtusinder havde nydt stort set de samme rettigheder som mænd.

Årsagen til den udstrakte ligestilling var egypternes tro på, at universet i tidernes morgen var blevet født af parforhold mellem forskellige mandlige og kvindelige guddomme.

Universet var derfor lige dele mandligt og kvindeligt. For at bibeholde den universelle ligevægt var det ifølge egypterne afgørende, at der var balance mellem guderne og menneskene – og mellem de to køn.

Overopsynet med denne særlige balance havde gudinden Maat, der også personificerede retfærdighed og sandhed.

De religiøse overbevisninger gik igen i rigets love, hvor kvinder var sikret en høj grad af ligestilling. Mænd og kvinder modtog de samme straffe for de samme forbrydelser.

Ejendom blev nedarvet gennem kvindens slægt, og kvinder kunne selv administrere deres jord, dyr og boliger.

En kontrakt fra oldtiden beskriver fx, hvordan kvinden Sebtitis skænker en jordlod til sin datter, mens den ældre kvinde Naunakhte i en anden overleveret tekst beklager sig over, at ingen af hendes børn tager sig af hende:

“Kun de af dem, som har hjulpet mig, vil jeg give af min ejendom”.

Især blandt de fattige var det ofte afgørende, at kvinderne – udover at stå for husholdningen – også tog et job uden for hjemmet for på den måde at spæde til familiens økonomi.

Fattige kvinder kom derfor i højere grad end de mere velhavende ud i samfundet. 

Råd til dyre dragter og smykker havde fattige kvinder ikke, men de satte ligesom alle andre en ære i at se præsentable ud, når de færdedes i offentligheden.

© U. forman/Getty

Sådan så de ud

  1. Hår: Stort set alle kvinder klippede deres hår kort pga. varmen. I stedet bar de parykker, som i de fattiges tilfælde ofte bestod af fibre fra daddelpalmer.

  2. Sminke: Som øjenskygge brugte kvinder det grønne mineral malakit, blandet med olie. Knust blyglans, såkaldt kohl, udgjorde en primitiv eyeliner. 

  3. Tøj: Fattige kvinder bar en kalasiri – en enkel, hvid linnedskjole med skulderstrop. Ofte med det ene eller begge bryster blottede på grund af heden.

  4. Læber: Hvis de havde råd, brugte kvinderne rød okker og fedt til at fremhæve læberne.

  5. Sko: Fattige gik typisk­ barfodede.

  • Jobmarkedet var fyldt med kvinder
    Mange fattige kvinder, der som oftest ikke kunne læse, tilbragte deres liv i marken. Men de havde også andre muligheder.

    Nogle blev professionelle grædekoner, der på bestilling hulkede uden for huset, hvor de døde blev balsameret. Tekstilfremstilling, bagning og ølbrygning var andre populære beskæftigelser. En kvinde kunne ligefrem blive leder af fx en gruppe vævere.

    Udsmykning fra grave i Sakkara viser også, hvordan kvinder handler brød, øl og fisk. På et af vægmalerierne skælder en kvinde en mand ud, mens hun styrer et skib ind i havnen. “Du skal ikke spærre mit udsyn, mens jeg lægger til!” vrisser­ hun ifølge hieroglyfferne. 

  • Kvinden kunne smide manden på porten
    Ægteskab betød ikke, at en egyptisk kvindes selvstændighed forsvandt. Hun kunne beholde sin ejendom og endda låne penge ud: En tekst beskriver fx, hvordan en kvinde med sans for økonomi udlånte tre sølvklumper til sin mand mod en årlig rente på imponerende 30 procent.

    Kvinden kunne desuden begære skilsmisse, hvis manden viste sig uduelig, og gifte sig igen – dog til tider mod kompensation. I en ægteskabskontrakt fra 340 f.Kr.­ skriver en kvinde fx nøgternt til sin mand: “Hvis jeg afviser dig som ægtemand, fordi jeg ikke kan lide dig mere og vil have en anden – så skal jeg give dig 22 g sølv og give afkald på en tredjedel af vores fælles ejendom”.  


  • Dans kunne give brød på bordet
    Egyptiske kvinder dansede, så snart lejligheden bød sig. Ved alt fra religiøse ceremonier, begravelsesoptog, festivaler, bryllupper til middagsselskaber var en dansetrup – også kaldet en khener – et uundværligt indslag. Selv fødsler blev hjulpet på vej af akrobatiske dansere, der sang: “Åh, se, fødslens hemmeligheder! Åh, træk!”

    Det var primært kvinder fra de lavere sociale lag, som blev professionelle danserinder ved fx banketter, da ingen kvinder fra de bedrestillede klasser ville udstille sig på den måde. Danserinderne både sang og spillede på fx lyre, tamburin eller fløjte under dansen. Men dansen kunne også være­ af mere erotisk karakter.

    På gravmalerier med fx banket-scener afbildes danserinder ofte næsten helt nøgne med blot en rem rundt om livet. På remmen sad hule perler med små sten indeni. Når kvinderne bevægede deres hofter, raslede stenene forførende. Forskerne antager, at en del af danserinderne kunne købes til at give seksuelle ydelser.  

Borgerskabets kvinder læste sig til succes

Modsat de fattige kunne kvinder fra borgerskabet være heldige at lære at læse og skrive. Det gav mulighed for at nå op i samfundets øverste cirkler.

For kvinder fra mere velhavende familier var det muligt at skabe sig en karriere ved at uddanne sig. De mest prestigefyldte stillinger krævede nemlig, at de var i stand til at læse og skrive rigets komplicerede skriftsystemer.

Borgerskabet betalte derfor gladeligt for, at især deres drengebørn kunne gå i skole eller blive undervist derhjemme. Men også piger kunne være heldige, at familien ville ofre det nødvendige på at lære dem den svære skrivekunst. Og så var karriere-mulighederne mange.

>> Vil du være endnu klogere på Egypten? Så tag med Historie til Faraoernes rige

Ifølge forskerne kunne kvinder beklæde mindst 25 leder-embeder i stats-administrationen. De blev dog som regel kun udnævnt til chefer inden for typiske kvindefag, såsom “Tilsynsførende for klædestof-lageret” eller “Leder af paryk-værkstedet”. 

Den mest magtfulde kvinde i statsadministrationen nogensinde var Lady Nebet, der omkring 2300 f.Kr. blev udnævnt til vesir – faraos højre hånd og rigets daglige leder. Det hang dog sandsynligvis også sammen med, at hun var faraos svigermor. 

Velhavende kvinder lagde ekstrem vægt på deres udseende. De ville for alt i verden ikke ligne de hårdtarbejdende fattige.  

© Bridgeman & Shutterstock

Sådan så de ud

  1. Paryk: Velhavende kvinder bar parykker flettet af 120.000 menneskehår.

  2. Ansigt: Det var et statussymbol at være lys i huden som tegn på, at man ikke arbejdede udendørs.

  3. Kropsbehåring: Egypterne anså hår på kroppen for uhygiejnisk. Det blev derfor fjernet med olie og skarpe flintesten.

  4. Smykker: Borgerskabets kvinder bar guld- og sølvbånd på underarme og ankler.

  5. Tøj: Ligesom de fattige bar også borgerskabets kvinder en lang kjole af linned. Deres kjoler havde dog farver, mønstre og indsyede perler.

  6. Antik deo: Ved fester­ bar kvinderne parfumerede klumper fedt på hovedet. Når klumpen smeltede i varmen­, drev den ned i parykken og fjernede al lugt af sved. 

  • I døden var manden den vigtigste
    Mens fattige egyptere blev begravet i ørkensandet, uden kiste eller rigdomme, blev de velhavende balsameret og lagt i dyre gravanlæg – dog altid sammen med deres mænd. Og hvis de var ugifte, blev de lagt i familiens gravkompleks, som typisk var opført af kvindens fader.

    Kun dronninger kunne forvente deres helt eget gravanlæg. Til gengæld fik kvinderne smykker, spejle og kosmetik-beholdere med i graven, så de også kunne se smukke ud i efterlivet.

  • Kvinder drak sig fra sans og samling  
    Et kådt egyptisk råd lyder: “Gårsdagens fuldskab skal ikke dræbe denne dags tørst”. Passende ord om de kvinder fra det bedre borgerskab, der arrangerede overdådige festmiddage på stribe for deres venner. Under festerne blev vin og mad serveret i overmål, mens gæsterne blev underholdt af dansere og musikere.

    Indtagelsen af alkohol var bestemt ikke kun for mænd. Også kvinder havde tilsyneladende lov til at give los på hæmningerne. Et vægmaleri i det såkaldte Paheri-gravkompleks fra 1400-tallet f.Kr. viser fx en kvinde, der råber til en tjenestepige:­ “Giv mig 18 kopper vin, jeg vil drikke mig fuld, min hals er tør som halm!” 

  • Templerne var fyldt med kvinder 
    De kvinder, der var så rige, at de ikke behøvede at arbejde, gjorde ofte karriere som præstinder i et af de utallige templer. Her skulle gudestatuerne modtage ofringer, klædes på, parfumeres og bevogtes om natten.

    Kvinderne var særligt aktive i de templer, der var opført til ære for kvindelige guddomme. De vigtigste var kærlighedsgudinden Hathor og Isis, der bl.a. blev æret for sine helbredende egenskaber.

    De fornemme tempelkvinder nød en særlig status i Egypten, som dog blev undergravet i løbet af det nye rige (1570-1070 f.Kr), hvor tusinder af kvinder fra alle sociale lag pludseligt fik adgang til erhvervet. 

Elitens kvinder måtte slås for magten

Adskillige kvinder nåede at blive faraoner i Egypten, men blev til gengæld udfordret igen og igen af mandlige rivaler til tronen.

Af de cirka 500 faraoner, der sad på tronen i løbet af Oldtids-egyptens 3.000 års historie, var blot seks kvinder:­ Nitocris, Sobekneferu, Ahmes Nefertari, Hatshepsut, Nefertiti og Kleopatra. 

Fælles for dem alle var, at de indtog landets øverste post i perioder, hvor Egypten var kastet ud i politisk kaos, eller når det var umuligt at finde en mandlig tronarving.

De kvindelige herskeres opgaver adskilte sig ikke fra de mandlige faraoners: De skulle opretholde Maat, rigets balancetilstand, og havde det overordnede ansvar for bl.a. høsten, forvaltningen og militæret. 

Heller ikke den billedmæssige fremstilling af dem afveg væsentligt fra mændenes. Talrige statuer og inskriptioner viser således de kvindelige herskere i mandetøj og med skæg, for de konservative egypteres farao-ideal forblev til alle tider maskulint.

Samtidigt måtte kvinderne kæmpe hårdt for at holde tronen. Meget tyder således på, at to af de bedst kendte kvindelige faraoner, Hatshepsut og Nefertiti, konstant måtte vogte sig for mandlige udfordrere, mens Kleopatra ligefrem udkæmpede en borgerkrig.

Kvindelige faraoner lod sig som regel afbilde med det samme udstyr og tøj som de mandlige. Om de også bar mandetøj til daglig, er uvist.

© Getty images & Shutterstock

Sådan så de ud

  1. Slangen: Øverst på hovedbeklædningen sad en kobraslange-figur. Den symboliserede faraos guddommelige autoritet. 

  2. Hovedbeklædning: Den såkaldte nemes­, hovedbeklædning, dækkede parykken. Den var hvid med røde eller blå striber. 

  3. Falsk skæg: Under religiøse ceremonier bar også de kvindelige faraoner skæg som tegn på deres hersker-status.

  4. Brystsmykker: På brystet bar farao en krave af guldkæder og -plader samt ædelstene. Smykkerne havde henvisninger til faraos ansvarsområder. 

  5. Plejl og hyrdestav: symboliserede faraos rolle som folkets revser eller beskytter – alt efter behov.

  • Vejen til toppen var indsmurt i blod
    Kunne faraos hustru ikke selv blive hersker efter mandens død, så kunne hun i det mindste arbejde for, at hendes søn blev det. Teya, som var en af farao Ramses 3.s hustruer, gik skridtet videre. For at sikre sin egen søn tronen orkestrerede hun en sammensværgelse ved hoffet. En sen aften blev den 65-årige Ramses overmandet i sit palads og fik halsen skåret over.

    Kuppet gik imidlertid ikke, som Teya havde håbet. Ifølge overleverede retsdokumenter blev de sammensvorne kort efter anholdt og dømt til døden ved en domstol. Teyas søn blev derfor aldrig farao.

  • Kvindelig farao gav Egypten en gylden tid
    Hatshepsut var den mest beslutsomme og eventyrlystne af alle Egyptens kvindelige faraoner. Under hendes 22 år lange regeringstid blomstrede rigets handel og kultur som aldrig før. På hendes foranledning blev en flåde af handelsskibe sendt helt ned til røgelseslandet Punt (sandsynligvis nutidens Somalia), hvor egypterne handlede sig til elfenben, guld og myrra.

    Den handlekraftige farao veg heller ikke tilbage for at bruge sin hær og udkæmpede bl.a. en kort krig mod nubierne i syd. Derudover blev hun en af Egyptens mest byggeivrige herskere og lod hundreder af templer og andre komplekser opføre overalt i landet. Hun kaldes derfor af mange “historiens første store kvinde”. 

  • Kleopatra tabte magtkampen
    I 332 f.Kr. erobrede Alexander den Store Egypten og indledte dermed landets græske periode. I Grækenland havde kvinder aldrig haft nævneværdige rettigheder, men under indflydelse af deres egyptiske medsøstre begyndte de græske kvinder, som bosatte sig i landet, at få mere ligestilling.

    Da den græsk-makedonske Kleopatra besteg tronen i år 51 f.Kr., var landet imidlertid i fare for at blive overtaget af Rom. Hun indgik derfor først en alliance med hær­føreren Cæsar og siden Markus Antonius. Det viste sig forgæves. Egypten blev erobret af romerne, og Kleopatra måtte begå selvmord. Hun blev dermed den sidste hersker af det gamle, kvindevenlige Egypten. 

Læs mere

B. Watterson: Women in Ancient Egypt, Amberley Publishing, 2013 Joyce Tyldesley: Daughters of Isis, Penguin Books, 1995. C. Graves-Brown: Dancing for Hathor,  Bloomsbury Academic, 2013.

Måske er du interesseret i...

Læs også