Mumien af en kat fundet i byen Abydos i Øvre Egypten. Den er en af flere tusinder, som egypterne årligt balsamerede.

Egypterne balsamerede millioner af dyr

I over 3.000 år aflivede og balsamerede egypterne millioner af dyr til ære for guderne. Nu er forskerne gået i gang med at udgrave dyrenes underjordiske gravanlæg.

Egypterne håbede balsamering ville give kontakt til guderne

Oldtidens egyptere balsamerede langt fra kun deres herskere. Faktisk overstiger antallet af balsamerede dyr langt antallet af balsamerede mennesker. Katte, hunde, ibis-fugle, aber, æsler, krokodiller og utallige andre dyrearter blev aflivet på samlebånd for derefter at ende som mumier i enorme underjordiske gravanlæg.

Egypterne mente nemlig, at dyrene var bindeled til guderne. Ved at lade et dyr aflive og balsamere håbede en almindelig egypter på at kunne komme i kontakt med den gud, som dyret ifølge traditionen repræsenterede.

Gigantiske dyregrave undersøges

Netop i disse år er egyptiske arkæologer gået i gang med at udgrave de underjordiske katakomber, som dyremumierne er stedt til hvile i. I gravområdet Sakkara er den egyptiske professor Salima Ikram bl.a. gået i gang med at undersøge en katakombe, som indeholder flere end otte mio. hundemumier.

Tidligere har arkæologer også fundet gigantiske gravpladser for katte, aber og ibis-fugle, der også har haft deres egne templer. Dyrene blev i sin tid opdrættet på særlige farme med tilhørende marker, udelukkende med det formål at blive aflivet og balsameret til ære for guderne.

Pilgrimme blev snydt

Undersøgelser af de mange millioner dyremumier har afsløret, at ikke alle mumier indeholdt dyr. I flere tilfælde har røntgen-fotos vist, at fx en kattemumie ikke indeholdt en kat, men derimod blot almindeligt mudder fra Nilen. Falsknerierne har sandsynligvis skæppet godt i kassen hos balsamørerne. Arkæologerne håber på, at de nye udgravninger kan afsløre flere af de gåder, som omgiver Egyptens dyremumier.

Download hele artiklen om de balsamarede dyremumier fra Historie nr. 12/2013.

NB! Du skal have en profil på Historie for at downloade artiklen. Det er gratis at oprette og tager kun et øjeblik. Når du klikker på downloadknappen får du mulighed for at oprette en profil.

Måske er du interesseret i...

Læs også