Egypterne troede på, at guderne tog bolig i statuer af sig selv. Derfor opvartede præster statuerne dagen lang – bl.a. afbrændte de røgelse, som fik guderne til at slappe af.

© Auckland Art Gallery

Egyptiske præster gav deres liv til guderne

I oldtidens Egypten handlede alt om at behage de lunefulde og humørsyge guder. Når en gud tog bolig i sit jordiske hylster, den guddommelige statue, skulle præsterne vaske statuen, klæde den på og servere lækkerier for den.

25. april 2017 af Natasja Broström

Solens stråler har knap nok brudt horisonten, da optoget sætter i gang.

En messende hymne fylder luften denne morgen i år 1300 f.Kr., hvor præsterne priser solguden Amon-Ra – Egyptens mægtigste gud. 

De forreste i optoget slår på deres sistrumer, rangler med små, klirrende metalstykker, og bag dem går flere præster med fakler og fade fyldt til randen med mad, øl og vin.

Processionen med ypperstepræsten i spidsen bevæger sig gennem Karnak-templets søjlehal, hvor søjlerne har form som enorme papyrusplanter. 

Den store hal symboliserer urhavet, hvorfra alt liv er opstået, og når optoget passerer igennem den, bliver præsterne symbolsk renset for alt urent. Hverken onde tanker, onde ånder eller skidt fra verden udenfor må nå templets allerhelligste: gudens bolig.

Følget når snart et lavloftet rum med en dør for enden, hvor præsterne fremfører en rituel morgensang:

“Vågn, oh, du store Gud, i fred. Vågn behageligt. Vågn til livet”.

Ypperstepræsten åbner døren. Han ved, at når dørens segl brydes, træder han ind i gudens verden. Med en fakkel tænder han olielamper og kar med røgelse, mens præsterne bag ham messer: “Himlens porte skal åbne sig, jordens porte skal lukke sig op”.

I rummet står et kabinet af sten. Med skælvende hænder åbner ypperstepræsten lågerne af træ, hvorefter han kaster sig på maven og kysser gulvet for at vise sin respekt.

Lamperne skinner på en statue af guld, men præsten ser ikke en statue; foran sig har han selveste Amon-Ra. Og guden er tilfreds – ellers ville han jo ikke opholde sig i sin bolig.

Ypperstepræsten stiller mad og drikke foran statuen. Først når han vurderer, at gudens ånd har opsuget tilstrækkelig næring, fjerner han fadene igen.

Herefter tager ypperstepræsten forsigtigt smykkerne af Amon-Ra og fjerner de små stykker linned, som guden er klædt i.

Han tvætter statuen med vand, tørrer den og giver den nyt, rent tøj på. Med spidsen af sin højre lillefinger dupper han gudens ansigt med duftende olie fra en alabasterflaske.

Fra et skrin finder ypperstepræsten små kæder med ædelsten, som han hænger om gudens hals, mens de brugte smykker lægges tilbage i skrinet.

Når guden er behørigt klædt på, placerer ypperstepræsten symbolske klumper af rensende natron og duftende harpiks foran kabinettet.

Til sidst strinter han helligt vand på gudens bolig, lukker lågerne og fejer gulvet, mens han bukkende går baglæns. Når dørene til kammeret lukkes, sættes et nyt segl på.

Over tempelgården skinner solen. Ypperstepræsten og hans følge er lettede. Morgenritualet blev udført uden fejl, for solguden skinner tilfreds på Egyptens folk.

Sådan forestiller egyptologerne sig, at morgenritualet foregik, baseret på skriftruller samt indskrifter og billeder fra templerne.

Søn af Amon-Ra

I oldtidens Egypten turde indbyggerne ikke regne med, at solen stod op af sig selv. Hvert morgengry blev imødeset med angst og spænding. 

Solopgangen og alt andet i tilværelsen afhang af, om de mægtige guder var tilfredse. Hvis guderne var fornærmede, kunne de finde på at stoppe solens gang og skabe kaos, ikke blot i Egypten, men i hele universet.

Som søn af gudernes gud – Amon-Ra – var farao både en guddommeligt udpeget regent og landets højest rangerende ypperstepræst. 

Ud over at regere Egypten og sikre arvefølgen skulle farao altid sørge for at stå på god fod med guderne.

Derfor forestod han de religiøse ceremonier, festivaler og store offentlige optog med gudernes statuer.

Men med 2.000 guder og templer spredt over hele Egypten kunne farao ikke – trods sin guddommelige herkomst – overkomme den opgave.

Alene bespisning og badning af de guddommelige statuer skulle ske tre gange dagligt. For at nå det hele havde farao udpeget ypperstepræster til at udføre ceremonierne for ham.

I Amon-Ras tempel i Karnak nær Theben havde ypperstepræsten, også kaldet “Amon-Ras første profet”, tre hjælpepræster med titlen anden, tredje og fjerde profet. 

Kun disse fire måtte åbne solgudens kabinet.

Forskerne har fundet “lytteører” tegnet på tempelmure og i private grave.

© The complete gods and goddesses of ancient egypt

Templerne vrimlede med mennesker

Ypperstepræsterne var dog ikke alene om arbejdet. I de største tempelbyer fik de hjælp af et utal af underordnede præster samt astrologer, håndværkere, skrivere og tusinder af slaver.

Selvom Egyptens gejstlige blev æret for deres vigtige arbejde med at holde guderne glade, stod de altid et trin under farao – og de kendte deres plads.

Når ypperstepræsten i Karnak åbnede kabinettet med Amon-Ra, messede han altid: “Det er farao, som sender mig for at se guden”.

Samme ritual blev udført i alle rigets øvrige templer – uanset hvilken gud der boede i kabinettet.

Selv i den fattigste flække stod den lokale præst op før solopgang for at vække guden med skønsang, lækker mad og fine klæder.

Som faraos stedfortræder var det præstens opgave at sørge for, at alle ritualer blev udført korrekt.

Intet blev overladt til tilfældighederne, for alt var dikteret af de gamle skrifter, lige fra ingredienserne i de hellige duft­olier, til hvilket toneleje gudernes hymner skulle fremføres i. 

Når præsten citerede fra de hellige skifter, skete det altid med en papyrus i hånden. Så risikerede han ikke at glemme et ord.

Tempelbibliotekerne var fyldt med skriftruller, som nøje forklarede alle ritualer. Var der fejl i præsternes gerning – uanset hvor lille den måtte være – kunne helvede bryde løs.

Var guderne utilfredse, kunne de ødelægge det såkaldte kosmos, som bestod af jorden, gudernes verden samt de dødes underverden.

Krig og død kom fra guderne 

Var gudinden Hathor fx utilfreds, blev kvinder ufrugtbare. Hvis håndværkernes gud, Ptah, ikke fik sin behørige hyldest, skred bygninger sammen. 

Og værre endnu: Fik Nilens gud, Hapi, ikke offergaver nok, ville floden ikke gå over sine bredder og oversvømme Egyptens marker med det frugtbare slam fra Etiopiens højland. 

Uden slammet voksede kornet ikke, og det ville medføre hungersnød.

Selvom præsterne gjorde alt for at behage guderne, lurede faren altid. Enhver egypter vidste, at lunefulde guder som Seth og Sakhmet bare ventede på at lave ulykker. 

Kaosguden Seth holdt til i udkanten af civilisationen – bl.a. i ørkenen – hvor han straffede rejsende med tørst og død.

Og når Sakhmet var i dårligt humør, sendte hun sine dæmoner til menneskenes verden, hvor de spredte sygdom, uheld og i værste fald epidemier, sult og krig.

Egypternes eneste mulighed for at beskytte sig var at fremsige masser af bønner og besværgelser og bringe rigelige offergaver. 

Ingen – ud over farao og hans præster – måtte dog gå længere ind i et tempel end den første gård. Ingen almindelige mennesker havde mulighed for at bede foran guden. 

I stedet måtte de aflevere deres offergaver til templet eller opsøge en præst, hvis fx et ben var brækket.

Hvis en bonde eller en slave ville kureres for sit brækkede ben, fik han præsterne til at ridse en besværgelse ind i et stykke brændt ler. 

Lerstykket blev båret som en amulet om halsen. Velstående købmænd, generaler og adelige bar dog amuletter i guld eller ædelsten.

Havde besværgelsen den rette, formildende effekt, kaldte Sakhmet sine dæmoner tilbage, og benet helede, indtil det var så godt som nyt.

Statuerne spiste som konger

Egyptens præster og præstinder vidste, hvilket ansvar der hvilede på dem. Alt i templerne var indrettet efter at behage guderne – og arbejdet stoppede aldrig. 

Gudernes statuer skulle fx vaskes og have mad tre gange om dagen. Tilberedningen af morgenmaden begyndte allerede et par timer før daggry.

I Karnak, oldtidens største tempelkompleks, bugnede gudernes buffet. Vægdekorationer i tempelruinen viser endnu i dag, hvordan farao Horemheb (der regerede ca. 1319-1291 f.Kr.) tilbyder bjerge af mad til Amon-Ra.

Frugt blev stablet på fade og pyntet med blomster. Fra tempelslagterierne fik guderne leveret frisk kød hver dag.

Først skulle en præst dog godkende offerdyret. Havde det sår, eller var det halt, afviste han det – og slagteren måtte omgående finde et nyt. 

Oveni kom friskbagt brød fra templets egne bagerier, hvor konditorerne også fremstillede store, særlig søde kager. I bryggeriet hældte brygmesteren vin og øl i krukker, for guderne skulle heller ikke tørste.

Når måltiderne var overstået og guderne mætte, blev de guddommelige smuler fordelt mellem templets præster og andre ansatte. 

Nogle præster var imidlertid så fanatiske med deres kost, at de undgik alle overdådige retter – i stedet nøjedes de med en diæt bestående af vand og en smule brød. 

Selv salt og hvidløg blev skyet, fortæller den græske historiker Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.).

Præsterne spillede musik på deres sistrum – en form for rangle.

© Getty Images

Renhed var afgørende

Når guden tog bolig i sit jordiske hylster, var han eller hun sårbar over for snavs fra menneskets verden. Som beskyttelse måtte præsterne være rene over hele kroppen.

“De bader i koldt vand to gange om dagen og to gange om natten”, skriver den græske historiker Herodot (ca. 480-420 f.Kr.), som besøgte flere egyptiske templer på sine mange rejser.

I Karnak foregik badet i templets store hellige sø – kunstigt grundlagt med store stentrapper, der ledte ned til vandet. 

Var et tempel ikke rigt nok til at have sin egen sø, måtte præsterne nøjes med et vaskefad. Men et bad var ikke nok, forklarer Herodot yderligere:

“Præsterne omskærer sig for renlighedens skyld, da de foretrækker renlighed frem for komfort. De barberer sig overalt på deres kroppe mindst hver anden dag for at sikre sig mod lus og alt andet tilsvarende ubehageligt”.

I visse templer blev reglerne tolket så vidtgående, at barberingen også omfattede præsternes øjenbryn og -vipper.

Når præsterne ikke servicerede gudernes statuer, gik tiden med at indøve de sange og danse, som de skulle opføre for at behage guderne. 

Præster af begge køn brugte flere timer om dagen på at perfektionere de indviklede tekster og trin.

Sex var strengt forbudt i templet

Kønsligt samkvem mellem præster og præstinder var strengt forbudt, hvilket Herodot undrede sig højlydt over.

“Mænd og kvinder er ikke anderledes end dyr, som, uanset om det er bæst eller fugl, ofte parrer sig i templer og på hellige steder. Havde den pågældende gud et problem med det, ville han næppe tillade, at det skete”, ræsonnerede han.

Men selvom præsterne levede i streng askese, brød de gerne andre regler – fx ved at tage imod bestikkelse.

Når præsterne i Memphis-templet slap den hellige Apis-tyr løs for at tage varsler af dens skridt, fik befolkningen – mod betaling – lov til at komme ind at se dyret med egne øjne. Ifølge alle regler var det strengt forbudt for almindelige mennesker at betræde et tempel.

Præster arbejdede på deltid

Da farao Horemheb besteg tronen i ca. 1319 f.Kr., havde den egyptiske gudeverden og myterne, den byggede på, eksisteret i næsten 1.500 år. I løbet af den tid var Egyptens bestand af præster vokset til over 100.000 mennesker.

De fleste af præsterne var dog ikke fanget bag templernes mure for evigt. Langt de fleste af dem var lægfolk, dvs. frie borgere, som i kortere eller længere tid gjorde tjeneste i landets templer.

Når præsten eller præstinden ikke frembar offergaver eller sang og dansede til gudens ære, arbejdede vedkommende gerne som embedsmand i gudens tjeneste.

I Karnak var der opgaver som bestyrer af kornkammeret eller opsynsmand for de landsbyer, marker og haver, som templet ejede. Andre holdt styr på templets mange ansatte – fx skrivere, pottemagere og jægere.

Når en lægpræst ikke gjorde tjeneste, kunne han spise og drikke, som han ville – samt fornøje sig i sengen. Uden for templets hellige mure var ægteskab nemlig tilladt. 

Men når tiden igen nærmede sig for en tørn som præst, skulle huden barberes helt ren for hår, og præsten skulle afholde sig fra sex i mindst ét døgn, før den hellige gerning blev genoptaget.

Egypterne fejrede deres guder

Ud over den lejlighedsvise tjeneste i templerne var en mulighed for kontakt mellem præsterne og befolkningen de årlige festivaler. Hver gud havde en festival, og Amon-Ras lå i september.

På en stor, rituel båd bar præsterne gudestatuen ud af templet i Karnak. Amon-Ra var dog skjult i sit kabinet, da det gemene folk ikke blev anset for værdigt til at beskue gudens ansigt.

Festivalen var en mulighed for folk for at spørge guden til råds – fx om, hvorvidt en tyverianklage var berettiget. Følte præsterne, at båden fortil blev tung at bære, sank de i knæ, og den tippede forover. Svaret var da ja. Blev båden presset tilbage, var svaret nej.

Arbejdet foregik ikke kun i templet

Det egyptiske begravelsesritual foregik uden for tempelmurene. Præstens primære rolle heri var at fremsige besværgelser, som skulle bringe den afdøde sikkert til det hinsides. Samtidig holdt han øje med, om balsameringen foregik efter alle forskrifter.

Præster tog også på sygebesøg. Når diagnosen var stillet, slog præsten op i sine skriftruller. Ofte bestod kuren i fremsigelsen af en trylleformular, et afkog af bestemte urter eller en besked til den syges familie om at ofre et dyr.

I visse templer kunne befolkningen desuden aflevere en fin offergave, fx et får, og bede om at få tolket en drøm.

Indgik slagtning af en gås i drømmen, var det et godt tegn. Det varslede, at aflivningen af ens fjender var nær. 

Optrådte en dværg i drømmen, varslede det til gengæld ilde: Dværgen symboliserede, at ens levetid ville blive halveret.

Ingen ved sine fulde fem satte spørgsmålstegn ved disse forudsigelser. Alle – fra den usleste slave til farao – var overbeviste om, at Egyptens guder bestemte alt.

Egypterne tilbad mere end 2.000 forskellige guder. Visse af dem skiftede navn eller smeltede sammen igennem historien, men deres magt fyldte til alle tider egypterne med ærefrygt.

© Shutterstock

Farao gjorde oprør mod guderne

Det sendte derfor chokbølger gennem riget, da Amenhotep 4. (ca. 1350-1334 f.Kr.) skubbede alle Egyptens 2.000 guder til side og grundlagde en ny religion med kun én gud – solens skive, kaldet Aton. I den nye Aton-kult måtte kun farao og hans hustru bede til solskiven.

Faraos beslutning om at afskaffe gudeverdenen kan ligne en gal mands værk, men flere egyptologer mener, at den var led i en magtkamp.

Allerede under Amenhoteps far, Amenhotep 3. (ca. 1387-1350 f.Kr.), var Egyptens religiøse centrum, Theben, blevet så egenrådigt, at byens Amon-Ra-præster ikke længere mente, at de skulle adlyde farao i et og alt.

De ville bl.a. selv til at styre udnævnelsen af ypperstepræsterne i Karnak-templet, hvilket hidtil havde været faraos eget privilegium.

Med sin nye religion ønskede Amenhotep 4. formodentlig at styrke sig selv ved at stække præsternes voksende magt.

Til deres bestyrtelse beordrede farao opførelsen af et helt nyt religiøst centrum ca. 400 km mod nord, hvorefter alle de gamle templer i landet blev lukket.

De gudestatuer, som præsterne ikke nåede at gemme væk, blev knust af faraos soldater. Amenhotep 4. satte derefter en fed streg under de nye tider ved at ændre sit navn til Akhnaton, som betyder “den, der er til nytte for Aton”.

Men Akhnaton undervurderede sine modstandere: Vel var farao gudernes søn, men Amon-Ras præster var snu. De afventede Akhnatons død og begyndte at påvirke hans søn og tronarving.

Af frygt for gudernes straf opgav sønnen, Tutankhaten, derfor få år efter sin fars død den nye kult. Han genindsatte samtidig alle de gamle guder og skiftede selv navn til Tutankhamon, der betyder “Amons levende billede”.

Den senere farao Horemheb (1319-1291 f.Kr.) fuldførte arbejdet ved at ødelægge afbildningerne af Akhnaton og hans hellige by kaldet Akhetaton (Solskivens Horisont), beliggende nær den moderne by al-Amarna.

Efter 20 år på sidelinjen havde den mægtige Amon-Ra og hans præster sejret over den kætterske Aton-kult, og kosmos var igen i balance.

Fra landets enorme templer til den mindste sivhytte steg bønnerne til Egyptens guder derfor igen mod himlen.

Riget smuldrede langsomt bort

Kampen mod den såkaldte kætterkonge havde givet Thebens mægtige præsteskab smag for magten, og i de følgende århundreder udfordrede de flere gange faraos position.

Det lykkedes fx omkring 1080 f.Kr. ypperstepræsten Herihor at tvinge Ramses 11. til at dele magten med sig.

De evindelige kampe mellem faraoen og præsteskabet svækkede Egyptens stabilitet – og det mægtige rige gik stille og roligt i opløsning.

I 663 f.Kr. marcherede assyriske hære ind og plyndrede Theben, og i 332 f.Kr. havde Egypten fået en ny, fremmed hersker: den navnkundige Alexander den Store fra Makedonien.

Efter erobringen indsatte den makedonske krigerkonge en statholder i Egypten, general Ptolemaios, som i ca. 305 f.Kr. oprettede sit eget dynasti – det ptolemæiske.

Under ptolemæerne fik de egyptiske præster og guder dog lov til at passe sig selv; de kunne endda beholde alle indtægter fra deres besiddelser – som de ikke betalte skat af.

“Ingen skal med magt tage noget, som er helliget guderne”, lød en ptolemæisk befaling fra 118 f.Kr.

Romernes erobring af riget i 30 f.Kr. markerede begyndelsen til enden for både faraoer, guder og gejstlige.

I løbet af de næste århundreder spredte en ny religion sig med stor fart fra Rom og ud til hele verden omkring Middelhavet: kristendommen.

I 384 e.Kr. beordrede den kristne kejser Theodosius (347-395 e.Kr.) alle Egyptens templer lukket og “hedenskaben forbudt”. Efter 3.000 år var Egyptens guder drevet ud af kosmos.

Måske er du interesseret i...

Læs også