Pyramiderne skulle hjælpe den afdøde farao videre til efterlivet som en inkarnation af guden Osiris.

© Shutterstock

Faraoer revolutionerede pyramiderne i jagten på det evige liv

I jagten på det evige liv revolutionerede en familie af tre egyptiske faraoer bygningskunsten med himmelstræbende gravmæler af uhørte dimensioner. Undersåtterne knoklede i årevis for at fuldføre de matematisk udregnede monumenter, mens farao stadig levede.

14. september 2017 af Bjørn Bojesen

Solen brænder over Gizaslet­ten, og hver gang mejslerne ham­res ind i kalkstensklippen, skærer det i arbejdssjakkets øregange. 

Når de 10 egyptere en sjælden gang lægger kobberredskaberne for at tørre sved og kalkstøv væk fra ansigtet, kan de se direkte på farao Khufus gigantiske grav, der hver dag vokser en anelse længere op i den blå himmel. 

Myriader af krumbøjede arbejdere er i færd med at hale træslæder med stenblokke op ad den rampe, der slynger sig om pyramiden. De 10 mænd i sjakket knokler som alle andre på sletten med en næsten manisk iver. 

Faraos embedsmænd på byggepladsen behøver ikke engang at råbe ad dem, for mændene ved, at deres eget liv afhænger af Khufus livskraft. 

De er nødt til at blive færdige med monumentet, inden han dør – kun sådan kan han blive behørigt begravet for siden at genopstå og stige op til stjernerne til “det sted, hvor guderne former ham, hvor han genfødes ny og ung” – som præsterne i templet understreger i deres messende bønner. 

Bliver mændene ikke færdige med pyramiden i tide, kan ingen forudsige konsekvenserne. I værste fald vil solen ikke længere stå op i øst, og det egyptiske rige går under.

Kan du ikke få nok af Egypten?

Tag med HISTORIE på den ultimative VIP-rejse til faraoernes rige

Gravsten blev stablet i etager

I forhistorisk tid blev alle egyptere begravet i det tørre ørkensand, der kunne konservere ligene for eftertiden. 

Høvdinge og stormænd fik rejst en høj oven på deres grav – højen fungerede som statussymbol og som et sted, deres ef­ter­kom­me­re kunne bringe ofre i form af mad og drikke.

Senere opstod mastabaen, en flad platform af stablede klippesten. Fra mastabaen førte en kort skakt lodret ned til et underjordisk gravkammer. 

Traditionen blev videreført, da Egypten smeltede sammen til ét rige regeret af en farao. 

Omkring 2660 f.Kr., i det 3. dynasti, fik faraoen Djoser den idé at stable mastabaer oven på hinanden, så de dannede en trin-pyramide. På den måde kom hans gravmonument til at rage imponerende 60 m op over landskabet – som et lille bjerg.

De efterfølgende faraoer overtog idéen og lod sig begrave under en trinpyramide. 

Men faraoen Sneferu (ca. 2613-2589 f.Kr.) mente åbenbart, at trinpyramiden kunne blive endnu mere imponerende, hvis trinnene blev gemt bag en skal af skinnende hvide og helt glatte kalksten.

Idéen var simpel, men den var ikke så nem at udføre i praksis – inden Sneferu var helt tilfreds, måtte han opføre hele tre pyramider: én i gravområdet Meidum 100 km syd for vore dages Cairo og to i Dahshur (40 km fra Cairo).

Størstedelen af pyramidearbejderne var bønder, som kun var tilknyttet projektet i de måneder, hvor Nilen løb over sine bredder, og deres marker derfor stod under vand.

© Bridgeman

Pyramiderevolutionen begynder

Da Sneferu omkring år 2613 f.Kr. besteg farao-tronen, begyndte en epoke, hvor egypterne var så velstående og innovative, at historikerne regner ham som grundlæggeren af det 4. dynasti, Egyptens guldalder.

Hieroglyf-indskrifterne beskriver ham som en venlig og gavmild hersker, der fra hovedstaden, Memphis, effektiviserede og styrkede et rige, hvis grænser han udvidede gennem hele sin regeringstid. 

I syd blev soldater sendt til Nubien (vore dages Sudan) for at fange slaver og kvæg. Faraos lange arm nåede også til Sinai-halvøen i øst, hvor hans tropper knægtede oprørske beduiner. 

Men sit ry vandt Sneferu imidlertid som pyramidebygger.

I Meidum arvede han formentlig en halvfærdig trinpyramide efter sin forgænger, Huni (ca. 2630-2613 f.Kr.), som farao. Sneferu ville bygge den færdig efter sine nye idéer.

Uheldigvis rutsjede skallen af kalksten ned ad den 65 m høje pyramide og lagde sig som en bræmme af byggeaffald omkring dens fod. Sneferu opgav Meidum-pyramiden og begyndte forfra.

I Dahshur begyndte han på byggeriet af en ny, himmelstræbende pyramide. 

Dens sider skulle rejse sig stejlt fra ørkenen, men konstruktionen betød, at stenenes vægt formentlig ikke blev lige fordelt, og efter flere års byggeri stod det klart, at pyramiden formentlig ville skride sammen. 

For Sneferus bygmester, Hemiunu, var der kun én løsning: Py­ra­mi­dens vægt skulle reduceres ved at give den en fladere top.

Sneferu var ikke tilfreds

Historikerne ved ikke, hvordan Sneferu reagerede, da hans anden pyramide tog form; alt tyder på, at han hadede det knæk, pyramiden fik. 

Hans ideal om de lige og glatte flader var ikke opfyldt – og han satte en tredje pyramide i værk. Til alt held blev Sneferu velsignet med en lang regeringstid, så også hans tredje pyramide nåede at blive færdig. 

Og det bedste af det hele var, at pyramiden havde helt glatte sider, og højden nåede imponerende 105 m. Gennem pyramidens indre førte en 62 m lang gang ned til tre gravkamre, der var hugget ud i undergrundens klipper.

Noget misvisende kaldes pyramiden i dag “den røde pyramide” på grund af de rødlige sten, den er bygget af. 

På Sneferus tid var den beklædt med en skal af hvide sten, der bevirkede, at pyramiden reflekterede solens stråler, så den selv strålede som en stjerne i ørkenen.

Omkring 2620 f.Kr. kunne Sneferu dø med fred i sindet og blive stedt til hvile under sin pyramide. Men desværre var kamrene tomme, da arkæologerne trængte ind i pyramidens indre i 1895. 

Sandsynligvis er det gravrøvere, som har fjernet den højt respekterede faraos sarkofag og mumie. De er brudt ind i hans pyramide uden respekt for, at den ikke bare var symbol på faraoens ophøjede status i samfundet – den var også nært knyttet til egypternes religion. 

Selv mumierne blev røvet fra gravene. Derfor findes kun få i dag.

© Bridgeman

Pyramiderne hjalp farao til himmels

Under det 4. dynasti betragtede egypterne farao som inkarnationen af falkeguden, Horus. Når farao døde, overgik han til at blive inkarnationen af Horus’ far, dødsguden Osiris – og den nye farao blev til den næste Horus. 

Denne symbolske overgang kunne imidlertid kun ske, hvis farao blev mumificeret og begravet efter alle religionens forskrifter.

Pyramiden var en åndelig elevator, der førte farao fra én tilstand til den næste. 

Som en gigantisk pil af sten, der pegede op mod himlen, var den også en synlig forbindelse mellem menneskene på jorden og gudernes verden.

For egypterne var det naturligt, at ikke blot farao, men alle mennesker havde mulighed for at leve videre i det hinsides. De mente, at et menneske bestod af en række komponenter, der ved døden blev skilt fra hinanden. 

Kun hvis de efterladte samlede “delene” på den rigtige måde, kunne disse også finde hinanden igen i det hinsides. Ud over kroppen bestod en person bl.a. af ka og ba.

Egypterne ofrede til de afdøde

Ka kan bedst beskrives som “livskraft”. Det var en ikke-fysisk energi, der sad i kroppen og blev nedarvet fra generation til generation. 

Faraos ka gik derfor helt tilbage til den første farao, som fik sin livskraft direkte fra guderne. Egypterne troede endvidere, at hele folkets ka var afhængig af faraos ka. 

Da ka i modsætning til eksempelvis sjælen i kristendommen havde behov for at spise og drikke, lagde mange egyptere spiselige ofre ved gravkamre og pyramider. Gravene var udstyret med malede døre, hvorigennem den afdødes ka kunne bevæge sig ud til lækkerierne. 

Offergaverne var en anerkendelse af en persons betydning, og offerhandlingen blev ofte afsluttet med, at egypterne skålede med ordene “til din ka!”.

Det andet begreb – ba – kan oversættes med “personlighed” og var den påvirkning, et menneske havde på sine medmennesker. Ved døden blev ba adskilt fra ka – og til en selvstændig skabning, der ofte fremstilledes som en fugl, der forlod afdødes krop. 

Ba kunne frit flyve til dødsriget – et Egypten i en anden dimension, hvor høsten altid var rigelig. Hele personen kunne imidlertid først genopstå i efterlivet, når ba havde fundet tilbage til den mumificerede krop, hvor ka ventede. 

Derfor var mu­mi­fi­ce­ringen så vigtig; hvis liget gik i forrådnelse, forsvandt livskraften.

Når farao døde, rejste han ifølge flere hieroglyftekster op til et område ved Nordstjernen, der bevægede sig mindst på den egyptiske stjernehimmel og derfor blev symbol på det evige. 

En typisk pyramide var således orienteret efter verdenshjørnerne og havde indgang fra nordsiden. For at hjælpe farao på vej førte snævre passager, ventilationsskakter, fra gravkammeret ud i det fri. 

Den store pyramide i Giza var den ældste og største af verdens syv oprindelige vidundere. Selv i dag imponerer egypternes arkitektoniske snilde i det enorme bygningsværk. Klik på tegningen og bliv klogere på de forskellige elementer i pyramiden

Khufu ville ud af faderens skygge

Mens Sneferu var en vellidt hersker, der havde gjort så meget godt for egypterne, at de i århundrederne efter tilbad ham som en gud, var hans søn og efterfølger, Khufu, mest optaget af ikke at stå i faderens skygge. 

Som Sneferus søn nummer fire vidste han alt om at blive overset, og fra en tidlig alder brændte ambitionen om at skabe noget enestående, der ville betyde, at hans navn strålede ligesom faderens.

Da Khufu ca. 2589 f.Kr. overtog sin fars position som den inkarnerede Horus, var den 40-årige farao fuld af virketrang og stålsat i sine planer.

Han sendte ekspeditioner afsted til bl.a. Libanon, Nubien og Sinai for at skaffe råstoffer og viden om verden. 

Ydermere gav han sig til at lede efter et velegnet sted til at bygge sit gravmæle, der på alle måder skulle overgå faderens pyramide i størrelse, omfang og perfektion.

Sammen med bygmesteren ­Hemiunu fandt Khufu den helt rigtige byggegrund på Giza-plateauet 20 km nord for hovedstaden, Memphis: Ikke nok med at Khufus pyramide dermed kom på afstand af Sneferus, byggepladsen lå nær ved Nilen, så transporten af de tonstunge stenblokke, der ankom med skib og skulle slæbes op på pyramiden, var ikke så lang.

Stolte egyptere knoklede i årevis

Egyptens pyramider blev bygget af frie arbejdere, der fulgte den gængse egyptiske arbejdsuge, hvor arbejderne knoklede i otte dage ad gangen, hvorefter de kunne holde to dages pause. 

Som betaling fik de rigelige forsyninger af korn samt del i den store ære, det var, at hjælpe farao til himmels.

Khufus Egypten havde knap 1,6 millioner indbyggere, og hans pyramideprojekt krævede mange tusind menneskers indsats i årevis. Arkæologiske udgravninger har påvist, at der ved byggepladsen opstod en midlertidig by med op til 25.000 indbyggere.

Blot en femtedel af indbyggerne arbejdede ved selve byggeriet. Mange af de andre indbyggere var fx medfølgende hustruer og børn, som i løbet af byggetiden blev voksne og selv fik mulighed for at arbejde på pyramiden, inden det enorme projekt stod færdigt.

Håndværkersamfundet havde naturligvis også behov for et utal af hyrder til at holde styr på kvæg og får samt slagtere, kokke og vandhentere. 

Værktøjsmagere masseproducerede mejsler til stenbruddene, mens snedkere og rebslagere fremstillede solide træslæder og enorme mængder reb til arbejderne til at slæbe stenene med. 

Der var desuden læger til at tage sig af arbejdsulykker og præster til eventuelle dødsfald, for det var ikke ufarligt at slæbe de tonstunge sten. 

Endelig var der også skrivere, der på faraos vegne holdt opsyn og førte logbøger over arbejdet, lærere til arbejdernes børn og prostituerede, der kunne forsøde den hårde arbejdsdag.

Arbejderne var organiseret i sjak på 10 personer, der var del af større enheder på omkring 200 mand, som blev styret af opsynsmænd. De skulle holde øje med, at alle udførte deres opgaver planmæssigt. 

Da målet var at få rejst pyramiden, mens farao endnu var i live, blev der arbejdet hårdt i den tørre luft, hvor sommertemperaturen ofte kom over 40 °C.

Arbejdernes gennemsnitslevealder var lav, og arkæologerne har udgravet skelet­rester efter arbejdere, der viser tydelige slidskader på knoglerne.

Arbejdet har været hårdt, men meget tyder på, at de faste arbejdere blev aflas­tet under Nilens årlige oversvømmelse, hvor tusindvis af bønder, hvis marker lå under vand, havde tid til at hjælpe med de offentlige byggeprojekter.

Khufu er siden antikken blevet fremstillet som tyran pga. hans enorme pyramide. 

© Spl/Scanpix

Arbejdere slæbte tonstunge blokke

Khufus 146 m høje pyramide blev bygget af 2,3 mio. stenblokke – hver med en anslået vægt på 2,5 tons. Med en byggetid på 20 år skulle 12 af disse blokke slæbes på plads hver eneste time. 

Langt de fleste sten kom fra det lokale kalkstensbrud i Giza, hvor omkring 1.000 stenblokke hver dag blev frigjort med mejsler, bor og kiler. 

Omkring 100.000 blokke af særlig fin, hvid kalksten blev hentet fra et stenbrud i Turah på den anden side af Nilen. 

Khufus sarkofag og gravkammer i pyramiden blev lavet af udekorerede blokke af tung, rød granit, som egypterne fragtede ned ad Nilen hele vejen fra Aswan 900 km syd for Giza.

I årtusinder har forskere spekuleret over, hvordan egypterne transporterede de tunge stenblokke gennem ørkensandet og – ikke mindst – stablede dem oven på hinanden. 

Den græske historiker Herodot skrev omkring 400 f.Kr., at egypterne besad maskiner, der løftede stenene. Mest sandsynligt er det dog, at de udhuggede blokke blev bakset over på træslæderne, som arbejdere i hobetal trak efter sig hen til pyramiden. 

Forskerne regner med, slæbeholdene fortsatte op ad en enorm rampe af sten og jord, der blev bygget rundt om pyramiden, efterhånden som den skød i vejret.

Som den første af Egyptens pyramidebyggere ville Khufu have sit gravkammer højt oppe i pyramiden. 

Arbejderne kunne derfor ikke nøjes med blot at lægge det ene lag sten oven på det næste; de skulle lige fra begyndelsen af byggeriet følge en plan, så kamre og gange fik de rigtige placeringer – mens pyramiden voksede frem.

Det yderste lag af sten blev anbragt med en fabelagtig præcision, der sørgede for, at de fire flader overholdt den planlagte vinkel på præcis 51,9°. 

Skallen af hvide kalksten gav en skinnende overflade, så pyramiden kunne ses på mange kilometers afstand. Og til sidst blev den såkaldte pyramidion, en udsmykket mini-pyramide, placeret på toppen.

På grund af den enorme indsats ved Cheops­pyramiden mener de fleste forskere, at det lykkedes bygmester Hemiunu at fuldføre pyramiden inden for de 23 år, Khufu havde regeringsmagten. 

Arven gives videre

Efter Khufu byggede også hans søn Khafra og sønnesøn Menkaura deres pyramider i Giza. 

I slutningen af det 4. dynasti stod de tre pyramider i landskabet, som vi kender dem i dag – bortset fra, at de stadig havde deres ydre lag af blændende hvid kalksten.

Når solen steg, stod præsterne i øst uden for deres templer og missede med øjnene. Der var ingen tvivl om, at det var selveste solguden Ra, der var på vej over himlen. 

Størstedelen af de hvide kalksten er desværre gået tabt, fordi egypterne i tidens løb har pillet dem af og brugt dem til deres egne huse. Andre sten er blevet stjålet af udefrakommende som souvenirs.

Selvom Khufus pyramide stod som et bevis på egypternes styrke og handlekraft, var der ingen af de senere faraoer, som havde de samme enorme ambitioner som Khufu. 

Hans søn Khaefra byggede også sit gravmonument på Giza, men nøjedes med en pyramide på 143,5 m – en anelse mindre end faderens. For at kompensere for højdeforskellen byggede Khaefra sin pyramide på en klippegrund, der lå 10 m over Khufus.

Khaefras søn Menkaura byggede en beskeden pyramide, der blot var 65 m høj. 

Som noget særligt havde den nederste del af Menkauras pyramide dog oprindeligt et ydre bånd af den samme røde granit, som hans bedstefars sarkofag var blevet udført i. 

I de efterfølgende dynastier er alle pyramider på størrelse med Menkauras eller mindre.

De tre farao-generationer

Snofru (2613–2589 f.Kr.): Sneferu var den første farao i det 4. dynasti. Han nåede at bygge tre pyramider i sin regeringstid, og hans erfaringer dannede grundlaget for pyramiderne i Giza.

Khufu (2589–2566 f.Kr.): Khufu var søn af Sneferu. Hele livet kæmpede han for at slippe ud af sin mægtige fars skygge. Det betød fx, at han byggede Egyptens største pyramide på Giza-sletten, langt væk fra farens grav.

Khaefra (2558–2532 f.Kr.): Byggede den anden store Giza-pyramide, som var næsten lige så høj som sin far Khufus. Han skabte muligvis også Sfinksen, som muligvis symboliserer Khaefra selv, der giver solen til sine undersåtter.

Ingen kunne hamle op med Khufu

Historikere og arkæologer er kommet med flere bud på, hvorfor pyramiderne krympede. 

Meget tyder på, at præsterne fik mere magt i det 5. og 6. dynasti, og efterhånden som templerne blev bygget større og større, blev pyramiderne nedprioriteret. 

Egypterne var også blevet mere rutinerede pyramidebyggere, der hurtigere end før kunne bygge en velskabt pyramide, der tjente sit formål – at sikre farao evigt liv. 

Der var ingen fornuftig grund til at dyste med Khufu, der var gået til ekstremer for at bygge alle tiders største gravmæle. Byggeriet havde kostet enorme ressourcer og bundet tusinder af mænd, som kunne have gjort større nytte i hæren og landbruget.

Efter det 4. dynastis guldalder kunne egypterne simpelthen ikke mønstre de kræfter, det i sin tid krævede at trylle sten og sved om til pejle­mærker for evigheden.

Læs mere om pyramiderne i Giza

Mark Lehner: The Complete Pyramids, Thames & Hudson Ltd., 1997.  Craig B. Smith: How the Great Pyramid Was Built, Smithsonian Books, 2004

Måske er du interesseret i...

Læs også