Det varme ørkensand blev udnyttet til at tørre liget inden begravelsen. 

© Getty Images

Soltørrede lig var mumiernes forløbere

Indbyggerne i oldtidslandsbyen Adaïma tørrede deres døde i sandet, så de blev klar til dødsriget. Ritualet blev indledningen til egypternes balsameringer.

21. september 2017 af Hans Henrik Rasmussen

For mere end 5.000 år siden har forældrene lagt deres afdøde spæd­barn til hvile i lerkrukken. 

Kærligt har de placeret hans arme og ben, så drengen ligger i fosterstilling, og de har sikret sig, at fingrene rører munden. 

Om halsen har de givet ham en malakit-sten – egypternes magiske symbol, der skal hjælpe på den videre færd til efterlivet i det hinsides. 

Endelig har forældrene placeret lerkrukken med liget, så barnets ansigt vender mod vest, mod den nedgående sol – dér, hvor egypterne mener, at dødsriget er.

Liget af den cirka seks måneder gamle dreng er fundet på en gravplads ved oldtidslandsbyen Adaïma på den østlige bred af Nilen nær Luxor. Fundet blev gjort af franske forskere fra instituttet for orientalsk arkæologi og er et af de aller-første eksempler på de gravritualer, der senere blev udviklet til perfektion i faraoernes Egypten. 

Det, der har fas­cineret forskerne mest, er, at liget er mumificeret inden begravelsen. Ved hjælp af ørkenens tørre sand og solens varme er drengens krop blevet udtørret, så den kunne holde sig i årtusinder – for at den intakte krop skulle sikre hans overgang til et evigt liv i det hinsides.

Drengen fra Adaïma er langtfra den eneste, der fik en omsorgsfuld begravelse. I alt har de franske arkæologer fundet mere end 1.000 børnegrave udenfor oldtidslandsbyen.

De fleste børn blev begravet med armringe af kobber, der skulle helbrede sygdomme.

© Brooklyn Museum & Getty Images

De første spor af Egypten

Gennem 400 år fra ca. 3400 f.Kr. til 3000 f.Kr begravede indbyggerne i Adaïma deres børn på en særlig gravplads, der var adskilt fra de voksnes. 

Børnegravene stammer fra Egyptens prædynastiske periode – hvor områderne langs Nilen endnu ikke var samlet i ét stort rige, regeret af faraoen.

Det tidlige Egypten henligger i historiens mørke, for indbyggerne efterlod sig ingen skriftlige vidnesbyrd. 

Den viden, forskerne har, stammer hovedsageligt fra begravelsespladser som dem i Adaïma. 

Gravene her viser, at indbyggerne allerede for 5.400 år siden var begyndt at mumificere deres afdøde og havde udviklet troen på et liv efter døden – den tro, som siden blev statsreligion under faraoerne.

Adaïma indgik i et mindre kongerige og var en driftig landsby beboet af til-flyttede nomader. 

Vedholdende tørke i Nordafrika havde tvunget dem til at skifte levevis, da deres græsningsarealer forsvandt. I stedet søgte de til Nilens frugtbare bredder og blev fastboende.

I det nyopståede samfund kom de før så isolerede stammer i daglig kontakt med hinanden. Deres skikke blandede sig, og nye traditioner og begravelsesritualer opstod.

Kan du ikke få nok af Egypten?

Tag med HISTORIE på den ultimative VIP-rejse til faraoernes rige.

Udviklingen af mumificering

Ikke langt fra landsbyen fandt arkæologerne allerede i 1900-tallets begyndelse to store gravpladser. 

En vestlig, hovedsageligt for voksne, og en østlig, der var reserveret børn i alderen nul til 12 år.

Efter at børneligene var blevet soltørret og mumificeret, bragte familierne dem til den østlige kirkegård, hvor nogle af ligene blev svøbt i sivmåtter og lagt i et hul, der blev dækket med flere sivmåtter, som familien lagde offergaver ovenpå. 

Andre lig blev placeret i krukker sammen med offergaverne.

Krukkerne er lavet af brændt ler og blev efter al sandsynlighed taget fra husholdningen, når begravelsen skulle finde sted. Inden da var krukkerne blevet brugt til madlavning eller opbevaring.

Mængden af offergaver varierer fra grav til grav, fortæller arkælogen Béatrix Midant-Reynes. 

Hun var leder af de seneste udgravninger i Adaïma, der blev afsluttet i år 2005:

“På den østlige gravplads var mange børn lagt i lerkrukker uden noget andet udstyr eller blot med nogle få stykker keramik”, forklarer hun.

Nogle af børnene fik rige gaver med i graven; små malakit-sten, der er lagt på børnenes bryst og pande for at beskytte mod onde ånder, er den mest almindelige gravgave. 

Enkelte børn har også fået kobberarmbånd, perler af elfenben, krukker med frugt og udskårne dyrefigurer med i graven, alt sammen for at gøre livet i dødsriget mere bekvemt.

“En af de konklusioner, vi nåede frem til ved at studere begravelsesritualerne ved Adaïma, var eksistensen af begravelser med og uden ceremoni”, fortæller Béatrix Midant-Reynes og konstaterer, at nogle af begravelserne tydeligvis blev arrangeret for at blive set. 

Gravene bærer præg af, at den afdøde, offergaverne og begravelsesudstyret er blevet placeret i særlige, rituelle positioner, der har haft betydning for familien og de pårørende, som deltog i begravelsesritualet.

Mange af børnene er fx blevet begravet i “foster-stilling” med fingrene placeret, så de berører munden, mens deres fødder peger mod nord og hovedet mod syd – i retning af den livgivende Nils udspring.

Liggende på deres venstre side har de udsyn mod vest og den nedadgående sol, der allerede for 5.400 år siden symboliserede døden og dødsriget.

Varmt sand forvandlede døde til mumier

To begravelser skulle der til, før Adaïmas babylig var klar til livet efter døden. Den første begravelse skulle udtørre liget, så kroppen ikke gik i forrådnelse.

Trin 1: Kroppen skal formes

Kort efter dødsfaldet blev liget anbragt i en fordybning i tørt ørkensand og lagt til rette i den stilling, som troen på genfødsel krævede. Liget skulle ligge i “fosterstilling” på venstre side og have hænderne ved ansigtet.

Trin 2: Sand og sol gør arbejdet 

Herefter blev liget dækket af et tyndt lag sand, som solens varme kunne trænge igennem. I løbet af de næste to-tre dage trak varmen al væske ud af liget og stoppede den naturlige forrådnelsesproces.

Trin 3: Liget kan flyttes til graven

Efter endt tørring var liget mumificeret. Det kunne graves op og flyttes til det endelige hvilested i en krukke eller viklet ind i sivmåtter.

Mumierne kiggede mod dødsriget. De døde børn ligger på venstre side med ansigtet mod vest, hvor solen går ned. For egypterne var den nedadgående sol et symbol for døden.

© Getty Image

Den balsamerede fod

Udgravningerne i Adaïma, der blev afsluttet i 2005, giver fortsat arkæologerne ny indsigt i de tidlige egypteres liv og hverdag og afslører detaljer om indbyggernes helbred. 

Også gravene på den vestlige begravelsesplads, der var forbeholdt voksne, har givet overraskende indsigt. 

Arkæologerne fandt her en dobbeltgrav med det muligvis tidligste eksempel på balsamering:

“Grav S24 gav os grund til nærmere overvejelse og eftertænksomhed. Foden på en af de to afdøde var viklet ind i et klæde, muligvis af linned”.

Indpakningen af foden minder om den afsluttende fase i den senere balsameringsproces, der blev praktiseret på faraoernes tid, hvor de døde efter en længere behandling blev pakket ind i smalle strimler af linnedstof. 

De franske arkæologer mener derfor, at der kan være tale om det ældste kendte eksempel på en balsamering.

Læs mere

Emily Teeter: Before the Pyramids, Oriental Institute Museum Publications 33, 2011 Gaëlle Bréand: The Corpus of Pre-Firing Potmarks from Adaïma, British Museum Studies in Ancient Egypt and Sudan 13, 2009

Måske er du interesseret i...

Læs også