Sfinksen: Egyptens tilsandede gåde

I1798 drog Napoleon Bonaparte på felttog i Egypten for at styrke Frankrigs position i Mellemøsten. Den 21. juli nåede hans hær udkanten af hovedstaden Kairo, hvor franskmændene udkæmpede et slag mod de lokale mamelukker – slaget ved pyramiderne.

Med udsigt til de oldgamle bygningsværker i horisonten blev mamelukhæren slået på flugt. Napoleon kunne indtage området og nyde synet af de storslåede monumenter på Giza-plateauet uden for byen. For at understrege sin triumf beordrede den mægtige franske hærfører kanoner rettet mod sfinksen, hvis næse blev skudt af.

Beretningen om Napoleon trives i bedste velgående. Men den er ikke sand. I 1400-tallet beskrev den egyptiske muslimske historiker al-Maqrizi, hvordan sufi-præsten Sa'im al-Dahr havde hugget næsen af sfinksen i 1378 – angiveligt i vrede over, at nogle egyptere anså figuren for at være en guddom.

I årtusinder har sfinksen været omgærdet af myter om dens tilblivelse, funktion og forfald. Den franske hærfører bidrog ikke til sidstnævnte, men affyrede faktisk startskuddet til en intens jagt på sandheden om den ældgamle egyptiske kæmpestatue.

Skattejægere var velkomne

Napoleon medbragte ikke alene soldater på sit felttog, men også snesevis af kunstnere og lærde, der var dybt fascinerede af de egyptiske vidundere, og som undersøgte den gigantiske sfinks særdeles nøje. Da de vendte hjem til Frank­rig, fortalte de med begejstring om deres oplevelser i Nordafrika, og disse smittende beretninger fik europæernes interesse for det gamle Egypten til at eksplodere i de følgende år.

Undersøgelser har vist, at den enorme skulptur er udhugget af den naturlige klippegrund på Giza-plateauet for ca. 4.500 år siden. I modsætning til pyramiderne er den altså ikke sammensat af mindre stenblokke. De egyptiske stenhuggere begyndte fra oven og huggede sig ned gennem i klippen, til statuen stod færdig. Det nederste af sfinksen er placeret under plateauets naturlige niveau, og det gør statuen til et let offer for sandet, der trænger sig på fra Sahara. Da Napoleon besøgte sfinksen, var den da også dækket af sand til halsen, og det har den været i det meste af sit lange liv.

I begyndelsen af 1800-tallet fik udenlandske arkæologer – og skattejægere – mulighed for at drage på ekspeditioner til Egypten. Mod behørig betaling til de egyptiske myndigheder kunne de grave, som de havde lyst, og i 1817 hyrede den britiske konsul og antikvitetssamler Henry Salt den italienske sømand Giovanni Caviglia til at at grave sfinksen fri for sand. På det tidspunkt stak kun hovedet af den 20 meter høje statue op fra sandet, og det var et enormt slid at kæmpe sig igennem sandmasserne.

Med assistance fra op til hundrede egyptiske arbejdere lykkedes det i første omgang Caviglia at nå ned til sfinksens ene skulder og derfra at fjerne sandet helt ned til det plant udhuggede kalkstensgulv, som sfinksen står på.

Mens ørkensolen skoldede de svedige arbejdere, truede sandet med at vælte ned over dem i den dybe, tragtformede udgravning. Kun en primitiv barriere af planker holdt sandet tilbage, og kampen var umulig at vinde. Ørkenen dækkede udgravningen til igen, men Caviglia var fuld af gåpåmod, og han iværksatte straks en ny og mere ambitiøs plan for udgravningen.

Statuens brystparti og forpoter blev gravet fri for sand, og mellem poterne fandt udgravningsholdet en enestående skat: et kobrahoved, der engang kan have siddet på en slangekrop på sfinksens pande. En kobraslange klar til angreb var i oldtiden et symbol på faraoernes magt.

Resterne af et spidst skæg dukkede også op af ørkensandet. Engang har sfinksen altså haft skæg, men det har ikke nødvendigvis været en del af den oprindelige statue. Caviglia fandt mange beviser på, at sfinksen tidligere havde været helt eller delvist fri for sand, og i flere tilfælde har udgraverne benyttet lejligheden til at pynte på statuen.

Caviglia fandt både inskriptioner fra oldtidens græske og romerske kulturer og en kæmpemæssig rødlig granitblok med indgraverede hieroglyffer – en såkaldt stele – der er fremstillet hundredvis af år efter selve sfinksen.

I 1817 kunne udgravningsholdet ikke tyde teksten på den 3,6 meter høje granittavle, men fem år senere knækkede franskmanden Jean-François Champollion hieroglyffernes gåde, og i dag kender historikerne indskriptionens betydning.

Stelen blev rejst af faraoen Tuthmosis 4. for omkring 3.400 år siden – 1.100 år efter sfinksen blev udhugget. Teksten fortæller, at Tuthmosis 4. som ung var på en jagtudflugt i det dengang noget frodigere Giza-område. Ved middagstid tog han sig en lur i skyggen af sfinksens hoved, der stak op af sandet, og kongesønnen drømte, at guden Horem-Akhet-Khepri-Re-Atum i skikkelse af sfinksen talte til ham.