Sapfo er den første kvinde i historien, hvis egne ord er blevet overleveret til i dag.

© Bridgeman

Græsk poet skrev hede digte om lesbisk sex

Den græske kvinde Sapfo blev i antikken hyldet for sine kærlighedsdigte til kvinder. Men så kom kristendommen. De gejstlige ledere afskyede Sapfos poesi og forsøgte med bål og brand at udslette hendes værker. Missionen lykkedes næsten.

21. marts 2017 af Lise Jørgensen

I antikkens Grækenland var det skrevne ord mændenes domæne. Men kvinden Sapfo var ligeglad – hun begyndte at skrive digte, endda om lesbisk kærlighed.

“Jeg håbede på kærlighed. Vid, at du kan befri mig fra bekymringer, og vær vågen med mig i nat, på duggede flodbredder”, lyder det i et af hendes erotiske digte. 

Teksterne gjorde Sapfo berømt i det antikke Grækenland – og betød et årtusinde senere, at de fleste af dem endte på bålet.

Poeten var gift med en mand

Sapfo menes at være født omkring år 630 f.Kr. på den græske ø Lesbos, som datter af aristokratiske forældre. 

Hun var fra en ung alder seksuelt tiltrukket af kvinder, som hun yndede at skrive digte om.

Historikerne formoder, at hun alligevel blev gift med en mand, da hun var 14-15 år, for det var sædvanen for unge kvinder i aristokratiet.

En form for bevis for ægteskabet findes i et digt, hvor Sapfo skriver, at hun har en datter ved navn Kleis. 

Faren til barnet – hendes ægtemand – nævner hun ikke med et ord. En langt senere kilde, der er skrevet i middelalderen, hævder dog, at han hed Kerkylas og var en købmand fra Andros.

Sapfos udseende kender historikerne fra flere statuer, portrætter og mønter, der er fundet i Grækenland og Italien. 

Her fremstilles hun som en smuk, mørkhåret kvinde med lys hud. I kontrast hertil beskriver de fleste antikke kilder hende som lav af vækst, mørk og hæslig. En ukendt forfatter kalder hende for “en nattergal med misdannede vinger."

Sapfo digtede om seksuelle tabuer

Til gengæld priser kilderne Sapfos evner som digter. Filosoffen Strabon (63 f.Kr.–24 e.Kr.) udtalte om hendes poesi: “Jeg ønsker at lære den og dø”.

Sapfo levede i et mands­domineret samfund, hvor kvinder stort set ingen rettigheder havde og var fanger i deres eget hjem. 

Og selv om hun blev beundret for sine digte, var hun stadig bare en kvinde. Som filosoffen Aristoteles skrev, så hyldede grækerne Sapfo, “på trods af at hun var en kvinde”.

En medvirkende årsag var muligvis, at hun ikke skrev om krige og andre store bedrifter, som sine mandlige kolleger, men kun om sin egen verden – naturen, kærligheden og guderne.

Et gennemgående tema er frygten for at efterlade sine elskede.

“I sandhed, hvis du er min ven, vælg en yngre seng”, skrev hun i et digt til en ung kvinde. Ofte henvendte hun sig i digtene direkte til gudinden Afrodite for at bede om hjælp i sine affærer.

Sapfo gav kvindelige kærlighedsforhold en plads i den græske kultur. De fleste grækere havde dog et ambivalent forhold til hendes værker. 

Filosoffen Platon argumenterede for, at homoseksualitet – uanset kønnet – var naturligt.

Generelt accepterede grækerne mandlige homoseksuelle forhold. Eksempelvis var det ikke unormalt, at en ældre mand havde en ung dreng som elsker.

Men når det kom til lesbiske forhold, var tolerancen væk: De blev betragtet med misbilligelse, og kvinderne måtte udleve deres forhold i det skjulte.

I antikken var Sapfos digte tolererede og kontroversielle. Med kristendommens indtog kom fordømmelsen.

Zeus skar de oprindelige mennesker over i to dele, så en tidligere hermafrodit blev til et heteroseksuelt par.

© Westar Institute

De kristne destruerede livsværket

Ifølge de græske kilder var Sapfo en meget produktiv digter, men størstedelen af hendes værker er i dag gået tabt, fordi deres lesbiske indhold vakte afsky hos de kristne gejstlige.

Teologen Tatian fordømte i 180 e.Kr. hendes digte og skrev, at “Sapfo var en kærlighedssyg hore, der sang om sin egen tøjlesløshed”.

For de kristne var hun et symbol på hedenskaben og antikkens moralske fordærv.

Sapfos popularitet dalede derfor i takt med kristendommens fremmarch i 300- og 400-tallet. 

Patriarken i Konstantinopel, Gregor fra Nazianz, skal angiveligt have beordret alle hendes værker brændt i år 380 – og det samme gjorde pave Gregor 7. i 1073.

Kampagnen var en succes, for der findes ikke et eneste fuldstændigt digt af Sapfo mere – kun fragmenter har overlevet middelalderen.

Forskerne nægtede at hun var lesbisk

I 1800-tallet blev flere brudstykker af Sapfos digte genfundet – og interessen for hende steg markant. Indholdet i digtene var dog stadig anstødeligt. 

I stedet for at anerkende Sapfos budskaber blev digtenes tydelige homoseksuelle indhold længe benægtet og bortforklaret.

Filologer argumenterede for, at digtene var religiøse. 

Sapfo havde været en præstinde, som anførte en kreds af yngre kvinder i en kult, hævdede de. Hendes ord skulle derfor ikke tages bogstaveligt – de var del af en religiøs ceremoni.

Andre forskere anerkendte, men fordømte, seksualiteten. 

En af dem var den skotske historiker William Mure af Caldwell, som i 1854 bebrejdede Sapfo for hendes “smag for et urent samleje, der sætter en modbydelig skamplet på den græske nationalkarakter”.

Endelig i 1970’erne blev den homoseksuelle natur i Sapfos digte for alvor anerkendt. Den engelske forsker sir Denys Page slog fast, at intet tydede på, at Sapfo skulle have været præstinde: 

Hun var en helt almindelig kvinde, der skrev poetiske værker om, hvordan hun elskede at elske kvinder.

Siden slutningen af 1800-tallet har denne type af kærlighed været opkaldt efter Sapfos hjemø Lesbos.

Sapfos forbandelse

I forskerkredse siges det, at der hviler en forbandelse over Sapfos digte. Bernard P. Grenfell, den engelske pioner som fandt de gamle skrifter nær den egyptiske by al-Fayyum i 1879, gik nemlig en overgang fra forstanden. Efterfølgende mistede tyskeren Friedrich Blass synet efter at have oversat teksterne.

Måske er du interesseret i...

Læs også