Liste: Antikkens mest beskidte våben

Flyvende skorpioner, knust kalk og frådende vilde kamphunde var hverdag på antikkens slagmarker, hvor hærførere tog alle midler i brug for at sejre – og de beskidte våben blev som regel brugt med succes.

16. maj 2017 af Esben Sylvest

Giftpile skulle standse Alexander den Store

Perserne og skytherne dyppede deres pile i slangegift og skarntyde, inden de lod dem hagle ned over fjenden.

Da perserne i 325 f.Kr blev angrebet af Alexander den Store, brugte de persiske bueskytter en giftig forsvarsteknik. Inden slag dyppede de omhyggeligt deres pilespidser i slangegift. Og da kampen brød løs, lod de tusindvis af de giftige pile hagle ned over Alexanders tropper.

Metoden var ikke ny, for pile med gift var et udbredt kemisk våben i antikken. Med buer kunne skytter fremføre giften over lange afstande, og foruden slangegift kunne bueskytterne finde på at dyppe deres pile i skarntyde, bulmeurt eller nyserod.

Giftene var nøje udvalgt til ikke straks at dræbe fjenden. De skulle blot invalidere ham eller påføre ham en langsom og smertefuld død.

Alene rygter om giftpile kunne skræmme hære bort. Vidste potentielle fjender på forhånd, at de risikerede en grusom død fra gift-befængte pile, overvejede de gerne deres næste træk en ekstra gang eller angreb med knap så stor entusiasme – selv om end ikke giftpile i sidste ende kunne stoppe Alexander den Stores erobringstogter i Asien.

Blandt de mest frygtede bueskytter med giftige pile var skytherne, et rytterfolk fra sletterne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav. 

De var drevne skytter med dødelig præcision, og hver kriger kunne medbringe mere end 200 pile, når han drog i kamp.

Effektivitet: 2 ud af 5

De skythiske bueskytter var frygtede for evnen til at ramme ethvert mål.

Kalkstøv blev brugt som tåregas

En oprørsk kinesisk bondehær blev i 190 e.Kr. besejret med kalkstøv.

Fra hestetrukne vogne spredte soldater med store blæsebælge det fine støv over slagmarken. Kalk er ikke farligt, men irriterer luftveje og øjne, og kort efter var bønderne da også drevet på flugt med sviende lunger og løbende øjne.

Også det byzantiske rige brugte jævnligt kalk i kamp. Rigets soldater fyldte krukker med kalk og kastede dem mod angribende fjender for at blænde og kvæle dem. Herefter kunne de nemt nedkæmpes.

Effektivitet: 3 ud af 5

Befæstet by besejret med plantegift

Nyserod – også kendt som julerose – indeholder laktose, der kan forårsage diarré og voldsom opkast.

I år 590 f.Kr. belejrede græske bystater den svært befæstede by Kirrha i det centrale Grækenland.

For at knække indbyggerne i den oprørske by, forgiftede grækerne drikkevandet med nyserod, der blandt andet forårsager voldsom diarré.

Da indbyggerne lå syge og afkræftede tilbage, var det en smal sag at indtage byen og lægge den i ruiner. Angrebet er historiens første giftangreb mod civile.

Effektivitet: 3 ud af 5

Mongolerne angreb med pestbefængte lig

Pesten kom til Europa, efter mongolerne bombarderede Kaffa med lig.

Smitsomme sygdomme blev brugt mod fjender helt tilbage i den hittitiske civilisation i Anatolien omkring 1500-1200 f.Kr.

Det første velbeskrevne epidemiske angreb fandt sted i år 1346. Her slyngede mongolerne med store katapulter pestbefængte lig over fæstningsmurene til byen Kaffa ved Sortehavet. Som håbet brød pesten ud blandt indbyggerne, som kort efter overgav sig.

Effektivitet: 5 ud af 5

Kartagerne overdængede fjenden med giftslanger

Slanger kastet ned i fjendens skibe kunne sprede rædsel på ethvert dæk.

Den kartagiske hærfører Hannibal var i klart undertal, da hans flåde omkring 184 f.Kr. tørnede sammen med en flåde fra den græske bystat Pergamon.

Inden søslaget havde han derfor beordret sine mænd i land for at indsamle giftslanger. De dødelige krybdyr placerede kartagerne i store lerkrukker, som blev placeret på krigskibene.

Historikere beskriver, hvordan soldaterne kastede lerpotterne mod de græske skibe. Først brød de fjendtlige soldater ud i hånlig latter, men kun indtil de fik øje på slangerne. Hannibal udnyttede den efterfølgende panik til at nedkæmpe fjendens flåde.

Effektivitet: 4 ud af 5

Krigshunde kæmpede i frontlinjen

Fra antikken og helt op til 1700-tallet blev hunde brugt som angrebsvåben. De romerske kamphunde bar brynje og havde sylespidse metalpigge fæstnet til halsen.

Blodtørstige kamphunde i rustning blev sendt mod fjendens formationer. De frygtløse dyr kunne sprede rædsel hos enhver modstander.

De romerske legioner rådede over hårdt trænede krigshunde, der kunne sprede rædsel og splitte fjendens formationer. På felttog i England havde romerne opdaget de frygtindgydende Mastiff-hunde og var begyndt at importere racen – først til jagt, siden til brug i krig.

De engelske hunde var så store og stærke, at de kunne “brække nakken på selv store tyre”, som den romerske digter Claudius berettede.

Muskelhundene gennemgik allerede som hvalpe en barsk træning, der gjorde dem blodtørstige og frygtløse. Inden kamp blev de iklædt metalrustning og jernhalsbånd med sylespidse pigge.

Romerne udviklede med tiden rene hundekompagnier, som de brugte under kamp. En udbredt taktik var at sende angrebsenheder, der kun bestod af hunde, mod fjenden for at bryde hans rækker.

Hundenes bid var så kraftfulde, at de kunne knuse knogler, og den romerske historiker Plinius den Ældre beskrev, hvordan end ikke fjendens sværd fik dem til at vige tilbage. Efter hundenes storm kunne legionerne nemt bryde gennem fjendens forsvar.

Også andre civilisationer har brugt hunde i krig. Flere kilder nævner hvordan den persiske konge Kambyses angreb egyptiske bueskytter med kamphunde.

Og da grækerne i 490 f.Kr. sendte perserne på flugt ved slaget ved Marathon, blev en hund efterfølgende hædret for sin modige indsats i kampen.

Effektivitet: 2 ud af 5

Spanierne brugte brændende okser

Både kartagere og spaniere tændte ild til okser og sendte dem mod fjenden.

I 229 f.Kr forsøgte spanierne at bremse en hær fra Kartago. Forsvarerne fyldte oksetrukne vogne med stærkt brændbare materialer. Herefter satte de ild til vognene, og drev de skrækslagne okser frem mod kartagerne, hvor de udløste panik blandt soldaterne.

Metoden med at sende brændende dyr mod fjenden var udbredt i antikken.

Både arabiske og kinesiske militærmanualer anbefalede at smøre fugle ind i en brændbar substans for at antænde fjendens telte, mens den indiske forfatter og militærstrateg Kautilya sågar foreslog at binde små brændbare pakker på ryggen af katte og aber, antænde dem og sende dem mod fjenden.

Manualerne dvælede ikke synderligt ved spørgsmålet om, hvordan hærførere fik dyrene til at bevæge sig i fjendens retning, selv om Kautilya dog forudså problemet. Han foreslog at indfange fugle, der havde bygget reder i bag fjendens linjer. De ville automatisk søge hjem.

Effektivitet: 2 ud af 5

Skorpioner sendte romerne på flugt


Mens en romersk hær i år 198-199 e.Kr. rykkede frem gennem det tørre, støvede landskab i det nuværende Irak, forberedte indbyggerne i fæstningsbyen Hatra sig på kamp. De fyldte skorpioner og andet giftigt kryb i lerpotter, hvorefter de forseglede dem.

Da fjenden nåede frem, bombarderede forsvarerne romerne med krukkerne. Taktikken virkede. Allerede efter 20 dage opgav de romerske styrker at indtage byen.

Effektivitet: 3 ud af 5

Giftig honning bremsede legionerne

Legionerne levede af landet under march – og var nemme ofre for forgiftede fødevarer og vand.

Da den romerske hærfører Pompejus den Store omkring 65 f.Kr. marcherede gennem det nuværende Tyrkiet, kastede hans mænd sig grådigt over bikuber langs vejen.

For mange af soldaterne blev honningen det sidste, de nogensinde smagte. Bikuberne var nemlig blevet hængt op af en lokal krigerisk stamme som en udspekuleret, giftig fælde.

I visse områder af Tyrkiet laver bierne honning af nektar fra en særlig rhodrodendron-art, der er uskadelig for bier, men dødeligt giftig for mennesker.

Få timer efter soldaterne havde fortæret den søde spise, dejsede de omkuld med høj feber, opkast og diarré. Mere end tusinde legionærer døde af forgiftningen.

På den hårde måde lærte romerne ikke at spise honning, men bier vedblev at være et frygtet våben. Dacierne – et folk i Rumænien – udkæmpede flere krige, hvor de slyngede bikuber ind i de romerske fæstninger.

Effektivitet: 5 ud af 5

Brændende hønsefjer kvalte fjenden

Belejrere kunne grave tunneller ind under fjendens fæstnings-værker for at trænge ind i byen. Som modtræk gravede forsvarerne en ny tunnel under angribernes. Herfra brød de op til angrebs-tunnellen, tændte et giftigt bål og lod røgen klare resten.

Røg var et billigt, effektivt og udbredt våben mod belejrere, der forsøgte at grave sig under bymuren. Forsvarerne tændte ganske enkelt et bål og ledte røgen ind i fjendens tunneller.

Taktikken blev blandt andet brugt mod romerne af indbyggerne i den oprørske, græske by Ambracia i 189 f.Kr. Byens indbyggere satte ild til hønsefjer, der var kendt for at udvikle en ekstremt ubehagelig røg, og de hostende romere kom hurtigt ud af tunnellerne.

Godt 100 år senere, i 74 f.Kr., drog den romerske general Lucullus hærgende gennem Mesopotamien og belejrede flere byer omkring Sortehavet.

Også her udspillede en del af kampene sig under jorden, hvor forsvarerne dog tog andre midler i brug: De slap bjørne og store sværme af bier løs i de underjordiske romerske gange.

Effektivitet: 4 ud af 5

Måske er du interesseret i...

Læs også