Græske atleter var konstant smurt ind i olivenolie, som både beskyttede huden og skabte en direkte forbindelse til guderne.

© Noël Hallé & Shutterstock

Olivenolien var grækernes grønne guld

Oldtidens grækere havde tre basale fornødenheder: mad, vand og olivenolie. Olien indgik ikke alene i madlavningen og lægemidler, den indbragte også formuer som eksportvare og gav direkte forbindelse med guderne. I tilfælde af krig gjaldt det om at brænde fjendens oliventræer ned.

11. oktober 2017 af Lise Jørgensen

Støvet har endnu ikke lagt sig bag stridsvognen, da den mus­kuløse kusk Theron af Akragas holder sine to heste an foran til­skuerne midt på den store, ovale væddeløbsbane, hippodromen.

Året er 476 f.Kr., og traditionen tro bliver De Olympiske Lege afholdt i Olympia. Et øredøvende brøl af jubel ­stiger op fra de tusindvis af tilskuere, da Theron stiger ned fra sin vogn. 

Værdigt bøjer han hovedet, så Legenes dommere kan krone hans hoved med en særlig krans lavet af oliventræets grene.

Blandt publikum sidder som altid den sportsglade poet Pindar, der nedfælder den glorværdige scene i et af sine hyldestdigte.

Hjemme i Akragas vil Theron modtage byens hæder og masser af gaver – bl.a. gratis bespisning resten af livet på by­styrets regning – men den flettede krans af olivengrene er alligevel den største ­anerkendelse.

Grækerne betragter nemlig oliventræet som en hellig gave skænket af guderne – og alt, som kommer fra det, har en helt særlig status.

Få endnu flere historier fra antikken

  • Bestil et abonnement på HISTORIE – få f.eks. 3 numre for kun 49 kr.

  • Som abonnent får du også adgang til vores digitale magasin.

  • Eller køb magasinet i kiosker landet over til 76,95 kr.

Oliventræet var en gave fra guderne

Ifølge myterne kom oliventræet til grækerne, mens Athen var en meget ung by, som på dette tidspunkt hed Attika. Byens hersker, kong Cecrops, ville styrke sin magt og opsøgte derfor guderne på Olympen for at finde én skytsgud.

Både Athene, gudinde for visdom, og havguden Poseidon havde et godt øje til den smukke by. Athene foreslog derfor en konkurrence: 

Den, der kunne ­præsentere kong Cecrops for den bedste gave, fik lov at blive byens skytsgud.

Konkurrencen blev afholdt med stor pragt på Akropolis, hvor kongen sad på sin trone. Poseidon fik lov at begynde: 

Han løftede sin trefork og stak den dybt i jorden, hvorefter en kilde sprang og skabte en mægtig flod. Indbyggerne var begejstrede, men jubelen svandt lige så hurtigt, som de opdagede, at kun ­udrikkeligt saltvand løb i floden.

Nu trådte Athene frem og plantede en oliven på Akropolis. Den lille frugt spirede og blev til et oliventræ. 

Da menne­skene forstod, at hendes gave ikke alene kunne bruges til madlavning, men også kunne skabe lys og varme og anvendes som medicin, var konkurrencen afgjort. Athene blev erklæret som vinder, og til hendes ære skiftede byen navn til Athen.

Klik på billedet og se, hvordan olivenolien blev til

Athens hellige træer

Grækerne tog hurtigt Athenes guddommelige gave til sig, og træerne spredte sig ifølge legenden hurtigt til ­res­ten af landet. Men ingen af dem kunne måle sig med de hellige moriai-træer, som voksede rundt om Athen, og som efter sigende nedstammede fra netop det oliventræ, Athene havde plantet på Akropolis. 

Olivenolien fra ­moriai­­­-t­ræ­et smagte bedre end nogen anden olie i hele Grækenland.

De hellige træer tilhørte byen Athen, men ejerne af den jord, træerne stod på, havde tilladelse til at høste frugten. Til gengæld skulle jordejerne give en procentdel af udbyttet til Athene-templet.

Moriai-træernes forbindelse til guderne betød, at der var strenge straffe for at gøre dem fortræd. Filosoffen Aristoteles skriver om de tidlige grækere, at “hvis nogen blev dømt skyldig i at grave et træ op eller fælde det, ville han blive straffet med døden”.

På Aristoteles’ levetid i 300-tallet f.Kr. var straffene kun blevet en smule ­mildere – det viser en retssag i 396 f.Kr. 

Her blev en græsk jordejer ­anklaget for at have fjernet en ­gren fra et moriai-træ, der stod indhegnet på hans jord. For for­brydelsen stod han til at få frataget sin ­ejendom og blive landsforvist.

Alle fremstillede olie

Olivenolien blev brugt i næsten alle aspekter af grækernes hverdag. Historikerne anslår, at en almindelig familie i gennemsnit brugte godt 300 liter olivenolie om året. 

Næsten alle græske husholdninger, store som små, dyrkede derfor deres egne oliventræer og pro­ducerede den olie, som de skulle bruge. Hvis en gennemsnitsfamilie skulle være selvforsynende, skulle den eje mindst 150 træer. 

Mange havde dog flere, for olien var en eftertragtet vare, der nemt kunne sælges på markedet – og på trods af den enorme produktion var dråberne dyre. 

En amfora, der indeholdt 7 liter olie, kunne sælges for ca. 10 drakmer på markedet i Athen. En almindelig land­arbejder skulle derfor spare op i 5-10 dage for at få råd til den vigtige olie. 

Det var altså ikke uden grund, at digteren Homer allerede omkring 800 år f.Kr. havde beskrevet olivenolien som “det flydende guld”.

Det var dog de færreste grækere, der dyrkede oliven i stordrift, da landbruget på dette tidspunkt primært var en del af husholdningen. 

Og eftersom det tog 20 år, før et oliventræ var fuldt udviklet, ­betragtede grækerne deres olivenlunde som en langsigtet investering, der måske først ville komme deres børn til gavn. 

Derfor blev oliventræet også omtalt som “træet, der brødføder børn”, af bl.a. ­dramatikeren Sofokles.

Olivenolie var livets krydderi

Der var en tydelig sammenhæng mellem kvalitet og pris. Den bedste olivenolie kom fra de hellige moriai-træer omkring Athen og var meget eksklusiv. Den næstbedste olie blev kaldt for “hvid olie”

og kom fra grønne, umodne oliven, der blev høstet allerførst på sæsonen. Grækerne mente, at jo tidligere frugten blev presset, jo finere var den. Lidt mindre eks­klusiv var oliven, der kom fra den første presning af den almindelige olivenhøst. Det er den type olie, som i dag kaldes “jomfruolie”.

De fleste grækere måtte klare sig med olie fra anden og tredje presning, der blev betragtet som mindre fine. De forskellige prisklasser betød, at selv de ­fattige familier kunne indtage 25-30 liter olivenolie om året.

Olien indgik i næsten alle retter i det græske køkken. Men ligesom der var ­forskel på oliens kvalitet, var der også ­forskel på de retter, der blev serveret hos rige og fattige familier. Jo rigere en husholdning var, des bedre var mulighederne for at udbygge måltidet bestående af det traditionelle brød med ingredienser som kød, kryd­derier og ikke mindst olivenolie. Mens fattige grækere måtte nøjes med at dyppe deres brød i almindelig olie, brugte de velstillede kvalitetsolie til stegning, i ­sovsen eller til dressing.

Oliens vigtigste funktion i det græske køkken var som opson – grækernes ord for tilbehør og krydderi. Opson kunne være flere ting – ud over olie fx honning og dadler. Ifølge oldtidens grækere var opson det element i et måltid, der gjorde maden værd at spise.

Grækerne lavede ikke kun olie af ­olivenfrugten, men spiste også så­kaldte bordoliven – rå ­oliven, der havde ligget i en saltlage. Alle grækere havde råd til dette lille ­mellemmåltid, men bordoliven blev ­betragtet som kedelig fattigmandskost, der ikke var god for for­døjelsen. ­Vel­havende husholdninger sørgede ­derfor for at ­servere deres oliven tilsat dyre krydderier inden et måltid.

Athen/476 f.Kr.

De græske bystater er i løbet af det sidste århundrede blevet Middelhavets ubestridte magthavere med kolonier langs kysterne. 

Bystaterne kæmper ofte indbyrdes, men er holdt sammen af en fælles kultur centreret omkring bl.a. sprog, mytologi og olivenolie.

Mad som medicin

Olivenolie var ikke kun en fast ingrediens i grækernes måltider, men ifølge den berømte græske læge Hippokrates også velegnet som medicin.

Han kaldte oliven for “den store helbreder” og anbefalede den især i salver til heling af sår og ­læ­sion­er. Olien indgik i mere end 60 forskellige medicinske råd fra Hippokrates, som bl.a. skrev lægebogen Regimen:

“Hvis en læsion opstår på ryggen, kog strandløg, og knus dem. Smør det på en bandage, og kom den på. Senere, smør med gedefedt, olivenolie og røgelse”.

Vor tids lægevidenskab har konkluderet, at olivenoliens mange antioxidanter faktisk fremmer sårhelingen.

Hippokrates’ medicinske brug af olivenolien var muligvis inspireret af grækernes brug af olien som skønhedsprodukt.

En stor del af forbruget gik til pleje af kroppen. Grækerne badede ­dagligt og smurte efter badet kroppen ind i olivenolie, der fungerede som en fugtighedscreme.

Derudover brugte de fleste velhavende grækere parfumeret olie, som var blandet med velduftende planter som roser og myrte.

Brugen af olivenolie som et skønhedsprodukt var ikke et nyt fænomen, men kendtes allerede fra digtet Iliaden, der stammer fra ca. år 800 f.Kr.

Her beskriver Homer, hvordan gudinden Hera smører kroppen ind i parfumeret olie for at forføre sin mand, overguden Zeus: Hun “salved sin hud med glinsende olie, himmelsk og liflig af Lugt”.

Grækerne fandt også ud af, at olien var et effektivt præventions­middel, som ifølge Aristoteles skulle “smøres på den del af underlivet, hvor frøet falder”.

Videnskabelige undersøgelser har siden bekræftet, at olivenolie faktisk hjælper til at stoppe sædens bevægelse.

Det grønne guld gav status

Olivenoliens særlige plads hos grækerne betød, at den fungerede som et stærkt status­symbol i samfundet.

Velstillede græske familier havde fx en række sociale forpligtelser, som ­involverede større mængder olivenolie. De skulle bl.a. ofre den i ­templerne for at sikre gudernes velvilje og donere til byens offentlige institu­tioner som et tegn på godt borgerskab.

Overklassen kunne også finde på at fremvise deres velstand ved overdådige selskaber, hvor der ikke blev sparet på noget – mindst af alt den fornemme olie.

Ved ankomsten til et græsk selskab blev gæsten budt velkommen i huset, der var lyst op af et væld af olielamper. En lampe krævede ca. 25 ml olie for at ­brænde en aften, så alt efter hvor mange lamper der var sat frem, kunne det blive dyrt at lyse den græske nat op.

Efter ankomsten blev gæsten tilbudt forskellige varianter af parfumerede olier, som de kunne friske sig op med.

Ved middagsbordet blev der siden serveret en lang række overdådige retter, der bestod af de mest udsøgte råvarer – og de var som oftest tilberedt med olivenolie og krydret med opson. Hertil blev der serveret vin, som grækerne havde for vane at tilsætte krydret olie. 

Det nuværende oliventræ på Akropolis blev plantet i 1917 af Grækenlands daværende dronning, Sophie af Preussen. 

© Shutterstock

Grækernes vigtigste vare

Grækernes overskydende olivenolie blev bl.a. solgt til udenlandske handlende, der fragtede den til landene langs Middelhavet. 

Allerede i 500-tallet f.Kr. var de græske vidunderdråber meget populære blandt naboerne. Først hundrede år senere begyndte grækerne dog for alvor at producere olivenolie til eksport.

På dette tidspunkt havde Athen problemer med at brødføde sin befolkning og gennemlevede store politiske uroligheder. I 594 f.Kr. valgte Athens demokratiske folkeforsamling, ekklesia, derfor filosoffen og politikeren Solon til at sætte skik på bystatens ødelagte økonomi.

Et af de første initiativer, Solon tog, var at opfordre eliten til at producere mere olivenolie. Landbrugsjorden var uegnet til dyrkning af korn – og den smule, der blev pro­duceret, rakte ikke til alle.

Ved at producere olivenolie, der var ­eftertragtet i udlandet, kunne Athen i stedet importere det livsnødvendige korn, argumenterede Solon. Han ind­førte endda forbud mod at eksportere andre varer end olivenolie.

Forbuddet holdt ikke længe, men hoved­elementet i Solons plan hjalp: ­Olivenproduktionen blev med tiden en af Athens vigtigste industrier.

Herefter handlede grækerne primært med naboerne i Italien og på Sicilien, men forsynede også markederne i det fjerne Spanien og Karthago på den nordafrikanske kyst.

I takt med at den græske olie blev mere og mere eftertragtet, begyndte driftige landmænd i bl.a. Italien og Spanien at plante deres egne oliventræer. 

Arkæologerne har fundet beviser på, at landmændene i de andre middelhavslande havde den frækhed at sælge deres mindre­værdige olie som ægte græsk for at opnå bedre priser.

Olivenolien var så eftertragtet, at krige ofte startede med, at hæren blev sendt ud for at brænde fjendens oliventræer af. Dette var bl.a. en taktik under den første peloponnesiske krig (431-421 f.Kr.), hvor Athen ikke turde møde de militært overlegne spartanere i åben kamp. 

Sparta invade­rede derfor Athen og dets allieredes ­opland hvert eneste år, hvor de brændte alle de oliventræer af, de kunne finde, i et forsøg på at tvinge deres fjender til slagmarken. 

På trods af den åbenlyse ­provokation holdt athenerne sig inden for murene og sendte i stedet soldater med deres overlegne flåde ud for at hærge markerne hos Spartas allierede. 

Romerne overtog olien

Da Romerriget fra omkring 300 år f.Kr. begyndte at blive Middelhavets stærkeste magt, overtog de samtidig forkærligheden for olivenolie. 

De brugte den mindst lige så flittigt som grækerne og øgede endda produktionen ved at ud­vikle bedre dyrkningsmetoder og ved at konstruere mere effektive oliepressere. 

Endnu vigtigere var det dog, at romerne sørgede for at udbrede brugen af olivenolie i hele riget. Snart stod oliventræer så langt mod nord som De Franske Alper.

Efter Romerrigets kollaps i 300-tallet stoppede olivenproduktionen i de nord­lige egne, men den fortsatte i Middelhavsregionen, hvor den stadig i dag er en uundværlig del af det daglige liv. 

Læs mere om olivenolie i oldtiden

 Lin Foxhall: Olive Cultivation in Ancient Greece, Oxford University Press, 2007. Andrew Dalby: Siren Feasts: A History of Food and Gastronomy in Greece, Routledge, 1997.

Måske er du interesseret i...

Læs også