Brønden blev fundet her i Kerameikos nordøst for Akropolis.

Orakel fra oldtiden fundet i græsk brønd

For første gang nogensinde er et orakel fra Antikken dukket op i Grækenlands hovedstad Athen.

18. juni 2016 af Nanna Apergis

I Athens centrum - lidt nordvest for Akropolis - ligger det gamle pottemagerkvarter, Kerameikos. Kvarteret har siden antikken været kendt for at være særligt frodigt - takket være floden Eridanos, der løber gennem byen.

Antikkens grækere byggede derfor en lang række brønde i området, så byens borgere kunne få rent drikkevand. Men nu viser det sig, at Kerameikos' brønde gemte på andet end vand.

En af brøndende er nemlig hjemsted for et 1800 år gammelt orakel dedikeret til guden Apollon.

Verdens navle

Kerameikos har været under udgravning gennem det sidste århundrede, men først i 2012 opdagede man det, der nu har vist sig at være et orakel - en såkaldt "omphalos". En "omphalos" er en kegleformet sten, der repræsenterer verdens navle.

Arkæologerne fandt oraklet i en rund brønd med mere end tyve inskriptioner på oldgræsk, der alle gentog den samme sætning:

"Kom til mig, oh Paean, og bring mig det sande orakel"

Paean var Apollons tilnavn. Han var gud for spådomskunst, kultur og videnskab, og hans mest berømte orakel ligger i byen Delphi.

Brønden, der gemte oraklet, er kun 65 cm i diameter.

© Jutta Stroszeck

Helligt vand

Antikkens grækere søgte ofte råd hos orakler - for eksempel hvis de ville finde en kæreste, blev syge eller ville kende deres fremtid.

Den vigtige rolle, oraklerne spillede for grækerne, har medført, at det athenske orakel blev placeret i vand, mener arkæologerne.

"Vand, særlig drikkevand, var helligt for oldtidens grækere. De mente, at vandet blev beskyttet af nymfer," siger Jutta Stroszeck, leder udgravningen i Kerameikos.

Måske er du interesseret i...

Læs også