Ifølge den græske mytologi var Dionysos søn af en affære mellem gudernes konge, Zeus, og en kongedatter fra Theben, Semele.

© P.P. Rubens/State Hermitage Museum

Orgier beskyttede Athen mod borgerkrig

Den årlige festival for vinguden Dionysos var et overdådigt spektakel fyldt med teater, ædegilder, seksuelle udskejelser – og masser af politik. Festivalen var også Athens værn mod intern uro.

19. december 2016 af Jeppe Knüppel
Latter og sang præger denne forårsdag i året 450 f.Kr., og vinenes lokkende dufte blæser i vinden. 


Et optog af berusede, kåde mænd og kvinder passerer Athens byport. Festivalen til vin-guden Dionysos’ ære er lige begyndt, og forude venter fire dages teaterkonkurrencer mellem Grækenlands bedste forfattere, vin i stride strømme og forhåbentlig en masse seksuelle kontakter.

Forrest i optoget bæres statuen af guden Dionysos, der er badet i vin og svøbt i dyrebare klæder. Tidligere på dagen har athenerne uden for bymuren ofret utallige tyre, får og geder til ham. Nu er processionen på vej mod teatret, hvor statuen får ærespladsen under hele festivalen. 


Unge jomfruer bærer kander med vin og kurve med frugter. De symboliserer gudens fertilitet og minder om, at det er takket være ham, at bøndernes vinranker gror, og druerne modnes.

På vogne, betalt af rige indbyggere, allierede bystater og Athens bystyre, trækkes gigantiske fallosser. 


De meterlange frugtbarheds-symboler bliver mødt med tilskuernes begejstrede tilråb og klapsalver. 

Der er en indforstået kappestrid blandt bidragyderne om at have sponsoreret den mest imponerende fallos-vogn, og i månederne op til festivalen har det været en lukrativ forretning at være fallos-konstruktør.

Efter vognene kommer ekstatisk dansende borgere med hjemmelavede fallosser. Selvom de i størrelse ikke kan konkurrere med dem på vognene, har de så naturstridige dimensioner, at de må bæres frem på lange pæle.

Filosoffen Heraklit (540-480 f.Kr.) bemærker det særegne ved dette ritual: “Kun ved denne begivenhed er fallos ikke tabuiseret”.

I det hele taget er festivalen en undtagelsernes tid, hvor de ellers mådeholdne athenere kaster sig ud i et orgie af alkohol, mad og sex.

En fremmed gud i byen

Den årligt tilbagevendende officielle fejring af guden Dionysos var blevet etableret i tyrannen Peisistratos’ regeringstid (561-527 f.Kr.). 


Festivalen opnåede uhyre popularitet og fortsatte, da den tyranniske regeringsform blev erstattet af demokratiet i Athen omkring år 500 f.Kr.

Den voksede i indflydelse og omfang pga. de yderst populære teaterkonkurrencer, der blev afholdt sideløbende, og det er fra denne festival, at den græske dramatiske tradition stammer. 


Alle de tragedier fra oldtidens Grækenland, vi kender den dag i dag – bl.a. historien om Ødipus – havde oprindeligt premiere under festivalen for ca. 2.500 år siden.

Athenerne tog dog ikke Dionysos til sig uden videre. Guden kom til dem fra byen Eleutherae, der blev underlagt det athenske styre omkring 530 f.Kr.

De gamle græske myter er en horror-beretning om, hvordan Athens indbyggere mødte den nye gud med foragt og blev straffet for deres hovmod. Ifølge myten hånede de mandlige athenere en nyopsat statue af Dionysos, hvorefter de alle blev ramt af en lidelse, der gjorde dem impotente.

Kun en overdådig offerfest til guden kunne kurere athenerne for denne forfærdelige kønssygdom.

Under Dionysos-festen blev der hver aften afholdt store private symposier rundtomkring i Athen.

© Alamy/Imageselect

Dionysos har to ansigter

Myten er et udtryk for, at det tog tid for athenerne at acceptere den nytilkomne guddom. Ifølge forskerne opstod Dionysos-kulten oprindeligt et sted i Mellemøsten, og for athenerne repræsenterede guden noget fjernt og eksotisk. 


Ud over vinen var Dionysos nemlig også gud for teatret, den maskerende forklædning samt dobbeltheden.

Ifølge de gamle græske skrifter var præstinderne i Dionysos-kulten nogle af de mest ihærdige i hele Grækenland; de var kendt for drukkenskab, flåning af levende dyr, kannibalisme og sågar barnemord.

Dette illustrerede, at vinguden repræsenterede både nydelse og smerte. På den samme måde var hans festival også en dobbeltsidig affære. Ud over fejringen af det løsslupne havde den nemlig seriøse politiske formål.

Festivalen tiltrækker diplomater

Mens den jævne athener så frem til festivalen pga. teaterstykkerne, de rigelige mængder af vin og de løsslupne kvinder, havde politikerne i bystyrets ledelse andre motiver. 


Archonterne, der udgjorde byens øverste politiske organ, så festivalen som en chance for at styrke deres egen position såvel som byens.

Festivalen blev afholdt sammen med forårets begyndelse – netop som sejlsæsonen gik i gang. Det gjorde det nemt for rige borgere og diplomatiske repræsentanter fra allierede bystater at komme på besøg. 


Og de troppede op i stort antal. Begivenheden var derfor en oplagt mulighed for bystyret til at forny traktater eller indgå nye aftaler med de mange tilrejsende diplomater.

Byen hylder sig selv i teatret

For at sikre gode aftaler var det vigtigt at imponere de tilrejsende. 


Bystyret sikrede derfor diplomaterne gode pladser på festivalens andendag, hvor athenerne samledes i det enorme Dionysos-teater på sydsiden af Akropolis. Her blev de næste dages skuespilkonkurrencer indledt med en række ceremonier.

Først kom tildelingen af statsborgerskab til nye borgere. Her blev forældreløse athenske mænd iklædt soldatens karakteristiske hoplit-rustning på scenen. 


Ritualet skulle vise, at byen tog ansvaret for de uheldige unge ved at gøre dem til fuldgyldige borgere. Sådan blev de besøgende og byens egne indbyggere mindet om, at Athen tog vare på sine egne indbyggere.

Dernæst fulgte hyldesten af teaterstykkernes sponsorer, der symbolsk blev kronet med forgyldte kranse. Sponsorerne finansierede de korsangere, musikere og kostumer, der indgik i stykkerne. Men det var bystaten Athen, som betalte forfatterne og skuespillerne.


Dermed sikrede bystyret sig kontrol over stykkernes morale; de skulle stille Athen i et positivt lys over for borgere og gæster, hvorfor de enkelte skuespil blev nøje udvalgt.

Til sidst hyldede forsamlingen de borgere, som i løbet af året havde skænket byen nye bygninger, skibe og lignende. 


Denne del af ceremonien havde afgørende betydning – som statsmanden Demosthenes (384-322 f.Kr.) formulerede det: “Alle, der har overværet dette, tilskyndes til at bidrage til byens vel – og hædre den, der viser sin taknemmelighed, mere end den, der krones”.

For bystaten var regnestykket enkelt: Sluk de riges tørst efter ære ved offentligt at hylde dem, og indkassér gevinsten i form af gavmilde gaver til byen.

Druk forhindrer borgerkrig

Athen brugte formuer på Dionysos-festivalen – selv i krigs- og nedgangstider nåede festivalens budget en monstrøs størrelse. 


Kun én gang i sin levetid, da Athen var på randen af udslettelse efter nederlaget i den peloponnesiske krig i 404 f.Kr., blev festivalen aflyst.

Historikere har beregnet, at bystyret spenderede et beløb svarede til en tiendedel af det årlige flådebudget på arrangementet. 


Flåden talte, da den var størst, 400 skibe og 80.000 mand.

Men pengene var givet godt ud, vidste bystyret, for festivalen virkede som en sikkerhedsventil for de interne stridigheder, der konstant truede med at sende bystaten ud i borgerkrig.

Da reformatoren Kleisthenes indførte demokratiet omkring år 500 f.Kr., blev athenerne opdelt i 10 stammer, som hver for sig repræsenterede et bredt udsnit af det athenske samfund – på tværs af sociale og økonomiske skel. 

Håbet var, at stammerne kunne holde hinanden i skak rent politisk og samtidig have en fælles interesse i at værne om bystaten.

I årtierne før indførelsen af demokratiet havde enevældige tyranner styret byen, og bystyret frygtede, at de onde tider ville vende tilbage, hvis stammerne bekrigede hinanden.

Dionysos-festivalens formål var at lette trykket blandt de stridende indbyggere. I løbet af de fem dages fest fik athenerne afløb for deres frustrationer og knyttede venskaber på tværs af de politiske skel.

Ædegilder udvikler sig til orgier

Hver aften under festivalen, når teaterstykkerne var overstået, blev der afholdt såkaldte symposier. 


For den rige overklasse var der tale om ødsle gilder, men selv hos de jævne athenere var festerne store. Kødet fra ofringerne blev fordelt blandt alle byens borgere, og sidste sæsons vinhøst var netop gæret færdig, så der var mad og drikke nok til alle.

De fleste husstande i Athen havde et rum indrettet til symposier. Ofte var rummet det eneste i huset med et stengulv, hvilket lettede rengøringen – en vigtig detalje. Under symposierne festede de indbudte mænd nemlig uden hæmninger. De spildte på gulvet, svinede med maden og kastede op over det hele.

Under maden var der sædvanligvis underholdning i form af dans og musik, hvorefter deltagerne hengav sig til mere kødelige lyster. Hustruer og døtre var derfor forment adgang ved symposierne – og de eneste kvinder, der var til stede, var betalte fløjtepiger og prostituerede.

Den, der var inviteret til et symposie, måtte være forberedt på at knytte venskaber i en meget intim forstand. Aftenens klimaks var nemlig store orgier, hvor homoerotiske udskejelser var ganske almindelige. 


På fundne vaser og drikkebægre gengives symposie-deltagerne nemlig gerne som satyrer – græske sagnvæsener med mandlig overkrop og gedebukkeben.

Disse sagnvæsener var klassiske symboler på Dionysos og illustrerede, hvordan mænd teede sig efter den store indtagelse af vin. Et klassisk græsk mundheld siger da også: “Jeg hader en dranker med en god hukommelse”.

Ordene antyder, at deltagerne under et symposie ofte kom til at bryde samfundets konventioner – og at deltagerne almindeligvis ikke blev holdt ansvarlige for deres opførsel, når de væltede sig i vin.

Symposiets deltagere kunne muntre sig med prostituerede og hinanden.

© Wesleyan University

Spag kritik af athenernes udskejelser

Selvom de fleste var vilde med Dionysos-festivalen, så havde den også en del kritikere. En af disse var filosoffen Apollonios fra Kyrene i Libyen, som dadlede de athenske mænd for deres meget udsvævende opførsel:

“Nu synes athenerne at sværge troskab til nydelsen i stedet for hjemmet og bære fallos i stedet for våben”, beklagede han sig.

Kritikere advarede også mod bystyrets sammenblanding af teater og politik. I teatret var publikum dybt følelsesmæssigt engageret i forestillingerne, hvor tilråb, gråd og højlydte kommentarer var en fast del af oplevelsen. 


Det var denne indlevelse, som filosoffen Platon advarede mod, når han beskrev de teaterglade athenere som manipulerbare får, der ikke kunne adskille virkelighed fra skuespil.

Hans store bekymring var, at athenerne så folkeforsamlingen som et teater, fordi debatterne dér tit endte som farcer.

Alle ser frem til næste års fest

Uanset kritikken fortsatte festivalen med at være populær, og den sidste kendte vinder af teaterkonkurrencerne var i år 154 f.Kr. I alle de år fortsatte Athen med at fejre vin-guden og sig selv.

Imens bystyret bedrev storpolitik vha. teaterstykkerne, kunne den jævne borger se frem til fem dage med mad, vin og hor, krydret med tidens bedste teaterstykker. Opskriften på succes for Dionysos-festivalen bestod netop i dens samlende kraft og dens politiske gavn.

Når rusen efter de fem dage fortog sig, sad resterne af den athenske charme-
offensiv tilbage i de teaterglade indbyggere. Det sørgede for patriotisk fordragelighed blandt athenerne helt frem til næste års festival.

Måske er du interesseret i...

Læs også