Grækerne gik ind for mådehold, når de drak, men langtfra alle kunne opfylde det krav.

© AKG images

Sex, druk og filosofi: Græske drikkegilder overgik alt

I over 400 år var oldtidens grækere Middelhavsregionens mest hæmningsløse drikkebrødre. Ved de såkaldte symposier druknede rigmænd og filosoffer sorgerne i vin og morede sig med spil, slagsmål og prostituerede.

27. oktober 2017 af Niels-Peter Granzow Busch

Ingen af gæsterne til oldtidens mest berømte drikkegilde – Agathons­ symposion – havde reelt lyst til at drikke. Ikke fordi de var afholdsmænd, men fordi de stort set alle havde voldsomme tømmermænd fra et andet symposion dagen før.

Gildet fandt sted i Athen i året 416 f.Kr., da poeten Agathon ville fejre sin sejr i en tragediekonkurrence og inviterede byens poeter, komedieskrivere og filosoffer til symposion i sit hus. 

Blandt gæsterne var filosoffen Sokrates og hans elev Platon, som siden beskrev­ sammenkomsten i skriftet “Symposion”.

Da vinen blev bragt ind, bad flere gæster mindeligt om, at drikkeriet blev holdt på et moderat niveau: 

“Jeg er helt enig i, at vi for enhver pris skal undgå hård druk, for jeg var selv en af dem, som i går druknede i vin!” plæderede komedieskriveren Aristofanes.

Mændene enedes derfor om, at de kun skulle drikke så meget, de hver især havde lyst til. Selv den hyrede underholdning – en kvindelig fløjtespiller – blev sendt væk. 

I stedet besluttede gæsterne at holde taler til lovprisning af Eros – kærlighedsguden. 

Knap var de færdige, før den stærkt berusede aristokrat­ ­Alkibiades og hans venner bragede ind og skabte kaos blandt de tømmermandsplagede gæster, som han – trods deres kvaler – pressede til at drikke store mængder vin.

Gildet fortsatte til de lyse morgentimer, og til slut var kun Sokrates og komedieskriveren Aristofanes vågne. Ved daggry faldt også Aristofanes i søvn. 

Kun Sokrates var ifølge Platon helt upåvirket af vinen. Den hærdede filosof forlod derfor huset, tog et bad og gik i gang med dagens gøremål.

Få endnu flere historier fra antikken

  • Bestil et abonnement på HISTORIE – få f.eks. 3 numre for kun 49 kr.

  • Som abonnent får du også adgang til vores digitale magasin.

  • Eller køb magasinet i kiosker landet over til 76,95 kr.

Aristokraten Alkibiades brød ind i poeten Agathons symposion og drak alle, bortset­ fra Sokrates, under bordet. 

© AKG Images

Vin var en gave fra guderne

Agathons berømte og temmelig våde symposion var på ingen måde et særsyn i sin samtid – tværtimod.

Ifølge de antikke kilder brugte oldtidens grækere enhver undskyldning til at mødes til drikkegilde.

Meningen var, at deltagerne skulle drikke med stil og værdighed. Men at dømme ud fra oldtidens vasemalerier endte gilderne ikke sjældent i de rene orgier med drukspil, erotiske fløjtepiger og luksus­prostituerede.­

Ordet symposion betyder på græsk “samdrikning”, og forskerne mener, at traditionen opstod omkring år 700 f.Kr.

Grækerne anså vin for at være en gave fra guderne og især fra vinguden Dionysos, som ifølge græsk tradition lærte mennesket vindyrkning og at nyde vinens kraft.

“Vinen blev givet til mennesket af Zeus’ og Semeles søn (Dionysos, red.) for at hjælpe dem med at glemme deres problemer”, skrev den græske poet og aristokrat Alkaios i 500-tallet f.Kr. og opfordrede sine landsmænd til at drikke sammen ved enhver given lejlighed:

“Lad os drikke! Hvorfor venter vi på, at lamperne bliver tændt? Der er jo kun en lille smule dagslys tilbage!”

Symposier var forbeholdt den græske elite – rigmænd, politikere og intellektuelle – og blev brugt til at knytte bånd mellem de herskende klasser.

Fuldskaben fjernede hæmningerne og viste folks sande jeg. “Vin er et kighul ind i mennesket”, påpegede Alkaios.

Drikkegilderne var underlagt helt særlige regler og ritualer. Typisk inviterede værten sine venner ved at sende en slave til deres hus med en vokstavle, hvor gæstens navn stod indridset sammen med tidspunktet for sammenkomsten.

Drikkegildet begyndte efter mørkets frembrud og foregik i det såkaldte andron – herreværelse – i værtens hus.

Ved ankomsten tog gæsten skoene af og fik fødderne vasket af en slave. Herefter gik han ind i andron, hvor han fik anvist en briks, en såkaldt kline, at ligge på. 

Klinerne stod langs væggene, så midten af rummet var frit til underholdningen. De vigtigste gæster fik lov til at ligge på briksen ved siden af værten. 

Digteren Aristofanes forklarer i en komedie, hvordan gæsten skulle gebærde sig, når han indtog sin plads: 

“Bøj dine knæ, ligesom de gør på sportspladsen, og spred dig selv ud på puderne. Begynd derefter høfligt at rose en eller anden bronzestatue eller noget andet”.

Når alle gæsterne var ankommet, gik deltagerne i gang med middagen, hvor alle fik mad serveret på små borde. 

Efter spisning blev rummets gulv rituelt vasket, hvorefter gæsterne ofrede til guderne ved at hælde nogle dråber ufortyndet vin ud på gulvet. 

En hymne til ære for Dionysos blev herefter sunget, og først nu gik selve drikkegildet – symposiet­ – i gang.

Eliten festede til første hanegal: Sådan foregik festerne

  1. Vinen indtages liggende
    Gæsterne blev tildelt hver deres liggeplads på pudebelagte brikse, som stod langs gilderummets vægge.

    Slaver sørgede for, at alle fik lige­ meget af den fortyndede vin i deres drikkeskåle. Til vinen blev serveret tørret frugt, grillede bønner og kikærter – alt, som stimulerede tørsten.

  2. Piger spiller på fløjte
    En fast del af underholdningen var unge piger og drenge, som spillede på dobbeltfløjte,
    dansede eller­ udførte akrobatik.

  3.  Drukspillene går i gang
    Symposiets leder satte gang i drukkonkurrencer, hvor det bl.a. gjaldt om at ramme et mål i midten af lokalet med bundslatten i drikkeskålen.

  4. Erotiske orgier natten lang
    Under påvirkning af vinen går gæsterne til tider amok. Fløjtepiger og luksusprostituerede bliver udnyttet af gæsterne i vilde sexorgier.

  5. Tømmer-mænd!
    Ud på morgenen hævnede det massive indtag af alkohol sig, og en del gæster kastede nattens vin op.

Alle skulle være lige fulde

Drikkegildet blev indledt, ved at deltagerne valgte en symposionleder – en sympiarch. Grækerne blandede vinen med vand i en vinbowle – en krater – og det var symposionlederens opgave at bestemme vinens styrke. 

Det almindelige blandingsforhold var to dele vand til en del vin, men kunne være stærkere. 

Modsat Agathons symposion, hvor gæsterne grundet tømmermænd fik lov til at drikke i eget tempo, var det normalt også symposionlederen, som suverænt bestemte, hvor meget og hvor tit deltagerne skulle drikke. 

Det var afgørende, at alle blev lige berusede, og drikkelederen havde derfor ret til at straffe deltagere, som ikke fulgte hans anvisninger. Straffen kunne fx være, at synderen skulle danse nøgen rundt foran resten af selskabet.

Ifølge de antikke kilder var formålet med symposiet ikke at blive fuldest, men at teste deltagernes evne til at drikke tæt uden at miste selvkontrollen. 

Ifølge digteren Eubulos gik fornuftige mænd hjem efter at have tømt tre vinbowler, for ellers gik drikkeselskabet som oftest amok i fuldskab: 

“Den fjerde krater tilhører dårlig opførsel. Den femte er for råb og skrig. Den sjette for ubehøvlethed og fornærmelser. Den syvende for slagsmål. Den ottende for kasten rundt med møblerne. Den niende for depression, og den tiende for galskab og bevidstløshed!”

Fløjtepiger og luksusludere

Symposierne var forbeholdt mænd, og hverken drikkebrødrenes hustruer eller døtre havde adgang. 

Til gengæld var det tradition at hyre unge, ugifte piger og drenge til at underholde selskabet med musik, dans og jonglørnumre. Særlig populære var fløjtespillende piger: 

“Når der drikkes, bring os fluks en fløjtepige!” udbryder en unavngiven symposiondeltager i en af de græske komedier.

Fløjtepigerne var så populære, at græske lovmagere var nødt til at sætte en grænse for, hvor længe pigerne måtte arbejde i træk. 

Under særlig lange drikkegilder skulle pigerne således arbejde i treholdsskift. En af årsagerne til pigernes popularitet var, at de efter al sandsynlighed ikke nøjedes med at spille fløjte. 

Meget tyder på, at pigerne, der var slaver, også blev udnyttet seksuelt af symposiondeltagerne. 

I komedien “Hvepsene” bortfører fulderikken Filokleon­ fx en fløjtepige fra et symposion og påpeger, at pigen nu skylder ham sex, fordi han har reddet hende fra at skulle tilfredsstille alle de andre gæster med sin mund:

“Så du, hvor snedigt jeg stjal dig væk, netop da du skulle til at give gæsterne fellatio? Tak min penis for den tjeneste”, opfordrer han lystent.

Forskerne er uenige om, hvorvidt seksuelle udskejelser var udbredte under drikkegilderne, da det ikke stemmer overens med den selvkontrol og værdighed, deltagerne forventedes at udvise. 

Men et stort antal vasemalerier med scener fra drikkegilderne viser fordrukne deltagere, som forlyster sig med kvinder i regulære sexorgier. Det tyder på, at i hvert fald en del symposier endte i sex mellem de hyrede kvinder og symposiondeltagerne.

Fløjtepigerne var ikke de eneste, som blev hyret til symposierne for at underholde mændene. Blandt gæsterne var også de såkaldte hetærer – luksus­pro­stituerede. 

Hetærerne var uddannede inden for kunst, litteratur og filosofi og kunne derfor tale med om de fleste emner ved et symposion. 

De kunne også underholde mændene med sang og dans og var mestre i erotiske lege. Som de eneste kvinder sad de derfor også tit med til bords sammen med mændene.

Hetærerne tilbød gerne deres krop for penge eller gaver, men blev respekteret af de græske mænd, der værdsatte deres viden. 

En af Athens mest kendte hetærer var Aspasia, som den berømte athenske statsmand Perikles forelskede sig i. 

Han lod sig derfor skille fra sin hustru for i stedet at leve sammen med Aspasia, som han også fik barn med. Ifølge de antikke kilder var også filosoffen Sokrates en af stor beundrer af Aspasia, hvis veltalenhed han offentligt roste.

Onde tunger påstod, at Perikles var så forelsket i Aspasia, at han indledte en krig mod øen Samos for hendes skyld.

Datidens vasemalerier viser symposiet fra velkomstdrik til festens sammenbrud.

© RMN – Grand Palais, BPK/Scala Archives & RMN – Grand Palais

Drukkonkurrencer hittede

Ud over at bestemme vinens styrke var det også symposionlederens ansvar at organisere drukspil. 

En populær konkurrence var at lade en deltager recitere nogle linjer fra et kendt digt, hvorefter en anden gæst skulle fremsige næste vers. 

Alternativt skulle en deltager recitere en hel passage fra et digt, hvorefter en anden skulle levere en lignende passage fra en anden digter om det samme tema. Andre konkurrencer gik på at gætte gåder eller at drikke om kap.

Sejrherrerne kunne vinde alt fra slik, kager og æg til skotøj og kopper. Taberne kunne til gengæld blive straffet ved at skulle drikke en skål ufortyndet vin eller vin fortyndet med saltvand. 

For at gøre straffen ekstra ubehagelig skulle offeret drikke den salte vin i et enkelt drag med hænderne på ryggen. At dømme efter vasemalerier brugte offeret i stedet tænderne til at løfte den tunge drikkeskål op til munden.

Det mest populære drukspil var kottabos,­ hvor gæsterne skulle ramme et mål i midten af lokalet med bundslatten i deres vinskål. 

Spillet havde stærke erotiske undertoner, da taberen – mand eller hetære – skulle tage alt tøjet af foran resten af selskabet. 

Vinderen af spillet skulle til gengæld dedikere sit vinderkast til en udkåren blandt gæsterne og fik som gevinst lov at tilfredsstille sine erotiske lyster i form af et kys eller endnu mere.

Den virkelige konkurrence var dog ganske enkelt at overleve drikkegildet i vågen tilstand “til hanegalet”, som en græsk digter formulerede det.

Slagsmål og gadeoptøjer

Ved afslutningen på et symposion var der tradition for, at gæster, som stadig var vågne, gik videre til et nyt symposion i byen eller tumlede rundt i gaderne i flok. 

Ikke sjældent overfaldt de fordrukne grupper sagesløse nattevandrere eller gik løs på hinanden. Det var en velkendt vits, at de værste slagsbrødre var filosofferne. 

I et stykke af satirikeren Lukian er filosoffen Alkidamas da også hovedbagmand i et symposionmasseslagsmål, som ender i en knust kæbe, et udstukket øje og adskillige udslåede tænder. 

At for meget vin kunne medføre både smerte og straf, var en kalkuleret risiko. Som komedieskriveren­ ­Epicharmos­ skrev i 400-tallet f.Kr.:

“Fest leder til druk, og druk leder til tumlen rundt i gaderne, som leder til svinsk opførsel, der leder til retssag, som leder til at blive fundet skyldig. At blive fundet skyldig leder til lænker, fængsel og en bøde”.

Bøderne og tømmermændene til trods fortsatte de græske symposier ufortrødent i over 400 år. Deres absolutte storhedstid var i 300-tallet f.Kr., hvor drikkegilderne blev afholdt i alle de græske koloniområder fra nutidens Sydfrankrig i vest til Georgien ved Sortehavet i øst. 

Da makedonerkongen Alexander den Store underlagde sig størstedelen af nutidens Tyrkiet og Egypten, fulgte den græske drukkultur med ham. 

Alexanders erobringer betød imidlertid også, at de græske bystater og deres elite mistede deres selvstændighed. Symposierne mistede derfor deres glans for til sidst at forsvinde helt ud af historien. 

Læs mere

M. Wecowski: The Rise of the Greek Aristocratic Banquet, Oxford University Press, 2014. K. Lynch: The Symposium in Context: Pottery from a Late Archaic House near the Athenian Agora, American School of Classical Studies at Athens, 2011.

Måske er du interesseret i...

Læs også