Sokrates venner prøvede at overtale ham til at flygte

Sokrates var så provokerende, at han blev tvunget til at drikke den giftige skarntydesaft.

© École Nationale Supérieure des Beaux-arts

Sokrates skarpe tunge sendte ham i graven

Filosoffen Sokrates er Athens mest omstridte mand. Nogle kalder ham et geni. De fleste raser over hans evindelige spørgsmål. Sokrates gør i en periode på omkring 40 år Athens gader usikre for folk, der helst vil lades i fred.

27. januar 2017 af Tim Panduro

En løjerlig skikkelse bevæger sig gennem Athens gader. Hjulbenet, barfodet og med en sidelæns gangart nærmest krabber han sig gennem storbyen. Den ældre herre har stort skæg og langt hår. Næsen er bred med store næsebor, øjnene udstående, og læberne alt for tykke.

Han ligner guden Silenos, hvisker folk på gaden. Silenos er halvt dyr og halvt menneske, så det er absolut ikke komplimenter, som følger den mand, som vil gå over i historien som antikkens største filosof. 

Han hedder Sokrates, og her i år 407 f.Kr. har han lang vej til den status. Blandt de fleste af Athens indbyggere er han kendt som en tosset excentriker og en, som de helst skal undgå at falde i snak med – medmindre de virkelig gerne vil hånes for deres uvidenhed.

Sokrates bruger nemlig sine dage på at udspørge tilfældige folk på gaden om hvad som helst. Intet emne er for småt, og resultatet er hver gang det samme: 

Tilsyneladende uskyldige spørgsmål om hverdagen afløses snart af spidsfindig spørgen ind til moral, retfærdighed og andre højtsvævende emner, hvor de færreste kan være med.

Filosoffen Platon er en af Sokrates’ få tilhængere og gengiver flere af dialogerne i sine skrifter. En dag beder Sokrates fx hærføreren Laches om at definere mod. En let opgave, synes Laches:

“Hvis man holder skansen, forsvarer sig og ikke flygter, er man modig”.

“Men hvad vil du så sige om den mand, som forlader skansen, men kæmper videre under flugten?” spørger filosoffen og gør snart generalen komplet rundtosset med en byge af spørgsmål.

En retoriker ved navn Gorgias efterlades ligeledes forvirret, da Sokrates spørger, om det at væve omhandler kunsten at lave tøj. Da Sokrates får et bekræftende svar, følger han op med spørgsmålet:

“Og musik omhandler kunsten at komponere melodier?”

De tilsyneladende uskyldige spørgsmål er en del af en spørgeteknik, som bedst kan sammenlignes med et krydsforhør, hvor han til sidst når frem til sit egentlige mål: at vise retorikeren Gorgias, at han ikke har tænkt over, hvad en retoriker er.

“Det ureflekterede liv er ikke værd at leve”, lyder det fra Sokrates, som mener, at han med spørgsmålene hjælper sine ofre med at få klarhed og indsigt. Snart vil han dog mærke, at de færreste sætter pris på hans hjælp.

Blandt Athens satirikere bliver Sokrates et yndet offer for latterliggørelse og spot

Satirikerne var hårde ved filosoffen

Sokrates kommer til verden i år 470 f.Kr. Athen er på det tidspunkt midt i sin storhedstid, og byens lidt over 120.000 frie borgere nyder godt af den blomstrende økonomi. 

Også videnskaberne og frisindet stortrives, og selv Sokrates, der som ung mand beslutter sig for at forlade stenhuggerfaget og blive dagdrivende gadefilosof, er der plads til. 

Han risikerer ikke livet for sin aparte livsstil, for byen har et velfungerende demokrati og et retssystem til at beskytte sine borgere.

I år 430 f.Kr. bringer et skib imidlertid pesten til Grækenland. Da sygdommen rammer, er Athen midt i en krig mod Sparta, og bystyret har trukket befolkningen ind bag murene. 

Den i forvejen tæt befolkede by er overrendt af flygtninge fra landet, og døden høster blandt både borgere og nyankomne. Athens brønde er fyldt med døde, som har kastet sig i vandet for at stille den tørst, som pesten fører med sig.

Da epidemien trækker sine kløer til sig igen, er en tredjedel af indbyggerne døde. En stor del af den politiske elite er lagt i graven, og de mange dødsfald har svækket hær og flåde.

Bystatens nye, uerfarne lederskab fortsætter imidlertid den udsigtsløse krig mod ærkefjenden Sparta. Sokrates deltager i flere af felttogene, men det bliver alligevel tydeligere, at det efterhånden ikke er nemt for en excentriker som ham at være Sokrates.

I Athens amfiteatre er filosoffen eksempelvis blevet et yndet offer for latterliggørelse og spot. I et af sine stykker beskriver digteren Eupolis ham som “en, der spekulerer over alting i hele verden, men ikke ved, hvor det næste måltid skal komme fra”.

En anden digter, Aristofanes, skriver i år 423 f.Kr. et teaterstykke, Skyerne, som gør tykt grin med Sokrates. I stykket fremstilles Sokrates som en tosse, der tilbeder skyerne som guder.

Første gang publikum møder ham i stykket, svæver han ned fra himlen i en kurv. Herefter bruger han sin tid på at oplære en uduelig elev, der til Sokrates’ store tilfredshed bruger sine nye retoriske kundskaber til at retfærdiggøre svindel og vold.

Selv siger Sokrates om satiren: “Hvis et æsel sparker dig, sagsøger du det så?”

Hvad han på dette tidspunkt ikke ved, er, at sparkene snart vil komme fra andre end et “æsel”. For pesten og krigen tærer ikke blot på indbyggernes tålmodighed, men også på selve grundpillerne i bystaten Athen – demokratiet og retssystemet

Skueproces gør Sokrates upopulær

I 406 f.Kr. mister Athen 25 skibe og 4.000 søfolk i et søslag mod spartanerne. Fjendens flåde bliver tilintetgjort, men Athen koger alligevel over af vrede, fordi flådens otte folkevalgte generaler har forsømt at bringe de døde hjem.

Næsten alle har slægtninge eller venner blandt de døde. Nu kan de efterladte ikke engang sørge for, at de døde får en ordentlig ligfærd. Selvom generalerne forsvarer sig med, at en voldsom storm har hindret, at ligene kunne opsamles, viser befolkningen ingen forståelse.

På Akropolis skal en folkeforsamling bestående af 500 frie mænd vurdere sagen. De 500 er fundet ved lodtrækning og har magten til at fremsætte lovforslag i et år. 

Folkestemningen er imidlertid så oppisket, at nogle af medlemmerne foreslår at springe formalia over og dømme strategerne ved en afstemning her og nu.

Sokrates har aldrig tidligere været en del af folkeforsamlingen. Men dette år er han blevet udtrukket. Adskillige medlemmer nægter at godkende forslaget, men de giver sig én efter én, da de bliver truet med repressalier. 

For nok er forslaget et eklatant brud på lov og retspraksis, men det er vanvittig populært i Athens hævntørstende befolkning. Som den eneste nægter Sokrates at rette ind.

“Jeg ser det som min pligt at løbe risikoen på vegne af loven og retfærdigheden, så jeg ikke bliver medskyldig i jeres uretfærdige forslag”, siger han.

Lige lidt hjælper det. Forslaget bliver vedtaget, og de otte dømt til døden.

Sokrates slipper for repressalier. Men han har skabt sig magtfulde fjender – både blandt politikerne og folk på gaden.

Filosoffen Sokrates nedskrev aldrig et eneste ord. Men takket være hans beundrer filosoffen Platon kender historikerne alligevel til en del af Sokrates’ bevingede ord.

© biographies.net

Sparta indsætter tyrannisk regime

I 404 f.Kr. når Athen et nyt lavpunkt. Den spartanske hærfører Lysander, en skruppelløs og effektiv hærfører, tvinger Athen til at overgive sig. Han suspenderer samtidig byens forfatning, nedlægger de folkevalgte institutioner og indsætter et pro-spartansk styre. 

Sokrates’ gamle elev digteren Kritias bliver udpeget som leder af De 30 Tyranners Råd. De hårdt prøvede athenere må nu lægge by til et rædselsregime.

Politiske modstandere og de 30 tyranners personlige fjender bliver myrdet systematisk. Ingen kan vide sig sikre, men Sokrates, som har en veludviklet retfærdighedssans, kan ikke tie og påtaler åbenlyst tyrannernes forbrydelser.

Nok har Kritias en dyb respekt for sin gamle ven Sokrates. Men han kan ikke sidde filosoffens kritik overhørig. De 30 tyranner sender derfor bud efter Sokrates og forbyder ham at tale med unge mennesker på gaden: 

Han korrumperer dem med sine holdninger, mener rådet. Sokrates tier imidlertid ikke længe, for kort efter må Kritias igen hidkalde ham. Denne gang har de 30 tyranner udtænkt en djævelsk plan. 

Sokrates, der sætter loven over alt andet, skal tvinges til en handling, han finder uretfærdig: Han beordres til at pågribe rigmanden Leon og slå ham ihjel. Ordren får imidlertid blot Sokrates til at gå hjem.

“Jeg viste dem, at jeg ikke bekymrede mig det mindste for døden, men at jeg i allerhøjeste grad bekymrede mig om ikke at begå en uret”, siger han bagefter ifølge filosoffen Platon.

Sokrates forventer at blive slået ihjel for sin ulydighed. Men han bliver reddet, da Kritias i 403 f.Kr. bliver tvunget til at tage til Piræus, hvor tilhængere af demokratiet er gået til angreb på tyrannernes styrker. Kritias bliver dræbt i kampene, og med ham falder diktaturet.

Tyrannerne har kun haft magten i et år, men på den korte tid har omkring 1.500 borgere måttet lade livet.

Sokrates bliver byens syndebuk

Selvom demokratiet indføres igen, er Athen blot en skygge af sig selv. Årtiers krig har slidt på indbyggerne. Kun én ting er, som den plejer: Sokrates vandrer stadig rundt i de støvede gader, spørgende i øst og vest. 

Han nærmer sig de 70 år. Fysisk er han sund og rask som altid, men han er en mand, som Athens indbyggere ser mere skævt til end nogensinde før. Sokrates har nemlig forbindelser til flere af de personer, der blev det athenske demokratis banemænd – bl.a. tyrannen Kritias, som engang var en talentfuld digter, men uden varsel blev en diktatorisk despot. 

Sokrates må have korrumperet ham, mener mange.

I Athen kan alle borgere rejse en sag. En rigmand gør dét, som flere har mumlet om, og får Sokrates anklaget. Filosoffen får besked på, at han skal møde op til en indledende afhøring. 

Her bliver han gjort bekendt med anklageskriftet. Han beskyldes for blasfemi og for at have korrumperet ungdommen. Der er lagt op til dødsstraf.

Sokrates reagerer med vanlig ro, da han vandrer mod sit hjem efter den dramatiske dag. Vennerne trygler ham om at gå i eksil, men Sokrates finder det utænkeligt at forlade sit elskede Athen:

“Jeg er taknemmelig for, at (guden, red.) Apollon har skabt mig som mand, ikke som kvinde, som græker og ikke barbar og som athener og ikke udlænding”.

Pral frastøder nævningene

Retsbygningen er ikke videre prangende, men det er alligevel et imponerende skue, da de 500 nævninge dukker op. De er valgt ved lodtrækning fra en pulje på 6.000 frie mænd. En efter en defilerer de forbi vagterne og viser det træskilt, de har fået som bevis på, at de er udtrukket til juryen. De tager plads på lange, hårde bænke.

Solen er kun lige stået op, da retten bliver sat den morgen først på sommeren i 399 f.Kr. Alligevel er tilskuerpladserne fyldt. Sokrates er en berygtet mand i bybilledet, og mange indbyggere vil gerne se ham blive grillet, som han selv har ristet andre. 

Der findes ikke egentlige advokater i Athen. I stedet konsulterer en anklaget de lovkyndige og får dem måske til at skrive en forsvarstale. Sokrates har ikke gjort nogen af delene.

Retten forstummer, da Sokrates begynder at tale, men tilhørerne er næppe skuffede over underholdningsværdien. For tilsyneladende bærer Sokrates rundt på et dødsønske, og han gør alt for at provokere de medborgere, der skal

beslutte hans skæbne. Sokrates vil hverken forsvare sig eller bortforklare sine gerninger. Han forklarer i stedet, at en gud taler til ham, og at han er den viseste mand i Athen, fordi han har indset, at han intet ved.

Ifølge den samtidige forfatter Xenofon rejser påstandene en “storm af protester” fra juryen. Noget, som blot bliver værre, da han fortæller, hvad Apollon skulle have sagt om ham via det alvidende Orakel i Delfi.

“Foran adskillige mennesker svarede Apollon, at intet menneske er friere, retfærdigere eller fornuftigere end jeg”, praler Sokrates og skubber de sidste tvivlere fra sig.

Da dagen er omme, går stemmeurnen rundt blandt de 500 nævninge, som skal lægge en bronzeskive med deres stemme i krukken. Hvis ikke Sokrates’ praleri har vakt juryens vrede, så har hans forbindelse til nogle af Athens mest hadede mænd. Han bliver kendt skyldig af et flertal på 280 nævninge.

Retssagen bliver ikke anerkendt

Anklageren kræver dødsstraf. Men loven siger, at den anklagede skal foreslå en alternativ straf, som nævningene også kan vælge. I en sag som Sokrates’ vil landsforvisning være et passende modforslag, men filosoffen er tilsyneladende ikke færdig med at provokere juryen.

“Hvilken belønning er passende for en fattig mand, som har brug for fritid, så han kan vejlede jer? At blive forsørget på statens regning. Det fortjener han meget mere end nogen sejrherre fra de olympiske lege”, siger han.

Sokrates’ forslag til en straf udløser utilfreds mumlen hos juryen, og vreden bliver kun større, da Sokrates ifølge filosoffen Platon præsenterer endnu en alternativ straf: Han vil betale 100 drachmae – et fornærmende lille beløb, som Sokrates tilmed har den frækhed at beskrive som særdeles rundhåndet for en fattig filosof som han.

Forfatteren Xenofon har en anden version og skriver, at Sokrates ligefrem nægter at fremsætte en alternativ straf, eftersom han så indirekte vil anerkende retssagen og dermed gøre dommen retfærdig. Nævningene står altså med valget mellem at dømme Sokrates til døden og at frikende ham.

Da juryen for anden gang skal aflevere bronzeskiverne i stemmeurnen, afspejler resultatet også situationen. I første omgang stemte kun 280 personer ham skyldig. Ifølge historikeren Diogenes Laërtios stemmer hele 360 nævninge nu for dødsstraffen. Sokrates har talt sig selv i graven.

Filosoffen kommer i fængsel

Den 70-årige filosof bliver sat i byens arrest. Athen bruger ikke fængsel som straf, men alene til opbevaring, indtil en dom eller forvisning kan eksekveres. Venner og familie kan dagen igennem komme og gå, som de vil.

Sokrates’ fortvivlede venner foreslår, at han enten skal stikke af eller bestikke sig til en frikendelse. Men tanken er absurd for filosoffen. Ganske vist er dommen uretfærdig, men hvis Sokrates undgår den på ulovlig vis, vil også han handle uretfærdigt. Det går imod hele filosoffens livsfilosofi.

Hvis ikke Sokrates respekterer landets love – uagtet den uretfærdige dom – vil han begå en uret mod samfundet. Samtidig er filosoffen stålsat i troen på, at hans legeme kun er et jordisk hylster. Sjælen vil leve videre efter henrettelsen, insisterer han.

Efter en måneds tid i arresten er Sokrates nået til det tidspunkt, hvor han skal dø. 

Dødsdommen skal han selv eksekvere ved at drikke en gift af planten skarntyde. 

Fangevogteren rækker ham et bæger med væsken, mens flere af hans venner er til stede i cellen. De bryder sammen, da han begynder at drikke, og filosoffen fremviser en sidste gang sin excentriske personlighed.

“Hvad er det for en måde at opføre sig på for mænd? Jeg har sendt kvinderne bort for at undgå den slags. Jeg havde planlagt at dø i passende stilhed, og nu tvinger jeres tårer mig til at lave sjov”.

Sokrates spadserer rundt i cellen, til hans ben begynder at miste følelsen. Så lægger han sig, indtil lammelsen spreder sig til resten af kroppen. Et par trækninger går igennem ham. Kort efter 

Udvalgte citater fra Sokrates

“Misundelse og hån har ført til mange gode menneskers død. Der er ingen risiko for, at jeg bliver det sidste”

“Tiden til farvel er kommet, og vi må gå hver vores vej – jeg skal dø, I skal leve. Hvad der er bedst, ved kun Apollon”

“Mine tilhørere forestiller sig altid, at jeg besidder visdom. Sandheden er, at kun Apollon er vis, og han mener, at menneskets visdom er ganske lille eller ikkeeksisterende”

“Alt, hvad jeg ved, er, at jeg intet ved”

“Når mine sønner bliver voksne, vil jeg bede jer om at straffe dem, hvis de kun går op i gods og guld, eller hvis de bilder sig ind, at de er noget, de i virkeligheden ikke er. Irettesæt dem, som jeg har irettesat jer”

“Et liv uden refleksion er ikke værd at leve”

“Gennem mit liv har jeg ofte haft en drøm, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle skabe musik. Jeg er sikker på, at det har fået mig til at studere filosofi, som er den ædleste og bedste musik, der findes”

Måske er du interesseret i...

Læs også