Floden Tyne førte varer til og fra Newcastle, som var stor-eksportør af kul i 1600-tallet.

Heltemodig englænder trodsede aggresiv pest-epidemi

Rædslen hersker i Newcastle, hvor en pest-epidemi bryder ud i 1636. Halvdelen af byens borgere bukker under for den frygtede sygdom, men inden døden får mange af dem besøg af en modig mand, der stille passer sit job. Skriveren Ralph Tailor vandrer utrætteligt omkring i pestens by, mens han nedfælder de fortabtes testamenter og sidste ønsker.

25. november 2016 af Esben Mønster-Kjær
Døden hjemsøgte Newcastle i maj 1636. Det første pestoffer opgav sin livskamp den 6., og andre var allerede mærket af de frygtede mørke bylder, som varslede smitte.


Inden for en uge nåede dødstallet op over 50, og de var blot et varsel om kommende rædsler. Sommeren skulle blive den varmeste i mands minde, og hede gav sygdommen perfekte vilkår til at brede sig.

Den lokale teolog og forfatter Robert Jenison skrev om, hvordan en “ødelæggende engel” jagede gennem byen. Knugende angst greb de 12.000 indbyggere i Newcastle. Angst for at være den næste til at vågne med bylder på kroppen og vide, at herfra var næste skridt kirkegården.

Jenison forfattede en hel bog om den ulykke, der ramte hans elskede Newcastle. Alle hans skrive-evner kom til deres ret, mens han berettede om tragedierne, der udspillede sig i den dødsmærkede købstad.

“Pesten tog til”, skrev Jenison. “Den rasede i sandhed, løb og spredte sig som en løbsk ildebrand”. Men han fik også brug for en hel del fantasi – for han oplevede ikke pesten selv. Ligesom mange andre velhavere flygtede han ud på landet, hvor han ventede på, at epidemien rasede ud.

“Sædvanen, som selv læger følger i tilfælde af pest, er at flygte eller fjerne sig hurtigt fra sygdomsbefængte steder”, retfærdiggjorde Jenison sig. Også præster og andre Guds tjenere havde ret til at vende deres menigheder ryggen og “bevare sig selv til bedre tider”, mente han.

Newcastles fattige havde ikke samme mulighed. De måtte blive bag byens mure, forskanse sig i deres trange boliger og bønfalde Gud om nåde.


En enkelt lokal autoritet holdt dem med selskab. Han hed Ralph Tailor, og som skriver opsøgte han døende for at nedfælde deres testamenter, inden de sygdomsmærkede kroppe gav op.

En ung mand ville frem

Ralph Tailor skrev hver eneste dag, mens han passede sit job i Newcastle, men teksterne handlede aldrig om ham selv.

Al viden om hans liv og hans pligtopfyldende slid i dødens sommer er stykket sammen af dokumenter, der har ligget gemt bort i engelske arkiver.

Ifølge kirkebøgerne blev han i 1611 født i bispesædet Durham, der ligger nede ad kysten 30 km syd for Newcastle.


Hans far hed Thomas og døde i 1627, men herfra kan stamtræet ikke føres længere tilbage. I Ralphs levetid boede adskillige personer med efternavnet Tailor dog i Durham og Newcastle. De havde beslægtede jobs som slagtere, garvere eller handskemagere og var formentlig i familie med hinanden.

Håndværkere og handelsfolk i Durham Stift tjente godt i begyndelsen af 1600-tallet, hvor handlen over havet tog til. Trafikken af varer betød også, at mange lærte at læse, så de kunne forstå breve fra kontakter i fjerne byer som London. Mellem 1560 og 1620 steg andelen af borgere med læse-færdigheder fra 16 til 50 pct.

Evnen til at skrive forandrede sig dog ikke i samme tempo, og især juridiske dokumenter blev overladt til professionelle, så de var holdbare i retten. England tørstede efter skrivere, og jobbet var et oplagt skridt op ad rangstigen for en håndværker-søn som Ralph Tailor.

Han flyttede formentlig til Newcastle i 1626, hvor han var 15 år gammel og parat til latin-skole, så han bagefter kunne få sig en læreplads.


10 år senere modtog han sit næringsbrev i Newcastle, og dermed kunne han begynde som selvstændig skriver. Han var øvet i at udfærdige kontrakter, godsfortegnelser, låneaftaler og de testamenter, som han snart skulle komme til at fremstille i massevis. Pesten ramte byen få måneder senere, og den unge mand gik en travl sommer i møde.

Andre skrev under med kruseduller, men Ralph Tailor gjorde sig umage.

© Bridgeman

Borgerne kendte faren

I 1636 kendte alle europæere til byldepest. Siden den sorte død, der udslettede en tredjedel af kontinentets befolkning i 1300-tallet, var nye epidemier brudt ud igen og igen. Newcastle havde lidt under sygdommen så sent som i 1604 og igen i 1625 – året før Ralph Tailor ankom for at uddanne sig.

Byens borgere vidste, at et nyt sygdomsudbrud truede i 1636. Allerede i efteråret var kystboer blevet smittet med pest, som skibe havde bragt med fra fastlandet, og kun vinterkulden stoppede sygdommens udbredelse.

Med forårets komme blev pestsmitten vakt til live igen. Og Newcastle kunne intet gøre for at beskytte sig, for den velstående by levede af at sejle kul ned ad Tyne-floden til kysten og modtage handelsvarer retur.

Pestens ankomst var derfor ventet. Men ingen kunne have forestillet sig, hvor morderisk sygdommen ville rase, efter at den brød ud i maj.

Dødsfaldene begyndte i Sandgate-kvarteret uden for bymuren, hvor de såkaldte keelmen boede. Disse søfolk bemandede kulprammene på Tyne, og de bragte formentlig smitten med sig hjem fra kysten, hvor Tyne mundede ud i Nordsøen.

I Sandgate-kvarteret var beboerne fattige, og de boede tæt sammen i usle boliger. Pesten viste sig derfor umulig at indkapsle, og antallet af smittede voksede med ac­ce­le­re­ren­de fart, efterhånden som sommerheden indtrådte.

Det var også her, at Ralph Tailor skrev det første af de testamenter, der stadig er opbevaret i de lokale arkiver.

Flodskipper ville sikre sine børn

Den 31. maj 1636 forlod Newcastles yngste skriver sit hjem i Allhallows, kvarteret omkring Allehelgens Kirke i det østligste Newcastle.


Her var kun få blevet smittet indtil videre. Men da han passerede gennem byporten Sandgate og fortsatte ind i det slumområde, den havde givet navn til, befandt han sig i pestens epicenter.

Hørmen hang i luften som en tæt dyne, for den ene af Newcastles to store møddinger lå lige uden for bymuren. Alligevel fortsatte Ralph Tailor sin vandring. En kunde ventede ham, og opgaven kunne ikke udsættes, da manden var alvorlig syg og havde akut brug for at få udarbejdet et lovformeligt testamente.

Staklen var “hjemsøgt af pestens svøbe”, som skriveren omhyggeligt noterede efter sin ankomst. Han hed William Grame, og han arbejdede som skipper på en af de kulpramme, Newcastles rigdom afhang af.

Ud over den døende bestod familien af en søn, en datter og hustruen Margeret, der var højgravid med parrets tredje barn. Grame agtede at sikre dem alle.

“Hvis det behager Gud at lade min hustru nedkomme i fred, ønsker jeg, at barnet får en fuld andel af mine værdier”, noterede Ralph Tailor på skipperens vegne. Men den pestramte havde også taget højde for, at hans familie måske slet ikke ville overleve sommeren i Newcastle.

“Hvis det behager Gud at kalde min hustru og børnene til sig”, skulle arven deles ligeligt mellem Grames bror, hans onkel og hans fætter. Testamentet var dermed færdigt, og Ralph Tailor begyndte at notere navne på vidner til dokumentets ægthed, da hans kunde pludselig kom i tanke om sine kvindelige slægtninge.

“Til Margarett Grame på landet: et skørt, en hat og et par briller”, tilføjede William Grame. Og hans søster skulle have en kjole og et andet skørt. Ingen måtte snydes, så Ralph Tailor blev nødt til at klemme navne og genstande ind, hvor han kunne finde plads i dokumentet.

Den pertentlige orden var komplet ødelagt.

Da Ralph Tailor havde udført sit sidste pennestrøg, og testamentet var læst op for William Grame, kunne skriveren begive sig mod byporten og sit hjem. Døden fulgte i hans fodspor, for i juni rykkede pesten videre til Allhallows-kvarteret inden for Newcastles mure.

Borgmesterens modtræk var forgæves

Allhallows Sogn i Newcastle, hvor Ralph Tailor havde sin bolig, var et blandet kvarter. Nord for kirken lå det brede hovedstrøg Pilgrim Street, der var omgivet af rummelige huse, og bag dem fandtes køkkenhaver og græsningsarealer.


Strækningen fra kirken ned til floden var anderledes. De fleste gader var blot trange smøger, og på begge sider tårnede vakkelvorne bygninger sig op, så kun lidt sollys trængte ned. Her havde pesten om muligt endnu lettere ved at trænge frem end blandt Sandgates sømandsrønner.

Byens myndigheder kendte til faren og gjorde deres bedste for at hindre pestens udbredelse. Embedsmændene havde allerede en slags operationsplan parat, for en kongelig forordning for pestramte byer var blevet udsendt i 1578, og dens bestemmelser gjaldt stadig.

“Søgere” blev udpeget til at melde om pest-smittede, så embedsmænd kunne overvåge sygdommens udbredelse. Kirkegårdene fik også flere gravere, der skulle kule lig i jorden, inden pest og råddenskab gjorde familier og naboer syge. Løse hunde blev muligvis også aflivet, som forordningen befalede.

Og i de mest pestbefængte områder brændte tønder med tjære, så osen kunne fortrænge usunde dunster og gøre det trygt at trække vejret. I 1600-tallet mente europæerne nemlig, at byldepest bredte sig gennem luften og ikke via utøj.

Metoderne virkede – til dels. Indtil videre var kun fattigkvartererne i Allhallows og Sandgate ramt af epidemien, men her rasede den morderiske sygdom til gengæld uhæmmet, og dødstallet accelererede uge for uge i juni. Ralph Tailor fik sandsynligvis travlt.


Et snusfornuftigt råd lød, at testamenter skulle skrives, mens helbredet var godt. I praksis gjorde Newcastles indbyggere det modsatte og håbede på at undslippe smitten. Først når mørke bylder havde spredt sig på kroppen, blev skriveren tilkaldt, og det hastede at få opgjort alt jordisk gods.

Alligevel er Ralph Tailors færden komplet ukendt, efter at han havde været på besøg hos skipperen William Grame. Hans underskrift findes ikke på nogen af de testamenter, der blev udfærdiget i juni og juli 1636 og siden havnede i de nordengelske arkiver. Måske travede han gennem byens gader for at skrive testamenter, som blot er gået tabt.

Skriveren kan også selv have været blandt de tidligt smittede, for pesten rasede nær hans hjem i de to måneder, hvor hans liv ikke kan dokumenteres.


I så fald var han blandt de heldige, som overlevede sygdommen og snart var i stand til at genoptage sit arbejde. Ralph Tailors navn dukker nemlig op igen på arkivalier fra august, og herefter var han flittigere end nogen anden skriver i Newcastle.

Karantæne skulle stoppe smitten

Et sendebud ankom den 8. august til Ralph Tailors hjem for at kalde ham til en hasteopgave. Skriveren greb pen, blæk og papir for at lade sig føre gennem Allhallows-kvarteret til Thomas Holmes, der var epidemiens seneste offer.


Ligesom flodskipperen William Grame arbejdede den syge som keelman, og til hverdag fragtede han kul på Tyne-floden. Nu lå han hjælpeløs i sit hus, og de færreste regnede med, at han ville overleve pesten.

Da Ralph Tailor nåede frem, kunne han ikke komme ind til sin nye kunde. Sidst i juni havde Newcastles myndigheder indført karantæne, og så snart pest-symptomer viste sig i et hus, blev det barrikaderet udefra med kraftige planker.


Den syge og alle andre i husholdningen skulle isoleres i seks uger, indtil de enten havde overvundet sygdommen eller var døde.

Europæerne vidste i 1600-tallet, at det bedste middel mod epidemier var at “holde de urene fra de rene”, som teologen Robert Jenison skrev uden for Newcastle.


Metoden var beskrevet i den kongelige forordning fra 1578, men alligevel havde borgmesteren hidtil tøvet. Borgerne regnede det for ukristent at overlade dødssyge til sig selv, og samtidig kostede det bykassen mange penge at brødføde de mange indespærrede i deres hjem.

Karantænen kom derfor for sent til at forhindre pesten i at nå inden for bymuren. Men nu hindrede den Ralph Tailor i at tale med Thomas Holmes, som næppe havde lang tid tilbage, inden hans sjæl forlod det pesthærgede legeme.


Normalt ville skriveren have forsøgt at råbe ind gennem døren eller et vindue. Metoden nyttede dog ikke i dette tilfælde, for Holmes’ familie sad indespærret i stue-etagen, og de havde forvist den syge til et loftskammer for at undgå smitte. Skriveren måtte finde på noget andet.

De sidste ønsker blev råbt

Ralph Tailor kiggede på bygningerne omkring den pest­smittede Thomas Holmes’ hjem, og en idé meldte sig.

Huset lå nær bymuren, der adskilte Allhallows fra floden, og brystværnet var nogenlunde på højde med den syges loftskammer.

Fra gaden kunne skriveren se, at et vindue stod åbent. Han ville klatre op på murtoppen og råbe ind til Holmes, og forhåbentlig ville den svækkede mands svar nå ud til ham. Først måtte Ralph Tailor dog skaffe sig nogle ærlige medhjælpere.

Thomas Holmes var låst inde, så hans underskrift ville ikke komme til at optræde på testamentet. Hvis dokumentet skulle være holdbart i forhold til loven, måtte skriveren have vidner, som kunne lytte med til ordvekslingen. De skulle bekræfte, at den dødsmærkede mands sidste ønsker blev nedfældet korrekt.

Ralph Tailor rekrutterede budbringeren, der havde hentet ham til stedet, og det andet vidne blev Hugh Ridley, en fætter til Thomas Holmes.

Ledsaget af de to mænd skridtede skriveren mod nærmeste trappe, der kunne føre trioen op til murens top. Kort efter stod de ved brystværnet ud for Thomas Holmes’ hus, og da de gav sig til at råbe, kom den pestramte til syne i vinduet.

Skriveren noterede sig, at hans kunde var “meget syg”. Holmes gik med på at råbe sit testamente ud til de tre mænd, men det måtte ske fra sengen, for han havde ikke kræfter til at stå.

Derpå fulgte en højrøstet samtale, der mundede ud i 18 linjer på Ralph Tailors forberedte ark. I kraft af omstændighederne blev bogstaverne mindre smukke end skriverens sædvanlige standard. 

Øverst på listen over arvegods optrådte Holmes’ andel i den kulpram, som han havde været med til at sejle. Ejerskabet skulle gå til fætteren Hugh Ridley, der stod på muren ved Ralph Tailors side, “hvis han levede så længe”.

Alle vidste, hvor flygtigt livet var denne sommer. Resten af værdierne efterlod Thomas Holmes til sin hustru, bortset fra små pengebeløb til parrets to gifte døtre og til fjernere familiemedlemmer.

Ralph Tailor overtalte den pestsyge til at vende tilbage til vinduet, hvor han fik testamentet læst op, så han kunne godtage indholdet.


Skriveren beskrev siden, “at han ikke var sikker på, hvorvidt testatoren havde sit sind og hukommelse i behold eller ej”. Men han havde gjort sin pligt, og de to vidner underskrev testamentet.

Ralph Tailor tog afsked med Thomas Holmes, som han aldrig skulle se igen, og begav sig hjemad. Pligter skulle siden føre ham tilbage til huset.

Pest-epidemiens første offer blev registreret i Newcastle den 6. maj 1636. 5.115 andre borgere led samme skæbne, da en usædvanlig hed sommer gav rekordmange lopper, som overførte smitte mellem mennesker og rotter. Hertil kom 515 pestdøde i slumkvarteret Garthside, der lå lige uden for bymuren. Det samlede dødstal nåede dermed op på 5.631, inden efterårets lave temperaturer fik epidemien til at rase ud. Newcastle havde i 1636 en befolkning på omkring 12.000.

© Shutterstock

Pesten gav fast arbejde

Efter besøget hos Thomas Holmes viser arkiverne, at Ralph Tailor havde travlt. Mens pesten nåede sit højdepunkt, og knap 2.000 indbyggere døde alene i august, greb han igen og igen sine skriveredskaber for at arbejde for de døende.


Den unge skriver udfærdigede 20 af de 59 testamenter, der er bevaret fra Newcastles rædselssommer i 1636. I Allhallows-kvarteret, hvor det samlede dødstal blev højest, stod hans karakteristiske underskrift på præcis halvdelen af dokumenterne.

Ralph Tailors første testamenter var lange og udførlige, men derpå lagde han sig fast på en kort og stram skabelon.


Øverst skrev han dato og noterede, at dokumentet blev udfærdiget i anledning af pesten – en detalje, ingen andre af byens skrivere havde med.

Derpå fulgte den syges instruks om, hvordan hans eller hendes værdier skulle fordeles, og endelig pestofferets ønsker til, hvordan de efterladte skulle bruge arven. Nederst opremsede Ralph Tailor navne på vidner til, at dokumentet var ægte.

De bevarede testamenter vidner om mennesker, der med en fod i graven forsøgte at gøre mest muligt for slægt og venner. En forgældet skrædder ved navn Thomas Clark bestemte, at hans hus i Allhallows skulle sælges. Handlen burde give penge nok til, at kreditorerne kunne betales, og hans eneste datter ville få en lille sum.

I september skrev Ralph Tailor testamente for en anden skyldner, der boede på den modsatte side af Tyne-floden. Thomas Swann var døende, og hans gæld tvang ham til at træffe et grusomt valg mellem sin hustru og sin eneste overlevende søn.

Han valgte sønnen og accepterede at efterlade sin kone “med mange bekymringer og problemer”. Swann ville sælge familiens hus, så gælden kunne bringes ud af verden, og overskuddet skulle sikre drengen en læreplads.

Lidt penge skulle samtidig lægges til side, så han havde midler at etablere sig for, når han blev voksen.

Kun hvis sønnens fremtid var tilpas sikret, ville enken også få en bid af arven. Swann bestemte dog, at alle møbler og genstande, som hustruen havde bragt ind i ægteskabet, fortsat skulle være hendes.

“Jeg ville være ked af at efterlade hende i et ringere udgangspunkt, end da jeg mødte hende”, citerede Ralph Tailor den dødsmærkede i testamentet.

Mange af skriverens kunder forsøgte at tage højde for alle tænkelige fremtids-scenarier. Skomageren William Cooke sad i karantæne sammen med sin hustru, der også var pestsyg og samtidig gravid. Han råbte sit testamente ud gennem sin dør til Ralph Tailor og tre vidner.
“Hvis det barn, min hustru bærer, bliver født, giver jeg det 20 pund”.

John Carr, der var notar og dermed et trin over skrivere på rangstigen, havde tænkt endnu grundigere over sin arv.

Han overlod alt til sine to døtre. Døde den ene, skulle den anden få det hele, og døde begge, udpegede Carr sin bror som arving. Hvis han også bukkede under, stod deres tre søstre næst i rækkefølgen.

Notaren døde i august, og dermed havde sognet en skriftkyndig mindre til at skrive testamenter for de mange pestofre. Ralph Tailor fik endnu travlere, og han begyndte at spille hasard med sin egen sikkerhed, som hans næste sygebesøg viste.

Skriver brød karantænen

De fleste af Ralph Tailors pestramte kunder boede i hans eget hjemsogn, Allhallows, hvor epidemien ramte hårdest. Men den 19. august begav han sig til nabokvarteret omkring St Nicolas, hvor en bekendt ved navn Robert Moore lå for døden.

Skriveren ankom sammen med den syges søn og en god ven, de havde mødt på vejen. Her viste det sig, at Robert Moore lå i et værelse på første sal, og det var umuligt at få ham i tale ude fra gaden.

Ralph Tailor traf en rask beslutning, åbnede husets fordør og trådte ind. Kun den ene af hans ledsagere var dumdristig nok til at følge efter, da skriveren bevægede sig gennem huset og entrede op ad trappen.

Ifølge datidens læger løb skriveren en kæmpe risiko. Sygdommen hang i luften, mente de sagkyndige, og smittende dunster trængte ned i lungerne ved hvert eneste åndedræt.


Det blev regnet for regulært selvmord at være længere end en halv time i et pestbefængt hus. Alle vidste desuden, at frygt gjorde mennesker endnu mere modtagelige for smitte.

Alligevel satte Ralph Tailor sig roligt ned på en taburet og brugte en kiste som underlag. Robert Moore kunne genkende stemmen, da skriveren kaldte ind til ham fra naborummet, og udarbejdelsen af testamentet kunne begynde.

Ralph Tailors pen fremmanede en 36 linjer lang liste over den døende snedkers arvegods. Derpå fik Robert Moore testamentet oplæst til bekræftelse, vidnet skrev under på ægtheden med et kryds, og skriveren signerede med sin flotte autograf.

Borgmesteren i Newcastle hyrede borgere, der skulle rapportere om pest­ofre, så myndighederne kunne holde øje med epidemiens udbredelse.

© Bridgeman

Slægtninge gik i krig ved domstolen

Ralph Tailor og hans vidne overlevede begge deres farlige besøg hos snedkeren. Men epidemien rasede videre, og mennesker døde stadig i hundredvis hver uge, mens august blev til september.


Allhallows var stadig hårdest ramt, for borgerne boede mindre tæt i de andre sogne, og en del huse stod tomme. Deres velhavende beboere var stukket af i tide.

Efterhånden som efteråret satte ind, kunne embedsmændene dog konstatere, at dødsraten faldt.


Det var forventet, for lavere temperaturer fik altid byldepest til at aftage. 327 bukkede under i oktober, hvilket var et markant fald i forhold til næsten 2.000 i august, og Ralph Tailor skrev sit sidste pest-testamente den 5. november.

Han fik dog ikke mindre at lave af den grund, for nye opgaver ventede. I stedet for at lave testamenter hyrede borgerne ham nu til at lave lister over alt det bohave, der skulle skifte hænder efter pesten.

Normalt blev alle værdier efter en afdød opgjort inden for tre uger, men reglerne kunne ikke overholdes under pesten. Tællearbejdet begyndte omsider i efteråret, hvor de pestramte bygninger var rengjorte. Kongelige forordninger sagde, at klæder og sengetøj skulle brændes, men i praksis hyrede borgerne fattige koner til at vaske det.

Vinduer blev åbnet på vid gab, så smittebærende luft kunne slippe ud. Og kvinderne skrubbede hver kvadratmeter væg i bygningen.

To deltes om arbejdet hjemme hos William Grame, hvis testamente Ralph Tailor havde skrevet i maj, og som han nu opgjorde dødsboet efter.

Kvindernes løn skulle trækkes fra arven, og det samme blev udgifterne til begravelse af kulskipperen og tre børn. Hans hustru havde født i de mellemliggende måneder blot for at opleve pesten tage spædbarnet.

Hun var familiens eneste overlevende og stod tilbage med et tomt hus, fordi omkostninger åd hele dødsboet op.

Mens værdier blev talt overalt i Newcastle, begyndte retssagerne. Mange menneskers fremtid afhang af, om de fik andel i arven efter slægtninge, og efterladte var parate til at føre bitre retssager mod hinanden.


Pest-testamenter uden den afdødes underskrift var lette at angribe, så Ralph Tailor måtte flere gange møde op i retten for at forsvare sine dokumenter over for dommerne.

I en usædvanlig sag fandtes to vidt forskellige testamenter, der var skrevet med blot tre dages mellemrum. Ralph Tailor havde lavet det første, hvori en væver-mester ved navn Cuthbert Woodman overlod sit hus og sin formue til hustruen, mens den afdødes bror Anthony fik 20 pund.


Men et efterfølgende dokument gav broren den fulde arv og slog hånden af væverens hustru. Hun var angiveligt en tyran, der holdt alle andre på afstand af sin døende mand og tvang ham til at overlade sit gods til hende. Af samme grund var det nye testamente udfærdiget i hemmelighed.

Dommeren tøvede ikke med at afgøre sagen. Skriveren af det nye dokument var ukendt, og ingen vidner stod optegnet, mens Ralph Tailors dokument var underskrevet af seks personer foruden ham selv. Cuthbert Woodmans hustru vandt, og broren måtte nøjes med de 20 pund.

Ralph Tailors sidste testamente

Newcastles borgere afventede sommeren 1637 med spænding og angst. Måske ville pesten vende tilbage og igen kaste sorg over den nordengelske købstad.

Epidemien var dog forbi, og byen kom aldrig mere til at opleve så store rædsler igen. Det blev hverdag for Ralph Tailor, og i stedet for testamenter lavede han kontrakter, som normalt var en Newcastle-skrivers største opgave.

Han passede sit arbejde og tog ikke del i borgerkrigen, der rasede i England fra 1642 til 1651. I stedet blev han offentlig notar, hvilket gav hans dokumenter en særlig høj troværdighed ved de lokale domstole.

Ralph Tailor skrev sit sidste testamente i 1669 – sit eget. Han var 58 år og havde klaret sig godt for en mand, der nedstammede fra slagtere. Til gengæld var han barnløs, og hans gods blev spredt blandt fjerne slægtninge.

Måske er du interesseret i...

Læs også