Arkæolog Raul Barrera fra "National Institute of Anthropology and History" i Mexico står her foran det, der er tilbage af aztekernes boldbane.  

© AP Photo / Marco Ugarte / Ritzau

Nyt fund: Aztekerne spillede blodigt boldspil

I dag er aztekerne især kendt for deres drabelige ritualer. Nu er endnu et blodigt levn fra deres storhedstid dukket i Mexico City.

16. juni 2017 af Nanna Apergis

Da et jordskælv i 1985 ramte Mexico, gik det blandt andet ud over et hotel i den centrale del af Mexico City.

Og midt i ruinerne dukkede en makaber overraskelse op fra fortiden.

For hvad der i begyndelsen blot så ud til at være resterne af et gigantisk aztekertempel under det ødelagte hotel, har nu - efter mange års udgravninger - vist sig også at indeholde en boldbane og nakkehvirvler fra 32 mennesker.

Menneskeofringer var en del af spillet

Boldbanen var oprindeligt 50 meter lang og blev bygget sammen med det tilhørende tempel under azteker-kejseren Ahuizotl, der regerede fra 1486-1502.

Flere historiske kilder beskriver aztekernes blodige boldspil, der blev spillet på boldbanen, og derfor ved arkæologerne, at deltagerne kun måtte bruge deres hofter til at holde bolden i luften, og at menneskeofringer spillede en helt central rolle. Det fortæller arkæolog Raul Barrera til Reuters:

"Nakkehvirvlerne kommer uden tvivl fra mennesker, som blev ofret som en del af spillet - eller som blev halshugget efterfølgende."

Men hvad spillets øvrige regler indebar, ved man endnu ikke.

LÆS MERE: Spaniere smadrede aztekernes hovedstad 

Hernán Cortés overværede spil

Den spanske erobrer Hernán Cortés skulle eftersigende have set spillet med egne øjne i 1528, da han blev inviteret til at overvære spillet af den sidste azteker-kejser, Montezuma - måske på netop den bane, som er dukket op under det mexicanske hotel.

Både boldbanen og templet vil snart blive åbnet for offentligheden.  

Måske er du interesseret i...

Læs også