Fremmede tropper var altafgørende i forsvaret af Romerrigets ydre grænser.  

© Jose Daniel Cabrera Pena & British Museum

Billige lejesoldater holdt Romerrigets fjender i skak

I århundrede har romerne lejet udenlandske specialtropper til at hjælpe på slagmarken, da tropperne er billige og effektive. Derfor opretter kejser Augustus i år 29 f.Kr. et gigantisk korps af fremmede soldater, og de omkring 150.000 mand får til opgave at bevogte rigets farligste grænseområde.

14. december 2017 af NIels-Peter Granzow Busch & Boris Koll

En aprildag i 1928 gjorde arbejdere i den britiske by Colchester et usædvanligt fund. 

Omkring en meter under jorden lå resterne af en ituslået gravsten fra en for længst svunden tid. 

Fint indmejslet i stenen var en brynjeklædt rytter til hest, der tårnede sig op over en sammenkrøben fjende. 

Tilkaldte arkæologer kunne ud fra den indhuggede tekst læse, at stenen var blevet rejst næsten 2.000 år tidligere for en rytterofficer i den romerske hær:

“Longinus, søn af Sdapezematygis. Fra 1. trakiske ryttertrop, født i Sardica. 40 år gammel efter 15 års tjeneste”.

Colchester fungerede fra romernes erobring af Britannien i år 43 e.Kr. som base for en af Roms hære. 

Eksperter mener derfor, at Longinus var kommet til landet med invasionshæren. Alt tyder imidlertid på, at hans gravsten blev knust med fuldt overlæg.

Mistanken falder på krigerdronningen Boudicca og hendes britiske oprørere, som i år 61 e.Kr. bl.a. hærgede Colchester og i deres hævntørst myrdede op imod 70.000 romere. 

For Boudiccas krigere var monumentet med rytteren symbol på alt, hvad de hadede – besættelsensmagten Rom og dens styrker.

Hvad rebellerne sandsynligvis ikke bemærkede, før de knuste Longinus' gravsten, var, at den afdøde slet ikke var romer. 

Longinus kom nemlig fra Sardica – nutidens Sofia i Bulgarien. Sammen med tusinder af andre unge mænd fra Romerrigets fjerneste egne var han blevet indrulleret i Roms auxilia-styrker – hjælpetropperne. 

Disse udenlandske soldater havde modsat Roms traditionelle styrker ikke romersk borgerskab og kan i dag bedst betegnes som fremmedlegionærer. 

På Longinus' tid kæmpede op imod 150.000 af disse oversete soldater i Roms hære typisk udstationeret i imperiets mest urolige områder. 

De var romernes måske bedste våben mod barbarerne, men skulle vise sig også at være et af det farligste – for Rom selv.

Det romerske kavaleri var hyret i udlandet. Under parader iførte rytterne sig sær­lige masker i metal. 

© AKG-images

Roms specialtropper kom udefra

Ideen bag Roms “fremmedlegion” blev fostret af den senere kejser Augustus i år 29 f.Kr. Romerne havde tidligere hyret udenlandske soldater til deres krige. 

Roms styrke var de frygtede legioner af fodtropper. 

Kavaleri, bueskytter og andre special-styrker, som skulle støtte legionærerne i felten, rekrutterede romerne blandt fremmede folkeslag alt efter behov. 

Fx hyrede feltherren Julius­ Cæsar bueskytter fra Kreta og stenslyngere fra bl.a. den spanske ø Mallorca­ under­ krigen i Gallien.

I år 29 f.Kr. reformerede Octavius, der to år senere fik navnet Augustus, rigets krigsmaskine.

28 permanente legioner med 150.000 mand blev oprettet og udstationeret rundt omkring i imperiet. Men selv denne enorme styrke var ikke nok. 

Derfor etablerede den ambitiøse hersker en lige så stor styrke af hjælpetropper, rekrutteret blandt folkeslag uden romersk borgerskab.

De udenlandske tropper var en udspekuleret ide. Ikke nok med at de blev indsat i de farligste områder, de blev også typisk rekrutteret i provinser, hvor oprørstrangen var stor – fx i nutidens Spanien. 

Ved at berøve disse områder deres unge mænd reducerede romerne effektivt­ modstandskraften.

Andre tropper blev hyret, fordi de var specialister i særlige kampteknikker og fik derfor lov til at kæmpe med egne våben. 

Fra Syrien hentede romerne fx bueskytter, mens bl.a. Trakien – nutidens Bulgarien – leverede kavaleri. De bedste ryttere blev dog rekrutteret fra batavia-stammen i nutidens Holland:

“De er reserveret til slagmarken, og ligesom forskellige slags våben holdes de i beredskab – kun til brug i krig”, skriver den romerske historiker­ Tacitus.

Bataverne var berømte for at kunne svømme med fuld udrustning sammen med deres heste. 

Da en deling batavere i Roms tjeneste krydsede Donau på den måde, opgav fjenden på den modsatte bred al modstand: 

“Da de så det, blev barbarerne skrækslagne”, skriver den romerske forfatter Dio Cassius.

Selv om hjælpetroppernes tjenestetid var på 25 år og solden lavere end for de romerske legionærer, lod mange sig lokke af den faste indkomst og højere status. 

Det vise sig dog hurtigt, at langtfra alle havde lyst til at kæmpe for Rom.

Massehvervning udløste oprør

Augustus' udvidelse af imperiet krævede konstant nye tropper. I år 6 e.Kr. fik de pannoniske stammer i nutidens Bosnien, Serbien og Ungarn besked om at sende flere krigere. 

Ifølge romerske kilder udløste kravet uro blandt stammerne, som modvilligt sendte rekrutterne:

“Da de samledes og så deres fælles styrke, tøvede de ikke længere, men gjorde oprør og slog de romerske styrker, som blev sendt imod dem”, skriver Dio Cassius.

Succesen fik Pannoniens andre stammer og mange af de pannoniske hjælpetropper i området til også at gøre oprør og bevæge sig sydpå mod selveste Rom. 

Et sådant oprør ville romerne normalt let have kunnet slå ned, men blandt rebellerne var hjælpetropper, som romerne selv havde trænet i krigens håndværk, og det gjorde oprøret dødsensfarligt.

“Romerske borgere blev overmandet, handelsfolk slagtet, og en stor styrke veteraner, der var udstationeret i området, blev tilintetgjort”, fortæller den romerske forfatter Velleius Paterculus.

Selv om Augustus satte 150.000 legionærer og hjælpetropper ind mod oprørerne, tog det tre år, før de var nedkæmpet. 

Oprøret var en slem forskrækkelse, men knap var Pannonien blevet pacificeret, før en ny katastrofe indtraf.

I år 9 e.Kr. lykkedes det germaneren Arminius, som havde rang af officer i et romersk auxilia-korps, at lokke Roms guvernør i Germanien, Varus, til at marchere ud fra sin lejr med tre legioner. 

Undervejs kom hæren igennem et skovområde, hvor den faldt i baghold, planlagt af Arminius og germanske oprørere:

“Klemt inde mellem skov, moser og baghold blev tropperne udslettet næsten til sidste mand”, skriver Paterculus.

Massakren var en af de værste i Roms historie og fik vidtrækkende konsekvenser. En rystet Augustus opgav prompte at indlemme Germanien og gav ordre om at gøre Rhinen og Donau til imperiets nordgrænse. 

I dagevis vandrede kejseren angiveligt fortvivlet rundt i sit palads og bankede hovedet ind i væggen, mens han råbte: 

“Varus, giv mig mine legioner tilbage!”

Selv om oprøret i Germanien og Pannonien var blevet anført af romersk uddannede soldater, lagde det ikke en dæmper på rekrutteringen af nye hjælpetropper­. Tværtimod.

De fremmede blev romere

Rom var på få årtier blevet dybt afhængig af de udenlandske soldater. 

Imperiet var med sine op imod 50 mio. indbyggere blevet for stort til, at de endeløse grænseområder kunne bevogtes uden auxilia-troppernes hjælp. 

Men de blodige oprør viste, at noget måtte gøres.

Løsningen blev udtænkt af kejser Claudius, der omkring år 54 e.Kr. bestemte, at hjælpetropperne og deres børn skulle belønnes med romersk borgerskab, når de havde aftjent deres obligatoriske 25 år i hæren. 

Romerske borgere kunne kun dømmes i en retssal, havde ret til at stille op til offentlige embeder og kunne frit indgå handelskontrakter. 

Claudius' lov gjorde det derfor yderst attraktivt at tjene i hjælpetropperne og sikrede samtidig større loyalitet.

For yderligere at reducere faren for oprør sørgede romerne for, at hjælpetropper, som ansås for risikable, blev udstationeret langt fra deres hjemstavn. 

Efter oprøret i år 6 e.Kr. blev de pannoniske tropper fx aldrig igen indsat i hjemstavnen, men endte i stedet i Rhinområdet eller så langt væk som nutidens Marokko. 

Tropperne kæmpede med specialvåben

  • Kavaleri
    Rekrutteret i: Nutidens Tyskland, Frankrig Holland, Donau-området og Nordafrika
    Speciale: Lynangreb og rekognoscering
    Romernes kavaleri støttede legionerne under slag, hvor de blev brugt til flankeangreb og til at nedkæmpe fjendtlige tropper på flugt.

  • Køllemænd
    Oprindelse: Nutidens Tyskland
    Speciale: Nærkamp
    Ikke meget vides om de såkaldte køllemænd, som romerne rekrutterede i bl.a. Germanien.­ Deres våben var en tung kølle, og de havde kun et skjold til beskyttelse.

  • Bueskytter
    Rekrutteret i: Kreta og Sortehavsområdet
    Speciale: Kompositbuen
    I mange år hvervede romerne bueskytter på Kreta, som havde de bedste skytter. Senere blev bueskytter fra området omkring Sortehavet hentet, da de mestrede kompositbuen. 

Hjælpetropper slog skotterne

Under kejser Claudius' efterfølgere blev hjælpetrop-systemet løbende udbygget, mens Rom stort set hvert eneste år udvidede imperiets grænser.

Spydspidsen i de store felttog var de romerske legioner, mens hjælpetropperne sædvanligvis blot støttede legionærerne.

De stadig bedre trænede auxilia-tropper fik dog snart en mere selvstændig rolle, så også de kunne indsættes alene på slagmarken.

I år 83 anførte den romerske feltherre Agricola sin hær mod ca. 25.000 kaledonske krigere forsamlet ved Mons Graupius i Skotland.

Agricola havde i sin styrke romerske legionærer samt ca. 11.000 soldater fra hjælpekorpset, heriblandt de frygtede bataviske kavalerister.

Ifølge historikeren Tacitus besluttede feltherren overraskende kun at angribe med hjælpetropperne og lade legionærerne i reserve:

“Hans sejr ville være så meget desto mere strålende, hvis den blev vundet uden at udgyde romersk blod”.

Det var et sats, for fjenden var dobbelt i antal. Men Agricola stod fast:

“Det er bedre med en ærefuld død end et liv i skam. Og det vil ikke være en skændig slutning at dø her, hvor verden og naturen ender”, råbte han til soldaterne og gav signal til angreb.

Efter at have kastet en bølge af spyd mod kaledonerne styrtede hjælpetropperne mod fjenden, hvis forreste rækker blev hugget ned, hvorefter det bataviske kavaleri angreb fra siderne.

Kaledonernes forsvar brød hurtigt sammen. 10.000 af deres krigere mistede livet, mens resten flygtede i rædsel.

Agricolas sejr var total. Kun 360 hjælpetropper havde mistet livet, og intet romersk blod var blevet spildt.

Under felttoget mod Dakien i nutidens Rumænien samlede kejser Trajan store styrker af hjælpetropper, som han efterfølgende lod hylde på den berømte Trajan-søjle i Rom.

© University of St. Andrews

Imperiet blev et gigantisk fort

Auxilia-troppernes stadig større gennemslagskraft på slagmarkerne gjorde mange ærekære legionærer stærkt irrriterede. 

Tacitus omtaler flere episoder, hvor de to grupper gik løs på hinanden over småting. 

Da en gallisk soldat vandt en brydekamp mod en legionær fra 5. legion og derefter hånede taberen, udløste det et veritabelt blodbad:

“Legionærerne begyndte pludselig at dræbe auxilia-tropperne, og to kohorter (ca. 1.000 mand, red.) blev udslettet”.

Kejsermagtens anerkendelse af hjælpetroppernes indsats kom klart til udtryk, efter at kejser Trajan i år 106 med en gigantisk hær af legionærer og hjælpetropper erobrede Dakien – nutidens Rumænien. 

Det blev Roms sidste store erobring, og kejseren lod sejren forevige med den 29 m høje Trajan-søjle midt i Rom. 

På søjlen ses auxilia-tropper fra en lang række provinser deltage i 19 af de i alt 20 store slag, som er afbildet. 

Det var et klart signal om, at kejseren anså tropperne som en fuldt integreret del af den traditionelle, romerske hær.

Trajan havde aggressivt udvidet imperiet til dets maksimale størrelse, men efterfølgeren Hadrian, der blev kejser i år 117, frygtede, at riget var ved at blive for stort til at kunne forsvares effektivt.

Frem for nye erobringer satte den nye kejser i stedet de romerske legioner til at bygge gigantiske forsvarslinjer ved rigets grænser. 

På grænsen til nutidens Skotland lod han den enorme Hadrians Mur bygge, og langs Rhinen og Donau beordrede han permanente forsvarsvolde, forter og vagttårne opført. 

Også i Nordafrika og Mellemøsten blev grænserne mellem imperiet og de vilde stammer udenfor­ befæstet.

Hvor hjælpetropperne tidligere havde bevogtet grænseområderne fra forter et stykke bag grænsen, blev de nu udstationeret i forreste linje og sat til at bevogte de gigantiske forsvarsanlæg. 

De var ikke beregnet til at kunne holde et massivt angreb fra en fjendtlig hær tilbage, men skulle bl.a. beskytte riget mod de næsten konstante angreb fra småstammer og røverbander.

I en usædvanlig rapport, skrevet på et keramik-skår og fundet i Egypten, fortæller en romersk auxilia-soldat, Antonius Celer fra Syrien, om et bandit-angreb på hans militærpost et ukendt sted i området. 

Rapporten er fra år 118 og beskriver, hvordan Celer og hans kammeraters militærpost ved to-tiden om eftermiddagen er blevet angrebet af “60 banditter”, og at kampene frem til mørkets frembrud har bølget frem og tilbage, blot for at blive genoptaget næste dag.

Ifølge soldaten blev en lokal kvinde og to børn bortført under angrebet, og en patrulje fandt efterfølgende liget af et af børnene efterladt. 

Rapporten giver­ et usædvanligt indblik i, hvilke farer­ grænsebevogtningen indebar. Det skulle imidlertid blive langt værre.  

Få endnu flere historier fra antikken

  • Bestil et abonnement på HISTORIE – få f.eks. 3 numre for kun 49 kr.

  • Som abonnent får du også adgang til vores digitale magasin.

  • Eller køb magasinet i kiosker landet over til 76,95 kr.

Imperiet under angreb

I år 161 blev Marcus Aurelius Romerrigets nye kejser, og han gik en svær tid i møde.

I nord angreb germanske og andre rastløse stammer ind i den romerske provins Gallien og ind over Donau-floden, hvor Aurelius slog dem tilbage. 

Det var ikke bare enkelte bandit-angreb, men hele stammer på vandring.

“Blandt barbarernes lig fandt man endda kvindekroppe i rustninger”, fortæller Dio Cassius oprørt.

Men så snart Aurelius havde slået én fjende tilbage ved grænserne, dukkede nye op andre steder. 

Fra stort set alle verdenshjørner forsøgte krigeriske stammer at bryde Romerrigets forsvar. 

Især hjælpetropperne, der stod i forreste linje ved grænserne, måtte bløde under angrebene. Aldrig før havde imperiet haft så desperat brug for deres tjeneste.

I begyndelsen af 200-tallet kulminerede antallet af hjælpetropper i romersk tjeneste. 

Under kejser Septimius Severus blev det romerske samfund militariseret i en ikke før set grad, og hæren voksede til 447.000 mand. 

Af dem var 182.000 legionærer, 15.000 tilhørte livgarden, mens 250.000 var auxilia-tropper – langt over halvdelen af hæren.

Udenlandske tropper blev endda indrulleret i kejserens særlige eliteenheder – prætorianergarden og kavaleri-garden – som holdt til i selveste Rom:

“Derved fyldte han byen med en broget skare soldater, som var yderst barbariske af udseende, frygtelige i deres tale og umanerligt kedelige under konversation”, skriver Dio Cassius.

Selv legionerne, som ellers før havde været forbeholdt romerske borgere, blev nu fyldt med tropper fra fremmede egne tusinder af kilometer fra Rom. 

Og i år 212 tog kejser Caracalla konsekvensen og gav alle frie borgere i imperiet romersk­ statsborgerskab.

Da alle var romerske borgere, gav det ikke længere mening at skelne mellem legioner og auxilia-soldater. 

Også troppernes udstyr var nu stort set ens. Samtidig søgte færre og færre oprindelige romere ind i hæren. 

Som konsekvens blev riget i stigende grad forsvaret af soldater, som aldrig nogensinde havde­ sat deres ben i Rom.

I år 410 blev Rom plyndret af de germanske visigotere. Katastrofen indvarslede Det Vestromerske Riges endeligt. 

© Bridgeman Images

Hæren udråbte og myrdede kejserne

Septimius Severus’ død markerede begyndelsen på enden. I løbet af 200-tallet blev de nordlige fæstningslinjer igen og igen løbet over ende, og i øst angreb perserne. 

Rigets soldater, der ikke længere følte et tilhørsforhold til Rom, stolede ikke på kejseren. 

I stedet udråbte hærene rundt om i riget deres egne kejsere. Fra år 235 og 50 år frem nåede imperiet at have stort set samme antal kejsere. 

Mange nåede blot at sidde få måneder, før de blev myrdet og udskiftet

Langsomt gik hæren i opløsning, mens barbarerne strømmede ind over grænserne. 

I år 410 blev Rom for første gang i 800 år plyndret, og i år 476 brød den vestlige del af imperiet sammen. 

Tilbage stod kun de forfaldne forsvarsværker og mosbegroede soldatergravsten med fremmedartede navne til minde om de 500 år, hvor udlændinge forsvarede og døde for Rom.

Læs mere

Ian Haynes: Blood of the Provinses, Oxford University Press, 2013. G.L. Cheesman: The Auxilia of the Roman Imperial Army, Leonaur, 2010. 

Måske er du interesseret i...

Læs også