Efter otte års felttog modtog Cæsar omsider gallernes betingelsesløse kapitulation.
© Bridgeman

Cæsars sejrede over gallerne og blev enehersker i Rom

Cæsars karriere var kørt fast, og han var i bundløs gæld. Generalen havde brug for succes. Med klippefast selvtillid, enorme ambitioner og overvældende handlekraft satte han sig for at erobre Gallien og indledte otte års rå og hensynsløse felttog. Tre afgørende slag sikrede ham sejren og banede vejen til posten som Roms enehersker.

6. oktober 2016 af Mikkel Larsen
Som ung officer passerede Cæsar en landsby på vej gennem Alperne. Da hans ledsagere gjorde grin med den “latterlige lille flække”, sagde Cæsar alvorligt, at han hellere ville være høvding dér end nummer to i verdens hovedstad, Rom.

Den græske historiker Plutarch nævner anekdoten og fortæller, at Cæsar senere på et felttog i Sydspanien begyndte at græde, da han læste om feltherren Alexander den Stores bedrifter.

Vennerne spurgte undrende, hvorfor han græd, og Cæsar svarede, at da Alexander var på hans alder, havde han allerede erobret mange lande. Han selv havde endnu ikke bedrevet noget som helst mindeværdigt.

Disse enorme ambitioner drev senere generalen Cæsar ud på de spektakulære erobringstogter, han stod i spidsen for i Gallien i 58-50 f.Kr. 

Erobring gav store rigdomme

Ved at føje nye, indbringende provinser til Romerriget kunne Cæsar vinde hæder, og Gallien var et perfekt mål. Området var beboet af forskellige stammer, der kæmpede indbyrdes. Nogle var allerede allieret med Rom og handlede med romerske købmænd. Andre ville intet have med fremmede at gøre. Romerne anså dem for at være barbarer, men ingen havde turdet sætte dem på plads.

Cæsar greb chancen. Han var efter datidens forhold en halvgammel mand – 41 år – og var netop udnævnt til guvernør i Roms besiddelser i Sydfrankrig, det nordligste Italien og områderne langs Adriaterhavets kyst i Slovenien og Kroatien.

Han havde betalt sig vej mod de øverste lag i romersk politik, var nu dybt forgældet og havde brug for et militært projekt, som kunne give ham et stort krigsbytte. 

En militær triumf ville både sikre hans privatøkonomi og give ham fast sæde i toppen af det politiske hierarki. Desuden var han forfulgt af skandaler og trusler om retssager i Rom.

Hvis han returnerede til byen som cilvilist, ville han blive retsforfulgt, så gennem en politisk studehandel med de to magtfulde politikere Crassus og Pompejus fik Cæsar gennemtrumfet, at han skulle have kommandoen i provinserne i fem år – ikke som normalt kun i ét år.

Den oprindelige plan var sandsynligvis at indlede et felttog mod den rige konge Burebista i Dacien, det nuværende Rumænien. Men Cæsar så hurtigt, at mulighederne i vest var bedre, og da helvetierne, et folk fra det nuværende Schweiz, begyndte at udvide deres territorium, ændrede Cæsar slagplan. 

Påskuddet for at indlede et felttog kom, da en gruppe galliske stammer, der var allierede med Rom, i 58 f.Kr. bad Cæsar om hjælp til at stoppe helvetierne. Cæsar fremprovokerede straks et slag.

Den romerske hær var talmæssigt underlegen, men langt bedre udrustet og disciplineret. Cæsar havde på dette tidspunkt kun seks legioner med i alt knap 30.000 mand til rådighed. De var imidlertid alle udstyret med ringbrynjer, hjelme, skjolde og våben, som kun de rigeste af fjenderne havde råd til.

Slaget var et sandt blodbad. Størstedelen af helvetierne blev dræbt eller taget til fange. Cæsar fortæller ikke, hvor mange legionærer der døde, men beretter, at det tog tre dage at begrave de faldne og behandle de sårede.

Nu hvor Cæsar var i Gallien, benyttede han lejligheden til at give sine mænd lidt kamptræning. Under foregivende af at komme allierede stammer til hjælp ville han forfølge en gruppe germanere, der havde bevæget sig ind i Gallien.

Læs mere om Cæsars krig mod gallerne 

Gallerne overraskede romernes velsmurte krigsmaskine ved Sambre-floden. 
© Scanpix/akg-images

Germanerne var frygtelige uhyrer

Først måtte feltherren dog overvinde en pludselig panik, der bredte sig i den romerske lejr. Rygter berettede om germanernes uhyrlige grusomhed, og legionærerne var ikke klar til at kæmpe mod en flok monstre. 

Cæsar afværgede krisen med et eksempel på sin uortodokse personaleledelse: Han stillede sig op foran officererne og truede med at marchere mod fjenden med blot én trofast legion. Det sårede stoltheden hos de andre, der glemte frygten og fulgte trop.

Da slaget stod, var romerne overlegne. Ifølge Cæsar efterlod fjenden sig 80.000 døde på slagmarken – formentlig en overdrivelse, men et perfekt romersk punktum for det første år i Gallien. Da vinteren kom, slog feltherrens tropper vinterlejr i de erobrede områder.

Det skabte ro blandt de overvundne stammer, der fik pålagt at levere forsyninger til legionærerne. Cæsar selv drog til Norditalien. Her tog han sig af sine øvrige administrative pligter og kunne være i tættere kontakt med Rom. Ved forårets komme sluttede han sig igen til sine soldater og fortsatte felttoget.

I løbet af de kommende somre udbyggede Cæsar sin hær til ti legioner – ca. 50.000 mand – og de underlagde sig efterhånden hele Gallien. Alle optræk til oprør blev slået ned med hård hånd.

Cæsars mål var at gøre Gallien til en provins i Romerriget, og han var klar over, at det ikke kunne nås udelukkende med militær magt. Han behøvede lokal støtte. Mens han slog hårdt ned på modstand, belønnede han de allierede stammer, og del og hersk-politiken gjorde det svært for gallerne at stå sammen mod den romerske besættelsesmagt.

Efter at have skabt nogenlunde ro i området koncentrerede Cæsar sig om at promovere sig selv i Rom. I år 55 f.Kr. var Crassus og Pompejus centrum for al opmærksomhed i hovedstaden, og Cæsar havde brug for et par sejre, der kunne skabe store overskrifter.

Han besluttede derfor at blive den første romerske feltherre, der krydsede Rhinen og gik ind i Germanien. De trofaste legioner besejrede først en stor germansk hær, der havde krydset floden, forfulgte den derefter over Rhinen på en hastigt opført bro. Sejren gav genlyd i Rom, men ikke alle var begejstrede.

Cæsar havde brudt en våbenhvile for at få fremprovokeret slaget, og senatoren Cato krævede Cæsar udleveret til germanerne for krigsforbrydelser.

Det bremsede ikke Cæsar. Næste mål var en invasion af Britannien, der for datidens romere var en mytisk ø. Felttoget var nær endt i katastrofe, da det kun lykkedes at transportere to legioner over kanalen, og en stor del af romernes skibe blev slået i stykker i en storm.

Legionærerne var angste for ikke at kunne vende hjem. De brugte lang tid på at reparere skibene og nåede kun at vinde et mindre slag, før vinteren tvang dem til at drage tilbage til kontinentet.

Trods den ringe succes gav krydsningen af kanalen endnu mere genlyd end germanerkrigen i Rom. Cæsar fremstillede felttoget som en storslået erobring af det sagnomspundne land. Senatet i Rom besluttede at holde takkefest i 20 dage for Cæsars modige bedrift. 

Gallerne gjorde oprør

Året efter drog Cæsar igen over kanalen og havde denne gang større krigslykke, men besættelsen var ikke varig. Det tillod udviklingen i Gallien ikke.

I de besatte områder voksede utilfredsheden med romerne. I vinteren 54-53 f.Kr. gjorde belgiske stammer – med hjælp fra germanere – oprør. En af de mindre stammer havde held til at omringe en romersk legion i en skov, og gallerkrigerne slagtede de overraskede legionærer.

Det var Cæsars første store nederlag. Han svor, at han hverken ville barbere sig eller klippe sit hår, før de døde soldater var hævnet, og de hårdt prøvede legionærer kastede sig straks over opgaven. Med besvær fik de nedkæmpet gallernes oprør.

Og i de følgende år gennemførte romerne en række hævnaktioner, hvor legionærerne kunne få afløb for deres frustrationer, mens de lagde oprørske stammers jorder øde. Som Cæsar selv beskriver det:

“Alle landsbyer og alle bondegårde blev sat i brand, hvor man kunne komme til det. Bytte blev drevet sammen alle vegne fra, kornet blev brugt som føde for de mange heste og mennesker; meget af det var blevet ødelagt på markerne af regnen, fordi det ikke var indhøstet i tide, så hvis der var nogle, der havde holdt sig skjult, ville de efter al sandsynlighed dø af sult sidenhen”.

Efterhånden var kendsgerningerne gået op for flere af de høvdinge, der først havde været imødekommende og hilst Cæsar velkommen: Romerne havde ikke til hensigt forlade Gallien igen.

Men nedslagtningen af den romerske legion beviste, at besættelsesmagten ikke var uovervindelig, og i foråret 52 f.Kr., da Cæsar var distraheret af politisk tumult hjemme i Rom og hæren spredt i vinterkvarterer i forskellige dele af Gallien, brød endnu et oprør ud.

I byen Cenabum henrettede indbyggerne de lokale romerske handelsfolk, og i løbet af kort tid lykkedes det en ung, gallisk adelig ved navn Vercingetorix at få mange galliske stammer til at gøre fælles front mod romerne.

Da nyheden om uroen nåede Cæsar, blev han straks klar over, at et stort oprør var under opsejling. Generalen hastede til Gallien og nåede frem i tide til at slå et angreb tilbage. De fleste af hans tropper lå imidlertid i vinterlejr i det nordlige Gallien – på den anden side af oprørerne.

Cæsar vidste, at det kunne koste mange liv at beordre dem til at gå gennem fjendens linjer, så han valgte i stedet selv at drage mod nord. 

Cæsar krydsede fjendes linje

For at nå frem udtænkte han en skin­manøvre. Først førte han en lille gruppe trofaste soldater gennem et bjergpas og gennemførte overraskelsesangreb på en række landsbyer. Som ventet fangede plyndringerne Vercingetorix' opmærksomhed. Cæsar erklærede derefter offentligt, at han ville komme tilbage tre dage senere med forstærkninger.

I stedet red Cæsar nordpå gennem fjendtligt territorium, kun beskyttet maf en mindre kavalerienhed på 400 ryttere. Generalen og hans følge tog den risikable tur uden pauser, og Cæsar sluttede sig hurtigt til de legioner, der lå i vinterkvarter. 

Herfra sendte han beskeder ud til de øvrige legioner om, mat de skulle komme til ham. 

Cæsar havde narret fjenden, men vejen til sejr var stadig lang. Generalen havde kun omkring 25.000 trætte legionærer og 5000 hjælpetropper til rådighed. Hæren manglede stadig at samle forråd til et felttog, men Cæsar var nødt til straks at slå til for at komme de allierede stammer til undsætning.

Vercingetorix kendte til Cæsars mdilemma og ville udnytte situationen. Galleren havde studeret Cæsars felttog og set, at romernes svaghed var sikringen af forsyningslinjerne. Hans strategi var derfor at undgå direkte kamp og i stedet udsætte opgøret, indtil fjenden løb tør for mad.

Undervejs brændte gallerne landsbyerne og markerne af, så intet faldt i legionærernes hænder.

Cæsar handlede hurtigt. Han belejrede straks byen Avaricum, og da de krigslystne legionærer indtog den, gav han dem frie tøjler. “Plyndring var der ingen af vore soldater, der tænkte på; de befandt sig i en sådan ophidselse, både over myrderierne i Cenabum og på grund af belejringens strabadser, at de ikke skånede hverken gamle eller kvinder eller børn.

Af hele befolkningen, som har været på ca. 40.000, undslap knap 800 til Vercingetorix’ lejr”, forklarede han i sine beretninger.

Kort tid efter vandt Cæsar den endelige sejr ved Alesia, og Gallien var nu en del af Romerriget. Dermed sluttede de blodige felttog, der havde kostet over en million gallere livet og bundet et lignende antal i slaveri.

I Rom talte alle om Cæsar, og krigsbyttet havde gjort ham rig. Hans soldater havde også i rigt mål nydt godt atfplyndringerne, og deres loyalitet var styrket. Det fik Cæsar stor glæde af i Rom, hvor hans fjender ventede. Med ordene “terningerne er kastet” indledte han i 49 f.Kr. den borgerkrig, der gjorde ham til Roms hersker.

Med sejren ved Alesia havde Cæsar besejret gallerne – og fremmet sin egen karriere. 

© Bridgeman

Måske er du interesseret i...

Læs også