I år 46 f.Kr. forsøgte Cato selvmord ved at stikke et sværd i maven. En læge reddede ham og syede såret sammen. Da Cato vågnede, rev han såret op med sine hænder og udåndede.

Cato var Roms sureste mand

Cato var mere konservativ end nogen anden romer før ham. Han kæmpede imod alt nyt, brød sig ikke om fester eller venner og afskyede romernes hang til luksus. Mest af alt hadede han Cæsar, som han mente, ville blive den romerske republiks død.

16. april 2018 af Else Christensen & Niels-Peter Granzow Busch

Nyheden om katastrofen nåede den nordafrikanske by Utica om natten den 9. april år 46 f.Kr. En stakåndet rytter leverede beskeden: Cæsar og hans tropper havde nær byen Thapsus knust den ca. 90.000 mand store hær, som skulle have stoppet ham. Kun døende krigselefanter, brændende feltlejre og en hærledelse på vild flugt var tilbage. Nu var Cæsar på vej mod Utica, modstandernes sidste bastion.

Da nyheden spredtes, begyndte panikslagne indbyggere at fare rundt i rædsel. Kun én mand syntes upåvirket. Roligt gik Marcus Porcius Cato – Cæsars bitreste og mest uforsonlige modstander – rundt i byens gader. Han havde i månedsvis advaret generalerne mod at undervurdere Cæsars militære evner, og nu var hans dystre forudsigelser gået­ i opfyldelse – igen.

Med sine bare fødder, viltre skæg og lange, ukæmmede hår lignede den romerske senator mest en vild huleboer. Hvad andre mente om hans udseende, var dog Cato inderligt ligegyldigt. Selv ikke hans nærmeste gjorde sig illusioner om, at han lyttede til dem eller i det hele taget brød sig om dem. Til gengæld vidste de, at hvis nogen kunne stoppe Cæsar, så var det Cato. Derfor var det ham, alle nu søgte råd hos.

Ved daggry indkaldte Cato byens fremmeste romere til møde. Foran forsamlingen gjorde han det klart, at Cæsar ville belejre byen. Udholdt de sammen med ham belejringen og sejrede, ville de få et lykkeligt liv, lovede han. Hvis ikke, ville de i det mindste dø ærefuldt i forsvaret af republikkens idealer. Ifølge den oldgræske historiker Plutarch fik talen de førhen så fortvivlede romere til at bryde ud i jubel og tilbyde Cato deres tjeneste:

“For de anså det for bedre at møde døden end at redde sig selv ved at forråde en mand af så stor retskaffenhed”.

Med vanlig skepsis iagttog den strenge politiker sine beundreres nyfundne mod. Selv var han dog ikke i tvivl. Hele livet havde han kæmpet for den romerske republik, som Cæsar nu var i færd med at nedbryde. Han var parat til at dø, som han havde levet – fuldstændigt kompromisløst.

Marcus Porcius Cato ses i dag fortsat som en af historiens største frihedshelte, fordi han nægtede at bøje sig for overmagten. Netop derfor fandt USA's republikanere deres helt i Cato. George Washington blev kaldt sin tids Cato og portrætteret som romer iført toga.

© Scala Archives

Cato var Roms stædigste mand

Af alle den romerske republiks konservative forkæmpere var Marcus Porcius Cato den mest konservative. Intet nyt var af det gode for politikeren, der hyldede fortidens traditioner. Det var dem, der ifølge Cato havde gjort Rom mægtig. Nådesløst skældte han enhver – ven eller fjende – ud for at svigte den romerske arv og bekæmpede nidkært alle nye idéer.

I sin kamp stødte han sammen med den eneste mand, som i styrke var hans ligemand: Julius Cæsar. Tvekampen kom til at koste tusinder livet.

At Cato var helt sin egen, stod tidligt klart. Som spæd mistede han sine forældre og blev sammen med fire søskende sat i pleje hos sin onkel. Her viste han i år 91 f.Kr. sin enorme viljestyrke. På den tid kæmpede Roms italienske allierede for at få romersk borgerskab, og en af de allieredes ledere, Pompaedius Silo, gæstede onklens hus.

Silo spurgte børnene i huset, om de kunne overtale onklen til at støtte hans sag. Alle svarede ja – undtagen fireårige Cato, som blot stirrede koldt på Silo. Ifølge historikeren Plutarch greb Silo vredt drengen i benene og holdt ham ud ad vinduet for at få svar: “Han ruskede drengen, men Cato udviste hverken panik eller frygt”.

Den stædige dreng sagde ikke et ord, og Silo måtte til sidst opgive og sætte ham ned igen.

De italienske allierede endte med ikke at få borgerskab, hvilket udløste en blodig borgerkrig. Romerne vandt, men krigen skærpede modsætningerne mellem popularer og optimater – Roms to politiske fraktioner. Popularerne ønskede reformer til gavn for de fattige og havde støttet italienernes krav om borgerskab.­ Optimaterne på den anden side var ultrakonservative og afviste al tale om forandringer.

I år 82 f.Kr. lod optimaten Sulla med våbenmagt sig udråbe til diktator og gik i gang med at henrette tusinder af popularer. Sulla fattede interesse for den 13-årige Cato, som han inviterede til sit hus sammen med drengens lærer. Her så Cato med egne øjne Sullas barske metoder. Selvom Cato støttede optimaterne, blev han rasende over diktatorens åbenlyse lovbrud og spurgte sin lærer, hvorfor ingen havde myrdet Sulla.

“Giv mig et sværd, så jeg kan dræbe ham og befri mit land for slaveriet”, hvislede Cato ifølge Plutarch. Den bekymrede lærer undersøgte sidenhen­ altid Cato for skjulte våben­, når de blev inviteret til Sullas hus.

Oldefars søjle gjorde Cato berømt

Diktatoren Sulla døde af sygdom i år 78 f.Kr., og Rom forsøgte at lægge diktaturets rædsler bag sig. Cato var blevet 18 år og viste nu sin stædighed offentligt. Byens embedsmænd ønskede at fjerne én søjle i den store mødehal Basilica Porcia, da den stod i vejen. Det syntes en nem sag, indtil Cato stillede sig op og holdt en brandtale til søjlens forsvar.

Catos oldefar, den stokkonservative politiker Cato den Ældre, havde opført bygningen, og ingen skulle formaste sig til at ændre den! Ifølge unge Cato havde søjlen fungeret fint i over 100 år, og han kunne ikke se, hvorfor det skulle have ændret sig. Hans forsvarstale gjorde indtryk, og ombygningen blev prompte opgivet. Fra da af lagde alle mærke til den unge mand.

Med sin brandtale havde Cato vist, at han var en glødende tilhænger af mos maiorum – forfædrenes traditioner. For yderligere at understrege sin kærlighed til fortidens strenge liv gik han rundt barfodet, iført en ældgammel togatype, som ingen havde båret i mands minde.

“Han vænnede sig til at udholde hede og sne med udækket hoved og til at bevæge sig til fods uden brug af et køretøj”, skriver historikeren Plutarch.

Cato og Cæsars rivalisering starter i senatet

Diktatoren Sullas udrensninger af popularernes parti havde ikke mindsket de voldsomme spændinger i det romerske samfund – tværtimod. Underklassen var i de forgangne år blevet endnu mere forarmet og forgældet, og popularerne krævede reformer, heriblandt en mere ligelig fordeling af Roms landbrugsjord.

Det var i denne urolige tid, at Cato i år 65 f.Kr. blev valgt til kvæstor, det første trin på republikkens rangstige for offentlige embeder. Kvæstoren havde ansvar for Roms skatter, og tidligere embedsholdere havde tjent tykt på at slette gældsposter mod bestikkelse. Den gik ikke med Cato. Han fyrede hele staben og inddrev på et år al ubetalt skat.

Catos retskaffenhed vakte opsigt, og i 63 f.Kr. blev han valgt til folketribun. I Roms senat tog han de konservative optimaters parti mod de folkelige popularer. Det var her, Cato mødte popularernes nye stjerne – Julius Cæsar.

Den nyvalgte Cæsar var Catos totale modsætning: Hvor Cato klædte sig spartansk, førte Cæsar sig frem i den nyeste mode. Han var desuden kendt som en levemand, der forførte kvinder på stribe.

Under en debat om, hvad der skulle ske med de sammensvorne efter et nyligt oprør, anstiftet af den fallerede aristokrat Catalina, krydsede de to klinger. Cæsar bad om mildhed og var tæt på at få overtalt alle. Men så tog Cato ordet og gav senatorerne råt for usødet:

“I har altid værdsat jeres herregårde og villaer, jeres statuer og malerier højere end jeres fædrelands velfærd!”

Med plirrende øjne lyttede senatorerne, mens Cato buldrede mod Cæsars forslag. Da Cæsar under talen fik overrakt et brev, holdt Cato inde og krævede det læst højt. Var det en hemmelig besked fra de anklagede? ville han vide.

“Læs det selv”, mumlede Cæsar vredt og rakte Cato brevet.

Ifølge Plutarch begyndte Cato at læse højt, men gik i stå, da det gik op for ham, at det var et kærlighedsbrev til Cæsar fra Catos egen – og gifte – halvsøster. Rasende kylede han brevet tilbage:

“Tag det, din drukkenbolt!”

Herefter fortsatte han upåvirket sin dundertale mod de anklagede: “Straf dem i vores forfædres ånd”, sluttede han, inden bifaldet bragede imod ham. Cato havde vundet, og Cæsar var kommet øverst på hans hadeliste.

Den populære og altid flot klædte Cæsar stod for alt, hvad Cato foragtede.

En hemmelig alliance dannes

Catos tirader fik magtfulde mænd til at lægge mærke til ham. Blandt dem var feltherren Pompejus, som i 61 f.Kr. vendte hjem til Rom efter at have erobret stort set hele Mellemøsten. Med sådanne sejre var Pompejus selvskrevet til en fremtrædende plads i Rom, men han havde brug for allierede. Han indså, at Cato var blevet optimaternes ukronede leder, og for at sikre sig deres støtte sendte Pompejus en ven til Catos hus for at bede om Catos datters hånd.

Pompejus var Roms største helt, og alle i Rom ville have taget imod tilbuddet med kyshånd – undtagen Cato. Sendebuddet blev smidt på porten: “Fortæl Pompejus, at Cato ikke kan fanges ved at gå igennem hans kvinders værelser”, lød Catos hånlige svar.

Og snart efter saboterede Cato igen Pompejus’ planer. Feltherren havde tusinder af soldaterveteraner, som han havde lovet hver deres lille stykke jord. Det krævede senatets godkendelse, og da lovforslaget kom til afstemning, så det ud til, at et flertal ville stemme for. Men så tog Cato, der var imod forslaget, pludselig ordet­ – og slap det ikke igen.

Det var Catos speciale: en såkaldt filibuster,­ som lammede senatet, da medlemmernes taler ikke måtte afbrydes. Cato havde før forhindret en lov ved at tale hver dag fra morgen til aften i seks måneder i træk. En ærgerlig Pompejus opgav og tog konsekvensen: Han gik i stedet til popularerne.

Cæsar var på det tidspunkt netop kommet hjem efter et succesfuldt felttog i Spanien og havde ligesom Pompejus brug for allierede. Sammen med rigmanden Crassus dannede han og Pompejus i al hemmelighed en alliance – et triumvirat.

Cato bliver snydt af Cæsar

I år 59 f.Kr. blev Cæsar til Catos fortrydelse valgt til den ene af Roms to konsuler – republikkens mest magtfulde embede. Men Cato havde sin egen plan. Han fik sin svigersøn, Bibulus, til at stille op til posten som andenkonsul.

Bibulus blev valgt og nedlagde fra dag ét veto mod ethvert af Cæsars reformforslag. For at hjælpe Pompejus foreslog Cæsar også en jordreform, som skulle give ikke kun hans soldater, men også tusinder af fattige jord. Det ville Cato og optimaterne for enhver pris forhindre:

“De mistænkte, at Cæsar på den måde ville knytte pøblen til sig og vinde berømmelse og magt over alle”, skriver forfatteren Dio Cassius.

Da forslaget blev fremlagt, lagde Cato an til en ny filibuster, men Cæsar fik vagterne til at bære ham ud. Det fik dog blot alle til at udvandre. Cæsar havde imidlertid en plan. Han bekendtgjorde, at grundet senatets modstand ville han i stedet fremlægge lovforslaget for Roms såkaldte folkeforsamling, bestående af alle de almindelige vælgere. Folkeforsamlingen kunne nemlig vedtage love uden om senatet. Da Cæsar kort efter fremlagde loven på Roms forum, var tusinder af fattige, landløse og veteraner mødt op.

Også Cato og Bibulus kom. Catos plan var, at Bibulus skulle nedlægge veto mod loven. Da Cæsar under massernes jubel oplæste lovteksten, råbte Bibulus rasende: “I vil ikke få denne lov – end ikke hvis I alle ønsker det!”

En torden af buhråb rejste sig fra pladsen. Pludselig stillede to mænd sig op ved siden af Cæsar: Pompejus og Crassus. Cato­ indså, at Cæsar havde snydt ham. Med disse to mænd – samt alle deres penge og soldater – ved sin side var Cæsar urørlig.

Da både Crassus og Pompejus lovede at ville støtte loven, erkendte Cato sit nederlag. Få dage efter samlede Cæsar folkeforsamlingen til den endelige lovgodkendelse. Bibulus forsøgte forgæves at forpurre ceremonien, men pøblen rev ham ned fra podiet, hvorefter en fra mængden tømte en spand med afføring ud over ham.

Rom sank hen i anarki

Resten af året fik Cæsar alle love igennem. Masserne godkendte alt, “selvom Cato advarede, at de med deres stemmer var ved at skabe en tyran”.

Til sidst tildelte Cæsar sig selv en femårig periode som prokonsul i den lukrative­ provins Gallien. Som prokonsul kunne Cæsar ikke røres, men Cato havde tid til at vente.

I de følgende år erobrede Cæsar stadig større områder i den del af Gallien, Rom endnu ikke kontrollerede. Han havde imidlertid aldrig formelt fået tilladelse til sit erobringstogt, og i Rom forberedte Cato en retssag imod ham. Da de fem år var ved at være gået, fornyede Cæsar derfor sin alliance med Pompejus og Crassus.

Med stemmer fra tusinder af Cæsars tropper, som “tilfældigvis” var på orlov i Rom, blev Pompejus og Crassus valgt til konsuler for året 55 f.Kr. Til gengæld forlængede de – trods Catos modstand og mod al sædvane – Cæsars Gallien-felttog med fem år. Catos værste frygt var gået i opfyldelse – republikkens love var sat ud af kraft.

Selvom Cato var magtesløs over for Cæsars triumvirat, havde han sine egne måder at vise sin holdning på. Til møder i senatet troppede han nu op kun iklædt lændeklæde og toga. Og da han blev sat til at udvælge gaver til vinderne af årets atletiklege, fravalgte han de sædvanlige luksusgaver og uddelte i stedet radiser og figner. På vinderens hoved satte han i stedet for en guldkrone en simpel krans af oliven.

Cæsar krævede reformer af republikken, fordi sociale spændinger truede med at eksplodere. Da Cato blokerede, gik Cæsar mod Rom med sin hær.

© Luca Tarlazzi/Historie

Cæsar kaster terningen

I foråret 53 f.Kr. indløb en nyhed, som gav Cato håb om hævn. Cæsars og Pompejus’ partner, Crassus, var blevet dræbt under et felttog i øst. Det var Catos store chance. Fra nu af brugte han alle kræfter på at vriste Pompejus ud af Cæsars kløer.

Langsomt, men sikkert fik Cato overbevist den berømte feltherre om, at Cæsar var Roms fjende, og at Cæsar ville sende sine hære mod Rom, når hans periode i Gallien udløb.

Til sidst gik Pompejus med på at beordre Cæsar til at nedlægge sin kommando og komme til Rom for at svare på anklagerne om magtmisbrug. Cæsar afslog og satte i stedet hårdt mod hårdt. Nytårsdag år 49 f.Kr. sendte han svar: Han ville komme til Rom med sin hær for at “redde forfatningen”.

Brevet var en slet skjult trussel, og senatet svarede prompte: Opløs hæren, eller bliv erklæret folkefjende. Få dage efter ledte Cæsar sin hær til floden Rubicon mellem Gallien og Italien.
“Terningen er kastet”, råbte han ifølge den romerske forfatter Sueton­, da tropperne krydsede floden. Borgerkrigen var indledt.

Cato var trængt op i en krog

Da Pompejus, Cato og de andre optimater hørte, at Cæsar var på vej med sin hær, flygtede de ud af Italien. I de følgende måneder samlede Pompejus en mægtig hær, og den 9. august år 48 f.Kr. tørnede Cæsars og Pompejus’ hære sammen ved Farsalus i Grækenland.

Det endte i et gigantisk nederlag for Pompejus med over 15.000 dræbte soldater. Pompejus var ifølge de antikke kilder så chokeret, at han ikke kunne tale. I stedet samlede han de våben, han kunne have i favnen, svang sig op på sin hest og stak af. I desperation sejlede han til Egypten, men blev dræbt af lokale, så snart han satte sin fod på landjorden.

Cato, der ikke deltog i slaget, modtog nyheden uden tegn på overraskelse. Men med Cæsars sejr kunne han ikke vende hjem til Rom. I stedet sejlede han til Nordafrika, og med en styrke på 10.000 mand, nogle afrikanske vejvisere og en flok pakæsler vandrede han 800 km gennem ørkenen til byen Utica.

Her samledes alle taberne – slagne tropper og desillusionerede hærførere. Soldaterne ønskede Cato som leder, men han afslog, fordi ekskonsulen Metellus Scipio befandt sig i byen. Scipio havde højere rang, og loven gav ham lederskabet.

“Cato nægtede at bryde loven, i hvis navn de førte krig mod en mand, fordi han havde brudt den”, skriver Plutarch.

Scipio samlede tropperne og rykkede ud af Utica, mens Cato befæstede byen. I april 46 f.Kr. indløb beskeden om, at Scipio og hans hær var blevet knust. Med en brandtale fik Cato opildnet de få romere i Utica til at forsvare byen. Men snart svigtede modet, og de bad om lov til at flygte.

Cato viste ingen tegn på vrede, men sørgede for at få dem sat på et skib. Da Catos søn bønfaldt ham om at overgive sig, nægtede han: “Jeg, der er opvokset i frihed med ret til at ytre mig frit, kan ikke i min alderdom ændre mig og lære at være slave”, forklarede han ifølge forfatteren Dio Cassius.

Samme nat greb Cato sit sværd og stødte det i maven. Indvoldene hang fra hans mave, da de nærmeste løb ind i værelset. Cato levede endnu, og en læge syede såret sammen, men da han vågnede, opbød han sine sidste kræfter og rev såret op igen. Kort efter udåndede Roms kompromisløse republikaner.

Da Cæsar fik besked, råbte han: “Oh, Cato, jeg under dig ikke din død, for du undte mig ikke at skåne dit liv”.

Cæsar selv blev myrdet to år efter, men republikken var fortabt. Cato indså aldrig, at han i sit kompromisløse forsvar af republikken og dens regler faktisk blev hovedårsagen til dens fald.

Læs mere

Rob Goodman & Jimmy Soni: Rome’s Last Citizen: The Life and Legacy of Cato, Thomas Dunne Books, 2012. Plutarch & John Dryden: Cato the Younger, Another Leaf Press, 2013.

Måske er du interesseret i...

Læs også