Feltherren Germanicus anførte en skånselsløs udryddelseskrig i nutidens­ Tyskland.

© Luca Tarlazzi/Historiebladet

Hævntørstig romer ville udslette Tyskland

I år 9 e.Kr. bliver 18.000 romerske legionærer hugget ned i Teutoburgerskoven. Syv år senere beslutter den romerske hærfører Germanicus at tage en grusom hævn. Med næsten 80.000 mand går han over Rhinen for at hærge Germanien med sværd og ild.

13. juli 2016 af Niels-Peter Granzow Busch

En ildevarslende buldren bølger ud over Idistaviso-sletten ved Weserfloden i nutidens Tyskland. Fra den nærliggende skov strømmer 50.000 germanske krigere ud over den dugvåde græsslette, mens de rytmisk banker spyddene mod deres skjolde og opildner hinanden med kampbrøl.

Få hundrede meter derfra iagttager en ung romer iført et skinnende brystpanser og rødviolet kappe opmærksomt krigerne. Hans navn er Germanicus, og han har ventet på dette øjeblik længe.

Derude i menneskehavet på sletten er germanerhøvdingen Arminius, ansvarlig for nedslagtningen af næsten 20.000 romerske soldater i et bagholdsangreb i år 9 – syv år forinden. Germanicus er manden, som har gjort det til sin mission­ at gennemføre Roms hævn.

Omkring den unge romerske feltherre står 76.000 romerske legionærer og allierede tropper opmarcheret. Skulder ved skulder afventer de tavst signalet til angreb. I næsten tre år har tropperne fulgt Germanicus på felttog gennem Germaniens dybe, mørke skove. 

Med sværd og ild har de udkæmpet en brutal krig, hvor ingen af de kæmpende har vist modparten nåde. Nu ser det endelig ud til, at de er ved endemålet. De romerske tropper gør sig klar. Pludselig sætter de germanske krigere sig i bevægelse og stormer med et brøl frem over sletten.

“Så snart Germanicus så, at fjenden i sin hidsighed havde indledt angrebet, beordrede han kavaleriet til at angribe dem i flanken”, skriver den romerske historiker Tacitus.

Slaget­ ved Idistaviso er i gang.

Den unge Germanicus var i familie med Marcus Antonius og Augustus, som endte med at blive dødsfjender.

© Scala Archives & Getty Images

Faren blev dræbt i Germanien

Ingen romersk hærfører nåede at blive så beundret i sin samtid som Germanicus. Den romerske historiker Sueton skrev om ham: “Germanicus ejede alle de højeste kropslige og åndelige kvaliteter i en grad aldrig overgået”.

Han blev født i år 16 f.Kr. og var søn af krigshelten Nero Claudius Drusus, der i år 12 f.Kr. på kejser Augustus’ befaling påbegyndte erobringen af Germanien. I en række felttog lykkedes det Drusus at erobre stort set hele området mellem Rhinen og Elben. 

Under det sidste felttog i år 9 f.Kr. brækkede krigshelten imidlertid benet under en rideulykke og døde kort efter af komplikationer. Kun syv år gammel blev hans søn familiens overhoved og tog for at ære sin fars bedrifter navnet “Germanicus”.

Kejser Augustus var Germanicus’ grandonkel, og den faderløse dreng voksede derfor op ved hoffet, hvor Augustus sørgede for, at han fik nogle af tidens bedste lærere. Efterhånden som Germanicus blev ældre, indså kejseren drengens potentiale: “Han var så dybt respekteret og elsket af alle, at Augustus i lang tid overvejede, om han skulle gøre ham til sin efterfølger”, skriver Sueton.

I sidste ende besluttede Augustus dog at adoptere Germanicus’ farbror, Tiberius, og gøre ham til tronfølger. Til gengæld krævede kejseren af Tiberius, at han adopterede Germanicus som sin søn. Germanicus var på det tidspunkt 19 år gammel, og samme år giftede han sig med et andet medlem af kejserfamilien, Agrippina, som blev hans trofaste livsledsagerske gennem tykt og tyndt.

Det skulle snart vise sig, at den unge Germanicus ikke kun besad evnen til at navigere sikkert inden for kejserfamilien. I år 6 f.Kr. gjorde stammerne i Pannonien i det nuværende Bosnien-Hercegovina oprør mod deres romerske overherrer, og oprøret spredte sig snart over hele Balkanområdet. 

Germanicus’ nye adoptivfar, Tiberius, hastede frem med størstedelen af de romerske tropper fra Germanien. Men oprøret var så voldsomt, at Augustus også samlede en hær af frivillige og forhenværende slaver i Rom og beordrede den til Balkan.

I spidsen for den usædvanlige hær satte kejseren den blot 21 år gamle Germanicus, som ingen krigserfaring havde. 

Den unge romer viste sig imidlertid lærenem, og med sin sammenflikkede hær indtog han by efter by og fæstning efter fæstning. Efter tre års kampe blev oprøret endelig slået ned. Ifølge Velleius Paterculus, der kæmpede i Tiberius’ hærenheder, fremviste Germanicus under krigen “stærke beviser for sit mod”.

Knap var krigen imidlertid ovre, før rystende nyheder nåede Rom.

Katastrofen i Teutoburgerskoven

Mens Germanicus og Tiberius kæmpede i Balkanområdet, havde guvernøren Publius Varus fået ansvaret for at gøre det pacificerede Germanien mellem Rhinen og Elben til en romersk provins. 

Mange af stammerne i området hadede romerne, og høvdingesønnen Arminius samlede derfor i al hemmelighed seks stammer og lokkede Varus og tre romerske legioner gennem den såkaldte Teutoburgerskov. Her lå stammerne i baghold, og på signal fra Arminius kastede de sig over romerne. 

Da kampene var ovre, var 18.000 legionærer udslettet.

Da Augustus fik nyheden om katastrofen, vandrede han ifølge Sueton fortvivlet rundt i paladset, mens han råbte: “Varus, giv mig mine legioner tilbage!”

Af frygt for flere angreb beordrede kejseren alle tropper ud af Germanien og trak grænsen tilbage til Rhinen. Rom havde dermed opgivet Germanien.

I mellemtiden rykkede Germanicus videre op igennem det romerske embedssystem og blev i år 13 i en alder af blot 28 år udnævnt til guvernør over Gallien og den udsatte Rhin-grænse, hvor han fik kommandoen over otte legioner med omkring 40.000 mand.

Den unge romer var stort set kun lige ankommet til sin post, da budbringere bragte besked om, at Augustus efter over 40 på tronen var gået bort og Tiberius udråbt til efterfølger. 

Samtidig med beskeden om Augustus’ død fik Germanicus en endnu alvorligere meddelelse: Legionerne ved Rhinen havde ved nyheden begået mytteri. Germanicus spildte ingen tid, men hastede til legionslejren. Årsagen til soldaternes mytteri var bl.a., at Augustus havde sat tjenestetiden op fra 16 til 20 år. På grund af de mange krige havde enkelte endda tjent i over 30 år.

Da Germanicus kom ind i lejren, flokkedes mændene om ham:

“Enkelte greb hans hånd, som om de ville kysse den, men stak så hans fingre ind i deres mund, for at han kunne røre ved deres tandløse gummer. Andre viste ham deres af alder krumbøjede lemmer”, beretter Tacitus.

Fra talerpodiet forsøgte Germanicus at tale mændene til rette, men de krævede hjemsendelse og penge. Enkelte råbte, at de ville støtte ham, hvis han i stedet for Tiberius indtog kejsertronen. Rasende sprang Germanicus ned:

“Hellere vil jeg dø end blive troløs”, råbte han ifølge Tacitus og løftede sit sværd som for at støde det i sit bryst. De nærmeste holdt ham tilbage, mens en anden soldat frækt rakte ham sit sværd og påpegede, at det var skarpere.

Rasende måtte Germanicus give fortabt og gå ind på soldaternes krav, som han for en stor dels vedkommende betalte af egen lomme. Med roen genetableret udtænkte hærføreren en plan, som skulle forhindre, at de rastløse soldater igen gik amok: Han ville invadere Germanien og hævne nederlaget i Teutoburgerskoven­.

Germanicus’ taktik med hurtige angreb ind over Rhinen gik ikke altid godt. Især på vejen tilbage faldt de romerske tropper ofte i baghold med store tab til følge.

© Scala Archives

Legionerne slippes løs

Mange af soldaterne var skamfulde over at have gjort mytteri og ligefrem truet Germanicus, og det udnyttede hærføreren til at hidse dem op mod germanerne, som ustraffede havde slagtet 18.000 af deres kammerater. 

I morgengryet en tidlig oktoberdag slog Germanicus bro over Rhinen og marcherede ind i fjendeland med 12.000 legionærer og 13.000 allierede tropper. I forceret tempo og uden bagage marcherede styrken sig uset igennem landskabet, indtil hæren nåede marser-stammens landsbyer, hvor indbyggerne netop havde afholdt fest. 

“Alle lå endnu i deres senge og ved bordene og uden at have udstillet vagter”­, beretter Tacitus.

Nu viste Germanicus sin brutale side og delte tropperne op i fire styrker med ordre om at dræbe alt på deres vej:

“De ivrige legioner lagde landet øde med flammer og sværd i en omkreds af 50 mil (80 km, red.). Hverken køn eller alder indgød medlidenhed”.

Efter blodbadet marcherede tropperne tilbage mod Rhinen, men blev overhalet af marsernes nabostammer, som ville have hævn. I et tæt skovområde angreb de romernes sårbare bagtrop. 

Netop da det så mest kritisk ud, kom Germanicus ridende og fik samling på mændene, så de uden store tab kunne undslippe over Rhinen. Felttoget havde været hurtigt og effektivt, og da Germanicus kort efter besøgte Rom, flokkedes tusinder af indbyggere i gaderne for at se helten, der havde hævnet teutoburgertragedien. Germanicus var dog langtfra færdig.

Romerne fanger Arminius’ hustru

I maj år 15 marcherede Germanicus endnu en gang over Rhinen – denne gang for at angribe chatter-stammen.

“Alle, der på grund af alder eller køn ikke kunne forsvare sig, blev straks fanget eller hugget ned”, skriver Tacitus.

Stammens mænd var undveget over den nærliggende flod og forsøgte at forhindre romerne i at komme over. Da det mislykkedes, ville de indgå fred, men da Germanicus nægtede, flygtede de ind i skoven. Imens brændte romerne stammens hovedstad.

Kort efter fik Germanicus besøg af en germansk budbringer med en besked fra Segestes, der var oprørslederen Arminius’ svigerfar. 

Han havde i sin tid forsøgt at advare romerne mod Arminius’ baghold i Teutoburgerskoven i år 9, og nu havde han brug for romernes hjælp. Arminius’ krigere belejrede nemlig netop nu hans fæstning. 

I et dristigt kommandoraid marcherede Germanicus med en lille styrke midt ind i fjendeland, hvor han slog Arminius’ styrker på flugt foran Segestes’ fæstning. Da Germanicus mødte Segestes, viste det sig, at han ikke var alene. Sammen med ham var datteren Thusnelda, Arminius’ gravide hustru. 

For Germanicus var det en triumf. Ikke nok med at han havde fanget sin ærkefjendes hustru – han havde også hans ufødte barn. Mens Germanicus marcherede tilbage, blev Thusnelda sendt til Italien som fange.

Da Arminius senere fik besked, hånede­ han ifølge Tacitus både Germanicus og svigerfaren:

“En herlig far! En stor general! En tapper hær! Så mange hænder skulle der til for at bortslæbe én eneste stakkels kvinde!” råbte han og opfordrede stammerne til at forenes mod romerne. Mange af de høvdinge, der før havde tøvet, sluttede sig nu til Arminius.

Den romerske hær var en velsmurt­ krigsmaskine, men i de dybe skove havde germanerne­ alle fordele.

© Paul Ivanowitz: “Fury of the Goths”

Slaget ved Idistaviso-sletten

Mens Arminius samlede Germaniens stammer til kamp, fortsatte Germanicus sin “blitzkrig” med hurtige angreb over Rhinen. Og imens lagde han en plan for det endelige slag. For at kunne bringe hæren hurtigt frem havde han ladet bygge 1.000 skibe, som kunne sejle på floderne. “Mange havde dæk til kastemaskiner og var indrettet til heste og proviant”, skriver Tacitus.

I sommeren år 16 sendte Germanicus flåden med tre legioner og proviant ud i Nordsøen, hvor den fortsatte op til udmundingen af floden Emsen i nutidens Nordtyskland. Selv marcherede han med resten af den 76.000 mand store hær ind i Germanien. De to romerske hære forenedes ved Weserfloden, hvor også Arminius befandt sig med 50.000 germanske krigere.

De to hære mødtes næste morgen ved en slette kaldet Idistaviso nær Weserflodens bred. Her havde Arminius stillet sin hær op. Han stod på en lille bakketop med størstedelen af sine stammekrigere, cheruskerne, som han havde givet ordre til at afvente de andre stammers angreb, før cheruskerne tromlede ned ad bakken for at knuse romerne.

Da cheruskerne så romerne stille op, blev flere imidlertid utålmodige. Først løb nogle enkelte frem, så nogle hundrede, og til sidst flere tusinder trods Arminius’ brøl om at blive. Rasende red også Arminius til angreb.

Så snart Germanicus så germanerne komme styrtende, sendte han kavaleriet frem for at angribe flodbølgen i flanken. I samme øjeblik fik han ifølge Tacitus øje på otte ørne, der fløj ind over sletten. “Afsted! Følg de romerske fugle, vore legioners sande guddomme”, råbte han til sine folk.

Opildnet af hans ord kastede legionærerne lanserne mod germanerne og rykkede frem med dragne sværd, mens bueskytternes tusinder af pile flænsede de ubeskyttede germanske kroppe. Mens infanteriet pressede germanerne tilbage, angreb det romerske kavaleri fra siden og bagfra.

De før så overmodige germanere vaklede under presset, og pludselig satte panikken ind. Desperate forsøgte krigerne at flygte ind i den nærliggende skov. Arminius kæmpede tappert og fik samlet nogle folk til et angreb på bueskytterne, men måtte til sidst tage flugten sammen med de andre­ høvdinge.

“Fra den femte time til natten fortsatte myrderierne. Fjendens lig og våben lå spredt over 16 km”, beretter Tacitus.

Den sidste krampetrækning

Trods det massive nederlag havde Arminius ikke i sinde at give op. Han samlede sine overlevende mænd, som i de følgende dage blev suppleret af tusinder af friske krigere fra nær og fjern. Ikke langt fra Idistaviso-sletten lå en befæstet jordvold, som i tidernes morgen havde separeret cherusker-stammen fra angrivarier-stammen.

Her stillede Arminius sin hær op. Samtidig sendte han en stor styrke til hest ind i den nærliggende skov. Hans plan var at lokke romerne til at angribe infanteriet og så lade de skjulte ryttere angribe romerne i ryggen. 

Germanicus, der fulgte lige i hælene på Arminius, havde imidlertid fået et tip om germanernes fælde og tog sine forholdsregler. Da han kort efter stillede hæren op til angreb, lod han en del af sit infanteri angribe den befæstede jordvold for at lade germanerne tro, at han var gået i fælden. I virkeligheden havde han beordret en del af det romerske kavaleri til at ride bag om de germanske ryttere.

Kort efter at infanteriet stormede mod jordvolden, angreb det romerske kavaleri de germanske ryttere i skoven. Legionærerne mødte imidlertid massiv modstand ved jordvolden, hvor spyddene regnede ned. Da Germanicus indså, at modstanden var for hård, trak han infanteriet tilbage og beordrede sine bueskytter og sine kastemaskiner frem.

På hans signal affyrede omkring 400 skorpioner – en art kæmpearmbrøst – en regn af store pile, som gennemborede både skjolde og kroppe, mens bueskytternes almindelige pile formørkede himlen. 

I næste nu sendte Germanicus igen infanteriet frem og rykkede også selv frem med to enheder af prætorianere – Roms elitestyrker. Med 2.000 prætorianere ved sin side lykkedes det Germanicus og en del af infanteriet at kæmpe sig igennem germanernes forsvar i den ene ende af jordvolden. Synet af deres hærfører på toppen af volden gav hæren fornyet styrke.

“Germanicus, som havde revet sin hjelm af, råbte til sine mænd, at de skulle dræbe. Han ønskede ingen fanger. Kun den totale udslettelse af stammen kunne ende krigen”, beretter Tacitus.

Til sidst kollapsede det germanske forsvar fuldstændigt og blev hugget ned. Arminius havde på det tidspunkt indset, at slaget var tabt, og var flygtet til hest. Germanicus så ham aldrig igen. Rom havde omsider fået sin hævn.

Folkets helt bliver forgiftet

Efter Arminius’ nederlag skrev Germanicus til kejser Tiberius, at det tabte Germanien var åbent for generobring, og at han var villig til at forestå opgaven. Tiberius meddelte ham, at han hellere skulle komme til Rom for at fejre sin triumf. Da Germanicus insisterede, svarede Tiberius, at “han havde fået nok af succes og nok af katastrofe”.

Ifølge Tacitus skyldtes Tiberius’ afvisning, at han var jaloux. Om det er rigtigt, er uvist. I hvert fald drog den nu 32 år gamle Germanicus tilbage til Rom, hvor han i en forgyldt karet modtog folkets ekstatiske hyldest.

Knap var fejringen dog ovre, før Tiberius sendte ham til Mellemøsten, hvor uroligheder ulmede. Med hustruen Agrippina og deres seks børn afrejste Germanicus kort efter mod øst.

Under sin tur gennem nutidens Armenien, Tyrkiet og Egypten vandt han stor respekt fra alle. En enkelt mand kunne han dog ikke vinde respekt hos. Den romerske guvernør i Syrien, Gnaeus Piso, var åbenlyst fjendtlig. Selvom Germanicus forsøgte at formilde Piso, blev forholdet mellem de to snart så hadsk, at Piso proklamerede, at han ville forlade Syrien.

Inden Piso tog afsted, blev Germanicus imidlertid alvorligt syg. Ifølge Tacitus mistænkte han Piso for at have forgiftet ham: “Fortæl min far og bror, hvordan jeg led i smerte omgivet af mordkomplotter, hvordan jeg ender mit liv med den værste form for død”.

Få dage senere døde Germanicus. Han blev 34 år. Piso blev anklaget for mordet, men begik selvmord før retssagen. Ingen ved, om han stod bag. 

To måneder efter sin mands død ankom Agrippina med skib til Brundisium (Brindisi), hvor tusinder var mødt op for at sige farvel til den unge helt, mange desperat havde håbet ville indlede en ny æra i Rom. Under et år senere døde også Germanicus’ fjende Arminius, dræbt i et slagsmål med en frænde.

Da Agrippina vendte hjem fra Syrien med børnene og Germanicus’ aske, var hele Rom mødt frem.

© Art Archive/Picture Desk

Måske er du interesseret i...

Læs også