Da Nero blev kejser, viste det sig, at han havde arvet sin mors ondskab - og det gik ud over hende selv.

© Bridgeman

Neros mor var Roms ondeste kvinde

Agrippina blev født ind i Roms magtsyge elite, og selv var hun blandt de værste. Hun forgiftede to ægtemænd, drev sin svigersøn til selvmord og fik alle, som kom på tværs af hendes planer, henrettet – indtil hun blev offer for sin egen søns magtbegær.

20. september 2017 af Else Christensen

Agrippina bar sin elskers aske i favnen. 

Hun var kun 24 år, men lignede allerede en færdig kvinde, og hendes ankomst til Rom denne dag i år 39 e.Kr. var mærket af skam. 

Alle vidste, at hun havde været medskyldig i det mislykkede komplot mod kejser Caligula, hendes egen bror. Elskeren, Lepidus, havde Caligula ladet henrette, og som straf skulle Agrippina gå gennem Rom med hans aske. Nok havde Caligula givet sin søster lov til at leve, men kun som en stemplet kvinde.

Tidligere havde Agrippina ellers solet sig i brorens magt og de privilegier, det havde givet hende, som fx de bedste pladser ved Roms mange lege og festivaler. Men glæden havde ikke varet ved. 

Caligula havde udviklet sig til en tyran, og Agrippina havde følt magten glide sig af hænde. Så hun havde besluttet at myrde sin bror. Sammen med Lepidius havde hun planlagt et attentat mod kejseren for derefter at indsætte Lepidius som kejser. Men kupforsøget var fejlet fuldstændigt.

Da Agrippina havde afleveret asken til Caligula, som et symbol på at kejseren havde magten over dem begge i både livet og i døden, sendte Caligula hende i eksil på Ponza – en ø ud for Italiens vestkyst. 

Her blev hun i to år, og da hun vendte tilbage til Rom, var det med en brændende ambition. Hun ville have magt. For enhver pris. Hun indledte en blodig jagt på indflydelse, der de følgende år skulle give hende ryet som Romerrigets ondeste kvinde.

Agrippina havde ikke sin stræben efter magt fra fremmede. Hun var født ind i Roms fineste og mest indflydelsesrige familie. Hendes oldefar var Augustus, Romerrigets første kejser.

Faren var generalen Germanicus, som havde været hærfører i det nuværende Tyskland med hovedkvarter i Ara Ubiorum, nutidens Køln, hvor Agrippina kom til verden i år 15 e.Kr. Soldaterne forgudede både Germanicus, Agrippinas mor – kaldet Agrippina den ældre – og deres seks børn.

Især familiens yngste dreng, den senere kejser Caligula, var populær. For at tækkes tropperne klædte moderen ham i uniform og sendte ham på besøg i soldaternes kvarter.

Mændene underholdt den lille dreng med spil og historier fra felten og gav ham navnet Caligula – “små (soldater-)støvler”.

Historikere mener, Agrippinas første leveår var relativt lykkelige, men i år 19 ramte tragedien. Germanicus døde som 34-årig efter kort tids sygdom, og familien måtte vende hjem til Rom.

Rygterne gik om, at kejseren, Tiberius, havde ladet Germanicus forgifte, fordi han så generalens popularitet som en trussel, og der opstod på det nærmeste en kult omkring den afdøde general.

Efter kejser Tiberius’ død fandt de fleste det da også kun naturligt, at Caligula, Germanicus’ eneste overlevende søn, blev kejser. Men i 41 blev Caligula myrdet, og det gav søsteren mulighed for at pleje sine ambitioner. 

Agrippinas far Germanicus var en højt respekteret general. Han døde, da datteren var fire år gammel. 

© AKG/Scanpix

Første mand blev myrdet med gift

Som kvinde kunne Agrippina ikke få formel magt, så hun måtte skaffe sig en passende mand. Hun havde allerede et ægteskab bag sig, men manden, Gnaeus Domitius med tilnavnet Ahenobarbus, “bronzeskæg”, var død af sygdom i år 40, mens Agrippina var i eksil på Ponza. Sammen havde de to sønnen Nero.

Agrippina stilede fra begyndelsen højt i valget af ny ægtemand og stedfar til Nero. 

Hun flirtede uhæmmet med Galba, en velhavende og indflydelsesrig aristokrat, som mange år senere blev kejser, og flirteriet fortsatte, selv om Galba giftede sig med en anden kvinde. 

Forholdet blev imidlertid ikke til noget, og Agrippina kastede sig i stedet over den velhavende og respekterede Passienus, prokonsul i den romerske provins Asia i vore dages Tyrkiet.

Efter blot få års ægteskab døde Passienus. Historikere har i dag ingen sikre kilder til hverken det nøjagtige tidspunkt eller dødsårsagen, men i oldtidens Rom sagde rygtet, at Agrippina havde forgiftet ham. 

Ingen kunne bevise anklagerne, men heller ingen kunne nægte, at Passienus’ død kom belejligt for Agrippina. 

Ægtemanden efterlod hende en betragtelig arv, som hun kunne bruge til at skaffe sig “klienter”, folk, som til gengæld for betaling og underhold assisterede deres “patron” – beskytter – ved fx at fremme vedkommendes politiske karriere gennem stemmer og propaganda – en praksis, som var almindelig i datidens Rom. 

Men endnu mere vigtigt blev Agrippina enke på et tidspunkt, hvor den mand, som for alvor kunne bringe hende magt og indflydelse, var blevet ledig på ægteskabsmarkedet. 

Roms mægtigste mand, kejser Claudius, var netop blevet enkemand.

Få endnu flere historier fra antikken

  • Bestil et abonnement på HISTORIE – få f.eks. 3 numre for kun 49 kr.

  • Som abonnent får du også adgang til vores digitale magasin.

  • Eller køb magasinet i kiosker landet over til 76,95 kr.

Agrippina beskyttede kejseren

Claudius var blevet udnævnt til kejser efter mordet på Caligula i 41 og var ikke den oplagte kandidat til posten som hersker over verdens mægtigste rige. Gennem hele livet havde han været latterliggjort. 

Ved fødslen udtalte hans egen mor, at han var et “portentum hominis”, et monster, som naturen havde påbegyndt, men ikke færdiggjort. 

Hvad Claudius egentlig fejlede, fortæller kilderne ikke, men vi ved, at han trak på det højre ben, at hans hoved og ene hånd rystede let, og at han talte underligt. Nærmest som et havdyr, fortæller den romerske forfatter Seneca.

De fysiske skavanker fik mange til at betragte Claudius som et pjok, men han viste sig at være en god kejser. I løbet af kort tid lykkedes det ham både at reformere det romerske retsvæsen og skaffe kvinder og slaver bedre forhold. 

Men ikke alle var tilfredse med Claudius. I år 48 kom det frem, at hans hustru Messalina sammen med en elsker havde lagt et komplot imod ham. Claudius fik henrettet Messalina, og dermed var pladsen som kejserinde ledig.

Agrippina begyndte straks at besnære kejseren. Efter beskrivelser og afbildninger at dømme var hun en køn kvinde uden at være blændende smuk. Ansigtet var rundt og en anelse skævt. Hagen var bred, og næsen kraftig. 

Et relief på en bygning i resterne af den græske by Aphrodisias i det nuværende Tyrkiet, hvor Agrippina optræder sammen med andre figurer, afslører, at hun var høj og statelig af statur. 

Samtidig besad hun noget, som Claudius efterstræbte langt mere end kvindelig skønhed: Hendes ophav gav hende en næsten mytisk status.

Prætorianergarden – kejserens elitekorps af personlige livvagter – nærede stor beundring og loyalitet overfor Agrippinas afdøde far Germanicus, og garden var en magtfaktor i kejserriget, som det var vigtigt at holde sig på god fod med. 

Korpset stod ikke alene bag Caligulas og Claudius’ udnævnelse til kejser, men også mordet på Caligula. 

Claudius frygtede, at han skulle lide sidstnævnte skæbne, og med Agrippina ved sin side kunne han mindske risikoen.  

Drev svigersønnen til selvmord

“Så snart Agrippina flyttede ind i paladset, fik hun fuldstændig kontrol over Claudius”, beretter den romerske historiker Dio Cassius, og Agrippina nød åbenlyst sin nyvundne magt. Hun viste sig gerne i klæder syet med det pureste guld og førte sig frem i statsanliggender. 

Da et stort anlagt projekt med at forbinde Fuciunus-søen med floden Liris gik galt, overfusede Agrippina den ansvarlige embedsmand med anklager om griskhed og underslæb. 

Embedsmanden forsøgte at “tale imod hendes køns dominerende temperament og overdrevne ambition”, fortæller den romerske senator og historiker Tacitus.

Ifølge Tacitus havde Agrippina let spil. Claudius opførte sig vagt og føjede gerne Agrippina. 

“Claudius blev af Agrippina foranlediget til at foretage sig det mest grusomme”, fortæller han og oplister, hvordan kejseren i flere tilfælde henrettede eller landsforviste mænd og kvinder, som Agrippina havde set sig sur på af griskhed, magtsyge eller i, hvad Tacitus beskriver som “kvindelig jalousi”. 

Kun i fuldskab erkendte kejseren, at “det var hans skæbne at udholde sin hustrus ondskab”.

Hos gifteksperten Locusta afprøvede Agrippina forskellige giftstoffer på slaver. 

© Bridgeman

For Agrippina var et ægteskab med Claudius ikke nok. Kejserens helbred var skrøbeligt, og for at sikre sig en magtfuld status også på længere sigt ville Agrippina sørge for, at Nero, hendes søn fra første ægteskab, blev kørt i stilling som den næste kejser.

Sagen var ikke enkel, for Claudius havde en søn, Britannicus, og selv om der ikke var fast arvefølge i Romerriget, forventede alle, at Britannicus ville efterfølge sin far.

Agrippina gik til opgaven med lige dele snuhed og hensynsløshed. Hun besluttede, at Nero skulle giftes med Claudius’ datter Octavia. På den måde kunne Nero forene de to familier og dermed stå stærkere i kampen om tronen.

Octavia var 8-9 år gammel, to år yngre end Nero. Fire år senere ville hun ifølge romersk lov være voksen og dermed kunne gifte sig.

Octavia var imidlertid allerede forlovet, og Claudius var særdeles glad for sin kommende svigersøn.

Lucius Junius Silanus Torquatus, som Octavias tilkommende hed, havde gjort lynkarriere og var i en alder af blot 22 år udnævnt til prætor, det næsthøjeste trin på romerske embedsmænds karrierestige og en position, de færreste opnåede før 40-årsalderen.

Silanus var svær at hamle op med, men Agrippina fandt en løsning.

Hun udspredte det rygte, at Silanus havde et forhold til sin egen søster, der belejligt nok havde ry for at være “procax” – et udtryk, der kan oversættes med “lidt af en vildkat”.

Om beskyldningerne havde hold i virkeligheden, ved ingen, men de drev Silanus til desperation. Hvad han nærmere har sagt eller gjort i sin panik, fortæller kilderne ikke, men snart gik der rygter om, at han var ude på at myrde Claudius, og konsekvenserne var hårde.

Silanus blev smidt ud af senatet og frataget sin stilling. I skam tog han sit eget liv og stod ikke længere i vejen for, at Octavia kunne gifte sig med Nero. 

Dræbte sin mand med hans livret

Agrippina har sandsynligvis frydet sig over Silanus’ selvmord, og i år 51, to år efter brylluppet med Claudius, kunne hun godte sig i fuld offentlighed.

I dette år fyldte Nero 13 år og gik dermed i overensstemmelse med romersk tradition ind i manddomsårene. 

Nero indtog under ceremonien arenaen i den hvide toga, der symboliserede manddom, mens de lilla striber på Britannicus’ klædedragt viste, at han endnu ikke havde opnået den eftertragtede status.

Signalet var ikke til at tage fejl af: Nero, som Agrippina allerede havde fået Claudius til at adoptere, var nu voksen og moden til kejserværdigheden, mens den fire år yngre Britannicus kun var et barn. 

“Hele tiden sørgede hun for, at Britannicus blev opdraget, som var han det rene ingenting. Mens Nero blev hjulpet frem, fik Britannicus hverken vist ære eller omsorg. 

Tværtimod fik Agrippina enten fjernet eller henrettet de, som viste ham hengivenhed”, fortæller historikeren Dio Cassius og tilføjer, at kejserinden udspredte rygter om, at stedsønnen var sindssyg.

Agrippina var imidlertid pinefuldt klar over, at denne for hende lykkelige tilstand ikke ville vare ved. Levede Claudius længe nok til, at også Britannicus opnåede manddomsalderen før et tronskifte, kunne kejserens biologiske søn være en alvorlig rival til Nero. Agrippina besluttede at sørge for, at det ikke kom til at ske.

Ifølge historieskriveren Tacitus tog kejserinden sig god tid til at undersøge markedet for gift. Claudius ville ikke blive let at tage af dage.

Som kejsere havde for vane, tog han jævnligt modgift mod kendte giftstoffer, og han var så vant til at indtage gift – i form af store mængder alkohol – at et giftmord ville kræve en anseelig dosis.

Mordmidlet måtte desuden ikke virke så hurtigt, at dødsfaldet vakte mistanke, men heller ikke så langsomt, at Claudius selv nåede at fatte, hvad der var ved at ske.

For at få råd og vejledning opsøgte Agrippina Locusta, en ekspert i urtemedicin og dreven giftmorderske. Gennem forsøg med slaver fandt de to frem til den helt rette mikstur og besluttede at udføre planen ved en banket.

Som kærlig hustru trakterede Agrippina sin mand med en stor portion af yndlingsspisen, svampe. Kort efter mistede kejseren talens brug, gik ud som et lys og blev båret i seng. Forløbet i sig selv vakte ikke umiddelbart mistanke, da Claudius var kendt som en drukkenbolt, men denne gang blev han aldrig sig selv igen. Ifølge nogle kilder døde Claudius straks, mens Tacitus fortæller, at han nåede at vågne op. I panik tilkaldte han en læge, som imidlertid var med i komplottet. “Idet han foregav at hjælpe kejseren til at kaste op, stak denne mand, antager man, en fjer indsmurt i hurtigtvirkende gift ned i hans hals”, fortæller historikeren om kejserens død.

Nyheden om dødsfaldet nåede først Rom den følgende dag lidt over middag. Agrippina havde sikret sig, at alt var klart til Neros magtovertagelse, og at ingen kunne udnytte de første forvirrende timer efter Claudius’ død til at iværksætte et kup.

For at vinde tid fik hun liget svøbt i varme tæpper, så dødsstivhed ikke ville afsløre tidspunktet for Claudius’ bortgang.

Samtidig tilkaldte hun gøglere og komikere til paladset med en forklaring om, at de skulle underholde den syge kejser. På den måde fik hun det til at se ud, som om kejseren stadig var i live, og at hans tilstand ikke var alvorlig.

Da Nero omsider den følgende dag trådte ud ad paladsets porte, var alt klart. En jublende prætorianergarde modtog ham som kejser. 

Gjorde sig uundværlig

Endnu kunne Agrippina ikke ånde lettet op. Mange hviskede om, at den nye kejser var alt for ung til at påtage sig et så vigtigt hverv. 

Rivalerne lurede allerede i kulissen. Én af dem var Marcus Junius Silanus, Asia-provinsens guvernør.

Marcus Silanus var 40 år, direkte efterkommer af kejser Augustus og i besiddelse af et uplettet ry, netop sådan en mand, som romerne kunne finde på at sætte i stedet for Nero. Agrippina tøvede ikke. 

Med to af Silanus’ betroede mænd som mellemled forgav hun guvernøren med den samme gift, som havde virket så upåklageligt på Claudius. 

For at cementere Neros magt yderligere satte hun også Narcissus, én af Claudius’ nærmeste rådgivere i fængsel. Her døde han – enten som følge af en forbrydelse eller ved selvmord.

Agrippinas handlekraft må have sat en skræk i livet på hendes og Neros modstandere, for den nye kejsers første regeringsår forløb fredeligt. 

I årets løb satte Agrippina sig på snart sagt alle dele af regeringsførelsen.

Hun sendte jævnligt breve og bulletiner til såvel rigets udenlandske repræsentanter som fremmede diplomater. På den måde kunne hun på én og samme tid følge med i rigets udenrigspolitik og gøre sig uundværlig overfor Nero.

Nero selv gjorde, hvad han kunne for at inddrage Agrippina. Blandt andet sørgede han for, at vigtige møder blev holdt på Palatinerhøjen tæt ved Agrippinas hus, så hun kunne være med.

Da konservative romere ikke tolererede, at kvinder åbenlyst blandede sig i statsanliggender, fik Nero lavet en hemmelig dør til salen, hvor møderne blev holdt.

Gennem den kunne Agrippina ubemærket gøre sin entré og skjult bag et forhæng følge med i møderne.

Ingen romer kunne være i tvivl om, hvilken magt Agrippina udøvede over Nero. Som sin første parole for prætorianergarden valgte han “Optima Mater” – “Den Bedste Moder” – og han viste tit sin agtelse overfor Agrippina, ved at de to side om side lod sig fragte i bærestol eller ved hengivent at gå ved siden af, mens hun blev båret.

Samtidig sørgede sønnen for, at moren fik sin personlige garde. Den var sammensat af germanske tropper, som på grund af Agrippinas herkomst kunne forventes at udvise hende særlig loyalitet.

Som den første kvinde i Romerrigets historie fik Agrippina desuden sit portræt på en mønt fremstillet i selve Rom. Guld- og sølvmønter præget i Neros første år viser buster af Agrippina og Nero overfor hinanden, som var de ligestillede herskere.

For at fjerne enhver tvivl om Agrippinas betydningsfuldhed tildelte Nero hende desuden to liktorer, en slags personlige betjente.

Med såkaldte fasces – risknipper bundet på en stage, som udgjorde et traditionelt romersk magtsymbol – gik de foran hende og banede vejen gennem byen. 

Roms politikere levede livet farligt. Diktatoren Cæsar blev fx myrdet i senatet i år 44 f.Kr.

© The art archive

Bankede sønnens venner

Det gode forhold mellem mor og søn varede imidlertid ikke ved. Nero havde arvet Agrippinas umættelige begær efter magt, og morens konstante indblanding og evige påmindelser om, at han var ung og uerfaren, begyndte at gå ham på nerverne.

Allerede i slutningen af år 54 – blot et par måneder efter Claudius’ død – viste en episode, at Agrippinas position var uholdbar. 

Rom befandt sig midt i en alvorlig krise. Armenien havde gennem de seneste omkring 100 år været domineret af Romerriget, men på det seneste var romernes dominans i landet truet af Partherriget, et storrige med centrum i det nuværende Iran.

For at drøfte krisen inviterede Nero i slutningen af 54 en armensk delegation til Rom. 

Under den pompøse ceremoni nærmede Agrippina sig som den naturligste ting af verden den kejserlige tribune, tydeligvis for at tage plads og føre forhandlinger på lige fod med sin søn. Både Nero og hans rådgivere frøs til is. 

Først da en rådgiver diskret puffede Nero frem, fik han åndsnærværelse nok til venligt at føre sin mor væk. “Således blev med denne tilsyneladende pligtopfyldende handling en skandaløs scene afværget”, konkluderer Tacitus.

Det stod klart, at Agrippina var ved at gå over stregen i forhold til, hvad både Nero og den almindelige romerske borger ville acceptere. 

“Romerne med deres forkærlighed for sladder begyndte at spekulere på, om en kejser på knap 17 år kunne forhindre denne enorme fare, og om de kunne forlade sig på én, der var styret af en kvinde”, bemærker Tacitus. 

Nero fornemmede, at Agrippinas voksende dominans truede hans kejserlige autoritet, og begyndte at trække sig væk fra sin mor.

Agrippina reagerede surt. Tacitus fortæller, at hun ofte var “dyster og truende” overfor ham, og da han kort tid efter fandt sig en elskerinde, var konfrontationen med den magtsyge mor en uundgåelig konsekvens.

Affæren med Acta, en frigivet slave, truede ægteskabet med Octavia og dermed den magtalliance, som Agrippina så omhyggeligt havde sammentømret. Agrippina reagerede prompte. 

“Agrippina fremturede med en kvindes raseri, at hun nu havde en frigiven kvinde, en slavepige, til svigerdatter og lignende udtryk”, fortæller Tacitus.

Agrippinas skælden og smælden viste sig virkningsløs. Heller ikke da hun forsøgte at indynde sig ved at lade Nero og Acta benytte hendes værelser til deres kærlighedsmøder, blev forholdet til sønnen bedre, så i stedet begyndte hun at forfølge og ydmyge Neros venner, “nogle ved at banke dem, andre ved at bortskaffe dem”, beretter Dio Cassius. 

Forførte sin egen søn

Ifølge Tacitus kom fjendtlighederne imellem mor og søn endog så vidt, at Agrippina “med truende hævet hånd” overfusede Nero med påkaldelser af den døde kejser Claudius og trusler om at gøre Britannicus til kejser i stedet.

Truslen fra Britannicus forsvandt imidlertid pludselig. Han døde den 11. februar år 55. Ligesom Claudius faldt han om ved en festmiddag. 

Nero affejede optrinnet med, at Britannicus blot havde fået et af sine hyppige epileptiske anfald, og at det snart ville gå over, men det gik ikke over. 

Imens Nero, Agrippina og alle deres fornemme gæster mæskede sig i en overflod af mad og vin, udåndede Britannicus. 

På trods af at det både stormede og regnede, lod Nero rivalens lig kremere allerede den samme nat. Den unge kejser ville skaffe beviserne af vejen, sagde onde tunger.

Med Britannicus ude af billedet strammede Nero yderligere skruen overfor Agrippina. Prætorianergarden, som altid havde været nært knyttet til Agrippina, bestak han til i stedet at være loyale overfor ham. Også Agrippinas germanske garde fjernede Nero. Samtidig flyttede han de møder, som havde gjort det muligt for Agrippina at holde sig i forbindelse med Roms betydningsfulde folk, ud af paladset.

Hvordan forholdet imellem dem udviklede sig i årene 55 til 59, ved historikerne ikke, for Agrippina forsvinder stort set ud af kilderne i disse år. Men det ligger fast, at Nero i 59 besluttede at dræbe sin mor. 

Nero gav de kristne skylden for branden i Rom, men stod måske selv bag. 

© Bridgeman

Formentlig var årsagen, at kejseren havde endnu en affære med den fornemme kvinde Poppaea Sabina, der oven i købet forlangte, at han giftede sig med hende.

Rædselsslagen for at magten skulle glide hende af hænde, greb Agrippina til desperate metoder.

Ifølge rygterne opsøgte hun endog Nero om eftermiddagen, da han havde drukket, og forførte ham. Intet hjalp. Agrippina havde hjulpet ham til magten, men nu var hun kun i vejen.

Mordmetoden voldte Nero hovedbrud. Gift var udelukket, for der blev stadig snakket efter Britannicus’ død. Et direkte fysisk angreb ville afsløre ham straks. Agrippina skulle dø ved en bådulykke.

Under en festival i marts 59 fulgte Nero sin mor om bord på et skib, der lå i havnen ved Baiae, en ferieby, hvor Roms smukke og rige samledes. “For dig lever jeg, gennem dig regerer jeg”, udbrød han storladent, mens moren gik om bord.

Vejret var stille, og natten mørk, da skibet stævnede ud. Alt åndede fred, da et halvtag pludseligt styrtede ned over Agrippina, der lå og slangede sig i en sofa på dækket.

Besætningen løb forvirret rundt, og midt i kaosset faldt Agrippina i vandet, men hun viste sig at være lige så stærk, som hun var ondskabsfuld.

På trods af at hun havde slået sin skulder slemt i faldet, svømmede hun ufortrødent i land, spadserede til den pragtvilla, Nero havde installeret hende i, og svøbte sig i varme tæpper.

Da Nero hørte, at Agrippina havde overlevet, sendte han straks en deling soldater ud til villaen. Her sparkede de døren ind og overmandede Agrippina.

Én af soldaterne slog hende i hovedet, hvorefter en anden trak sit sværd for at dræbe hende. Ifølge myten udbrød Agrippina før det dræbende stød “Slå til mod det skød, som gav liv til Nero”.

Ved nyheden om Agrippinas død bredte lettelsen sig i Rom. Nero benådede en række af de uskyldige borgere, som Agrippina havde sat i fængsel, men helt slippe sin mor kunne han ikke.

Den unge kejser berettede rædselsslagen, hvordan moderens genfærd jagtede ham med smældende piske og flammende fakler. Selv i døden var Aggrippina Roms ondeste kvinde.

Læs mere

Anthony A. Barrett: Agrippina, Batsford, 1996 Josiah Osgood: Claudius Caesar – Image and Power in the Early Roman Empire, Cambridge, 2011 Barbara Levick: Claudius, Batsford, 2001 M. Moltesen, A.M. Nielsen (red.): Agrippina Minor – Life and Afterlife, Ny Carlsberg Bibliotek, 2007

Måske er du interesseret i...

Læs også