Romerne opløste stoffer i vin og drak sig til en større rus.

© Wolfgang Rieger

Oldtidens romere var på opium, speed og cannabis

Narko var frit tilgængelig i antikkens Rom. For at dulme sorgerne eller få kunstnerisk inspiration sniffede, drak og spiste indbyggerne hårde stoffer, som blev udvundet af almindelige lægeurter.

22. august 2017 af Mette Iversen

Euforiserende, smertestillende, opkvikkende, beroligende – naturens medicinskab har midler til alle formål, og antikkens romere var ikke bange for at prøve sig frem.

Miksturer af giftige planter og urter blev fx brugt til at dulme bønders værkende rygge, fylde digtere med inspiration eller få bange soldater til at falde til ro og finde mod til at møde fjenden.

Romernes liv var præget af konflikter, sult, sygdom og økonomiske bekymringer. 

En fejlslåen høst eller et udbrud af tuberkulose kunne udrydde det meste af en landsby, og knap hvert tredje spædbarn overlevede ikke sin første dag. 

Af en børneflok på 10 kom kun halv­delen til at fejre femårs fødselsdag.

De heldige, der overlevede barndommen, kunne se frem til et slidsomt liv. 

Mændene arbejdede hårdt i marken eller kæmpede for imperiet som soldater, og kvinderne sled derhjemme og fødte mange børn. Noget måtte mildne livets plager, og narkotika var en nem og billig løsning. 

Staten solgte stoffer

Stofferne florerede ikke kun blandt fattige og fortabte eksistenser, men blev drukket, spist og inhaleret af folk i slavepjalter såvel som i senatorernes prangende villaer. Præster og præst­inder holdt sig heller ikke tilbage.

Romerne skelnede ikke mellem medicin og narkotika på samme måde, som vi gør i dag. De indtog stoffer for at opnå en effekt og uden at spekulere over, om det var godt eller dårligt for kroppen.

Ifølge historikere så ingen skævt til hverken at indtage eller handle med narkotika. Staten stod ligefrem for en del af opiumssalget og sørgede for at regulere prisniveauet, så borgerne havde råd.

I år 312 kunne romerne købe opium fra hele 793 statskontrollerede udsalgssteder i Rom, og på markederne lå bundter af cannabis og andre euforiserende giftplanter som en fast del af købmændenes sortiment.

Opiumvalmuens saft hjalp romerne til at flygte fra hverdagen.

© Shutterstock

Dyrkede opium i køkkenhaven

Naturhistorikeren Plinius den Ældre skrev et anseeligt opslagsværk om planternes verden.

Som en af Romerrigets fremmeste videnskabsmænd havde han sat sig for at under­søge alverdens naturfænomener. 

Hans skrifter er en af de mest detaljerede kilder til viden om romernes dyrkning og forbrug af stoffer.

Plinius beskrev fx, hvordan opium­valmuen blomstrede mellem kål og persille som en helt almindelig afgrøde i romernes køkkenhaver. Han gav også vejledning til fremstilling af opium:

“Fra den mørke valmue kan man udvinde et sovemiddel ved at lave et snit i stilken, når knopperne formes (...), høst i den tredje time på en klar dag”.

Opium var romernes foretrukne narkotikum. Intet andet kunne feje smerte væk mere effektivt eller føre mennesker ind i søvnens rige med større kraft. 

Når romerne skar i valmuen, løb plante­saften ned af stænglen som små dråber, og opium fik derfor navnet lacrimae papaveris; valmuetårer.

Ovid, en af rigets største poeter, havde et nært kendskab til virkningen af de berusende tårer:

“Ligesom hvis jeg drak af den afslappende opium, mister jeg fornemmelsen af dårlige dage”, forklarede han. I sine digte lagde Ovid ikke skjul på, at rusen fra forskellige stoffer spillede en stor rolle som en af hans muser.

Narkotika lige til at plukke:

Romerne fik medicin og rusmidler fra naturen. Giftige planter var populære, men kunne være dødelige.

SVAMPE

Giftige svampe gav magiske oplevelser og vigtig inspiration til kunstnere og poeter.

Egenskaber: Hallucinationer.

Bivirkninger: Overdoser kan føre til psykoser og være dødelige.

SKARNTYDE

Ekstraktet fra planten er så giftigt, at skarntyde ofte blev anvendt til at henrette forbrydere.

Egenskaber: I små doser virker skarntyde afslappende og eufo­riserende. Også brugt som antistof mod andre gifte.

Bivirkninger: Selv en lille dosis kan være dødelig. Var derfor et populært middel til giftmord.

BELLADONNA

Planten er blot en af en række giftige natskyggeplanter, som romerne brugte til at fremstille medicin af. Lærde som Plinius den Ældre advarede mod brugen.

Egenskaber: Virker euforiserende og løfter humøret. Kan også give hallucinationer.

Bivirkninger: Tørke i munden, nervøsitet og paranoia. Dødelig i store doser.

CANNABIS

Romerne importerede cannabis fra Østen. Stoffet blev brugt som smertestillende middel og mod gigt, men bønder blandede også planten i dyrenes foder for at bekæmpe tarmparasitter.

Egenskaber: Smertestillende, afslappende og euforiserende.

Bivirkninger: Kan give paranoia.

MALURT

Romerne brugte planten som medicin mod adskillige lidelser. For at skjule malurtens bitre smag smurte de glasset med drikken ind i honning.

Egenskaber: Plantens aktive stoffer virker inspirerende og giver øget selvtillid. Det grønne plante­ekstrakt blev fra 1800-tallet brugt til at fremstille den alkoholiske drik absint.

Bivirkninger: I større doser kan malurt føre til personligheds­forstyrrelser og sindssyge.

OPIUM

Imperiets mest populære og effektive smerte­stillende medicin og sovemiddel.

Egenskaber: Påvirker central­­­nerve­systemet og dermed følelsen af blandt andet smerte. Den påvirkede mærker heller ikke sult.

Bivirkninger: Store doser er dødelige. Da planterne indeholder forskellige mængder aktive stoffer, kunne ro­merne ikke altid forudse virkningen.

Alt blev afprøvet

Ud over opium var romerne glade for planter som fx cannabis, malurt og skarntyde. 

Nogle groede i køkkenhaver, mens andre blev høstet i naturen. Opskrifter på miks­turer blev overleveret fra generation til generation.

Planternes kemi var ukendt land for den romerske lærde, så om en plante var effektiv mod hovedpine, søvnløshed eller åndedræts­besvær, måtte komme an på en prøve. 

Virkede stoffet, konkluderede den lærde, at planten havde helbredende kræfter. 

En euforisende effekt var blot en ekstra gevinst, mens en forkert dosering talte sit tydelige sprog. 

Naturmedicin var krasse sager, som let slog selv den stærkeste soldat ihjel.

Både lærde og almindelige romere var også yderst kreative, når det kom til at få stofferne ind i kroppen. 

Oftest opløste de miksturerne i vin og drak sig til rusen. Andre gange smed de urter på et bål og inhalerede røgen. 

Rødder og frø kunne knuses og blandes i olie til salver, som de smurte på huden eller stoppede op i næsen, skeden og anus, hvor stofferne let optages.

Plinius den Ældre berettede:

“Der var intet, som ikke blev afprøvet (…). Romerne har finkæmmet uvejsomme bjerge, uudforskede ørkener og klodens gemmer for at finde kraften i enhver rod, og hvordan den kan bruges (…). Selv det, dyrene nægter at spise, kan anvendes”.

Læs mere

  • D.C.A. Hillmann: The Chemical Muse - Drug Use and the Roots of Western Civilization, St. Martin's Press, 2008.

Måske er du interesseret i...

Læs også