Pompejis 12.000 indbyggere følte nogle lettere rystelser i ugerne op til den 24. august 79 e.Kr., men ingen i byen havde forudset dagens katastrofale hændelser.

© Sony Pictures/Moviestillsdb & Karl Bryullov

Pompeji sprudlede før katastrofen

Alting gik i stå, da vulkanen Vesuv i år 79 e.Kr. gik i udbrud og indkapslede Pompeji i aske og pimpsten. I dag kan arkæologerne derfor rekonstruere livets gang i den romerske provinsby. Kom med på bar, besøg storslåede villaer, og spis grillede mus i følgeskab med vinhandleren Marcus Porcius.

28. november 2017 af Kasper Schlie

Beskrivelsen af Pompejis byliv er baseret på antikke kilder og arkæologisk forskning. Hovedpersonens færden er til gengæld fiktiv. Marcus Porcius var vinhandler i Campania og tjente styrtende på at sælge sine varer til Pompejis grossister. Han skrev sit navn på amforaernes halse, og sådan ved vi, at vinen blev solgt til hele Romerriget.

Endelig fremme! Efter to hårde døgn til søs kan vinhandleren Marcus Porcius denne sommerdag i 79 e.Kr. gå i land i Pompejis havn og vandre op til de mægtige bymure.

Uden for Havporten sætter han sig på en bænk og tørrer sveden af panden. Som vinbonde i Campania er det svært at undgå Pompeji. 

Her sælges de dyre dråber til grossister, som transporterer dem videre ud i Romerriget. Marcus Porcius har besøgt byen før, men har aldrig haft tid til at udforske den pga. sit arbejde. 

Denne gang har han dog også tænkt sig at nyde byens herligheder.

Vinhandleren behøver ikke at lede længe. En af Pompejis 12.000 sjæle har nemlig skrevet et kækt råd på muren over bænken: 

“Hvis du er ude efter et knald, så skal du spørge efter Attice. Hun koster 4 sestertier”. Det er ikke mere end prisen på et godt glas vin!

Inspireret af denne graffiti haster han gennem porten og ind i den myldrende by. Det er nemt at finde rundt i de lange, lige gader, hvor vognhjul har slidt dybe furer i brostenene. 

Til vinhandlerens morskab har en venlig sjæl hugget små penisfigurer ud i gadebelægningen, som viser vej mod byens største bordel.

Få minutter senere står Marcus Porcius foran et af Pompejis mange horehuse kaldet Lupanar Grande – “den store ulvehule”. 

En dørmand viser ham ind i venterummet, hvor tidligere kunder har ridset beskeder ind i væggen. 

“Hermeros knaldede her sammen med Phileteros og Caphisus”, lyder en af dem.

Snart viser en kvinde sig i døren. Hun har kalket kinderne hvide, farvet læberne med okker og fremhævet de mørke øjne med sod. Det er vinhandlerens tur. 

Få endnu flere historier fra antikken

  • Bestil et abonnement på HISTORIE – få f.eks. 3 numre for kun 49 kr.

  • Som abonnent får du også adgang til vores digitale magasin.

  • Eller køb magasinet i kiosker landet over til 76,95 kr.

Inden undergangen var Pompeji en livlig by – fyldt med handelsfolk og prostituerede.

© Look and Learn

Katastrofen venter lige om hjørnet

Om få uger vil et voldsomt vulkanudbrud dække Pompeji med aske og pimpsten. 

Men det ved Marcus Porcius naturligvis intet om: Med appetit på vin, damer og en god handel vil han nyde et døgn i staden, den 3. august 79 e.Kr.

Efter sit besøg på bordellet træder Marcus Porcius atter ud på gaden, hvor han nu tager byen rigtigt i øjesyn. 

Den ensrettede gade vrimler med okse- og æselkærrer, som er i færd med at forsyne de mange små butikker, der har åbne facader ud mod gaden. 

Vin, kød, frugter, nødder og olie bæres ind af slaver, mens lugten af røg, urin og mados blander sig med lyden af klokker i trækdyrenes seletøj – sådan advarer de fodgængere.

Han vil først overstå forretningerne, så Marcus Porcius opsøger sin handelspartner, Lucius Jucundus, der bor i et hus på Via del Vesuvio. 

Rødvin byttes for en slave

Indgangen til Jucundus’ hus ligger ydmygt mellem to små butikker, men så snart Marcus Porcius træder indenfor, åbner der sig en verden af luksus. 

I gangen går han hen over en fin mosaik af en sovende hund, før han når til en frodig gårdhave med et lille vandbassin i midten. 

Her møder han Jucundus, som tager imod med et kram. De to mænd sætter sig i middagsstuens sofaer, hvor de diskuterer verdens gang over en frokost af lam tilsat lokal fiskesovs og vin fra Porcius’ egne marker.

Mens de spiser, ordner de to romere deres forretninger. Jucundus køber 20 store oksesække med hver 500 liter rødvin. 

Men pengene bliver ikke længe i Marcus Porcius’ lommer, for umiddelbart efter køber vinhandleren en ny bestyrer til en af sine gårde. 

Den sicilianske slave Trophimus bliver hans for hele 6.252 sestertier – eller det samme som prisen for otte stærke muldyr. 

Efter frokosten skriver de to mænd købskontrakterne på voksplader, som arkiveres på loftet. 

Vinhandleren går i bad

Efter et middagshvil, kaldet meridiatio, i den blomstrende gårdhave tager Marcus Porcius afsked med sin ven og går videre ud i byen, hvor regnen er begyndt at sile ned.

Efter to dage til søs og et besøg på bordellet har den rejsende behov for at vaske sig, så han begiver sig afsted mod byens offentlige badehus. 

Regnvandet er begyndt at strømme ned gennem de let hældende gader, men vinhandleren formår at krydse gaden tørskoet vha. en række hævede sten, som er lagt over vejen på mange af byens gadehjørner.

Marcus Porcius træder indenfor, betaler entré og placerer sit tøj på en hylde i omklædningsrummet, hvor loftet prydes af stuk, malerier af cupidoer og roser.

Først sætter han sig i saunaen og “koger godt igennem”, som Plinius den Ældre beskriver den romerske praksis.

Efter en tur i de varme bade betaler han en slave for at smøre sig ind i olie og fjerne alt snavs med en skraber. Det er et perfekt sted at lære byen at kende. 

Vejret er klaret op, og mens solen lyser dampen op gennem de runde huller i loftet, lytter Marcus Porcius til de andre besøgende, som taler om det lokale borgmestervalg, gode spisesteder og markedspriserne.

Da han atter står ude på gaden, tager vinhandleren en tår vand fra en af de mange offentlige fontæner. 

De er endestationer for byens geniale system af akvædukter, der konstant forsyner vandtårne, offentlige badehuse og fontæner med frisk vand fra Fons Augusteus-kilden, der ligger hele 50 km inde i landet.

Mens han tørrer vandet af munden, føler Marcus Porcius pludselig jorden ryste faretruende under sig. Før han når at løbe ud på en af byens åbne pladser, er der imidlertid atter stille.

De lokale er imidlertid totalt upåvirkede og fortsætter ufortrødent med deres gøremål. 

Sådanne små jordskælv i ugerne op til vulkanudbruddet var ifølge Plinius den Yngre “ikke bekymrende, for de var hyppige i Campania”. 

Porcius spiser ristede mus

Det er blevet tid til at se Pompejis marked med egne øjne. Marcus Porcius vælger at følge en oksekærre, hvor ladet er fyldt med byens berømte løg, som skal transporteres op til markedet på Forum-pladsen. 

Undervejs må han træde varsomt, for manglen på et kloaksystem betyder, at tis, hestepærer og rådne grøntsager flyder på brostenene. 

Væmmelsen herover afløses af benovelse, da han når frem til markedspladsen.

Hundreder af små boder står tæt sammen. Herfra sælger de lokale bl.a. fiskesovs, friske figner, ristede mandler, oliven og fåreoste. 

Ved en bod grilles imidlertid nogle smådyr, som Marcus Porcius ikke genkender.

Indehaveren trækker på smilebåndet og finder en lerkrukke frem. Vinhandleren gør et lille hop på stedet, da han ser en overvægtig syvsover-mus pile rundt dernede. 

“Syvsovere fedes op i krukker”, lyder det i en romersk håndbog.

“Smid agern, valnødder eller kastanjer derned, sæt låget på plads, og lad dyrene spise sig fede i mørket”.

Han må tage mod til sig, men Marcus Porcius bider sammen om en af de forkullede gnavere. Det smager overraskende godt – sødt, mørt og med et strejf af nødder.

Pladsen byder også på mere genkendelige varer: svinekød, krukker med sennep, frisk mynte og rødbeder.

I et af markedets hjørner føler Marcus Porcius sig hjemme. Her sælges vin fra det frodige Campania til grossister, der transporterer drikken til Rom og de romerske kolonier i Gallien og Spanien. 

Det er en lukrativ branche. Vinhandlerne er blandt Pompejis rigeste, og de har opført dusinvis af sommerresidenser i byens opland.

Lige ved siden af markedspladsen får Marcus Porcius øje på Apollons tempel. Den græske gud for bl.a. musik, profetier og lys er populær i Pompeji, hvor hans tempel har stået i ca. 700 år. 

Byens indbyggere er som romere er flest: De tilbeder flere guder efter princippet, “hvis jeg er god mod dig, er du god mod mig”.

Men Apollons tempel har set bedre tider. Mange af dets 48 søjler har sprækker, og enkelte er knækket helt over. Skaderne er fra jordskælvet i 62 e.Kr., som ødelagde hundredvis af bygninger.

Pompeji var fyldt med bordeller

Arkæologerne mener, at der var op mod 20 bordeller i Pompeji, hvilket er usædvanlig mange for en by, der formentlig havde omkring 12.000 indbyggere i 79 e.Kr. 

Byens rige borgere tilfredsstillede sig med deres egne slaver, så de mange bordeller var primært for byens underklasse samt besøgende handelsfolk og sømænd.

Det største horehus, kaldet Lupanar Grande, havde hele 10 små kabiner, hvor de prostituerede tog sig af kunderne. Aktiviteterne foregik på hårde stensenge, så de ofte berusede gæster ikke fik det for behageligt og faldt i søvn.

Mange bordeller var udsmykket med vægmalerier af alverdens seksuelle udskejelser. Nogle mener, at de tjente som menukort, hvis folk havde svært ved at forklare deres ønsker. 

Største­delen af de prostituerede var sandsynligvis slaver eller frigivne kvinder, som efterfølgende blev i erhvervet, fordi det var en effektiv måde at tjene penge på.

"Her knaldede jeg mange piger”. Mange gæster på bordellet Lupanar Grande har efterladt bemærkninger på væggene.

© Getty Images

Alle elsker rådne fisk

Sulten melder atter sin ankomst, så Marcus Porcius går mod byens største producent af fiskesovs. 

På vej derhen lægger han mærke til, at byens fattige bor i rum over gadens larmende butikker og barer.

Han ser, hvordan kvinder i beskidt tøj tømmer natpotter og affald direkte ud på gaden – de små lejligheder har nemlig hverken indlagt vand, toilet eller køkken. I stedet lever de fattige næsten hele deres vågne liv på gaden. 

De besørger på offentlige toiletter eller i vejkanten, de drikker fra og vasker sig ved de offentlige fontæner og spiser billige måltider på byens barer og ved primitive gadeboder.

Murene mellem butikkerne bærer præg af, at der snart er valg i byen: “Alle nattens drankere foretrækker Marcus Cerrinius Vatia som ædil”, står der med røde bogstaver mellem to barer.

Det er typisk for Pompejis valgslogans: Bagerne, smedene, havnearbejderne – alle har de deres favorit. I alt er der mere end 2.500 af sådanne valgslogans at finde i byen, for efter et valg orker ingen at male dem over.

Pludselig rynker Marcus Porcius på næsen. Der lugter af fordærvet fisk, og det er faktisk gode nyheder. Vinhandleren har fundet byens største forhandler af garum – romernes navn for en sovs lavet af rådne og fermenterede fisk.

Romerne elsker at bruge den som smagsforstærker på alt fra ristede syvsover-mus til bagværk, og Pompeji har ry for at producere den bedste sovs i riget. 

Her i Umbricius Scaurus’ forretning sælges “Den bedste garum lavet på makrel” ifølge inskriptionen på en amfora.

“Fiskesovs, 1. klasse, fra Scaurus”, står der på en anden, mens en tredje indeholder “kosher garum” – specialproduceret sovs til byens jøder.

Selv gulvet er dækket med mosaikker af krukker fyldt med fiskesovs. Den sultne Marcus Porcius smager begejstret på dem alle. 

Han køber også to af de dyre krukker og får dem sendt ned til sit skib i havnen, før han begiver sig videre.

I byens østlige del træder han ud på den store palæstra-sportsplads på 141 gange 137 m. 

Kæmpepladsen er omgivet af 118 søjler og to rækker platantræer, mens et stort svømmebassin glitrer i solen inde på midten. 

Det er dog ikke sport, der præger den jordskælvshærgede plads denne eftermiddag.

Skoleklasser sidder i det fri og skriver på deres små tavler. En elev har været fræk og får pisk af sin lærer, mens kammeraterne sidder tavse omkring og kigger ned i jorden. 

Marcus Porcius lægger mærke til, at forskellige beskeder er blevet ridset ind i pladsens søjler. 

“Må guderne se mildt på dem, der har betalt deres skolepenge”, har læreren skrevet som en formaning på en af dem.

Gladiatorer tænker på piger

Den rejsende vinhandler spadserer også forbi det nærliggende amfiteater, som knejser stolt over byens østlige del. Med sin ovale form og brede trapper er det et af Romerrigets smukkeste stadioner.

I 59 e.Kr. var det dog scene for dramatiske hooliganoptøjer. Den romerske historiker Tacitus beskriver, hvordan “det startede som en triviel hændelse under et gladiatorshow. 

Udvekslingen af skældsord – typisk for disse kaotiske provinsbyer – udviklede sig til stenkast, før sværd blev trukket”.

I timerne efter hærgede kampe mellem hooligans fra Pompeji og Nuceria. Optøjerne var så slemme, at kejser Nero beordrede amfiteatret lukket. 

Marcus Porcius går forbi gladiatorernes gamle barakker, hvor han griner for sig selv, mens han læser graffitien på væggene. 

“Celadus får pigernes hjerte til at gøre ondt”, og “Cresces med det store net fanger natpigerne, morgenpigerne og alle de andre”, står der.

Gladiatorerne havde ikke deres egen fanklub – teksterne står på indersiden af væggene, så det er krigerne selv, som har skrevet det.

Solen er ved at gå ned, og det signalerer den bedste tid på dagen, hvis du spørger Marcus Porcius. Nu trækkes store træporte nemlig for butikkerne, mens Pompejis barer og spillebuler begynder at åbne dørene.

Der er næsten 150 af slagsen, så det er svært at vælge for vinhandleren. De er stort set alle indrettet på samme måde –en lav bar med huller i disken, hvor store krukker står klar med nødder og vin.

Marcus Porcius lægger blødt ud på Salvius’ bar med en skål mandler, en kop vin og et spil terninger med en lokal stenhugger. 

En lille tegneserie på væggen hentyder til, at folk ikke bør snyde.

Den forestiller to mænd, som spiller terninger. Den ene råber “tre!” – mens den anden rækker to fingre i vejret og svarer, “Nej, du slog ikke tre, men to!”

Slavebrødre inviterer indenfor

Mens olielamperne tændes i gaderne, går Marcus Porcius mod det næste vandhul. Ud for Hedones’ bar ser han et prisskilt: 

“For én mønt kan du drikke vin. For to kan du drikke de bedste. For fire kan du drikke falerner”, står der med henvisning til Romerrigets fineste og mest sagnomspundne hvidvin.

Marcus Porcius er en velhavende mand, så han går ind og bestiller en hel kande falerner, hvilket får de andre gæster til at spærre øjnene op. 

Det er en hvidvin med næsten 15 pct. alkohol. Ifølge Plinius den Ældre er det en vin, “der brænder, når du sætter ild til den”.

Den velsmagende vin skylles hurtigt ned, men vinhandleren er slet ikke færdig endnu. Lettere beruset går han ind på Asellinas bar og bestiller grillet ost med honning samt endnu en kande vin.

Mens han spiser, kigger han fornøjet rundt på væggene, der er fyldt med erotiske tegninger og lummer graffiti. 

Et sted står der: “Græd piger, min penis har opgivet jer. Nu trænger den ind i mænds bagdele”. Pompejis indbyggere er bestemt ikke bornerte.

På Asellinas bar møder Marcus Porcius to gamle bekendte: Vettii-brødrene. For 20 år siden var de slaver, men efter at de vandt deres frihed, fik de stor succes som vindyrkere og tjente en formue. 

Romerrigets nyrige elsker at blære sig med deres velstand, så brødrene inviterer ham på en rundvisning i deres hjem.

Allerede i entréen står det klart, at Vettii-brødrene ikke er subtile i deres smag. Her er der malet en fresko af den græske gud Priapos, som vejer sin forvoksede penis og en bunke mønter op mod hinanden.

Palæets 30 værelser er fyldt med kunst, der hylder rigdom, vin og maskulinitet. 

I den søjleindrammede gårdhave er der installeret et springvand, hvor cupidoer og guder sprøjter vand ud af mundene og ned i et bassin. 

Men brødrene er også gudfrygtige: Huset har mange private altre, hvor der dagligt ofres til guder som Venus, Minerva og Jupiter. 

Allerede i 1599 stødte italienske arbejdere på Pompeji, men først i 1748 blev en større udgravning iværksat, da spanske militæringeniører ledte efter kunstgenstande. Dog blev udgravningen først sat i system under den franske besættelse af Napoli i starten af 1800-tallet.

© Giuseppe Fiorelli/AKG

På jagt efter et lokum

Efter endnu nogle timers druk med Vettii-brødrene beslutter en hønefuld Marcus Porcius sig for at finde et hotel.

Måske skyldes det de ristede mus, han spiste tidligere på dagen, for undervejs rumler maven, og han har pludselig akut brug for at finde et toilet.

Hvor er de mange offentlige toiletter, når han skal bruge dem? Han er lige ved at gøre det på gaden, men et skilt advarer: “Skiderik! Hold dig, indtil du er forbi dette punkt”.

Heldigvis ser vinhandleren kort efter en toiletbygning, hvor han stormer ind og sætter sig til rette mellem to andre natterav­ne. Bagefter gør han sig ren vha. en pind med en våd svamp for enden.

Det er sent på natten, og gadens olielamper er blevet slukket, men alligevel formår Marcus Porcius at finde vej takket være hvidmalede sten i fortovet.

Han stavrer langs den stiplede linje, indtil han i mangel af bedre betaler for et værelse på Muldyrdrivernes Kro.

Lige før han falder i søvn, får vinhandleren øje på en ubehagelig besked på væggen:

“Vi har tisset i sengen, vært. Jeg tilstår, at vi har syndet. Hvis du vil vide hvorfor: Der var ingen natpotte”. 

Vinhandleren har tømmermænd

Den næste morgen vågner Marcus Porcius med en bragende hovedpine. Havde han læst Plinius den Ældres tekster, var han allerede advaret:

“Vin fra Pompeji kan være skadelig, for tømmermændene varer indtil frokost dagen efter”, formaner han.

Tømmermænd til trods vælter Marcus Porcius ud af sengen og begiver sig direkte ned til byens bedste bager. Der dufter af hvedebrød helt ud på gaden, hvor de lokale allerede har stillet sig i kø.

Hele processen foregår på stedet: Kornet kværnes bagerst i bygningen, og dejen æltes og formes i cirkler, inden den bages.

Op til 100 brød tilberedes samtidig i bageriets store ovn og sælges videre til byens befolkning, som tålmodigt venter ude i morgensolen.

Med et lunt brød begiver Marcus Porcius sig ned mod Havporten og sit skib, der nu er tømt for vin, men ladet med fis­ke­sovs og slaven Trophimus.

Mens han tænker over sit døgn i byen, mærker Marcus Porcius atter jorden ryste under sig. 

En gruppe ældre mænd ser bekymrede op mod Vesuvbjerget og taler sagte sammen, mens vinhandleren hopper ombord på sit skib. 

Rystelserne er stoppet, da sejlet hejses, men Marcus Porcius skal aldrig se Pompeji igen.

Læs mere om pompeji

Mary Beard: Pompeii: The Life of a Roman Town, Profile Books, 2008. Alex Butterworth og Ray Laurence: Pompeii: The Living City, Phoenix, 2005.

Måske er du interesseret i...

Læs også