Det 1,3 m lange blyrør stak ud igennem skibets bund. Forskerne mener, at det oprindeligt førte­ havvand op til en fisketank.

Romerne fragtede levende fisk rundt

Forskere mener, at blyrør fundet i bunden på et romersk skibsvrag har hørt til et pumpesystem, som gjorde det muligt at holde fiskefangster friske i ugevis.

Romerne fragtede levende fiskefangster over Middelhavet ved hjælp af et sindrigt pumpesystem. Det mener italienske forskere efter at have undersøgt vraget af et 16 m langt romersk fragtskib fra 2. årh.

Skibet blev fundet på bunden af Adriaterhavet i 1986 og havde en last på ca. 600 amforaer fyldt med sardiner, saltede makreller og fiskesovs. I skibets bund fandt arkæologerne til deres undren et 1,3 m langt blyrør, hvis ene ende stak ud igennem skibets bund.

Efter at have undersøgt vraget igen er forskerne nu kommet frem til, at røret sandsynligvis har været tilsluttet en hånddreven pumpe, som førte frisk, iltmættet havvand op til en stor vandtank med levende fisk på skibets dæk.

Romerne fragtede fisk over store afstande

Ifølge arkæologen Carlo Beltrame fra Ca' Foscari-universitetet har alle hidtil troet, at fisk kun fragtedes rundt i saltet eller tørret tilstand i oldtiden:

“Men nu ved vi, at det var muligt at fragte dem rundt i live – endda over store afstande”, siger Beltrame til videnskabsmagasinet LiveScience.

Ifølge forskernes beregninger skulle fisketankens vand udskiftes hver halve time for at give ca. 200 kg fisk nok ilt til at overleve. Forskerne vil nu rekonstruere pumpesystemet for at teste, hvor godt det har virket i praksis.

Måske er du interesseret i...

Læs også