I kampen mod onde, overnaturlige kræfter søgte romerne hjælp hos guderne ved bl.a. at ofre millioner af dyr til dem.

© Picture Desk, Scanpix/AKG & Shutterstock

Romerne frygtede nattens monstre

Ifølge romersk overtro lurede alverdens uhyggelige skabninger i mørket. Hekse vandrede i gaderne på jagt efter små børn, vampyr-ugler sugede uskyldige ofres blod, og genfærd ville have hævn for deres voldelige død.

19. april 2016 af Niels-Peter Granzow Busch

Hekse og spøgelser lurede i mørket

Romerne troede, at hekse kom frem om natten for at stjæle deres børn, og at afdøde, der ikke havde fået en begravelse, blev til ondsindede spøgelser.

Hekse kunne ifølge romerne kaste ulykke på folk. Mange gik derfor til heksene, hvis de ville af med en fjende.

© Scanpix/AKG-Images

Hvis børn ikke opførte sig ordentligt, truede romerske forældre ofte med, at heksen Lamia ville komme ved nattetide og spise dem. Og hun var langtfra den eneste heks, som ifølge overtroen vandrede rundt om natten for at myrde Roms små poder.

“Da jeg var fire år, blev jeg bortført og dræbt. Jeg blev hugget af en heks”, lyder fx gravindskriften for en lille dreng.

Romerne var overbevist om, at heksene brugte børnenes kropsdele i deres uhyggelige ritualer eller solgte dem videre til overtroiske kunder. Angiveligt købte advokater fx tørrede fosterhinder fra børnefødsler, fordi de bragte held i retssalen.

Men ikke kun hekse lurede i natten. Romerne frygtede også ondsindede genfærd – kaldet lemures – som myldrede frem fra deres grave i ly af mørket. Hvis ikke de afdøde fik en begravelse med de nødvendige ritualer, var de ifølge overtroen dømt til at vandre rundt blandt de levende­ i mindst 100 år.

Romerne frygtede de rastløse genfærd så meget, at de hver maj måned afholdt en ni dage lang festival kaldet Lemuria, som skulle tilfredsstille genfærdene.

Knuder kunne ødelægge høsten

Når romerske kvinder deltog i religiøse ceremonier, var det strengt forbudt for dem at have håret sat op i en knude. Håret skulle derimod bæres løst, og det samme gjaldt deres klædning.

Romerne mente nemlig, at knuder kunne binde de religiøse ritualer og dermed gøre dem uvirksomme. Frygten for knuder betød også, at det var forbudt for kvinder at gå rundt med deres spindegrej nær marker.

Hvis uldtrådene blev viklet ind hinanden og lavede knuder, mente romerne, at kornet i sympati ville vikle sig sammen med ukrudtet med katastrofalt udfald for høsten.

Blodsprøjt varslede kongetidens fald

Kongedatteren Tullia bragte ulykke over sig selv og sin mand, da hun kørte sin fars lig over, og blodet­ sprøjtede på hende. 

© Scanpix/AKG-Images

Trods deres mange krige var romerne skrækslagne ved tanken om at få blod på sig. De mente, at blodet indeholdt sjælen, og at det havde magiske egenskaber. Derfor ansås det for uheldsbringende at få andres blod på sig.

Ifølge en legende fra Roms tidligste tider blev byens konge Servius Tullius myrdet af sin svigersøn Tarquinius Superbus.

Liget blev smidt på gaden, hvorefter kongens datter, Tullia, kørte det over med en vogn. Ved påkørslen sprøjtede blod op på Tullia. En sandsigerske mente, at det var et varsel om, at det nye styre ville ende lige så dårligt, som det begyndte. Hun fik ret.

Få år efter blev Tarquinius' søn dræbt efter at have voldtaget en romersk adelsdame. I deres raseri over ugerningen afsatte romerne samtidig faren og indførte republikken.

Lynnedslag skulle begraves

Særlige præster blev sendt ud for at rense steder, som var blevet ramt af lyn.

© Scanpix/Mary Evans

Ligesom de fleste andre folkeslag frygtede romerne lyn og torden. Et lynnedslag i en bygning eller et træ blev derfor anset for uheldsvangert.

I sådanne tilfælde rykkede særlige præster ud for at tage varsler og ofre et lam ved nedslagsstedet. Præsterne lod derefter en lav mur opføre rundt om stedet med en inskription om, at lynet nu var blevet begravet og området renset.

Offergaver skulle afværge­ ulykke 

Romerne havde mange forskellige guder, men ofrede typisk kun til de af guderne, de havde brug for i bestemte situationer.

Hvis en romer var syg, ofrede han eller hun til lægeguden Aesculapius. Gudens kult befandt sig på Tiber-øen midt i Rom, og arkæologerne har fundet hundredvis af små lerfigurer i Tiberfloden.

Figurerne forestiller alt fra fødder til bryster og er i sin tid blevet vedlagt offergaverne, så guden på den måde vidste, hvor på kroppen sygdommen sad.

Offergaverne bestod ofte af frugt eller vin. Ved særlige lejligheder ofrede romerne også dyr. Da Caligula blev kejser i år 37 e.Kr., blev 160.000 køer ofret i løbet af blot tre måneder.

Alle hjem havde et husalter

I alle romerske hjem stod et lille alter, hvor beboerne kunne ofre til de såkaldte lares. De var husets skytsguder, og hver morgen ofrede romerne til dem, så de til gengæld gav huset og dets beboere beskyttelse.

Når drenge fik deres første skæg, var det skik at barbere det af og give det til husguderne. Ligeledes gav unge piger deres barnedukker til lares, når de var blevet voksne og skulle giftes.

Afklippet hår var en risiko

Romerne mente, at hår og negle havde magiske egenskaber og indeholdt en del af dem selv. Afklippet hår og negle kunne derfor bruges af fjender til at kaste forbandelser på ejermanden.

Af den årsag var det meget vigtigt at passe godt på resterne. I en roman fra århundredet efter Kristi fødsel opbevarer den stenrige romer Trimalchio fx altid sit afklippede skæg i en forgyldt boks.

Spyt beskyttede mod onde øjne

Romerne mente, at nogle mennesker havde evnen til at kaste ulykke på andre med et blik.

© Picture Desk

Mere end noget andet frygtede romerne, at deres fjender skulle kaste “onde øjne” på dem. Ofre for de onde blikke blev ifølge overtroen efterfølgende ramt af alskens ulykker.

Romerne købte derfor særlige amuletter, som kunne afværge de ulykkesgivende øjne. Børn, som blev ramt af fremmedes onde øjne, kunne dog reddes­ ved blot at smøre lidt spyt i deres­ pande.  

Børn levede i evig fare

Fra det øjeblik et romersk barn kom ud af sin mors liv, var det i overhængende fare.

Det romerske samfund led under ekstrem overdødelighed blandt småbørn, og romerne var overbevist om, at det skyldtes, at børnene ikke havde samme modstandskraft over for onde ånder som de voksne.

Allerede ved fødslen hidkaldte romerne ved en særlig ceremoni beskyttende guder, som kunne holde skovens onde ånder væk fra barnets hjem:

“Om natten omringer tre mænd husets dørtærskel og slår på den med en økse og en hammer. Derefter fejer de den med en kost. Ved at give disse tegn på til­bedelse afholdes de onde ånder fra at komme­ ind ”, forklarede kirkefaderen Augustin­ i 400-tallet e.Kr.

I årene frem til puberteten skulle drengebørn desuden bære en særlig toga med en rødviolet kant. Togaen, som også Roms højeste embedsmænd bar, skulle angiveligt give børnene ekstra beskyttelse.

Derudover var det skik, at både drenge og piger bar amuletter af forgyldt skind – såkaldte bullaer. Amuletten var ifølge overtroen især virksom mod folk, som kastede “onde øjne” efter børnene.

General gik amok på de hellige høns

Den romerske hær tog varsler fra hellige­ høns, inden den kastede sig ud i store slag.

© Scanpix/AKG-Images

Inden et militærslag var det skik at tage varsler fra hellige høns. De blev medbragt i bure, og før slaget dryssede præster korn foran dem.

Hvis hønsene spiste kornet, var det et godt varsel. Hvis ikke, måtte slaget som regel udsættes eller helt aflyses.

Før et mægtigt søslag mod arvefjenden Kartago i år 249 f.Kr. dryssede den romerske konsul Claudius Pulcher korn foran hønsene, der imidlertid nægtede at spise.

Efter lang tids venten blev den utålmodige hærfører til sidst så rasende, at han smed hønsene i havet med ordene:

“Hvis ikke de vil spise, må de drikke!” Det efterfølgende søslag endte i et knusende nederlag for romerne.

Fugle afslørede fremtiden

Før det romerske senat kunne tage beslutninger om lovændringer og andre statsanliggender, var det nødvendigt at finde ud af, hvordan guderne så på sagen.

Til opklaring af det spørgsmål brugte romerne præster som de såkaldte augurer, der iagttog fugle for at vurdere, om varslerne var gode eller dårlige.

Auguren kiggede på fuglearten, hvor højt de fløj og i hvilken retning. Hvis varslerne var dårlige, måtte lovændringen revideres eller helt droppes.

Skikken havde romerne overtaget fra etruskerne, som førhen havde hersket over området nord for Rom. Hver gang romerne erobrede nyt land, var det nemlig tradition, at en præst inviterede byens eller landets guder til at komme til Rom.

Præster læste i de indre organer

De såkaldte haruspices kunne ligesom augurerne tyde varsler. Det gjorde de typisk ved at undersøge offerdyrs lever. Organets farve, størrelse og form blev nøje undersøgt.

Var leveren syg eller havde en mærkelig form, blev det anset for et frygteligt varsel. Haruspices blev også brugt til at tyde varsler i forbindelse med lynnedslag.

Hellige bøger gav svar på alt

De såkaldte sibyllinske bøger var blandt Roms helligste. Nedfældet i dem var oldgamle visdomsord, som en romersk konge omkring 500 f.Kr. købte af en sibylle – en græsk spåkone.

Særlige præster konsulterede bøgerne, når store ulykker indtraf. De slog op på en tilfældig side, og ligegyldigt hvad rådet på siden var, blev det fulgt.

Det var derfor en katastrofe, da det tempel, de blev opbevaret i, brændte i 83 f.Kr. 

Måske er du interesseret i...

Læs også