Også i den romerske litteratur var forbandelser et populært tema, bl.a. i den berømte roman “Det gyldne æsel”, hvor hovedpersonen Lucius ved et uheld kommer til at trylle sig selv om til et æsel. 

© Scala Archives

Romerne kastede magiske forbandelser over hinanden

I 700 år blomstrede en veritabel ulykkes-industri i Romerriget. Overalt i imperiet købte borgere magiske forbandelses-tavler, der skulle knuse deres fjender – helst før fjenderne fik den samme idé.

4. december 2017 af Niels-Peter Granzow Busch

I 200-tallet e.Kr. stedte en romersk officer, Aelius Proculinus, sin unge hustru til hvile nær soldaterkolonien Lambaesis i nutidens Tunesien. 

På graven lod officeren en vred tekst indhugge i marmor for sin elskede Ennia:

“Hun fik ikke den død, hun fortjente – forbandet af trylleformularer lå hun stum, så hendes liv frem for at blive givet tilbage til naturen nærmere blev revet fra hende med vold. Gid enten de underjordiske eller de himmelske guder vil straffe denne afskyelige forbrydelse!”

Her næsten 2.000 år efter virker Aelius’ inskription som et desperat forsøg på at få luft for sorgen, men for Aelius var det blodig alvor: 

På den tid var romerne overbevist om, at deres fjender – ondsindede naboer, jaloux rivaler eller forretningskonkurrenter – kunne kaste ulykke over dem med en trylleformular.

“Der er i sandhed ingen, som ikke frygter at blive ramt af forbandelser”, fortæller den romerske forfatter og videnskabsmand Plinius den Ældre, der levede i århundredet efter Kristi fødsel.

Få endnu flere historier fra antikken

  • Bestil et abonnement på HISTORIE – få f.eks. 3 numre for kun 49 kr.

  • Som abonnent får du også adgang til vores digitale magasin.

  • Eller køb magasinet i kiosker landet over til 76,95 kr.

Med magiske remser, blytavler og lerdukker kastede romerne død og ulykke på hinanden.

© Marie-lan Nguyen/Wikipedia Commons

De forbandede ulykkestavler

Romernes store frygt var de såkaldte forbandelsestavler – defixiones – der typisk var lavet af tynde blyplader. 

Bly var billigt, og det var let at indridse tegn i det bløde metal. 

Ifølge romersk overtro var det muligt at kaste ulykke over en anden person ved at indridse magiske trylleformularer på blytavlen og anråbe dødsrigets guder eller spøgelser om hjælp til fx at få hævn over en fjende:

“Knus, dræb senatoren Fistus. Gid Fistus må blive fortyndet, sygne hen, synke og alle hans lemmer blive opløst”, lyder fx en forbandelse fra 400-tallet.

Arkæologer har fundet over 1.500 forbandelsestavler fra oldtiden, hvoraf størstedelen er romerske, fundet i Italien og Roms mange provinser. 

Romerne købte typisk deres tavler hos professionelle magikere, der havde præfabrikerede forbandelser på blytavler­­ liggende med et blankt felt til offerets navn.

De fleste af de fundne forbandelser er blevet udfærdiget i forbindelse med de voldsomt populære hestevæddeløb. 

På tavlerne forbander fans modpartens heste og kuske: “Gid de må styrte om med deres kuske”, lyder fx en forbandelse fra Kartago i nutidens Tunesien.

Blytavlen var ligesom mange af de andre forbandelsestavler lagt ned i en grav. Romerne troede, at folk, som var døde før tid, var dømt til at vandre rundt som spøgelser. 

Ifølge overtroen kunne en forbandelses-skriver love den døde at få fred, hvis spøgelset til gengæld hjalp med at udføre forbandelsen. 

Følgelig må gravpladserne ved nattetide nærmest have sværmet med folk, der i al hemmelighed – for det var strengt forbudt – deponerede­ forbandelser hos de døde.

Alle kastede forbandelser

Romerrigets borgere købte blytavler i stort tal og fik de værst tænkelige forbandelser indridset. Eksempler er blevet fundet i alle imperiets provinser.

  • Hævn: Forbandelse fra tyveri-offer (fundet i England).
    “Til guden Maglus giver jeg den forbryder­, som stjal Servandus’ kappe­, så han kan knuse ham før den niende dag”.

  • Sport: Forbandelsestavle fundet nær romersk­ hestevæddeløbsbane­ (Libanon).
    “Angrib, bind, overhal, skær op, og hug i småstykker både hestene og kuskene­ fra det blå hold”.

  • Kærlighed og sex: Forbandelse skrevet af en mand, som er forelsket i Allous, gift med Apollonios (Egypten).
    “Lad brændende begær fortære Allous­, hendes vagina og lemmer, indtil hun forlader Apollonios’ hus”.

  • Retssager: Forbandelse fundet i en grav. Den er skrevet af en mand, som sagsøges af en vis Ariston (Cypern).
    “Jeg lægger denne trylleformular hos dig (den afdøde, red.), så du kan gøre Ariston tavs og give hans navn til underverdenens guder”.

  • Forretning: Forbandelse mod en romersk grønthandler, sandsynligvis skrevet af en konkurrent (Tyrkiet).
    “Oh, torden- og lynkastende Iao (Jahve, red.), ram grønthandleren Babylas­. Ligesom du angreb faraos­ hestevogn, angrib på samme­ måde Babylas­’­­ frækhed”.

Forbandelserne blev typisk ridset ind i bly-tavler. Siden blev de foldet og lagt i grave, templer eller nær offerets hus.

© Museo Archaeologico Civico di Bologna

Forbandet være ulykkelig kærlighed

En anden meget populær årsag til forbandelser var kærlighed. 

Næsten en fjerdedel af de fundne tavler er skrevet af folk, som ønsker at få kontrol over en kvinde eller mand, de er blevet afvist af. 

I Egypten har arkæologer fundet en forbandelsestavle sammen med en lerfigur af en kvinde, som er gennemboret af 13 pinde. 

Forbandelsen er rettet mod kvinden Ptolemais: 

“Træk hende ved håret og hjertet, indtil hun ikke længere er reserveret over for mig, men i stedet fyldes med kærlighed til mig”.

De populære forbandelser fik så stort et omfang, at det gang på gang blev erklæret ulovligt af kejserne med trussel om at blive korsfæstet eller smidt for de vilde dyr. 

Det hjalp ikke. Selv de tidlige kristne brugte forbandelsestavler. I løbet af 500-tallet lykkedes det dog kirken at stoppe de romerske forbandelser.

Læs mere

J. Gager: Curse Tablets and Binding Spells from the Ancient World, Oxford University Press, 1992. M. Dickie: Magic and Magicians in the Greco-Roman World, Routledge, 2003.

Måske er du interesseret i...

Læs også