Ifølge den romerske digter Ovid burde enhver lysten mand drage til Baiae for at jage kvinder.

© Getty Images & Shutterstock

Romerne tog på sexferie i syndens by

Romerne smed alle hæmninger, når de tog på ferie i det eksklusive Baiae. For her hørte utroskab og orgier til dagens orden. Ved den romerske riviera kunne selv en kejserinde komme i fordærv.

29. april 2016 af Jeppe Nybye, idé & Research Torben

Adskillige mandeøjne følger de prostituerede kvinder, som valser ned ad stranden. Mændene er tydeligt berusede og pifter og hujer af de yndefulde skabninger, som først virker uinteresserede, men efterfølgende – lokket til af løfter om penge – kommer nærmere. 

Koket lægger de hovedet på skrå og fniser, da en af herrerne fortæller en fræk vittighed. Manden er overvægtig og stinker af vin, men da han pludselig befamler den mest indtagende af kvinderne, kæmper hun ikke imod.

Beskrivelsen lyder som en scene fra vore dages Pattaya i Thailand, men kunne lige så godt have fundet sted ved romernes foretrukne feriedestination Baiae i Napolibugten. 

I flere hundrede år valfartede romerne således til byen, som ud over villige kvinder og velhavende mænd lokkede med et mildt klima, dampende varme kilder, flere søer og en eventyrlig strand.

“Det skønneste sted på Jorden er behagelige Baiae”, skrev den romerske digter Horats eksempelvis om feriebyen.

Sommerhuse var paladser

Baiae lå tæt på flere aktive vulkaner – bl.a. Vesuv – der ud over at have gjort jorden særdeles frugtbar også havde skabt adskillige varme kilder fyldt med helbredende mineraler.

“Intet sted sprudler kilderne mere gavmildt, intet sted helbreder de mere varieret end i Baiae”, konstaterede den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre eksempelvis i sin omfattende encyklopædi “Naturalis historia”.

Byen nævnes første gang af kilderne i år 178 f.Kr., men først ca. 75 år senere udviklede Baiae sig til et mekka for velhavende romere, som ønskede at slippe væk fra hovedstadens stank. 

I Baiae, som lå en dagsrejse med skib fra Rom, kunne de nemlig slappe af blandt ligesindede i en prangende sommervilla med udsigt til Napolibugten – eller komme til kræfter i et af byens kolossale badeanlæg, som via underjordiske kanaler fik leveret vand direkte fra de varme kilder.

For mænd, som påstod at tilhøre Roms elite, var et luksussommerhus i Baiae en nødvendighed, og byen blev derfor i folkemunde kaldt “Lille Rom”. Helst ville de bo i områder tæt på de varme kilder, som var de dyreste og mest prestigefyldte steder at bo.

Adskillige romerske kejsere – fx Cæsar, Claudius, Nero og Domitian – ejede også paladser i byen. De lå eksklusivt på de øverste klippefremspring, mens almindelige rigmænd måtte “nøjes” med at placere deres luksusvillaer direkte ved eller sågar ude i havet.

Sommerhushaverne var fyldt med frodige træer og farverige blomster og udsmykket med søjler og statuer. Nogle romerske rigmænd byggede endda saltvandsakvarier i haverne til deres fisk. 

Generalen Lucullus lod fx en akvædukt gennembore et bjerg, så hans elskede muræner kunne svømme i friskt havvand. Fiskene i akvarierne var nemlig ikke beregnet til spise, men som kæledyr. Bl.a. kejser Domitian navngav sine fisk og havde ifølge poeten Martial dresseret dem, så de kom, når han kaldte.

Jomfruer var jaget vildt

De luksuriøse forhold var ikke den eneste årsag til Baiaes store popularitet. I byen kunne både mænd og kvinder udleve deres vildeste fantasier og skeje ud på en måde, som ikke altid ville blive tolereret i Rom.

Den berygtede digter og damebedårer Ovid, som i år 2 e.Kr. skrev en håndbog i forførelsens kunst, anbefalede fx sine læsere at flytte jagtmarken til Baiae, eftersom stedet var fyldt med føjelige kvinder. Ifølge digteren gik de varme kilder i selv jomfruers blod og gjorde dem usædvanlig villige.

Samme fænomen mente den romerske forfatter og videnskabsmand Marcus Terentius Varro at kunne se. Efter en tur i badehusene opførte gamle mænd og ældre damer ifølge Varro sig som unge elskende på ny, mens ugifte kvinder uden blusel indlod sig på eventyr med flere forskellige partnere.

Sidespring i ferieparadiset

Men ikke kun singlers blod risikerede at komme i kog i Baiae. Også gifte kvinder smed alle hæmninger. Poeten Martial, som skrev satiriske digte om sine bekendtskabers skandaløse aktiviteter, beretter fx om den “kyske Laevina, der endog var moralsk strengere end sin mand”. 

Under et kurophold i Baiae løsnede hun ifølge Martial op, forelskede sig i en yngre fyr og skred fra sin mand.

Digteren Properts vidste også alt om Baiaes effekt på kyske piger. Da hans kæreste Cynthia drog på ferie i byen, tryglede han hende derfor om at blive i Rom og undgå “kærlighedens ruin”:

“Forlad så hurtigt som muligt det fordærvede Baiae. De strande adskiller mangt et elskende par. Strandene hader og skader uskyldige kvinder. En forbandelse hviler over Baiae og dets forbudte kærlighed”, skrev Properts.

Tilsyneladende kendte kejser Claudius, som kom til magten i år 41 e.Kr., ikke til byens ry. I hvert fald byggede han en villa til sin hustru Valeria Messalina i byen.

I forvejen var hun yderst pro­mi­sku­øs og arbejdede ifølge vedholdende rygter under falsk navn på et bordel, hvor hun frivilligt deltog i orgier med op til 25 mænd. I Baiae slap hun for hoffets fordømmende blikke og kunne tage sine sidespring til helt nye niveauer.

“Der var intet ærefuldt i hendes hjerte, som var korrumperet af lyst”, skrev den romerske historiker Tacitus om nymfomanen Messalina, som i år 48 e.Kr. blev henrettet, efter at hun – trods sit ægteskab med Claudius – havde giftet sig med en af sine elskere.

En sejltur var lig med utroskab

I Baiae fik eskapaderne lov til at fortsætte uforstyrret. På Den Lucrinske Sø, som lå nær byen, tog romerne som vanligt på romantiske bådture i aften- og nattetimerne. Ifølge filosoffen Seneca var bådene pyntet med rosenguirlander og lå så tæt, at søen lignede et blomstertæppe.

På bådene blev passagererne underholdt med musik og sang, og kavalerer forsøgte at snige kys ind på deres udkårne. Filosoffen Seneca rasede over skørlevnedet på søen, eftersom han også kendte til gifte kvinder, som blev lokket ombord i bådene og forført. Han kaldte derfor en bådtur på Den Lucrinske Sø for “sejlende utroskab”.

“Der findes steder, som den vise mand vil genkende som fremmede for god moral”, skrev Seneca omkring år 65 e.Kr. advarende til en ven. “Baiae er et sted, som bør undgås”.

Om den velhavende Clodia havde fået et lignende råd, vides ikke. Under alle omstændigheder flyttede hun til Baiae, efter hun havde arvet en villa i byen. Hendes kæreste Catul elskede ellers Clodia over alt på Jorden og lovpriste hende i 25 berømte kærlighedsdigte – “Digtene til Lesbia” – noget, der dog ikke gjorde det store indtryk på Clodia. 

I stedet blev hun kurtisane – en såkaldt amica – med “300 elskere”, der forkælede hende med gaver, bådture og festmåltider.

At Clodia levede som kurtisane i Baiae, kom frem under en retssag i år 56 f.Kr., hvor hun beskyldte en af sine tidligere elskere for at have forsøgt at forgive hende. 

Manden, hun anklagede, blev imidlertid forsvaret af den romerske politiker og jurist Cicero, som var kendt som Roms bedste taler. Og under retssagen fik Cicero bragt alle de snuskede detaljer om Clodia frem i lyset.

“Baiae nøjes ikke med at tale om, men skriger ud til alverden, at der findes en kvinde, hvis seksuelle tilbøjeligheder er så fordærvede, at hun frem for at gemme sine lyster til natten udfører dem offentligt og i dagslys”, tordnede Cicero i år 56 f.Kr. om hendes tøjlesløse liv som kurtisane – noget, han gjorde så effektivt, at den anklagede gik fri, og Clodias navn for evigt var miskrediteret.

De rigeste romere byggede luksusvillaer i feriebyen Baiae.

© Bridgeman

Baiae myldrede med billige damer

Kurtisanerne – amicaerne – tilhørte den dyreste priskategori blandt de prostituerede og optrådte særdeles talstærkt i det mondæne ferieområde. 

Mange kurtisaner forlod nemlig Rom i feriesæsonen for at drage til Baiae – vel vidende at pengene her sad løst på mændene. Kvinderne var pænt opdraget og spillede instrumenter, kunne føre en dannet konversation og forstod at skabe en erotisk atmosfære, som var mere raffineret end ved et almindeligt bordelvisit.

Og modsat sidespring med gifte kvinder risikerede kunderne ikke at trækkes med hævngerrige ægtemænd.

I det hele taget bugnede byen med tilbud til lystne mænd. Prostituerede i alle prisklasser bød sig til på gader, strande og værtshuse, ligesom bordelbesøg var et hverdagsfænomen på linje med indkøb af brød eller vin.

Og hvis det udbud ikke kunne tilfredsstille den kræsne romerske rigmand, kunne han altid tage hjem til sit sommerpalæ, hvor hans husslaver ventede og var tvunget til at opfylde alle behov.

Baiae druknede

Selvom Baiae havde masser af kritikere, fortsatte byen med at tiltrække romere i flere hundrede år. Først da naturen slog til mod byen, begyndte eskapaderne efterhånden at få en ende. 

Omkring år 300 opslugte havet pga. vulkansk aktivitet dele af byen. Noget af kejser Claudius’ palads kom eksempelvis til at ligge syv meter under havets overflade. I de følgende århundreder krævede havet hvert år en større andel af Baiae, så villaer og veje forsvandt under vandet. 

Den pragt, som byen måtte have gemt på, forsvandt formentlig endegyldigt, da muslimske sørøvere i 700-tallet angreb byen og efterlod den i ruiner. Herefter var Baiae overladt til de lokale. De forduftede imidlertid også, da der i år 1500 udbrød malaria i området.

I dag kan nogle af de romerske badehuse stadig ses på stedet. Størstedelen af oldtidens gamle ferieparadis ligger dog på havets bund og kan kun besøges af folk med dykkercertifikat. 

Måske er du interesseret i...

Læs også