Den jødiske historiker Flavius Josephus var øjenvidne til romernes angreb på og ødelæggelse af Jerusalem og beskrev blandt andet Den Tredje Mur, og slaget er flere gange blevet afbildet som her. Men først nu har man fundet konkrete beviser på murens eksistens. 

© Wikimedia

Sagnomspunden mur fundet i Jerusalem

Placeringen af Jerusalems Tredje Mur har længe været et mysterium for forskerne. Nu er der endelig gennembrud i sagen.

28. oktober 2016 af Nanna Apergis
Omkring år 40 påbegyndte kongen af Jerusalem, Agrippa 1, opførelsen af en enorm mur, der skulle beskytte Jerusalem mod romerske angreb. Byen havde allerede to forsvarsmure, og den nye mur blev derfor kendt som Den Trejde Mur.

Det tog næsten tyve år at færdiggøre byggeriet, men anstrengelserne var forgæves:

Modstanden mod romerne mislykkedes i år 70, da romerne under Titus' ledelse trængte gennem muren og jævnede både den og store dele af Jerusalem med jorden.

Første konkrete bevis

I årevis har forskere diskuteret detaljerne omkring slaget og murens placering. Men nu ser et nyt fund ud til at give dem de svar, de har manglet.

I Jerusalem har arkæologer nemlig fundet resterne af et tårn, der engang stod på toppen af Jerusalems sagnomspundne Tredje Mur.

Fundet er næsten to meter bredt og er det første konkrete bevis på, at Den Trejde Mur rent faktisk eksisterede.

Arkæologerne arbejder stadig på stedet, hvor man både har fundet resterne fra Den Tredje Mur og kasteskyts, som romerne angreb de jødiske vagter med.

© Israel Antiquities Authority

Vidensbyrd om intensivt bombardement

Udgravningslederne Rina Avner og Kfir Arbib fra de israelske antik-myndigheder kalder fundet af Den Tredje Mur et gennembrud:

"Det er et fascinerende vidnesbyrd om det intensive bombardement, romerne udsatte Jerusalem for," siger de i en pressemeddelelse.

Tæt på muren har arkæologerne desuden fundet både romerske potteskår og mere end 70 kasteskyts, som romerne brugte til at angribe de jødiske vagter.

"Alle disse informationer har fået os til at konkludere, at vi endelig har fundet en del af den mur, romerne trængte igennem for at erobre Jerusalem," siger arkæologerne.

Man har dateret muren på baggrund af romerske potteskår og keramik, som man også har fundet på stedet.

© Israel Antiquities Authority

Måske er du interesseret i...

Læs også