For romerne symboliserede ilden i Vestatemplet selve Roms storhed, og byen risikerede udslettelse, hvis flammerne gik ud. En vestalinde, der lod ilden dø, blev ofte begravet levende.

© Scanpix

Seks jomfruer vogtede over Rom i 1.100 år

For en romersk kvinde fandtes ikke større ære end at blive valgt som vestalinde. Som præstinde blev hun respekteret, fik rettigheder som en mand og havde den bedste plads til gladiatorkampene. Til gengæld skulle hun forblive jomfru i 30 år og vie sit liv til at passe på en flamme.

21. marts 2018 af Linda Corfitz Jensen

I år 216 f.Kr. havde den kartagiske hærfører Hannibal hærget Den Italienske Halvø i to år, og Rom sendte 80.000 legionærer ud for at udslette ham. 

Slaget blev en sand katastrofe. 50-70.000 romere blev dræbt af Hannibals undertallige hær, mens resten blev taget som fanger.

Nederlaget sendte chokbølger igennem Rom. Tusindvis af mødre, hustruer og døtre fyldte gaderne og sørgede højlydt. 

Byens mænd så lamslåede til, mens hysteriske kvinder jamrede og tiggede om, at senatet ville komme de tilfangetagne soldater til undsætning.

Senatorerne var rystede. Både over tabet af hæren, men også over kvindernes opførsel i gaderne. Nogen måtte stå til ansvar for disse dommedagsscener.

“Siden Rom ikke har en effektiv regering, må senatet sørge for at dæmpe tumulten og frygten, som er over hele byen”, mente en senator.

Skylden for kaosset blev placeret hos vestalinderne – Roms kvindelige præsteskab – der blev anklaget for at have brudt deres kyskhedsløfte og dermed bragt Rom i fare. To præstinder blev fundet skyldige, og den ene levende begravet, mens den anden fik lov til at bestemme sin egen død.

Som et tegn på renhed bar vestalinderne hvidt sjal og slør ved religiøse cermonier. Håret var sat op som de romerske brudes.

© Polfoto

Sex betød dødsdom

Vestalinderne var et oplagt mål for romernes vrede, for de havde – på et spirituelt plan – ansvaret for Roms sikkerhed. 

I byens tempel for gudinden Vesta vogtede præstinderne over en hellig flamme, der skulle brænde evigt som et symbol på Roms storhed. Slukkedes flammerne, var riget dødsdømt, mente de dybt religiøse romere.

“Langt mere skræmmende for statens mænd end de udenlandske og interne trusler var, at ilden i Vestatemplet var gået ud”, skrev historikeren Livius oprørt, da en vestalindes sløseri slukkede ilden i 207 f.Kr. og skabte panik i Rom.

Rigets eksistens var imidlertid også bundet op på, at vestalinderne bevarede deres mødom. Ifølge romersk tradition kunne kun rene og ærbare kvinder holde liv i den hellige ild, og en vestalinde, der brød sit cølibat, handlede derfor forræderisk og satte rigets sikkerhed på spil, mente romerne.

Faktisk var forbrydelsen af særlig grov karakter, fordi den ifølge romersk definition var incestuøs. Vestalinderne blev betragtet som døtre af Rom, og seksuel omgang mellem en romersk borger og en af byens døtre var som sex inden for familien. 

Straffen var derfor tilsvarende hård. Oftest blev manden, der havde forført vestalinden, offentligt pisket til døde af Roms ypperstepræst.

Vestalinden selv blev typisk begravet levende i et lille underjordisk rum. 

Den dødsdømte fik mad til et par dage, og romerne ræsonnerede sig på den måde frem til, at guderne ikke kunne holde dem ansvarlige for vestalindens død, fordi hun var omkommet af sult.

Kalvefoster velsignede køerne

Ifølge de romerske historikere blev præsteskabet grundlagt ca. år 700 f.Kr. af Roms anden konge. Formålet var at ære Vesta, gudinde for bl.a. familien.

Ud over at passe den hellige ild fik Roms seks vestalinder til opgave at deltage i årets mange religiøse højtider, hvor præstinderne havde ansvaret for forskellige renselsesritualer. 

Fx skulle ypperstepræstinden under festivalen for Roms hyrder brænde et kalvefoster, hvis aske blev blandet med hesteblod. Miksturen smurte hyrderne på deres kvæg i troen på, at køerne ville blive mere frugtbare og give rigeligt med mælk.

Andre gange bagte vestalinderne et specielt brød af hvedemel og salt, som blev brugt under de officielle ofringer. 

Umiddelbart inden ofringen blev det nybagte brød smuldret ud over dyrets hoved, inden det blev slagtet. Vestalindernes brød blev anset for at være så helligt, at det også blev strøet ud over den hellige ild for at holde den i live.

Vestalindernes vigtigste opgave var imidlertid at bede dagligt til alle Roms guder for at pleje forholdet mellem guderne og Roms indbyggere.

Derudover havde vestalinderne også mere jordnære opgaver som at opbevare vigtige dokumenter for rigets ledende mænd. Præsteskabet havde så høj status, at dets tempel blev betragtet som et af de sikreste steder i riget.

De 7 optagelseskrav

  • Alder: Pigen skulle være mellem seks og 10 år gammel. Børnedødeligheden var høj i Rom, og omkring halvdelen af alle børn døde inden det sjette leveår. Aldersgrænsen på de 10 år skulle sikre, at pigen endnu ikke havde nået puberteten.

  • Familie: Pigens forældre måtte ikke have været slaver eller haft æreløse job – som fx gladiator eller prostitueret. Ellers var forældrene religiøst urene, og deres datter var ikke en passende kandidat til at påtage sig den uskyldsrene rolle.

  • Forhold til guderne: Begge pigens forældre skulle være i live – hvilket var sjældent i oldtidens Rom. Hvis pigen havde to levende forældre, måtte hun være særlig vellidt af guderne, tænkte romerne.

  • Helbred: Kandidaten måtte ikke have problemer med hørelsen, synet eller på anden måde være fysisk handicappet. Hvis en vestalinde ikke var i stand til at udføre de religiøse ritualer perfekt, ville hun sætte rigets sikkerhed på spil.

  • Søster: Hvis en piges søster var vestalinde, ville hun automatisk blive vraget. Roms overklasse havde brug for deres døtre til at indgå alliancer ved giftermål, og reglen sørgede også for, at flere familier kunne få døtre ind i den prestigefyldte kult.

  • Romer: Pigens far skulle eje ejendom i Italien, så pigen havde et tilhørsforhold til Rom. Kandidaten måtte ikke være fra en af rigets provinser, da Vesta netop var Roms gudinde.

  • Præstedatter: Nogle præsters døte var ikke egnet som kandidater – historikerne har imidlertid ikke en entydig forklaring på denne regel.

Jomfruerne var mønsterbrydere

Rollen som Roms beskyttere gav vestalinderne en særstatus, og på mange områder brød de med datidens strikse kønsroller. 

Mens andre kvinder i Romerriget fx tilhørte deres far eller ægtemand, kunne ingen mand gøre krav på de hellige præstinder. 

De var døtre af selve Rom og kunne ikke ejes af almindelige dødelige. Den særlige position betød, at vestalinderne fik mange rettigheder, som ellers var forbeholdt mænd.

Fx havde de efter 30 års tro tjeneste – så længe de ikke giftede sig – ret til at eje bl.a. ejendom og slaver.

Ligeledes havde præstinderne lov til at forsvare sig for en dommer, hvis de deltog i en retssag.

Selvom kvinders vidneudsagn normalt blev fremlagt af en mand og blev betragtet som mindre pålidelige, kunne en vestalinde fremføre sit eget vidneudsagn. Og hendes ord vejede lige så tungt som en mands.

Vestalinderne reddede Cæsar

I flere århundreder udførte vestalinderne fromt og trofast deres religiøse pligter, men omkring år 100 f.Kr. begyndte de at få større politisk magt i Rom.

Den voksende indflydelse blev bl.a. demonstreret i år 83 f.Kr., hvor den romerske diktator Sulla ville udrydde sin største rivals støtter. Blandt dem var den 19-årige Julius Cæsar. 

Af frygt for sit liv måtte Cæsar hver nat finde nye skjulesteder, indtil vestalinderne i samlet flok henvendte sig til diktatoren og bad ham om at skåne Cæsars liv.

“Alle er enige om, at Sulla – efter i en lang periode at have afvist de mest magtfulde mænds hårde kamp for Cæsar – til sidst ikke orkede at kæmpe imod længere. Sulla erklærede enten ved guddommelig inspiration eller ved et tilfælde: I har vundet og kan få ham i fred”, skriver historikeren Sueton.

I en tid endnu holdt vestalinderne sig stadig i baggrunden, men omkring Kristi fødsel gjorde præstinderne for alvor op med deres traditionelle rolle som Roms beskyttere. 

I løbet af sin 45 år lange tid på magten knyttede kejser Augustus sig tættere til vestalinderne end nogen tidligere hersker. 

Fx byggede Augustus et nyt Vestatempel i sit palads, hvor vestalinderne kunne bede for kejserfamilien og udførte ceremonier til ære for Augustus. De traditionelle ritualer blev skubbet stadig længere i baggrunden.

Til gengæld for gudernes velvilje gav kejseren dem en bodyguard hver og særligt gode sæder ved de populære gladiatorkampe.

Vestalinderne skulle forblive jomfruer igennem deres 30 år lange tjenestetid som præstinder. Brød de deres cølibat, kunne de risikere at blive levende begravet.

© Getty Images

Kyskheden blev ligegyldig

Augustus' efterfølgere fortsatte med at overøse vestalinderne med privilegier. 

Fx fik præstinderne nu – som de første kvinder i Rom – lov til at se atletik, og under gladiatorkampene blev de placeret i samme loge som kejserfamiliens kvindelige medlemmer. 

Til gengæld skulle vestalinderne bl.a. dyrke en ny kult til ære for kejserinden.

Den mest bemærkelsesværdige udvikling var dog, at de fromme præstinder begyndte at ignorere deres ellers så altafgørende dyd. 

Historikerne mener, at vestalinderne langsomt blev en del af Roms sociale elite og med tiden kunne udføre deres religiøse ritualer, selvom de ikke længere var jomfruer.

Fx kunne vestalinden Rubria fortsætte sit virke som Vesta-præstinde, selvom hun blev voldtaget af kejser Nero og mistede sin mødom.

Kejseren slog tilbage

De gode tider sluttede for alvor i år 90 e.Kr., hvor kejser Domitian besluttede sig for at gøre op med vestalindernes sløsede moral. 

Han anklagede fire af de seks præstinder for at have mistet deres mødom, og tre af dem blev straks dømt til døden, mens ypperstepræstinden i første omgang blev fundet uskyldig under en retssag. 

Den dom var dog ikke efter Domitians hoved, så han beordrede en ny retssag i sin egen villa. Ypperstepræstinden var ikke inviteret, og et forsvar var hende heller ikke forundt. Kejseren dømte hende denne gang egenhændigt til levende begravelse.

I et brev beskrev historikeren Plinius den Yngre, hvordan ypperstepræstinden modtog dommen:

“Hun græd og råbte mange ting, men især: ‘Kejseren tror, at jeg er uren. Jeg, som har udført så mange ritualer, hvorefter han har erobret og triumferet!’ Hun råbte, indtil hun blev slæbt væk til sin straf”.

Domitian havde med henrettelserne understreget, at vestalinderne skulle leve i cølibat under deres 30 års tjeneste. 

Præstinderne måtte nødtvungent opgive deres promiskuøse livsførelse og igen udføre ritualer for Roms vel, mens de værnede om deres dyd.

Men denne gang truede en ny og langt stærkere kraft vestalinderne. Kristendommen var i gang med at minimere de romerske guders indflydelse, og i løbet af 300-tallet blev den nye tro Roms dominerende religion.

Vestalinderne fik trangere og trangere kår, indtil kejser Gratian i 382 officielt afskaffede de romerske guder som statsreligion, fratog præsterne deres privilegier og stoppede den økonomiske støtte til samtlige præsteskaber. I 1.100 år havde vestalinderne beskyttet Rom – nu var det slut.

Romerne havde dog svært ved helt at slippe vestalinderne. Kirkefaderen Augustin af Hippo måtte omkring år 420 erkende: “Blandt romerne er intet mere helligt end Vestas tempel”.

Men den hellige ild var gået ud i templet, og som forudsagt begyndte Rom at falde fra hinanden.

Læs mere

T. Cato Worsfold: History of the Vestal Virgins of Rome, The Mayflower Press, 1934. Robin Lorsch Wildfang: Rome’s Vestal Virgins – A study of Rome’s Vestal priestesses in the late Republic and early Empire, Routledge, 2006.

Måske er du interesseret i...

Læs også