Ambitioner bandt de tre magthungrende mænd sammen – men de stolede ikke på hinanden.

© AKG Images, Shutterstock & Granger/Polfoto

Tre dødsfjender delte magten i Rom

Rom kalder sig en republik, hvor folket bestemmer. Men det er tomme ord, for i 59 f.Kr. indgår Pompejus, Crassus og Cæsar en alliance og tager kontrol over riget. De tre stærke mænd samarbejder om at vinde magt og rigdom – indtil videre.

27. oktober 2016 af Kasper Schlie
Noget er råddent i Rom i år 59 f.Kr. Griske forretningsmænd har opkøbt al landsbrugsjorden, og byen er fuld af fattigfolk uden fremtidshåb.


Sejrrige legionærer vender hjem fra krig, men de får ingen tak, og i stedet må de tage plads i rendestenene for at tigge om almisser.

Hver dag er en kamp for overlevelse, men ingen kommer borgerne til hjælp. De regeres nemlig af politikere, der er i lommen på byens rigeste, og enhver slyngelstreg kan få myndighedernes velsignelse mod det rigtige beløb.

Det eneste, mange romere har tilbage, er deres stemmeret. Men selvom de drømmer om at bruge den til at vælge mænd, der kan rette op på alle uretfærdighederne, vil det aldrig ske.

Stemmer er blevet en handelsvare, og den er for dyrebar til at spilde på håb. I stedet sælger familiefædre deres demokratiske ret for penge, så familien kan spise sig mæt. På den måde besættes Roms offentlige embeder af korrupte og uduelige mænd, der sikrer, at intet nogensinde bliver anderledes.

Filosoffer begræder det moralske forfald, der hersker i republikken. Men for nogle få mænd udgør krisestemningen en enestående chance for at nå deres drømmes mål. Mål, som rækker langt videre end blot at fylde lommerne og vælte sig i ufortjent luksus.

Tre mænd skyder deres modsætninger til side for at indgå en uovervindelig alliance og ændre Rom. De vil påtage sig rollen som folkets beskyttere, der tvinger korrumperede politikere til at handle, så borgerne igen kan leve i værdighed. Og ved samme lejlighed agter de at tage magten i Rom og dele riget mellem sig.

Ung mand ville have det hele

Gajus Julius Cæsar, Marcus Crassus og Gnaeus Pompejus var mænd med store egoer og brændende ambitioner.


De delte også en dyb foragt for spillereglerne i romersk politik, som mere end noget andet sikrede, at intet nogensinde blev lavet om. Derfor indgik de i år 60 f.Kr. en pagt, der er gået over i historien som “triumviratet”.

Arkitekten bag den nysmedede alliance var Cæsar – 40 år gammel. Hans familie tilhørte den romerske adel, men slægten manglede politisk indflydelse og havde ikke haft et medlem på den magtfulde konsul-post i adskillige generationer.

Cæsar blev allerede sin families overhoved som 16-årig, da faren døde, og tre år senere drog han i krig for første gang. Han kæmpede som officer mod oprørere i Grækenland, hvor den unge romer vandt anerkendelse for sit mod.

Ambitionerne var til stede fra begyndelsen, men Cæsar havde lang vej til toppen af det romerske samfund. Efter sin første krig blev han advokat, og da han høstede stor anerkendelse for sine evner som taler, kunne han omsider gøre sig håb om at blive valgt til offentlige embeder i republikken.

Cæsar steg støt op gennem magtens hierarki, indtil konsul­-posten omsider var inden for rækkevidde. Dermed stod den målrettede romer parat til at rykke ind i Roms absolutte elite.

Det romerske senat holdt sine møder på Forum Romanum i Rom.

© Bridgeman

Penge var Cæsars svage punkt

På sin vej op ad rangstigen var Cæsars forbilleder magtmænd som Gnaeus Pompejus og Marcus Crassus. Pompejus havde anført legioner siden sin tidlige ungdom, hvor han fik øgenavnet “Drenge-slagteren” for sin brutalitet.


Han var frækheden selv, og efter sine sejre marcherede han med sine tropper til Rom, hvor han forlangte at blive æret med et triumftog gennem byen.

Hvor andre banede sig vej op ad rangstigen med intriger og bestikkelse, foretrak Pompejus nøgen magt.


Frygt for hans legioner fik fx senatet til at give ham posten som guvernør i Spanien, selvom han var blottet for erfaring med politiske embeder. Cæsar beundrede Pompejus’ vovemod og hørte til blandt hans få støtter i senatet.


Feltherrens magtbegær stod i kontrast til hans ringe viden om det politiske spil. Da han i år 70 f.Kr. blev valgt til konsul og dermed skulle regere Rom i et år, måtte han bede en ven om at udarbejde en begynderhåndbog.

Pompejus’ med-konsul var rigmanden Crassus, der også havde fundet en utraditionel måde at tilrane sig magt på.

Han skabte en formue på ejendoms­spekulation, og pengene brugte han på at bestikke et stort antal romerske senatorer og officerer.

Crassus oprettede også et privat brandvæsen, der blev mistænkt for at antænde brande og derefter opkræve et uhyrligt beløb for at slukke dem igen. Forretningsmanden “tjente de største summer på offentlighedens ulykke”, skrev den græsk-romerske historiker Plutarch omkring 150 år senere.

Alle de mange penge kom Cæsar til gode, da gæld truede med at ødelægge hans karriere i 62 f.Kr. Senatet havde udpeget ham til at lede en hær, der skulle afsted for at nedkæmpe oprørere i Spanien, men den nyudnævnte feltherre kunne ikke komme ud af Rom.

Han havde taget lån for at bestikke sig vej op ad rangstigen, og kreditorerne forlangte at få alle deres penge tilbage.

Den 15 år ældre Crassus trådte til og betalte alle regningerne. Han så et stort talent i Cæsar og agtede at bruge ham til at fremme sine egne interesser.

Pagt skulle kue senatet

Krigen i Spanien gjorde Cæsar til en velhavende mand. Han udplyndrede de oprørske stammer, og tilbage i Rom brugte han krigsbyttet til at købe stemmer, for han agtede at gå benhårdt efter at blive valgt til konsul i år 59 f.Kr.

Valgkampen foregik på et tidspunkt, hvor byen var lammet af en politisk strid. På den ene side stod Pompejus, der var vendt hjem efter sejrrige erobringskrige i Mellemøsten og forlangte indrømmelser fra senatet. Politikerne skulle give hans legionærer jord og godkende alle de traktater, han havde indgået med fremmede herskere.

Men flertallet af politikerne var imod indrømmelser til krigshelten. De frygtede, at Pompejus ville blive så populær blandt folket, at han fremover kunne gøre, hvad han havde lyst til.

Crassus kæmpede med et lignende problem. Han forsøgte at skaffe fordele til en gruppe private skatteinddrivere, men senatet mistænkte ham for at planlægge svindel og stemte nej.

De to forsmåede mænd var oplagte allierede for Cæsar, da han trådte ind i embedet som konsul. Først måtte han dog bruge al sin charme og sine diplomatiske evner på at slå bro hen over den dybe mistro, Pompejus og Crassus havde følt over for hinanden i årevis.

Rigmanden og feltherren blev inviteret til et møde, hvor Cæsar talte begejstret om fremtiden, hvis de blot glemte fortiden og stod sammen.

“Han indgik en pagt med dem begge, som bød, at ingen af de tre skulle foretage politiske handlinger, der kunne skade nogen af dem”, skrev den romerske historiker Sueton omkring år 100 e.Kr.

I praksis skulle Crassus’ penge og Pompejus’ prestige gøre Cæsar til konsul. Og derefter ville han udnytte det magtfulde embede til at pleje sine allieredes interesser over for senatet.

Triumviratet var født, og ved fælles hjælp vandt de tre sammensvorne en konsul-post til Cæsar. Til gengæld lykkedes det dem ikke at gøre en af Pompejus’ venner til med-konsul, for en flok adelige romere gik sammen om at købe stemmer til en anden kandidat.

“Mange af dem skød penge i fonden”, skrev Sueton, og selv Cato, Roms moralske duks, var med. “Cato måtte indrømme, at under denne situation var bestikkelse til fællesskabets bedste”.

Patricierne brugte alle midler til at undgå forandringer og holde plebejerne nede. Bl.a. opdelte de valgkredsene sådan, at Roms overklasse havde flertal i over halvdelen og vandt flest poster i senatet.

© Bridgeman

Triumviratet fik sin vilje

Cæsar og hans to medsammensvorne tabte kampen om Roms andet konsul­embede. Posten gik til Marcus Calpurnius Bibulus, der var kendt som en stokkonservativ politiker og en erklæret fjende af triumviratet.


Han svor, at han ville blokere for alle Cæsars planer. To fronter tegnede sig i Rom, og med hver sin konsul kunne de blokere for modpartens idéer.

Alligevel var Cæsar nødt til at foreslå en reform, som ville skaffe jord til Pompejus’ legionærer, hvis ikke den nysmedede alliance skulle dø i fødslen. Først prøvede han at få sin vilje med høflighed og en plan, der tog højde for alle økonomiske indvendinger.

Alligevel svarede Cato igen med en såkaldt filibuster i senatet – en gammel ret til at tale så længe, at politikerne gik hjem, inden en sag nåede til afstemning. Cæsar stoppede ordstrømmen ved at lade Cato arrestere.


Men derpå rejste senatorerne sig i protest og forlod salen én efter én. Selv en af Pompejus’ venner tog del i protesten.

“Jeg vil hellere være i fængslet sammen med Cato end i senatet sammen med dig”, sagde politikeren, da han gik forbi Cæsar på sin vej ud.

Konsulen måtte slippe Cato fri igen, men han havde ikke opgivet slaget. Sammen med Crassus og Pompejus besluttede Cæsar helt at forbigå senatet, og han fremlagde i stedet sin jordreform for borgerne i Roms folkeforsamling.

Cato stak sig selv med et sværd. Da det ikke var nok, trak han indvoldene ud.

© Jean-Paul Laurens
De tre magthungrende mænd gjorde deres yderste for at opildne masserne, og særligt Pompejus truede sine modstandere med voldelig hævn.

“Hvis nogen løfter deres sværd over denne lov, løfter jeg mit skjold”, svor han ifølge historikeren Cassius Dio, og tilhørerne svarede med jubel.

“Efter denne impulsive og vanvittige tale, som var uværdig for en mand af Pompejus’ status og respektløs over for senatet, var adelen rystet”, skrev historikeren Plutarch.


“Men befolkningen var lykkelig”. Loven blev vedtaget, og bagefter krævede Cæsar en garanti for, at senatet ikke ændrede på paragrafferne, når hans konsul-periode udløb. Ingen havde nogensinde bedt om noget tilsvarende, men politikerne var nu for bange for triumviratet til at sige nej.

“Herefter regerede Cæsar staten alene, som det passede ham”, skrev Sueton. Bibulus blev ignoreret, og spøgefugle ramte plet i deres vittige beskrivelse af magtfordelingen i Rom:
“Det er ikke Cæsar og Bibulus, der er konsuler, men Julius og Cæsar”.

Alliancen skulle vare ved

Ved udgangen af år 59 f.Kr. kunne Roms tre stærke mænd se tilbage på store triumfer. Crassus og Pompejus havde fået alt, hvad de ønskede, og i senatet var den konservative fløj reduceret til statister. 20.000 fattige borgere elskede Cæsar, fordi han havde foræret dem jord.

Og han havde styrket sit forhold til Pompejus, som han gav sin datter Julia, selvom hun var 30 år yngre end feltherren.

Forude ventede endnu et godt år, for triumviratet agtede ikke at slippe sit jerngreb om den romerske republik.


Da nye konsuler skulle vælges, støttede Cæsar en politiker ved navn Piso, hvis datter han samtidig giftede sig med. Og takket være bestikkelse og trusler gik den anden konsul-post til en af Pompejus’ mest trofaste officerer.

Med to lakajer ved magten kunne Cæsar i 58 f.Kr. trygt tage afsked med Crassus og Pompejus, hvorpå han rejste nordpå til Gallien for at føre krig.

“Af alle de mange provinser valgte han Gallien, hvor der var størst chance for rigdom og militære triumfer”, skrev Sueton. Cæsar havde brug for penge, og plyndring af fjender var den hurtigste måde at tjene på.

Fire disciplinerede legioner og et stadig tydeligere militærtalent sikrede Cæsar sejren i slag efter slag. Romer­riget bredte sig til Atlanterhavet, Den Engelske Kanal og Rhinen, mens feltherren selv tjente styrtende på krigsbytte og salg af galliske fanger til slaveri.

Noget af sin nyvundne rigdom sendte Cæsar til Rom, hvor rige gaver styrkede gamle venskaber og skabte nye. Fx gik ni mio. dinarer til en politiker ved navn Lucius Paullus, som alle spåede en stor fremtid.

Triumviratet smuldrede

Triumvirerne forlængede deres forbund med fem år i 56 f.Kr., og de aftalte, at Crassus og Pompejus skulle sætte sig på konsul-posterne i 55 f.Kr.


Bagefter ville Crassus rejse til Syrien som guvernør, så han kunne blive endnu rigere ved at udplyndre Partherriget mod øst.

To dystre begivenheder slog dog dybe sprækker i triumviratets fundament. I 54 f.Kr. døde Julia under en fødsel, hvilket efterlod Pompejus i dyb sorg. Cæsar tilbød straks sin nieces datter som ny hustru, så et nyt familiebånd kunne styrke forholdet mellem de to mænd, men feltherren afslog.

“Deres venner var også meget bekymrede”, skrev Plutarch. “De følte, at den eneste relation, der kunne holde den oprørte stat i harmoni og overensstemmelse, nu var blevet opløst”.

Året efter døde triumviratet pludselig sammen med Crassus. Den pengeglade romer havde undervurderet partherne, og han led et katastrofalt nederlag, som kostede ham og 20.000 legionærer livet. Bagefter hånede de hans notoriske grådighed ved at hælde smeltet guld i halsen på Crassus’ lig.

Alliancen, der havde styret Rom i seks år, var brudt, og forholdet mellem de to overlevende blev hastigt forværret. Pompejus var dybt jaloux på den yngre Cæsar, hvis sejre i Gallien havde gjort ham til Roms mest beundrede hærfører. Modviljen blev straks bemærket af konservative senatorer, som gik i gang med at smigre og bestikke Pompejus over på deres side.

De anerkendte det herredømme, han havde haft over Spanien i årevis. Og ifølge rygter ville han blive udpeget til diktator, så han kunne slå hårdt ned på gadebander, der spredte kaos i Rom. Cæsar blev forbitret over sin forbundsfælles forræderi.

“Pompejus lod sig ophidse af Cæsars fjender, fordi han ikke tålte, at en anden person opnåede samme værdighed som ham selv”, skrev Galliens erobrer siden i en bog om den fase af sit liv. “Han afviste fuldstændig Cæsars venskab og forenede sig med deres fælles fjender”.

Med senatet og Pompejus imod sig valgte Cæsar at blive i Gallien, hvor han fuldendte sin erobring. Men i 50 f.Kr. udløb hans udnævnelse som feltherre, og modstanderne i Rom besluttede sig for, at nu skulle han omsider straffes for sit magtmisbrug. Anført af Cato vedtog senatet et dekret, der befalede Cæsar at opløse sine legioner og vende hjem.

“Hvis han ikke adlyder, vil det blive betragtet som forræderi mod republik­ken”, lød befalingen.

Terningerne blev kastet

Cæsar var nået for langt til at give op. Han nægtede at bytte sine sejre bort for en usikker skæbne, og da han begav sig mod Rom, tog han sine tropper med.

Rygtet om, at Cæsar var på vej med en hær, nåede hurtigt til republikkens hovedstad. En konsul overrakte symbolsk Pompejus et sværd, hvorefter han officielt var republikkens beskytter. Han havde dog ingen tropper at beskytte Rom med, for hele Pompejus’ hær stod i Spanien.

Imens nåede Cæsar frem til floden Rubicon den 11. januar 49 f.Kr. Her 350 km fra Rom tøvede han i flere timer, mens han overvejede, om han vovede at tage det næste og uigenkaldelige skridt.

Ifølge romersk lov var det strengt forbudt for en hærfører at krydse floden med sine tropper. Fortsatte Cæsar sin march, kunne en borgerkrig ikke længere afværges, og han ville officielt være oprører mod republikken.

Men tvivlen fik kun lov at nage i kort tid. Udsigten til en nem og hurtig sejr var for fristende til at ignorere.

“Terningerne er kastet”, erklærede han, da han gik over Rubicon. Ledsaget af en enkelt legion på 4.800 trofaste krigsveteraner ilede han sydpå mod Rom.

Ved ankomsten konstaterede Cæsar, at Cato og mange andre senatorer var flygtet sammen med Pompejus til Grækenland. Cæsar kunne i ro og mag tømme Rom for rigdomme, så han kunne betale for den forestående borgerkrig.

Cæsar vandt det hele

Pompejus havde beslaglagt næsten alle sødygtige skibe for at sejle sine styrker til Grækenland, så det tog mere end et år, før Cæsar kunne følge efter.


Hærene mødte hinanden ved Dyrrachium i nutidens Albanien, hvor de kæmpede i juli 48 f.Kr. Med 50.000 mand havde Pompejus langt den største hær, og da han gik til angreb, blev Cæsars 15.000 legionærer drevet på flugt. Sejrherren vovede dog ikke at forfølge modstanderne, fordi han frygtede et baghold.

“Fjenden ville have sejret i dag, hvis deres leder var en vinder”, hånede Cæsar, som fik tid til at genopbygge sin hær. Den 9. august 48 f.Kr. stod krigens afgørende slag ved Farsalos, og denne gang gik sejren til Cæsar. Han udmanøvrerede sin gamle forbundsfælle og vandt så stort, at han bagefter kunne tillade sig at vise barmhjertighed.

“Vis nåde over for jeres medborgere”, råbte han til sine legionærer. Da solen gik ned, var krigen i praksis forbi.

“De ville det sådan”, skrev sejrherren om sine fjender. “Efter alle mine store triumfer ville jeg, Gajus Cæsar, være dødsdømt, hvis jeg ikke bad min hær om hjælp”.

Pompejus stak af fra sin slagne hær og flygtede helt til Egypten, hvor håbede på at få asyl. Men farao ønskede ikke at være Cæsars fjende, så han lod den engang så beundrede feltherre myrde på havnekajen.

Kun ét medlem af triumviratet var nu i live, og i 44 f.Kr. kunne Cæsar demonstrere sin uindskrænkede magt, da han lod sig udråbe til diktator på livstid. En måned senere blev han myrdet. 

Måske er du interesseret i...

Læs også