På udbruddets anden dag nåede bølgen af giftige gasser, aske og sten Pompeji. Den glødende stormflod væltede gennem byens gader og udslettede alt liv på sin vej.

Vesuv forvandlede Pompeji til helvedes forgård

I år 79 e.Kr. forsvandt en af Romerrigets største byer med ét fra jordens overflade. Havnebyen Pompeji blev begravet under aske og sten, og alle dens indbyggere udslettet. Nu kan forskerne rekonstruere Pompejis dødskamp – time for time.

16. oktober 2015 af Niels-Peter Granzow Busch

Verden går under i Pompeji

Det første varsel kom i de tidlige morgentimer den 24. august år 79. Enkelte indbyggere i havnebyen Pompeji vågnede, da deres huse pludselig begyndte at ryste. Endnu et lille jordskælv havde ramt den store handelsby ved Napolibugten på Italiens vestkyst. Men de fleste af byens godt 20.000 borgere ænsede ikke rystelserne og sov blot videre.

Da Solen stod op nogle timer senere, kunne indbyggerne da heller ikke se noget at blive bekymrede over. Tværtimod tegnede det til at blive endnu en varm og solrig augustdag. På byens store marked falbød de mange sælgere frugt, brød og nyfangede fisk, mens kunder forsøgte at prutte priserne ned. I bageriet i Pompejis centrum havde bageren for længst sat sine brød i ovnene, og i templet for frugtbarhedsgudinden Isis var præsterne i gang med deres ritauler.

Lidt over middag gik slaverne i byens store villaer i gang med at forberede dagens frokost. Også i den velhavende købmand Gaius Julius Polybius’ luksuriøse hus ved hovedgaden Via Dell’Abbondanza var beboerne i gang med at forberede sig til eftermiddagens måltid. I huset befandt sig ud over Gaius Julius også hans hustru, fem børnebørn i forskellige aldre samt Gaius Julius' nevø og dennes unge, gravide hustru. Dertil kom husets slaver.

De sultne skulle netop til at gå i gang med frokosten, da deres verden gik under. Et øredøvende brag rystede jorden og fik selv de største af Pompejis bygninger til at svaje. Øjeblikket efter kunne byens forfærdede indbyggere se en enorm søjle af aske og pimpsten blive pumpet ud af bjerget Vesuv omkring ti kilometer mod nord.

Langsomt forsvandt dagslyset. Aske, pimpsten og klippestykker begyndte at regne ned over Pompejis huse og de skrækslagne indbyggere. Dommedag var begyndt.

Pompeji blev grundlagt ca. 6. århundrede f.Kr. og udviklede sig til en driftig handelsby. I 80 f.Kr. kom byen under romersk styre. Foto: akg-images

Aske og sten regner ned over Pompeji

  • Kl. 13, den 24. august, Misenum


Da katastrofen ramte Pompeji i august år 79, sad den 18-årige Plinius den Yngre og studerede i sin onkels hus i byen Misenum omkring 30 km nordvest for Pompeji. Byen var hovedkvarter for en af Roms største flådebaser, hvor Plinius’ onkel, Plinius den Ældre, var øverstkommanderende.

Fra huset kunne Plinius den Yngre tydeligt se den vældige askesøjle fra Vesuv på den anden side af Napolibugten, og han skrev om den senere i et brev til den romerske historiker Tacitus:
“Den kan bedst beskrives som et pinjetræ, for den hævede sig højt op som en træstamme og splittede dernæst op i grene. Nogle steder var den hvid og andre steder blodskudt og beskidt, alt efter hvor meget jord og aske den rev med sig op”.

Plinius’ brev er historikernes eneste øjenvidneberetning om de begivenheder, som på under 24 timer udslettede Pompeji og dens nabobyer. Vulkanologer, arkæologer og andre videnskabsfolk har sidenhen kunnet stykke katastrofens detaljer sammen og rekonstruere Pompejis sidste timer.

Deres forskning konkluderer, at den sky, som Plinius kunne se fra Misenum, bestod af glødende aske og pimpsten, der blev slynget op fra Vesuvs indre med næsten 1000 km/t. Ifølge forskerne blev omkring 10.000 tons vulkansk materiale spyet ud hvert sekund. Og få minutter efter udbruddet havde asken og stenene formet en gigantisk søjle, der strakte sig 15 km lodret op i luften.

En del af asken og de lette pimpsten blev af vinden slynget mod syd, hvor de regnede ned over Pompeji. Her søgte de forfærdede indbyggere straks ly i husene. Det gjaldt også Gaius Julius og hans familie, der skrækslagne kunne høre sten og klipper hamre mod tagets teglsten. Halvanden time efter udbruddet tog stenregnen til, og Vesuv pumpede nu endnu hurtigere. Indbyggerne måtte tænde lamper, selv om det var midt på dagen.

Pludselig brød dommedag løs. Sten, aske og klippestykker regnede ned over Pompeji, mens byens borgere flygtede i panik. Foto: Bridgeman

Flugten fra Pompeji begynder

  • Kl. 17, den 24. august, Pompeji


Tusinder af desperate mennesker søgte flugt. Med puder, pander og kurve til at beskytte hovedet løb de ud på gaderne og kæmpede sig vej mod byportene i det knæhøje askelag. Arkæologernes undersøgelser viser, at mange af dem blev slået ihjel af klippestykker og løsrevne teglsten fra hustagene.

Også i Isis-templet samlede præsterne templets største guldskatte og bevægede sig ud på gaden. Da de nåede hjørnet af Via Dell’Abbondanza, hvor Gaius Julius boede, blev den ene af præsterne, som bar en sæk med guldmønter, dræbt af et faldende klippestykke.

De overlevende flygtede videre, men snart efter blev yderligere to af præsterne dræbt af styrtende bygninger. De andre søgte ly i et hus, hvor de i de følgende timer blev kvalt én efter én. Den sidste præst blev fundet død med en økse i hånden. Nedfaldsmateriale havde blokeret døren, og han havde i desperation forsøgt at hakke sig vej igennem en af husets mure. Forgæves.

I Gaius Julius’ store villa besluttede den midaldrende købmand og hans familie sig for ikke at flygte. Julius’ nevøs kone var højgravid, og alle var enige om, at hun umuligt ville kunne kæmpe sig vej igennem de store mængder aske og sten, der efterhånden havde dækket Pompejis gader. I stedet satte familien sig til at vente i håbet om, at den voldsomme stenregn snart ville ophøre.

Ifølge historikeren Plinius den Yngre havde Vesuvs voldsomme udbrud fyldt kysten ved Pompeji med så meget pimpsten, at skibe ikke længere kunne sejle ind til havnen. Foto: Bridgeman & Polfoto/Ullstein bild

Hustagene falder sammen

  • Kl. 19, den 24. august, Misenum


Kort efter Vesuvs udbrud havde flådeadmiralen Plinius den Ældre i Misenum modtaget en bønskrivelse fra en bekendt, der boede i en afsides villa tæt på Vesuv. Beskeden fik ifølge nevøen, Plinius den Yngre, onklen til straks at beordre flere af flådens skibe klargjort til at sejle til Pompeji for at redde så mange som muligt fra søsiden.

Da admiralen og hans skibe nåede frem, viste det sig imidlertid umuligt at nå ind til kysten. Vulkanen havde udspyet millioner af tons sten over Napolibugten, hvis kyst nu var komplet blokeret. En redningsaktion ville være det rene selvmord.

“Aske regnede ned over skibene, langt varmere og tættere, end man kunne have gættet. Pludselig blev havet uventet lavvandet, og stranden var blokeret af materialet, der blev slynget ud fra bjerget”, skriver Plinius den Yngre.

I stedet gav den aldrende admiral ordre til skibene om at sejle til byen Stabiæ længere mod syd. Hertil nåede admiralen om aftenen, hvorefter han indkvarterede sig i en vens hus og afventede en ny chance for at komme de nødstedte til undsætning. På samme tid i Pompeji var aske- og stenregnen blevet endnu voldsommere. Vesuv slyngede nu hele 100.000 tons ud hvert eneste sekund, og askesøjlen rakte 30 km op i himlen.

For Pompejis borgere var det allersidste chance for at flygte ud af byen. Overalt styrtede tagene sammen, og flere hundrede indespærrede indbyggere blev mast ihjel. Også taget over den forreste del af Gaius Julius’ villa styrtede sammen. Den skrækslagne familie nåede i sidste øjeblik at flygte ind i et rum i husets bagende, hvor taget var så stejlt, at det meste af asken og pimpstenene gled ned på gaden. Her satte den lille familie sig til at vente på deres redning.

Vesuvs ofre smelter

  • Kl. 01, 25. august, Herkulaneum


Klokken et om morgenen ramte den første af i alt seks glødende, altudslettende askelaviner Pompejis naboby Herkulaneum. Den lille by lå nordvest for Pompeji og havde pga. vindretningen undgået den stenregn, som var styrtet ned over Pompeji. Men jordskælv havde i timevis rystet Herkulaneums huse, og mange borgere havde taget flugten.

Flere hundrede var flygtet ned til stranden, hvor de – i håb om redning fra søsiden – tilbragte natten. De, der var vågne, kunne iagttage, hvordan en kæmpe ildfontæne pludselig væltede ned ad bjergsiden. Søjlen af aske og sten over Vesuv var begyndt at kollapse, og en 800 grader varm lavine af ophedet aske, glødende klippestykker og giftige gasser buldrede nu ned med 100 km/t.
Ingen kunne undslippe den rødglødende bølge, som tre-fire minutter senere væltede ind over Herkulaneums bymure, gennem gaderne og videre ned mod de flygtende på stranden.

Indtil videre har arkæologerne fundet næsten 300 ofre ved Herkulaneums kyst. De fleste havde søgt tilflugt i en række bådehuse ud mod stranden. Udgravede knogler viser, at Herkulaneums indbyggere – modsat Pompejis – ikke døde af kvælning, men derimod af den ufattelige varme. Flygtningene på stranden omkom på et splitsekund, da lavinen fik deres hud og kød til at fordampe, hjernen til at koge og eksplodere og knoglerne til at splintre som glas.

Blandt ofrene har arkæologerne bl.a. fundet en romersk soldat. Undersøgelser af hans skelet viser, at trykbølgen fra lavinen var så kraftig, at hver eneste knogle i hans krop var brækket – bortset fra knoglerne i hans indre øre. Selv de bronze- og sølvmønter, som flere af ofrene havde på sig, smeltede sammen i den intense hede.

I bådehusene har flygtningene kunnet høre den tunge rumlen fra bølgen, som var ved at fortære deres by og deres hjem. Enkelte havde vendt sig imod portåbningen. De fleste havde dog af frygt vendt hovederne bort, inden bølgen væltede ind og udslettede dem. Blandt ofrene i bådhusene har arkæologerne fundet en teenagepige – muligvis en slave – som holdt et lille spædbarn helt tæt ind til sin krop i håb om at beskytte det mod den ukendte fare.

Jordskælvene når misenum

  • Kl. 06.30, den 25 august, Stabiæ


Ifølge Plinius den Yngre var Stabiæ, hvor hans onkel opholdt sig i en vens hus, nu også ramt af massivt askenedfald og jordskælv, og onklens værelse var næsten fyldt af aske. “De diskuterede, om de skulle blive indendørs eller tage chancen i det åbne, for bygningerne rystede nu voldsomt og syntes at svaje frem og tilbage, som blev de revet op fra deres fundament”, skriver Plinius den Yngre.

Mellem klokken 6.30 og 7.00 blev Pompeji for første gang ramt af en af Vesuvs laviner. En stor del af det vulkanske materiale blev bremset af byens store nordmur, men de giftige gasser dræbte mange af flygtningene på vejene og de svageste i husene.

Nu nåede jordskælvene helt til Misenum, hvor Plinius den Yngre og tusinder af andre borgere i byen besluttede sig for at flygte, inden Vesuv også jævnede deres by med jorden. Og snart efter begyndte asken også at regne ned over Misenum.

“Der hørtes kun kvindernes skingre skrig, børnenes vrælen og mændenes råb. Nogle kaldte på deres forældre, andre på deres børn, og andre igen på deres koner – kun genkendende hinanden på stemmen. Mange løftede deres hænder op mod guderne, men et stort antal mente ikke, at der var nogen guder, og at dette ville blive verdens sidste, evige nat”, fortæller den unge romer.

Pompeji bliver ramt

  • Kl. 7.30, den 25. august, Pompeji


Pludselig kollapsede resterne af Vesuvs askesøjle i en lavine, der var større og voldsommere end de hidtidige. Med rasende fart kom bølgen tromlende ned ad bjergsiden med kurs direkte mod Pompeji. Den glødende aske væltede ind ad døre, vinduer og sprækker og dræbte hovedparten af byens tilbageblevne indbyggere.

Modsat Herkulaneum var døden ikke øjeblikkelig i Pompeji – typisk nåede ofrene at tage tre åndedræt, før de omkom. Ved første åndedrag inhalerede de en blanding af varm aske og gas, som straks fik lungerne til at fyldes med væske. Ved andet åndedrag inhalerede ofrene endnu mere aske, som blandet med væsken dannede en art våd cement i lungerne og luftrøret. Det tredje åndedrag gjorde cementen endnu tykkere og fik ofrene til at gispe efter vejret, inden de endelig blev kvalt.

I den sydvestlige ende af byen dræbte lavinen en stor gruppe mennesker i en rig købmands hus, som i dag kaldes “Menanders hus”. Huset var under renovering, da Vesuv gik i udbrud, og ejeren, Quintus Poppeus, var derfor flyttet ud og havde efterladt en frigiven slave med ansvaret for huset. Han boede i en lille lejlighed inde i huset sammen med sin datter.

Da askeregnen begyndte, havde en større gruppe mennesker søgt ly i huset. Om morgenen – da pimpstensregnen stilnede lidt af – havde de næsten alle besluttet sig for at flygte. De fleste var på vej op øverst i huset, da den næste bølge ramte.

Arkæologerne har fundet fire grupper af ofre i Menanders hus. En gruppe på ti blev fundet nær trappen op til husets øverste etage. På netop den etage fandt arkæologerne to kvinder og en ung pige, der var blevet dræbt, mens de prøvede at komme ud af huset. En tredje gruppe var blevet spærret inde i et lille rum i husets nederste etage. I desperation havde de forsøgt at slå hul i muren med en hakke for at komme ud til de andre.

Endelig fandt arkæologerne den frigivne slave i hans lille lejlighed. Han lå i sin seng – måske sov han, måske ville han ikke forlade det hus, han var blevet sat til at passe på. Hans lille datter lå i sengens fodende, da den glohede aske kom væltende.

I den anden ende af Pompeji havde beboerne i Gaius Julius’ hus forsøgt at få lidt søvn. Nevøen og hans gravide kone havde lagt sig for sig selv i et hjørne. Da lavinen fra Vesuv kom væltende gennem byens gader, havde de 12 mennesker ingen steder at flygte hen. Alle døre og vinduer var spærret, og den forreste del af huset var styrtet sammen.

En for en blev de kvalt i den glohede aske-og gassky. Og kort efter faldt også husets bageste ende sammen og blev begravet under aske og sten. Først næsten 1850 år senere – i januar 1913 – så huset og dets beboere dagslys igen.

Vesuv udsletter Pompeji

  • Kl. 08, den 25. august, Pompeji


Omkring et kvarter efter købmandsfamiliens endeligt ramte den sidste og største lavine Napolibugten. Gas, aske og klippestykker skyllede hen over de allerede uddøde romerske byer og skubbede kystlinjen hele 450 meter ud i havet. På dens vej hen over området dræbte lavinen tusinder af de mennesker, som var flygtet tidligt om morgenen.

I Stabiæ var flådeadmiralen Plinius den Ældre gået ned til havet for at se, om det var roligt nok til at sejle på. Men bølgerne var stadig for voldsomme til sejlads, og Plinius fik sine slaver til at lægge et tæppe ud på jorden, hvor den gamle mand kunne hvile sig.

Pludselig begyndte luften at fyldes med en skarp svovllugt fra lavinen, som var i gang med at udslette alt liv langs den centrale del af bugten. Hans venner flygtede straks og efterlod Plinius på stranden med to slaver. Med deres hjælp kom flådeadmiralen usikkert på benene, men kollapsede. Ifølge Plinius den Yngre skyldtes det sandsynligvis, at onklen var blevet forgiftet af de tætte dampe fra lavinen.

“Da dagslyset vendte tilbage – to døgn efter han sidst havde set det – blev hans lig fundet intakt og uden skader, stadig med alt tøjet på som i levende live. Han lignede mere en sovende end en død mand”, skriver Plinius, som senere fik beskrevet dødsøjeblikket af onklens ven.

Selv overlevede den unge forfatter, så han 25 år senere kunne skrive om den katastrofale begivenhed og dermed give verden den eneste øjenvidneberetning om katastrofen.

Pompeji bliver glemt

Ved udbruddet sendte Vesuv seks laviner af sted og slyngede ni milliarder tons vulkansk materiale ud over Napolibugten. Da vulkanen atter blev stille, lå Herkulaneum begravet under 25 meter klipper, sten og aske, mens Pompeji var dækket af omkring fire meter. Samtidig var hele landskabet omkring Vesuv fuldstændigt lagt øde.

I alt har arkæologerne fundet 1150 ofre i Pompeji, men forskerne er overbevist om, at dødstallet er langt større. Meget tyder nemlig på, at et stort antal af de mennesker, der rent faktisk havde held til at flygte ud af Pompeji, senere blev indhentet og begravet under aske.

Efter katastrofen sendte den romerske kejser Titus hæren til Pompeji for at søge efter overlevende. De øverste dele af de højeste bygninger og porte i byen stak op af det massive askelag, og dem brugte soldaterne som pejlemærker for, hvor de skulle grave deres tunneler.

Arkæologerne har flere steder fundet graffiti på de mure, som soldaterne fritlagde under de første dages hektiske udgravningsarbejde. Beskederne lød bl.a.: “Der var 50 af dem stadig liggende, hvor de havde været”.

Hurtigt gik det dog op for romerne, at deres redningsoperation var forgæves. Kejser Titus beordrede en genopbygning af Pompeji, men det stod klart, at ødelæggelserne var for omfattende.
I stedet blev det op til havnebyen Stabiæ i udkanten af katastrofeområdet at overtage den udslettede bys omfattende søhandel.

Med tiden glemte alle, hvor Pompeji havde ligget. De lokale glemte endda navnet “Pompeji” og kaldte i stedet blot højen, hvorunder byen var begravet, for “la Civita” – byen. Der skulle gå mere end 1500 år, før nogen fandt ud af, hvilke skæbnesvangre historier den store høj ved Vesuvs fod gemte på.

Måske er du interesseret i...

Læs også