Dødsstødet mod Aztekerriget kom i april 1521, da spanierne stormede hovedstaden Tenochtitlan.

Cortés fik hjælp af Mexicos indianere: Aztekernes fjender rottede sig sammen

Da Hernán Cortés i 1519 ankrede op ved Aztekerrigets kyst, fandt han et splittet land. Blandt de ydmygede undersåtter ulmede hadet mod det tyranniske herrefolk. Den skrubbelløse Cortés samlede en enorm indianerhær til det endelige opgør med aztekerne.

3. november 2015 af Stine Overbye

Hernán Cortés' ankomst skaber rædsel

Da aztekerkongen Moctezuma 2. i april 1519 fik nys om, at hvide mænd i både så store som bjerge var ankret op ved kysten nær Veracruz, blev han på én gang glad og forfærdet. Måske var det skaberguden Quetzalcoatl, der var vendt hjem, funderede Moctezuma.

Ifølge en gammel spådom skulle guden med den lyse hud netop på dette tidspunkt og på dette sted gå i land i sit gamle rige, og i så tilfælde burde aztekerherskeren være den første til at byde ham velkommen. På den anden side kunne det også tænkes, at de nyankomne ikke var guder, men mennesker med onde hensigter – måske var de kommet for at plyndre imperiet...

Moctezuma beordrede et sendebud ud til kysten for at undersøge sagen og befalede ham at medbringe rigeligt med gaver til de fremmede. Ærbødigt overrakte buddet guld, sølv, ædelsten, guldbelagte skjolde, kapper og farvestrålende fjer til spanierne, der lyste op i smil og begærligt ragede rigdommene til sig. Derpå satte sendebuddet fluks sit følge af 2000 tjenere i sving med at bygge palmehytter, så de tilrejsende kunne søge ly, når regntiden satte ind.

Lederen af de hvide mænd præsenterede sig som Hernán Cortés, ambassadør for en konge, der regerede over hovedparten af verden. “Hvor er jeres konge? Vi ønsker at møde ham”, meddelte Cortés, der takkede for de kostbare gaver ved at give en demonstration af sine våben.

Chokerede faldt sendebuddet og hans følge omkuld, da spanierne med et øredøvende brag affyrede en kanon, hvis kugler pulveriserede en bakke og splintrede et træ. Og da ryttere kort efter galoperede langs stranden med lynende sværd i hånd, blev aztekerne skrækslagne. Aldrig havde de set så store dyr, og aldrig havde de set så blanke våben.

Efter opvisningen spurgte Cortes, om han kunne få noget mere guld. “Guld er godt for et dårligt hjerte. Forstår du, mine mænd lider af en hjertesygdom, som kun kan lindres med guld”, forklarede han. Sendebuddet forsikrede Cortés om, at der var mere, hvor det kom fra.

I Tenochtitlan, Aztekerrigets pulserende hovedstad, lyttede den midaldrende Moctezuma opmærksomt til sin hjemvendte udsending, der malende beskrev de fremmede. “Deres ansigter er hvide, deres øjne er som kalk, de fleste af dem har langt skæg, og deres våben er af metal”, lød signalementet.

I detaljer fortalte sendebuddet om de skræmmende kanoner, der lugtede grimt og kunne ødelægge alt, om de store hjortelignende dyr, der skummede ud af munden, og om de fremmedes besynderlige skik med at falde på knæ og tilbede et trækors, som de havde plantet i sandet.

Beretningen foruroligede herskeren, der stadig ikke vidste, hvad han skulle tro. Var det mennesker eller guder, der var kommet til hans rige? “Mit hjerte brænder, som er det blevet vasket i chili”, erklærede Moctezuma utilpas.

Da Cortés og hans mænd gik i land i Mellemamerika, blev de mødt af et aztekisk sendebud, der lagde bunker af guld for de begejstrede spanieres fødder. Foto: Bridgeman

Blodige hjerter ofret til guderne

Siden 1503 havde Moctezuma hersket med hård hånd over Aztekerriget, der dag for dag og år for år var ekspanderet og nu var på sit højeste. Efter at en af hans forgængere, herskeren Itzcotal, i 1428 indgik en alliance med to andre bystater, havde aztekerne efter blodige kampe erobret magten over ca. 500 bysamfund i et område, der strakte sig fra Den Mexicanske Golf i øst til Stillehavet i vest.

I blot få århundreder havde aztekerne været fastboende og haft herredømmet i området, og selv udgjorde de kun en brøkdel af rigets cirka fire millioner indbyggere. Resten var underlagte samfund, som nu var slaver i eget hus. Ikke alene skulle de levere soldater og arbejdskraft til atzekerne, de blev også afkrævet skatter i form af bl.a. majs, bønner, chili, kakaobønner, bomuldskapper og de højt værdsatte og dyrebare quetzalfjer, som aztekernes overklasse smykkede sig med.

To til fire gange om året troppede skatteopkrævere op i byerne for at hente varer, så fra alle hjørner af riget strømmede ufattelige rigdomme ind til hovedstaden Tenochtitlan (nu Mexico City), som med sine 200.000 indbyggere var en af verdens fem folkerigeste byer.

Her boede herskeren og hans hof, her levede overklassen i sus og dus, og her lå også Det Store Tempel, en 45 m høj trappepyramide med 114 trin, som var aztekernes religiøse og politiske omdrejningspunkt.

Aztekerne mente selv, at de stod i bundløs gæld til guderne, som havde skabt Solen, Jorden og menneskene ved at ofre sig selv. Eksempelvis var Solen blevet skabt ved, at to tapre guder havde kastet sig på et bål, hvorefter der opstod et strålende lys i øst, Solen. For at sikre at universet ville bestå, måtte aztekerne servere menneskeblod og menneskehjerter til deres guder, og derfor flød stentrapperne på deres templer næsten altid med blod.

Ved kultfester, når høsten svigtede, når et nyt tempel skulle indvies, når de første majsskud modnede, når en solformørkelse truede, når regnguden skulle formildes – kort sagt ved alle tilværelsens små og store mærkedage – ofrede aztekerne til guderne, og i magtcentret Tenochtitlan var blodbadet drevet ud i det ekstreme. Hvert år mistede 500-700 mennesker livet på toppen af Det Store Tempel, som spanierne kaldte Templo Mayor, og ved særlige anledninger fik op mod 20.000 flået deres hjerte ud på dette sted.

Både børn og voksne, mænd og kvinder blev ofret, men langt hovedparten af de dødsdømte var krigsfanger. Mens trommerne buldrede, og folkemængden hujede, måtte disse mænd på rad og række gå den tunge vej op til toppen af pyramiden, hvor præster med sortmalede ansigter og hænder tog imod.

Når fangerne nåede det øverste trin, blev de kastet om på ryggen hen over en buet offersten, og mens fire præster holdt fangens arme og ben fast, sprættede ypperstepræsten hans bryst op med en stenkniv og flåede hjertet ud. Det dampende og endnu bankende hjerte blev lagt i en offerskål som en gave til guderne, hvorpå præsterne sparkede den livløse krop ned til foden af templet, hvor dynger af lig efterhånden hobede sig op.

For det meste havde aztekerne ikke problemer med at sikre en lind strøm af fanger til deres offerceremonier – de blev hjembragt fra deres evindelige erobringstogter. Men i fredeligere tider kunne det knibe med forsyningerne, og så måtte aztekerne ty til såkaldte blomsterkrige, som var den noget misvisende betegnelse for kampe, som blev sat i scene udelukkende for at skaffe fanger. Det poetiske navn refererede til slagmarken, hvor rigt dekorerede krigere faldt som høstede blomster.

I virkeligheden var der tale om ceremonielle turneringer, hvor aztekerne udfordrede deres fjender, først og fremmest fra Tlaxcala, som var en uafhængig og genstridig bystat, der lå som en ø midt i Aztekerriget. Kampene var uhyre brutale og varede, indtil aztekerne mente at have fanger nok, hvorefter de drog hjem med deres levende bytte.

Selv om aztekerne betragtede menneskeofringer som en religiøs nødvendighed, selve forudsætningen for, at verden kunne bestå, var de i høj grad også et politisk redskab. Besejrede stammehøvdinge blev tvunget til at overvære ofringerne af deres egne tilfangetagne krigere, og denne form for skrækpropaganda sendte et utvetydigt signal om konsekvenserne af ikke at indordne sig.

Eftersom ofringerne var offentlige forestillinger og fandt sted på offentlige steder – på toppen af en pyramide – fungerede de også som et effektivt skræmmemiddel over for menigmand. Enhver, der tumlede med tanken om at gøre oprør mod herskeren, tænkte sig om en ekstra gang, når han eller hun blev vidne til den grusomme skæbne, som indhentede ikke alene fjendens soldater, men også lokale børn og voksne.

Aztekernes præster udførte de mange ofringer ved at skære ofrenes hjerter ud. Foto: Scanpix/akg-images

Et fortryllet syn

Den overdådighed af gaver, som Hernán Cortés var blevet overøst med ved sin ankomst, havde overbevist ham om, at Aztekerriget var et bugnende skatkammer, der blot ventede på at blive plyndret. Opsat på at nå ind til hjertet af dette paradis begyndte han sammen med sin hær den lange march ind i landet mod Tenochtitlan, og det varede ikke længe, før han bemærkede de lokales had mod de griske og blodtørstige undertrykkere i hovedstaden.

En af de første bystater, spanieren kom i kontakt med, var Zempola. Her fortalte den lokale hersker, at han og adskillige andre høvdinge i det enorme rige drømte om at styrte aztekerne, et ønske, de delte med den uafhængige bystat Tlaxcala, som indædt havde modsat sig at blive indlemmet i Aztekerriget. Cortés skrev sig disse oplysninger bag øret, idet han øjnede en mulig strategi for sit planlagte erobringstogt: En militær alliance med disse hævngerrige indianere kunne gøre forskellen mellem fiasko og succes.

Undervejs mod Tenochtitlan måtte Cortés dog sande, at spanierne ikke var lige velkomne overalt. Tlaxcalaerne afskyede aztekerne, men var ikke mildere stemt over for de hvide indtrængende, så det første møde mellem de to parter endte i en massakre.

Over for spaniernes tunge artilleri kom indianernes buer og pile til kort, og snart var slagmarken farvet rød af de indfødtes blod. I forsøget på at undgå yderligere tab indvilgede tlaxcalaerne i at kæmpe på spaniernes side mod aztekerne, hvis Cortés til gengæld lovede at befri dem for den forhadte fjende.

I november 1519, fem måneder efter landgangen, nåede spanierne omsider til Tenochtitlan, der i pragt og rigdom overgik enhver forventning. “Vi blev slået med forundring, da vi så denne by, som var bygget på vandet. De store bygninger, alle lavet af sten, var som et fortryllet syn”, noterede en af de spanske soldater, der ligesom sine kolleger måtte spørge sig selv, om det hele ikke blot var en drøm.

De spanske erobrere med Hernán Cortés i spidsen ankom efter fem måneder til aztekernes hovedstad, hvor de blev mødt af herskeren Moctezuma og hans følge. Foto: Polfoto/Corbis

Lige så uvirkelig som Tenochtitlans skønhed var den modtagelse, spanierne fik. Selv om hans rådgivere havde advaret mod at lade de uindbudte gæster komme ind i byen, havde Moctezuma besluttet at byde dem velkommen – endnu var han usikker på, hvorvidt disse fremmede skabninger var guddommelige.

I en bærestol af guld tog han imod de hvide mænd, og mens folket kastede blomster for spaniernes fødder, steg herskeren ned fra sin bærestol og lagde en tung guldkæde med ædelsten om Cortés’ hals. Siden blev de omkring 500 spaniere indlogeret i et overdådigt palads, hvor tjenere myldrede ind med endnu flere gaver: guld, sølv, de fineste fjerarbejder og adskillige tusinder smukt vævede bomuldskapper.

Også spanierne havde gaver med til værten – et krystalglas og tre lærredsskjorter – som Moctezuma høfligt takkede for. Derpå inviterede han Cortés på en guidet tur gennem byen, hvor især markedspladsen tog pusten fra spanieren og hans følge. Uanset hvor de kiggede hen, blev de blændet af rigdomme, der overgik deres vildeste drømme.

Alt var til salg her, fra tunge guldsmykker og glimtende ædelsten til eksotiske dyreskind, skinnende fjerdragter og det ypperste kunsthåndværk af turkis og jade. Fra toppen af Det Store Tempel fik Cortés mulighed for at se byen ovenfra, og lige så henrykt spanieren var over udsigten, lige så chokeret blev han, da Moctezuma viste ham en offerskål med friske menneskehjerter.

Efter at havde genvundet fatningen spurgte Cortés om tilladelse til at anbringe et kristent alter i templet. “Foreslå ikke dette igen”, affærdigede Moctezuma ham kontant.

Dag for dag blev stemningen mellem vært og gæst mere afkølet. Uophørligt tiggede Cortés om mere guld, og uafladeligt kritiserede han aztekernes religion og i særdeleshed deres uskik med at ofre mennesker.

Og blot otte dage efter at han var ankommet til byen, besluttede Cortés at gøre kort proces: Han belønnede herskerens gæstfrihed ved at tage ham til fange og lægge ham i lænker i det palads, hvor spanierne var indkvarteret.

Første skridt mod Aztekerrigets afvikling var en kendsgerning, Moctezuma var nu en marionet i spaniernes hænder, for mens Moctezuma fortsat regerede over sit folk, regerede Hernán Cortés over ham.

Massakre i templet

Mens Cortés midlertidigt var bortrejst fra Tenochtitlan i juni 1520, gik der panik i hans stedfortræder, Pedro de Alvarado. En skare adelige var forsamlet til en religiøs fest i et tempel, men da Alvarado havde dem mistænkt for at pønse på en sammensværgelse, beordrede han sine mænd til at nedkæmpe dem. Iført rustninger fægtede spanierne sig gennem templet og trak et spor af død og ødelæggelse efter sig.

Nyheden om blodbadet bredte sig som en løbeild gennem Tenochtitlan, og hvor spanierne før var tolereret, var de nu forhadt. Oprøret lurede, og da Cortés vendte tilbage til hovedstaden den 25. juni, fandt han en by i undtagelsestilstand.

I forsøget på at dæmpe gemytterne tvang han Moctezuma til at træde frem på paladsets balkon og tale til sine undersåtter, men herskeren havde for længst mistet folkets tillid, og i stedet for at lytte begyndte den rasende menneskemængde at bombardere ham med sten. Med kasteskyts hvislende om ørerne trak han sig i hast tilbage, men for sent: Han var allerede hårdt såret og døde kort efter.

Spanierne mærkede nu for alvor jorden brænde under sig, og belæsset med skatte flygtede de i ly af natten den 30. juni ud af byen. Men aztekerne var kommet dem i forkøbet og havde fjernet alle broer. Tusindvis af krigere i kanoer dukkede pludselig op af mørket, og i en regn af pile og sten kastede spanierne sig i vandet i et desperat forsøg på at nå i land på den anden side. Snart flød kanalerne med lig fra spaniere, der enten var blevet dræbt af aztekernes pile eller var druknet, fordi de var blevet tynget ned af guldet i deres lommer.

Det endelige slag mod aztekerne

Efter det ydmygende tilbagetog slikkede spanierne deres sår hos deres indianske allierede i Tlaxcala, uden på nogen måde at have opgivet at erobre Tenochtitlan. Og ni måneder senere, i april 1521, var Cortés klar til endnu en gang at sætte kurs mod hovedstaden, denne gang med en uhyre slagkraftig hær på 700 spaniere og op mod 70.000 indianere. Heraf var de fleste fra Tlaxcala, resten var rekrutteret i de bystater, som aztekerne havde underlagt sig.

Med sit nu indgående kendskab til hovedstaden iværksatte Cortés en belejring. Hans tropper omringede byen og afskar alle forsyningslinjer, så indbyggerne hverken kunne få mad eller vand. I stedet måtte de drikke af det beskidte vand fra søen og overleve på en sparsom diæt af firben, svaler, tørrede huder, græs og åkander.

Da aztekerne trods det massive og vedvarende pres nægtede at overgive sig, rykkede angriberne ind i byen. Her ventede et bittert slag. Cortés’ hær måtte kæmpe om hver gade, og selv om der efterhånden lå døde og sårede overalt, var det, som om der konstant dukkede nye modstandere op. Kvinder hankede op i skørterne og sendte byger af pile af sted, gamle mænd og store børn gik i nærkamp, og selv om aztekerne med deres primitive våben døde i hobetal, led også spanierne og deres kampfæller store tab.

I byens nordlige del blev 2000 af Cortés’ indianere dræbt, og 53 spaniere taget til fange, hvorefter de – og deres fire heste – fik flået hjerterne ud for øjnene af deres landsmænd på toppen af en pyramide. I 93 lange dage og nætter lykkedes det aztekerne at holde skansen, og da kampene omsider ebbede ud, lå den engang så glansfulde Tenochtitlan i ruiner. Templer stod i flammer, helligdomme var knust, paladser forvandlet til brandtomter, og i luften hang en sødlig stank af slagtehus fra de mange tusinder lig, der fyldte gaderne.

Med tilfangetagelsen af den nyudnævnte aztekerhersker Cuauhtemoc, som var Moctezumas nevø, satte spanierne den 13. august 1521 punktum for erobringen – Aztekerriget var nu endegyldigt på spanske hænder. På Tenochtitlans ruiner byggede europæerne en ny hovedstad, i dag kendt som Mexico City, og hvor pyramider før lå, opførtes nu kristne kirker.

De indianere, der havde hjulpet de hvide til sejr, måtte hurtigt erkende, at de var kommet fra asken i ilden: De nye magthavere overtog i vid udstrækning det gamle styres metoder, heriblandt skatteinddrivelsessystemet, og førte sig frem med en brutalitet, som fuldt ud lignede forgængernes.

“Overalt plyndrede spanierne. De ledte efter guld, og de tog de kønneste kvinder. Mænd blev brændemærket med glødende jern, nær munden, på kæben, omkring læberne”, berettede den spanske munk Sahagún, der forgæves protesterede over sit folks fremfærd i det rige, som erobrerne døbte Nyspanien.

Måske er du interesseret i...

Læs også