Egypterne så til med forundring, da Mansa Musa drog ind i Cairo med sit følge på 20.000 hoffolk og tjenere.

© Bridgeman Art library & Scanpix/AKG

Storslået pilgrimsfærd satte Mali på landkortet

Malikongens rige er så stort som Vesteuropa. Men kun få har hørt om ham, da han i 1324 drager på pilgrimsrejse.

3. november 2016 af Bine Iversen
Egyptens indbyggere er vant til, at pyramiderne imponerer landets gæster. Men i juli 1324 er det egypternes tur til at blive imponerede.


Ved pyramiderne uden for Cairo har et rejseselskab på flere tusind mennesker slået lejr. De har rejst tværs gennem Sahara-ørkenen anført af en mand, der er drevet af både religiøs fromhed og politisk snilde. Egypten har fået besøg af en af Afrikas mægtigste herskere: Mansa Musa, konge af Mali.

De færreste egyptere har på det tidspunkt hørt om Maliriget, men med Mansa Musas besøg i Cairo får Mali pludselig en plads i omverdenens bevidsthed og dermed i historie­bøgerne.


Handelsfolk og diplomater begynder at valfarte til imperiet ved Niger-floden, og når de vender hjem igen, beretter de om et land, hvis rigdom overgår alt, hvad verden tidligere har set.

Mekka-rejsen er ren reklame

For Mansa Musa er Egypten egentlig kun en mellemstation. Malikongen er på vej til Mekka på pilgrimsrejse. Som troende muslim er det en hellig pligt for ham at prøve at nå frem til i­slams helligste by mindst én gang i løbet af sit liv.


Men for en regent og politiker som Mansa Musa er pilgrimsrejsen samtidig en glimrende lejlighed til at vise sit riges formåen og knytte nye alliancer. Derfor medbringer Malikongen ikke bare flere tusind tjenere og soldater. Han har også selskab af hoffolk, rådgivere, læger, købmænd og repræsentanter fra Malis vigtigste stammer. 


Ifølge historieskriveren Ibn Khatir tæller Mansa Musas følge ikke mindre end 20.000 personer. Karavanen medbringer kameler, æsler og slaver til at bære forsyningerne – ikke mindst det synlige bevis på kongens rigdom: 300 qintar rent guldstøv, omkring 15 tons guld i nutidens måleenheder.

Mali har rige guldforekomster, der gjorde Mansa Musa til en af middelalderens mest
velhavende konger. På rejsen til Mekka medbragte han 15 tons guldstøv.
© Polfoto/Corbis

Fordrevet kongesøn vendte tilbage

Mansa Musa har arvet Malirigets trone, og som efterkommer af rigets grundlægger, den sagnomspundne Sunjata, er den unge konge født til at regere over et imperium, der strækker sig fra Atlan­ter­havs­kysten over Niger­flodens deltaer til ørkenbyen Timbuktu.

Det fortælles, at Sunjata grundlagde Mali­riget, da han som uønsket kongesøn blev fordrevet fra hoffet, men senere vendte tilbage med en hær og befriede sit folk fra den undertrykkende susu-stamme.

Historikere fra sam­tiden anslår, at det skete omkring 1235. Sunjata skabte et kongerige af de områder, hvor høvdingene havde støttet ham i krigen mod susu-hæren. De ekspanderede snart ud i de omkringliggende territorier, og de erobrede områder blev kendt som Mali.

Sideløbende med krigene skabte Sunjata grundlaget for en udvikling, der skulle gøre Mali til et af Afrikas rigeste lande. Han tog initiativ til en landbrugsreform, hvor krigsveteraner fik jordlodder og omdannede store sletter til dyrkbar jord.

Korn, bomuld og jordnødder var blandt de afgrøder, Mali begyndte at producere. Snart var landet et af Afrikas mest frugtbare landbrugsområder.

Ifølge den tunesiske historieskriver Ibn Khaldun regerede Sunjata i ca. 25 år, hvor­efter hans søn Mansa Wali Keita efterfulgte ham – Mansa er en titel, der betyder konge eller kejser. Mansa Wali Keita og hans efterfølgere gjorde Mali til et af datidens største imperier.


Mansa Musa, der førte sin afstamning tilbage til Sunjatas bror, blev udnævnt til konge af Mali i 1312, mens middel­alderen herskede i Europa. Allerede ved Musas tiltrædelse gjorde kongens frem­toning og styrke indtryk på omgivelserne.

“Han var en ung og flot mand, der havde opbakning fra 24 høvdinge”, fortæller den arabiske historieskriver Ibn Khatir. Men ellers var omverdenens interesse for Mali begrænset.


Det ville Mansa Musa ændre på. Hans imperium omfattede nu om­råder med store forekomster af guld og elfenben, og kongen besluttede at investere en betydelig del af sin formue i en pilgrimsrejse til Mekka.

En sådan rejse var imidlertid både kostbar, tidskrævende og farlig for en vestafrikansk konge. For det første indebar den store udgifter til proviant og soldater, der skulle beskytte de rejsende mod overfald.


Alene turen tværs gennem Saharaørkenen kunne tage et år, hvis de rejsende da ikke omkom af tørst eller for vild undervejs. For det andet måtte en hersker, der planlagde at rejse til Mekka, have solid opbakning i sit hjemland. Ellers risikerede han at blive afsat, mens han var væk fra sit rige. 

Karavanen talte 20.000 personer

Efter at have konsulteret sine spåmænd kunne Mansa Musa drage af sted. Karavanen var nærmest en omvandrende by.


Kongens ældste hustru, Inari Kunate, ledsagede ham på rejsen, og alene hendes medbragte slaver og tjenestefolk udgjorde flere hundrede personer.

Karavanen nåede sikkert gennem ørkenen og kunne drage ind i Egypten med pomp og pragt. Karavanens ankomst var en sensation på flere planer.


Alene dens størrelse gjorde indtryk på egypterne, men de var mindst lige så fascinerede af de guldskatte, Mansa Musa medbragte. Mønter, figurer og tonsvis af rent guldstøv blev vist frem og i mange tilfælde foræret som gaver til egypterne.

Klik på tegningen og se de byer, Mansa Musa besøgte på sin pilgrimsrejse, der endte med at sætte Mali på landkortet. 

Nægtede at bøje sig for sultanen

Cairos sultan besluttede straks at invitere den fremmede konge på besøg. Mansa Musa var dog langtfra den ydmyge gæst, sultanen var vant til.


Da den egyptiske udsending henvendte sig i Mansa Musas lejr for at invitere Malikongen op til sultanens hof, afslog han blankt.

Det var kutyme, at fornemme besøgende i landet aflagde visit på citadellet i Cairo og viste sultanen ære ved at kysse jorden foran hans fødder.


Men Mansa Musa var vant til, at alle andre udviste underdanighed over for ham, og han havde bestemt ingen planer om at ydmyge sig over for sin egyptiske kollega. Malikongen undskyldte sig derfor med, at han var på pilgrimsrejse og ikke kunne lade sig forstyrre af andre aktiviteter. Sultanens anmodning blev dermed i første omgang høfligt afslået.

Den egyptiske udsending insisterede imidlertid, og efter et par forespørgsler mere erklærede Mansa Musa sig villig til at aflægge sultanen visit. Men, betingede han sig, han ville ikke kysse jorden for at ære sultanen.

“Jeg bøjer mig kun for min skaber, Gud”, fastslog Mansa Musa ifølge historieskriveren al-Umari. Det accepterede sultanen, hvorefter Mansa Musa knælede for sin vært og blev budt officielt velkommen til Egypten.

De to herskere var nu klar til at udveksle gaver. Sultanen skænkede bl.a. Malikongen en pels­beklædt kappe med indvævet guldtråd, en silkekalot, tørklæder med guldbroderier og to heste med kostbart seletøj. Desuden sørgede sultanen for kost og logi til Mansa Musa og hans følge under deres ophold i Cairo.

Kongen forærede til gengæld sultanen 40.000 guldmønter og var desuden gavmild med gaver til hans embedsmænd. Hoffet var imidlertid ikke de eneste, der drog fordel af Mansa Musas besøg.


De handlende i Cairo benyttede kongens tre måneder lange ophold til at øge fortjenesten og hævede ifølge historie­skriveren al-Umrai priserne til det femdobbelte.

Mansa Musa og hans følge betalte uden vrøvl, men for det egyptiske samfund havde Mali­kongens rundhåndethed også en bag­side. De store mængder guld skabte inflation, og først flere år senere nåede guldpriserne i Cairo igen deres normale niveau.

Mali var strengt muslimsk, men tillod kvinderne at klæde sig mere afslappet end i andre muslimske lande. Malis kvinder viste bryster og havde mandlige venner til stor forargelse for gæster fra andre muslimske lande. 
© Scanpix/Mary Evans Picture Library

Forgænger døde på pilgrimsrejsen

For Mansa Musa havde rejsen indtil nu været en kæmpe succes. Den havde gjort det tydeligt for alle, hvor rig og magtfuld Malis konge var.


Men vejen til Mekka var stadig lang og farefuld. En af kongens forgængere, Sakura, var blevet overfaldet og dræbt af krigere i Djibouti-området på Afrikas østkyst, da han var på vej hjem fra sin pilgrimsrejse.

Mansa Musa besluttede derfor at slå følge med en stedkendt karavane på vej til den hellige by, og kongen nåede helskindet frem. Den maliske historieskriver Mahmud Kati berettter:

“Fra Middelhavets og Indus-flodens fjerneste bredder nærmede de troende sig den hellige by Mekka. Alle med det samme mål – i fællesskab at bede ved Islams­ største helligdom, kaabaen i Mekka. En af disse rejsende var Mansa Musa, konge af Mali i Vestafrika”.

Kongen blev væk fra karavanen

Mansa Musa kunne nu glæde sig over sin nyerhvervede status som el-Hadj – en muslim, der har fuldført sin pilgrimsrejse til Mekka.


Men på hjemrejsen var det nær ved at gå galt. Mansa Musa og hans følge kom væk fra karavanen og overlevede kun med nød og næppe ved at vandre ud til Det Røde Hav ved Suez og spise de fisk, de kunne fange.

Der var dog ikke mad nok til alle, og historieskriveren al-Maqrizi anslår, at op imod en tredjedel af Mansa Musas folk og kameler omkom på rejsen hjem fra Mekka. Mali-herskeren havde brugt alle sine medbragte guldbeholdninger, og han var endda nødt til at gældsætte sig for at kunne købe proviant og slaver til den sidste del af hjemrejsen.

På trods af ulykkerne var Mansa Musas pilgrimsfærd efter næsten enhver målestok en succes. Udover at have opfyldt sin religiøse pligt kunne Mansa Musa fremvise mange hjembringelser.


På rejsen havde han bl.a. mødt den spansk-arabiske arkitekt og digter Abu Ishaq al-Sahili. Arkitektens bygninger havde imponeret kongen, og det var lykkedes ham at overtale al-Sahili til at drage med til Mali.

Med inspiration fra al-Sahili lod Musa adskillige moskeer og paladser opføre. Det mest storladne bygningsværk var Djinguereber-moskeen i Timbuktu, der trods beskedne bygge­materialer som mudder og plante­dele havde plads til over 2.000 troende.

Al-Sahili var langtfra den eneste prominente gæst i Mali. I årene efter kongens pilgrimsrejse strømmede købmænd, diplomater og opdagelsesrejsende til det vestafrikanske imperium.


Det førhen ukendte kongedømme var nu berømt og beundret i det meste af Nordafrika og kendt så langt væk som i Europa og på Den Arabiske Halvø. Især Malis rige guldforekomster fascinerede om­verdenen. I et fransk atlas fra 1375 blev Mali ligefrem illustreret i form af en konge, der holder et scepter i den ene hånd og en guldklump i den anden.

Arabiske rejsende skrev om landet

Malis guldforekomster tiltrak især købmænd fra Egypten, der til gengæld falbød fine klædestoffer på landets markedspladser.


Udover guld kom de handlende til Mali for at købe elfenben, salt, slaver, kobber og dyreskind. En række udsendinge fra især arabiske lande begyndte at skrive om landet og dets herskere. De fleste skrift­lige kilder om Mali­riget stammer netop fra denne periode.

Udsendingene var både fascineret af Malis rigdom og af indbyggernes fremmedartede kultur. Især Malikongernes paladser og audienser betog flere udenlandske besøgende.


Den marokkanske opdagelses­rejsende Ibn Battuta besøgte Mali og over­værede, hvordan kongen afholdt offentlig audiens i paladsets gård. Siddende på en platform under en silkeparasol prydet med en gylden falk tog kongen imod sine undersåtter. Audiensen blev indledt med musik fra trommer, horn, trompeter og kostbare guitarer:

“Før kongens ankomst optræder musikere med strengeinstrumenter af guld”, beretter Ibn Battuta.


Andre arabiske historikere fortæller om audienser uden for paladset, hvor Malikongen sad på en elfenbens­trone omgivet af elefantstødtænder og slaver fra fjerne lande. Når Malikongen mødte folket, bar han altid rigets officielle symboler, en bue og en pil af guld. 

En af Mansa Musas forgængere, Khalifa, havde haft for vane at skyde til måls efter sine undersåtter. En vane, der selvfølgelig forargede malierne.

Til sidst blev de så utilfredse, at de slog kongen ihjel. Under Mansa Musa blev de kongelige våben kun brugt til pynt. Det var heller ikke nødvendigt at tage dem i brug for at forsvare kongen – Mansa Musas følge var så stort, at det må have skræmt enhver attentatmand væk.

Foran kongen vogtede hans chefbøddel med et sværd, mens loyale høvdinge flankerede tronen på begge sider, og lederen af kavaleriet holdt vagt bagtil.

Audienserne var omgivet af stor høj­tidelighed, beretter al-Umari:
“Kongen tillader ikke, at nogen nyser under en audiens, og hvis det alligevel sker, bliver vedkommende slået”.

Kongen selv talte aldrig direkte til offentligheden. I stedet hviskede han beskeder til en talsmand, der så råbte herskerens ord ud til undersåtterne. På trods af højtideligheden var audienserne dog også festlige begivenheder:

“Foran kongen danser folk, og det gør ham glad og får ham til at grine”.

I Timbuktu lod Mansa Musa den store Djinguereber-moske opføre. Bygningen, der har plads til over 2.000 troende, står endnu, selv om den er bygget af mudder og plantedele.

© Shutterstuck

Riget smuldrede efter Musas død

Mansa Musas død i 1337 blev begyndelsen på en lang nedtur for Maliriget. En række uduelige og grådige regenter svækkede landet.


Den symbolsk vigtige by Timbuktu kom på fremmede hænder i 1433, og i løbet af de følgende århundreder blev riget splittet op i et utal af mindre stater.

I 1884 mødtes de europæiske koloni­magter i Berlin for at dele Afrika imellem sig, og som et resultat af det er det tidligere Malirige i dag delt op i landene Mali, Senegal, Guinea, Mauretanien, Elfenbenskysten og Burkina Faso.

Timbuktus bygningsværker har dog overlevet århundreders skiftende magthavere. De knejser fortsat i ørkenbyen som et minde om en tid, hvor Mali vakte verdens beundring.

Måske er du interesseret i...

Læs også