Hvert forår kom vikingerne til England for at hærge, men i 865 var intet, som det plejede. Skandinaverne blev vinteren over.
© Herbert Alfred Bone (1890)/ Bridgeman

Hævngærrige vikinger væltede England omkuld

Vikingekongen Regnar Lodbrog er blevet dræbt i England, og hans sønner sværger at tage hævn. Med sværd og ild indleder de et flere år langt erobringstogt – og kun én mand står i vejen for deres triumf.

12. januar 2017 af Tim Panduro
Sejlene i horisonten vækker rædsel blandt de engelske kystboer. De ser langskibene, vikingernes slanke angrebsfartøjer, som bringer mordere, ransmænd og slavejægere ind fra havet.

Fiskerne ved East Anglias strande kender alt til de blodtørstige skandinaver. 

Hver sommer i årtier har skandinavernes skibe lagt til her, og deres besøg har gang på gang efterladt sodsværtede husruiner og dynger af lig, som de ulykkelige overlevende måtte begrave.

Alligevel spærrer udkigsposterne deres øjne op, da de får øje på vikingernes skibe i år 865. Modsat tidligere kommer der denne gang flere langbåde til, så hele horisonten er fyldt med sejl og master. 


Den største vikingeflåde nogensinde set er på vej mod East Anglias kyst. Og englænderne vil snart forstå, at denne gang har skandinaverne tænkt sig at blive.

Uønskede gæster i East Anglia

Vikingernes tusindtallige invasionshær bliver anført af danskeren Ivar Benløs og hans to brødre Ubba og Halfdan.

De har valgt landgangsstedet med omhu. “Dette år kom en stor hedensk hær til England”, noterede frygtsomme munke i Den Angel-Saksiske Krønike. “Og de opslog deres vinter-kvarter i East Anglia”.

England består i 800-tallet af fire selvstændige riger, hvoraf East Anglia er det mindste og svageste. 


Den lokale konge opgiver straks at gøre modstand, da langskibene glider op på stranden, og kampklædte krigere hopper i land i svimlende antal. 

I stedet byder Edmund de fremmede velkommen som gæster. Han tilbyder dem penge og husly, hvis de blot undlader at plyndre hans East Anglia.

Beskyttelsespenge har vist sig som den eneste måde, en svag kristen konge kan afværge vikingernes hærgen på. 


Hurtigt får denne art bestikkelse sit eget navn – “danegæld”. East Anglias skræmte indbyggere må tåle de fremmedes selskab hele vinteren. 

Men de slipper nogenlunde nådigt, for vikingerne har – ifølge de islandske sagaer – langt større høns at plukke med angel-sakserne. Ivar, Ubbe og Halfdan er kommet for at hævne drabet på deres far, Regnar Lodbrog.

Denne sagnomspundne viking var ifølge fortællingerne på togt i Nordengland, da han blev overrasket af fjenden. Kong Ella af riget Northumbria tog ham til fange, og vikingen døde under svære pinsler i et hul fyldt med giftslanger.

I året 865 er motivet for vikingernes angreb på England formentlig mere end blot ønsket om hævn – også behovet for nyt land spiller ind. 

Skandinavien har oplevet en befolkningseksplosion, samtidig med at de lokale konger koncentrerer deres magt. For de frihedselskende vikinger er dette altså tiden at søge mod nye kyster.

Regnar Lodbrog skal hævnes

Den kristne kalender er for længst skiftet til 866, da Ivar Benløs giver ordre til opbrud fra East Anglia. 


I vinterens løb har han samlet efterretninger om Northumbria, og alt tegner lovende.

Kongedømmet mod nord er svækket, og kong Ella ligger i borgerkrig med stormand Osbert, som gør krav på tronen. 


Ivar Benløs kan vinde en let sejr, hvis han handler hurtigt. Netop det er han forberedt på, for i vinterens løb har han samlet en stor flok heste i East Anglia.

Hæren rider hurtigt nordpå, og inden nogen aner uråd, har vikingerne tilbagelagt 300 km på de gamle romerske veje og nærmer sig York – Northumbrias største by. 


Herfra kan vikingerne kontrollere Nord­england og har samtidig nem adgang til Nordsøen via floden Ouse.

York ligger åben for en dristig fjende. Byens mørnede forsvarsværker er fra romernes tid, men indbyggerne regner med, at deres kristne tro vil være et stærkt skjold mod de gudløse angribere.

De tager fejl. Ingen guddommelig kraft stopper Ivar Benløs, da han når frem med sin rytterhær 1. november 866 – allehelgensdag. Yorks befolkning er samlet i katedralen, hvor de kristne mindes afdøde frænder og slægtninge. 

Ingen af dem hører vikingernes fremrykning. Derfor kan de skandinaviske krigere storme ind over byens forsømte volde stort set uden at møde modstand.

Hurtigt sikrer vikingerne sig kontrol over York, men forinden er det dog lykkedes kong Ella at stikke af.
VIkingerne gennemhullede Edmund af East Anglia – senere blev han helgenkåret.
© Bridgeman & downies.com

Kongen lider en grusom død

Ella overtaler sin ærkefjende Osbert til at indgå en våbenhvile; hvis de forener deres styrker, kan de erobre York tilbage og drive hedningene ud af Northumbria.

Palmesøndag 23. marts 867 rykker den forenede kristne hær frem. Ella og Osbert opildner tropperne til kamp, og de garanterer, at Gud vil hjælpe dem på denne hellige dag.

Angriberne trænger gennem Yorks forfaldne forsvarsværker, men bag voldene venter vikingerne med skjolde, økser og sværd. Ganske vist er skandinaverne i undertal, men de er dygtigere og mere erfarne krigere end angel-sakserne.

“Hedningene forsvarede sig med raseri, huggede dem i stykker og drev dem ud af byen”, skrev Asser, der var munk i Wales under vikinge-invasionen.

Da dagen er omme, flyder Yorks gader med lig. Ella og Osbert er blandt de døde. Ifølge sagaerne bliver Ella henrettet på en måde, der i grusomhed ikke står tilbage for drabet på Regnar Lodbrog:

Mens kongen stadig er i live, skærer vikingerne alle hans ribben fri fra rygraden – og så hiver de Ellas lunger ud gennem de to åbne huller.

Benløs har held med slesk tale

Efter dette blodbad indsætter Ivar Benløs en harmløs angel-sakser på Northumbrias trone. Han er blot en marionet, der skal holde befolkningen i ro, mens vikingerne tager for sig af jord og rigdomme.

“Hæren fyldte alle steder med blodsudgydelser og sorg. De lagde klostre og kirker øde med ild og sværd. Når de forlod et sted, stod intet tilbage bortset fra tagløse mure”, skrev krønikeskriveren Simeon af Durham om vikingerne.

York bliver omdøbt til Jorvik, og mange skandinaver bosætter sig i byen.

Men ikke Ivar – hans hævntørst er end- nu ikke slukket, og snart er vikingehæren på march igen. Vikingernes høvding har sit blik rettet sydpå, hvor kongeriget Mercia byder på nye muligheder for plyndring og erobring. 

Da høsten begynder i 868, sætter Ivar Benløs og hans hær kurs mod Nottingham. Ligesom York falder byen let, men snart nærmer kristne hære sig for at smide vikingerne ud igen.

Mercias kong Burgred har samlet alle sine tropper, og en hær fra naboriget Wessex er mødt op for at hjælpe. 


Ivar barrikaderer sig i Nottingham, som ligger højt over floden Trent, men han ønsker ikke at blive udsat for en lang og risikabel belejring. Derfor viser den barske viking sig fra sin mest diplomatiske side.

“Han brugte slesk tale, og som en snu ræv vandt han freden”, noterede historikeren Henrik af Huntingdon.

Ivar Benløs snakker sig til frit lejde ud af Nottingham, og mens hans hær forlader byen, sænker freden sig over Mercia.

De uønskede gæster vender tilbage

Vikingerne aflægger i stedet deres gamle værter i East Anglia et besøg. Inden Ivar invaderer, giver han sit offer mulighed for at underkaste sig – igen.

Kong Edmund skal anerkende vikingernes høvding som sin overmand, afsværge kristendommen og hylde de nordiske guder. Svaret er et blankt afslag.

“En kristen konge har ikke så stor kærlighed til sit liv, at han vil overgive sig til en hedensk gud”, konstaterer Edmund værdigt. Ivar er forberedt på den kristne konges nej, og vikingerne strømmer straks over grænsen.

“Kong Edmund kæmpede mod dem, men danerne vandt en stor sejr og fældede ham”, berettede munkene bag Den Angel-Saksiske Krønike.

Andre kilder fortæller, at vikingerne fanger Edmund i live. 20. november 869 bliver kongen pryglet, bundet til et træ og skudt med pile, indtil han ligner et pindsvin. Til slut hugger de hans hoved af.

Vikingerne vil have mere land

Ivar Benløs har fået, hvad han kom efter – hævn, jord og kontrollen over Østengland. Men Ivar ønsker sig mere land og allierer sig med vikingen Olaf, der hersker i Irland. 


De to vil erobre området mellem deres besiddelser: kongedømmet Strathclyde i det nordvestlige England. 

Vikingerne angriber flere gange fra land- og søsiden, og da Ivar afskærer forsyninger af fødevarer til områdets vigtigste forsvarsværk, må de udsultede forsvarere give op.

Igen fanger vikingerne en konge levende: kong Artgal. Ivar og Olaf kræver løsepenge og får et usædvanligt tilbud:

Konstantin, der er konge i Skotland, vil gerne betale – men kun hvis vikingerne slår Artgal ihjel. Konstantins plan er at gifte sin datter med Artgals søn, så Konstantin får en vasal på tronen i Strathclyde.

Den plan er Ivar og Olaf med på, for dermed har de fået placeret en venligtsindet konge på tronen i det erobrede område.

Ude i Europa stødte vikingerne på heste, der var langt større end de nordiske. 
© osprey publishing

Wessex kæmper for livet

Ivar Benløs’ liv, der var så brutalt, ender ganske fredeligt i 871. Han bliver pludselig syg i Irland, hvor han har slået sig ned, og dør efter kort tid.

Tilbage i England sidder Ivars brødre Halfdan og Ubba. De har til opgave at slå kløerne i Englands sidste to kongedømmer, Wessex og Mercia.

I vinteren 870 trænger de ned til floden Themsen. Men de mange vikingeangreb har givet de engelske småstater et stærkt sammenhold. 


Ved Englefield lider vikingerne deres første nederlag, inden de formår at slå tilbage.

Vikingernes felttog fører dem til Uffington. Kampene varer en lang dag i 871, indtil vikingerne må trække sig.

I deres lejr i Reading gør de status. De har mistet adskillige militære anførere og endnu flere krigere. De er slået – men ikke besejrede, selvom de har mødt store modstandere i Alfred og Æthelred,

Wessex’ kongelige brødre, der tidligere har ladet vikingehæren trække sig tilbage til York. I de følgende måneder bølger kampene frem og tilbage.

I foråret 871 dør kong Æthelred, og mens Alfred har travlt med at arrangere sin brors begravelse, vinder vikinge­hæren et par store slag. 

Men vinteren nærmer sig, og diplomatiet går i gang. Alfred køber sig tid ved at betale vikingerne til at trække sig tilbage til London, der er hovedbyen i Mercia. 

Wessex er nu det eneste, der er tilbage af de fire engelske kongedømmer.

Kong Alfred må bo i en sump

Lodbrog-sønnerne Halfdan og Gorm kan ikke slippe tanken om at erobre Wessex. I 875 tager de en skæbnesvanger beslutning: 


De deler vikingehæren mellem sig. Gorm slår sig ned i Jorvik, mens Halfdan drager til Dublin og myrder den siddende konge for at overtage tronen.

Gorm vil også slås. I 876 angriber han Wessex med sin hær, og overraskelsestaktikken virker. Vikingerne trænger langt ind i riget og slår sig ned på en ø, der ligger i en lille sydengelsk fjord og er velegnet til at blokere byen Pooles havn. 


Samtidig sikrer placeringen mod angreb fra Alfred. Igen lokker Alfred med danegæld for at få vikingerne til at forsvinde, og Gorm sværger på en ring viet til Thor, at han vil forlade Wessex.

Vikingen har svoret falsk, viser det sig. I stedet for at forsvinde trænger han i nattens mulm længere ind i landet og slår sig ned i byen Exeter, mens han venter på forstærkninger fra Skandinavien.

Uheldigvis bliver flåden ødelagt i en storm, og det, der lignede en let sejr, ender nu med, at vikingerne kommer under belejring. Efter vinteren lader vikingerne sig igen betale for at forlade Wessex – og denne gang holder de løftet.

Freden bliver dog kort. Inden der er gået et år, misbruger vikingerne en kristen højtid til atter at overrumple Wessex: På helligtrekongersdag, den

6. januar 878, trænger vikingerne helt ind i fæstningen i Chippenham, hvor Alfred fejrer julen. Med nød og næppe lykkes det Wessex’ konge at slippe væk sammen med sin livvagt og nogle få mænd. 

De søger tilflugt i en sump i Somerset i det sydøstligste England, og de følgende måneder fungerer Alfred som undergrundsleder.

Knælende må den nyligt døbte vikingehøvding Gorm underkaste sig Alfred den Store. 

© Bridgeman/James Doyle (1893)

Afgørelsens time kommer

Gorm er klar over, at kampen skal afgøres. Han hidkalder Ubba, der skal belejre et stort fort. Men før vikingerne kan nå at afskære alle forbindelsesveje, går Wessex’ hær til modangreb.

Ubbas hær bliver nedslagtet, og 840 mænd dør på slagmarken – blandt dem Ubba.

Vikingerne er på hælene, ved Alfred. Det er tid til det endelige opgør. Han samler en hær ved Edington, og et rasende slag begynder. 

Alfreds hær består af mænd fra hele England, og vikingerne har ikke en chance. Mange dør, mens de øvrige bliver presset tilbage til et område ved Chippenham. 

Angel-sakserne lægger området øde, og vikingerne er uden forsyninger. Efter to uger må de give op.

“Hedningene var rædselsslagne af sult, kulde og frygt, og de tiggede om fred”, triumferede munken Asser.

I sejren viser Alfred storsind: Hvis vikingerne går over til kristendommen, vil han skåne dem. Gorm siger ja og tager det kristne navn Æthelstan. Alfred lader ham drage tilbage til East Anglia, hvor han bliver konge – men underlagt Wessex-kongens magt.

12 rædselsfulde år i engelsk historie er forbi. I eftertiden vil redningsmanden blive kendt som Alfred den Store – den eneste engelske konge med dette fornemme tilnavn.

Måske er du interesseret i...

Læs også