Mod øst købte de svenske vikinger sølv og silketæpper, som de bragte til hjem-landenes voksende markeder.

Købmanden førte Norden ind i en ny tid

I løbet af 800-tallet ebbede vikingernes brutale plyndringer ud. I stedet skabte vikingekøbmænd lukrative handels-imperier, og nye storbyer knopskød over hele Skandinavien.

22. november 2010 af Else Christensen & Henrik Elling

I året 890 gæstede en norsk viking den engelske kong Alfred den Stores residens. Ottar – som var vikingens navn – berettede indgående om sit land, En sekretær noterede omhyggeligt hvert et ord ned, mens Ottar fortalte om geografi, sejlforhold og ikke mindst de mange varer, hans land højt mod nord havde at byde på.

Ottar kender vi kun fra de linjer, som kong Alfreds sekretær noterede ned, men vi får nok at vide om ham til at forstå, at nordboen ikke havde meget til fælles med de skandinaver, der 100 år tidligere havde plyndret og hærget klosteret ved Lindisfarne. Ottar var nemlig ikke kriger, men handelsmand – en ny type viking, som langsomt afløste de barske krigere. Driftige høvdinge opdagede nemlig i midten af 800-tallet de enorme indtægter, der lå gemt i handel med eksotiske varer, og sendte handelsfolk ud i hele den kendte verden.

De rejsende fulgte i kølvandet på langskibe over Nordsøen til De Britiske Øer og roede ad østeuropæiske floder dybt ind i Rusland. De varer, vikingekøbmændene byttede sig til undervejs, bragte de hjem til handelspladser, som var skudt op centrale steder langs Skandinaviens kyster. Med den øgede handel blev handelspladserne til byer, hvor købmænd fra hele verden mødtes for at udveksle varer.

Alle ville have hvalros

Som gave til Alfred medbragte Ottar hvalrostænder, han havde skaffet sig på én af sine mange rejser til Nordnorges øde egne. “Hvalrossen har meget fine ben i tænderne...og deres huder er meget velegnede som reb til skibe”, noterede kong Alfreds sekretær.

Bestanden har åbenbart været rigelig på Ottars tid, for købmanden beretter, at han på to dage havde nedlagt hele 60 eksemplarer. Efterspørgslen har sandsynligvis været tilsvarende stor. Særligt hvalrostænder var eftertragtede blandt Europas velhavende, der brugte tanden til at lave smykker, spillebrikker eller dekorativt udskårne figurer.

På rejsen til Nordnorge skaffede Ottar sig også – ifølge beretningen – værdifulde dyreskind, hvalknogler og fuglefjer. Sandsynligvis edderdun, som kunne sælges dyrt over hele Europa.

Hvor Ottar rejste hen for at afsætte sine varer – bortset fra England – ved vi ikke. De fleste af hans kolleger søgte imidlertid mod én af de tre store markedspladser i Norden; Hedeby i Danmark, Birka i Sverige og Kaupang i Norge.

Til Kaupang ved Oslofjorden valfartede købmænd og byttede deres pelsværk, huder og reb for arabisk sølv, proviant og luksusvarer. Byen havde desuden en lukrativ eksport af jernarbejder og sæbesten, som blev solgt til danskerne mod syd. Kaupang-markedet, der fandt sted hver sommer, havde hård konkurrence. De fleste nordmænd foretrak nemlig at sælge deres varer på De Britiske Øer, hvor især det store marked i Dublin trak handlende til.

Kongen kidnappede købmændene

Birka i Sverige var både bedre besøgt og mere velorganiseret end det norske marked. Byen blev anlagt midt i 700-tallet, antagelig ved kongelig forordning, og var styret af en kongelig embedsmand. I modsætning til Kaupang var Birkas marked aktivt hele året. Om vinteren valfartede pelsjægere og fangere til byen nær det nuværende Stockholm. Her gjorde de klar til sommeren, hvor handelsfolk fra nær og fjern kom sejlende til og fik Birka til at blomstre af liv. En af svenskernes vigtigste indtægtskilder var den jernmalm, arbejdere hentede i minerne i nord og vest. Den blev primært solgt til danske handelsfolk og fragtet til Nordeuropas vigtigste handelsplads i Hedeby i det sydlige Danmark. Byen blev grundlagt omkring år 810 af den danske kong Godfred. Ifølge frankiske historieskrivere efter at Godfred havde ladet den saksiske handelsby Reric – som historikere mener er Rostock – ødelægge og dens købmænd flytte længere nordpå. Ved floden Sliens udmunding oprettede Godfred sin nye handelsplads, der hurtigt sikrede de danske konger store skatteindtægter.

Verdensbyen var møgbeskidt

Vikingernes købmænd nåede ud i hele Europa.

Den strategisk perfekte placering ved Østersøen gav nemlig direkte adgang til de russiske vandveje og mellemøstlige handelsruter. Samtidig var afstanden til Nordsøen så kort, at også De Britiske Øer og frankiske kyster hurtigt kunne nås, mens Hærvejen – den primære handelsrute op igennem Jylland – passerede blot en kilometer borte.

De danske konger tog sig godt af deres nye guldgrube. Vandløbet gennem Hedeby blev udvidet og forsynet med et moderne kajanlæg af træ. Gaderne lå i lige rækker, og hele bebyggelsen var omgivet af et halvcirkelformet voldanlæg, der beskyttede beboerne mod fjender. Inde bag voldene boede omkring 2000 indbyggere, og når købmænd kom for at slå deres boder op på Skandinaviens største handelsplads, voksede byens indbyggertal markant.

Fra nær og fjern kom købmænd og falbød deres varer. Byen var så kendt, at samtidige kilder fra Island til Bagdad nævner markedet i Hedeby. Specielt handelen med slaver viste sig hurtigt lukrativ. Slaveri havde været kendt i Norden i århundreder, men vikingernes erobringer og handelsrejser satte slaveimporten i system og skabte en sand pengemaskine, der får historikere til at trække paralleller til 1700-tallets transatlantiske slavetransporter.

Slaverne hentede vikingerne primært på togter i Østeuropa og på De Britiske Øer. Men også morddømte skandinaver kunne sælges til et liv i trældom. Køberne var vikingebønder, der brugte slaverne til det hårdeste og mest beskidte arbejde i marken og ved dyreholdet. Slavehandelen fik kristne besøgende til at korse sig, og det fortælles, at en franciskaner i 870 blev så oprørt over at se kristne slaver sat til salg i Hedeby, at han solgte alle sine ejendele og personligt købte slaverne fri.

Underlige sange fra Hedeby

Også andre dele af livet i Hedeby har været ubehageligt. Skal man tro den mauriske handelsmand Al-Tartushi emmede byen af barbari. Hedeby, som for araberen var “en stor by ved den fjerneste ende af verdenshavet”, var præget af handelsfolkenes uciviliserede og uhygiejniske måde at opføre sig på:

“Han, som slagter et offerdyr, hænger det op på en stang ved indgangen til huset, så naboerne kan se, at han har ofret”, fortalte Al-Tartushi, der formentlig har været vidne til vikingernes forsøg på at konservere kød ved at salte og tørre det. “Spædbørn bliver smidt i havet af økonomiske grunde, og retten til skilsmisse ligger hos kvinderne”, noterede handelsmanden med en hovedrysten. Desuden gik både kvinder og mænd med øjenmakeup, og folkene her sang mere jammerligt end noget andet sted:

“Der kommer en rumlende lyd fra deres hals, næsten som fra en hund, men mere bestialsk”.

Købmændene flygtede mod syd

Hedebyboernes særheder til trods skovlede de penge ind. Kongerne tog deres del til skat, og fortjenesten brugte vikingerne til at sende endnu større handelsflåder ud. Pengene fra den øgede handel gjorde Skandinaviens konger i stand til at sende veludrustede krigerhære af sted – ikke længere for at plyndre tilfældige kyststrækninger, men nu for at erobre store landområder. Med købmændenes rigdom begyndte en ny tid for nordboerne, hvor skandinaviske konger erobrede bl.a. store dele af England.

Men rigdommen og storheden varede ikke ved. Vikingetiden nærmede sig sin ende, allerede da Hedeby i 1050 blev hærget og brændt ned af den norske kong Harald Hårderåde, der havde sin egen dagsorden om magt og storhed. Forklaringerne på forfaldet er mange, men primært peger historikerne på, at vikingerne i Rusland og England i højere grad blev fastboende og ikke længere bragte varer til Skandinavien. Samtidig var regionen omkring Det Kaspiske Hav præget af ufred, der gjorde handelsruterne usikre og lagde handelen død.

Skiftende konger forsøgte at kompensere for de manglende skatteindtægter ved at lægge store skatter og told på den indenlandske handel, men tiltagene fik i stedet handelsfolkene til at søge mere lukrative markeder mod syd. Med dem forsvandt den økonomiske styrke, der havde skabt de stærke konger og deres frygtede hære. Vikingernes storhedstid var slut for altid.

Arkiv: Middelalderen

1. Sensationelt fund af vikinger i Estland 2. Købmanden førte Norden ind i en ny tid 3. Top 10: Historiens mægtigste vikinger 4. Knud den Store: Yngstesønnen blev konge af Nordeuropa 5. Malteserridderne: 900 års nedtur 6. Top 10: Middelalderens største bygningsværker 7. Tiden: Middelalderens tid 8. Hvor mange ridderordener skabte korsfarerne? 9. Historisk guide: Tempelriddernes Verden 10. Den perfekte ridderborg 11. Guide: Guimarães-borgen i Portugal 12. Indvoldsorme tog livet af korsriddere 13. Top 10: Historiens bedste riddere 14. År 1206: Opfinder skrev bog om robotter 15. Vikingerne var velplejede og forfængelige 16. Hvor mange studerede på middelalderens universiteter? 17. Middelalderen: Fingerring blev brugt til giftmord 18. Barske riddere fik krigstraumer 19. Guide: Her mødte Englands værste fjende sin død 20. Middelalderens velstillede fattige 21. Tempelridderne og den ultimative skat 22. Blind konge galopperede i døden 23. Våde somre spredte Den Sorte Død 24. Franske riddere var for tunge til kamp 25. Hvornår stoppede ridderturneringer? 26. Storbyguide: Gå i kejsernes fodspor i Konstantinopel 27. Hvor langt nåede vikingerne? 28. Hvordan så de første ridderborge ud? 29. Guide: Normannernes verden 30. Tower of London - den uhyggelige fæstning 31. Korstogene: 9 gange hellig krig 32. Bordskik i middelalderen: Spyt og bøvs med stil 33. Paver forbandede Frederik 2 - de ønskede at styre verden 34. Marco Polo banede vejen til Kina 35. Middelalderens maskingevær 36. Massegrave afslører gåden bag den sorte død 37. Tyrkerne knuste Konstantinopel

Måske er du interesseret i...

Læs også