En stor del af det østlige England er beboet af vikinger fra især Danmark, som giver egnen et umiskendeligt nordisk præg. Danelagen hedder området, som hverken lyder den engelske konge eller hans love.

© York Archaeological Trust & fanart.tv

Vikinger forvandlede engelsk flække til handelsmekka

I år 866 erobrer en dansk vikingehær byen York i det østlige England. I løbet af kort tid vokser byen til en blomstrende metropol. Handel og håndværk trives, og byen bliver så vigtig, at selv de engelske herskere kan se fordelen i at lade danskerne være i fred.

17. februar 2017 af Else Christensen

Arkæologerne vidste godt, at jorden under byen York gemte på spor efter vikingetiden. Genstande som kamme, ringe og spænder dukkede fra tid til anden frem, når der blev gravet ud til nye huse eller veje.

Men hvad der kom frem, da de i 1972 gravede ned under fortovet ved en af midtbyens banker, forbløffede alligevel dem alle. Frem fra jorden væltede lædersko, tømmer og stumper af groftvævet tøj – alt sammen fra 900-årene og genstande, som under normale omstændigheder ville være rådnet op eller smuldret væk.

Jorden under Coppergate – gaden, arkæologerne undersøgte – var imidlertid langtfra normal. Lag på lag af affald og byggerester havde gennem århundreder hobet sig op, så undergrunden nærmest fungerede som en tidsmaskine. 

Arkæologerne besluttede sig derfor for at grave videre på en tom grund ved siden af.

Udgravningen begyndte i 1976, og da den sluttede fem år senere, havde arkæologerne afdækket et helt vikingekvarter, komplet med huse, gader og værksteder. 

Gennem fundene kunne de i detaljer ikke blot rekonstruere, hvordan vikingerne havde boet, arbejdet, spist og levet i York, men også følge byens udvikling igennem århundrederne. 

York var, viste det sig, ikke bare hovedstad for de vikingekrigere, der erobrede England, men en af vikingetidens driftigste handelsbyer og et vigtigt knudepunkt i deres verdensomspændende handel.

Skandinaverne indtog byen

Vikingerne var ellers ikke kommet til York for at handle. Siden slutningen af 700-årene havde de gennem pludselige, hurtige overfald røvet og plyndret langs Englands vestlige kyst. 

Omkring år 850 overvintrede vikingerne for første gang i England, og fra øen Thanet tæt ved London bevægede de sig langsomt, men sikkert nordpå. 

Den 1. november 866 nåede de York, nedkæmpede byens angelsaksiske herskere og indtog byen.

Erobringen var noget af en fangst for vikingerne. Ikke alene var byen hovedstad i kongedømmet Northumbria, dens beliggenhed var også ideel. 

York lå godt beskyttet mellem de to floder Ouse og Foss, hvilket gjorde det let at kontrollere adgangen til byen fra søsiden. 

Mod land lå høje volde og solide mure – et levn fra tiden mellem år 71 og 400-årene, da York havde været en romersk fæstningsby. 

Samtidig gav floden Ouse skandinaverne direkte adgang til Nordsøen, hvorfra de havde forbindelse til resten af vikingeriget.

De gode forhold fik mange skandinaver til at slå sig ned i byen. Imens marcherede vikingehæren nordpå, hvor den underlagde sig East Anglia og Mercia. 

I årene, der fulgte, sikrede “Den Store Hedenske Hær”, som Den Angelsaksiske Krønike senere skulle kalde den, sig landet omkring York, som blev den nye hovedstad i Danelagen.

York var for alle. En mønt fundet i Coppergate blev fx præget med både “SCI PETRI MO” – Skt. Peters penge – og Thors hammer. 

© World of Coins

Håndværkerne lavede alt

York voksede hastigt, efter nordboerne strømmede til. Gader og pladser fik nordisk klingende navne som “Stein-gata” (Stengade), “Mikil-gata” (Storegade) og “Steinbogi” (Stenbuen). 

Byen, som angelsakserne indtil da havde kaldt Eoforwic, omdøbte skandinaverne til Jorvík.

En stor del af befolkningen var håndværkere, og fund viser, at snart sagt alle fag har været repræsenteret i York. Mange af værkstederne lå i Coppergate, et navn, der på oldnordisk betød kopmagernes gade. 

Fund af kopper og tallerkener viser da også, at gadens navn er berettiget. Bebyggelsen har imidlertid også indeholdt en mangfoldighed af andre værksteder.

Her lå blandt andet metalsmedjer. Håndværkerne forsynede Yorks beboere med dagligdags brugsgenstande som fx knive og værktøj af jern, men også med smykker i sølv eller guld. 

Pyntegenstande af de ædle metaller blev båret overalt i vikingeriget. Sølv var særlig udbredt, da metallet også udgjorde det almindeligste betalingsmiddel for handelsfolk på denne tid. 

Manglede en person kontanter, kunne han eller hun blot hugge lidt af en armring eller et bæltespænde.

Yorks rigdom afsløres også ved, at her var mere af det ellers så sjældne guld i omløb end sædvanligt. 

Eksempelvis har arkæologer fundet utallige fingerringe og en massiv armring af guld.

Klik på tegningen for at blive klogere på byens indretning

Handlen centreredes i York

Vikingerne havde kontakter overalt på De Britiske Øer. Deres håndværkere hentede fx kobber og bly fra den nærliggende bjergkæde Penninerne, mens tin blev hentet i Cornwall i vest. 

Dette gav god lejlighed til at skabe handelskontakter, og varerne strømmede ud fra York og til stort set hele England.

Vikingerne betjente sig af det net af stenbelagte veje, som romerne havde bygget, og som førte fra byerne og i snart sagt alle retninger. 

For nytilkomne skandinaver, der var vant til de nordiske landes ufremkommelige og mudrede hjulspor, må transportforholdene have været imponerende, men Yorks forbindelser rakte meget videre.

Byen indgik nemlig også i vikingernes verdensomspændende handelsnet. Skandinaverne handlede i 900-tallet med stort set hele den kendte verden fra Grønland, Island og Færøerne i vest til Det Kaspiske Hav og Sortehavet i øst.

Fra vikingernes handelsstationer langs de russiske floder havde de gennem mellemhandlere forbindelser til det østlige Middelhav og til Det Byzantinske Rige, som var knudepunktet for handlen videre ud til Kina og det fjerne Østen.

Varer fra alle disse områder fandt også vej til York, hvor langskibe fra hele vikingeriget lagde til. Silke var blandt de mest populære, men også mest sjældne varer fra de fjerne egne. 

Kunsten at spinde og væve trådene fra silkeormen var i vikingetiden en færdighed, som kun håndværkere i Det Byzantinske Rige, Kina og Mellemøsten mestrede, så al silke i Europa kom fra et af disse områder.

I York har arkæologerne fundet store mængder silke, fx to stykker gult stof, som engang har været en del af en kvindehætte. 

Også andre genstande fra denne del af verden er fundet i York, bl.a. en mønt fra Samarkand, som ligger i det nuværende Usbekistan. 

Mønten er falsk, kan arkæologerne se, eftersom kun et tyndt lag sølv dækker det kobber, som den virkelig er lavet af. Forsølvningen er sikkert slidt af, længe før mønten er nået frem til York, og en indbygger har derfor kastet den på jorden i frustration. 

Et andet fund er huset fra en porcelænssnegl. Porcelænssneglen blev brugt nogle steder i Østen som betalingsmiddel, men for indbyggerne i York har den sandsynligvis snarere været en souvenir.

Varerne er formentlig kommet fra handelspladserne i Rusland, men fra selve Rusland er der ikke fundet nogen varer. 

Det skyldes, at områdets mest populære handelsvarer ikke efterlod sig tydelige arkæologiske spor. Herfra kom nemlig dem, der udførte vikingernes hårde arbejde – trællene.

Keramik fra Rhinen og krydderier fra Østen blev flittigt handlet i Coppergate.

© Jorvik Viking Centre & York Archaeological Trust

Byen tiltrak stormændenes sønner

Vikingernes York havde sin storhedstid i 900-årene. Byens indflydelse rakte langt ud over bymurene og førte til, at området efter nordisk skik blev inddelt i herreder, administrative enheder, som bl.a. blev brugt af vikingekongen til at indkalde soldater til krig. 

De tre Yorkshire-herreder eksisterede indtil 1970’erne.

Derudover slog York sine egne mønter, et privilegium, som kun de vigtigste byer havde i vikingetiden. 

Nogle historikere mener desuden, at skandinaviske stormænd fra andre dele af landet sendte deres sønner til byen, så de kunne få erfaring med storbylivet, handel og den omgivende verden, før de vendte hjem og overtog gården.

Vikingernes liv var dog samtidig en politisk balancegang. Sammen med dem levede Yorks kristne angelsaksiske befolkning. 

Den potentielle konflikt mellem de asatroende vikinger og de kristne glattede de ud ved fx at trykke både Thors hammer og kristne symboler på mønterne. Meget tyder også på, at mange skandinaver konverterede til kristendommen. 

I hvert fald modsatte de sig ikke dyrkelsen af den kristne tro, da et stort antal af Yorks sognekirker er grundlagt i den periode, hvor vikingerne dominerede.

Englænderne beskyttede vikingerne

Værre stod det til med Danelagens ydre grænser. De grænser var aldrig hverken klare eller sikre, og vikingekongerne var ofte udsat for angreb både fra syd og fra nord. Det lykkedes da også den engelske konge Adalstein at indtage York i 927.

Adalstein herskede over landet indtil sin død i 940. Igennem de følgende 15 år blev York igen regeret af en række vikingekonger. 

Den sidste af dem blev Erik Blodøkse, som blev nedkæmpet i 954. Fra da af var York en del af et forenet angelsaksisk kongerige. For vikingerne i York havde det imidlertid ikke den store betydning. 

De angelsaksiske konger havde en stor interesse i at lade skandinaverne passe sig selv og deres handel. Kongerne for hårdt frem, hvis nogen angreb vikingerne og deres dyrebare handelsvarer, hvilket af og til skete, da deres rigdom efterhånden var velkendt.

“Omkring denne tid kom købmænd fra York til øen Thanet, hvor de straks blev taget til fange af øboerne og frarøvet alle deres varer”, beretter en krønike skrevet af munken Roger af Wendover i 1200-tallet.

Dette fik kong Edgar (959-975) til at rykke ud.

“Kong Edgar blev vred. Han var så rasende på plyndringsmændene, at han fratog dem alle deres ejendele og endog nogle af dem deres liv”, fortæller Roger af Wendover. 

York-vikingerne kunne på deres side glæde sig over, at Edgar sørgede for fred og fordragelighed med naborigerne, en bedrift, der skaffede ham tilnavnet “den Fredsommelige”, og som gavnede både York og dens handel.

I denne periode voksede vikingernes York til sin største udstrækning. Gaderne myldrede af liv. Legende børn, skramlende oksekærrer, omstrejfende høns og mænd og kvinder slæbende med lyngkviste på ryggen har udgjort en del af vrimlen.

Til fester og højtider har lyden af lyrer og fløjter blandet sig med skjaldenes sange og eventyrberetninger.

Men først og fremmest blev der arbejdet. De snævre gader var dagen lang fyldt med lyden af hamre og save fra værksteder, skramlende kærrer over ujævne sten og den konstante summen af fremmede tungemål fra købmændene, der flokkedes i byen for at handle.

Byen strakte sig nu langt ud over de romerske mure. Krøniken Skt. Oswalds levned, som er skrevet af en angelsaksisk munk omkring år 1000, beretter fx:

“Byen York er hovedstad for alle folk fra Northumbria. Byen giver genlyd af sin talrige befolkning, som, når man tæller både mænd og kvinder med, men undlader børn, tæller ikke mindre end 30.000. Byen er sammenstuvet i en grad, så man ikke kan udtrykke det, og beriget med en sand skat af købmænd, som kommer fra alle dele af verden, men mest af alt fra danskernes land”.

Nogle historikere har sat spørgsmålstegn ved tallet, men da krønikens forfatter, angelsakseren Byrhtferth, var en af sin tids fremmeste matematikere, er det næppe skudt helt forkert.

Moderne historikere mener, at byen i hvert fald har talt omkring 15.000 indbyggere.

Under alle omstændigheder overgik byen i størrelse vikingernes andre betydelige handelscentre, Hedeby i Danmark og Birka i Sverige. Hedeby, som var den største, havde på samme tid blot 2.000 indbyggere.

Denne terning fundet i Coppergate er et mysterium. Forskerne undrer sig over, hvorfor ikke alle tal mellem et og seks er at finde på siderne

© York Archaeological Trust

York var møgbeskidt

Under vikingerne tidobledes indbyggertallet i York. Væksten afspejler sig i, at husene i Coppergate fik udgravet kældre i årene omkring 970. 

Kældrene, der er gravet i en dybde på mellem én og 2,5 m under jorden, har nok mest været brugt til at opmagasinere varer.

Formentlig har husene også fået tilføjet en ekstra etage. Under alle omstændigheder har forholdene i York på denne tid været både sammenstuvede og uhygiejniske.

Som i andre vikingebyer boede familierne tæt sammen i små rum uden vinduer. Lyset kom fra ildstedet i midten af huset og fra olielamper, som stod i nicher i væggene eller på gulvet.

Toiletbesøg foregik bag ved huset, hvor beboerne besørgede i huller, de gravede i jorden. Når hullerne blev tilstrækkelig fyldt, blev de dækket med jord, men stanken må have været ulidelig, især på varme sommerdage. 

Undersøgelser af indholdet i toilethullerne viser, at nordboerne led af indvoldsorm – en lidelse, der kommer af dårlig hygiejne og tæt kontakt med husdyr. 

Også smitsomme og dødsensfarlige sygdomme som dysenteri og kolera, som begge skyldes bakterier, har floreret. Vikingerne har dog forsøgt at holde sig rene, så godt de kunne.

Udgravninger viser, at beboerne i Coppergate efter toiletbesøg har tørret sig med klumper af mos og stykker af vævet klæde, datidens toiletpapir. 

De mange kamme afslører desuden, at vikingerne har ført en indædt kamp mod lus og lopper, som trivedes under de trange forhold.

I gaderne var hygiejnen ligeledes i bund. Køkkenaffald og andre rester smed vikingerne, hvor de bedst kunne komme til det, hvorefter forbipasserende trampede massen ned i jorden. 

I Coppergate er jordlaget igennem de tre århundreder, skandinaverne dominerede i York, vokset med omkring 1,5 m. 

Ophobningen af affald er forklaringen bag de velbevarede genstande under Coppergate. Det organiske materiale i form af mad- og planterester har skabt en iltfattig puppe, hvor bakterier ikke kan trives, og på den måde er genstandene blevet bevaret.

Pladesaksen her var fra en vikingesmeds værksted og vidner om, at næsten alle slags håndværkere kunne findes i Coppergate i York.

© York Archaeological Trust

Vikingerne blev sultet ud

I 1000-årene var York som handels- og håndværksby på sit højeste. 

Kontakterne med omverdenen var veletablerede, og som havneby modtog byen både mange rejsende og et utal af immigranter, også fra andre lande end de skandinaviske. 

Hver især bragte de deres eget sprog og kulturelle særpræg til byen, som efterhånden fik sin helt egen blandingskultur.

Dette særpræg og den selvstændighedsfølelse, der fulgte med, accepterede de engelske konger stort set. 

Det skulle dog snart ændre sig. I 1066 besejrede den normanniske hertug Vilhelm, senere kendt som Vilhelm Erobreren, den engelske kong Harold Godwinson ved Hastings. 

Det pludselige magtskifte blev begyndelsen til enden for vikingerne, for Vilhelm var besluttet på at bringe hele landet under stram kontrol.

Befolkningen i og omkring York var klar over, at Vilhelms ønske om strammere kontrol med landet var uforeneligt med det udstrakte, men uformelle selvstyre, de havde nydt godt af under angelsakserne. 

Snart ulmede oprøret derfor i området.

Økonomisk, politisk og strategisk var York for vigtig til, at Vilhelm kunne ignorere oprøret. I 1068 marcherede han derfor nordpå for at sætte skik på de opsætsige vikinger og deres engelske allierede. 

Da styrkerne nærmede sig, indså indbyggerne det nyttesløse i deres foretagende og overgav nøglerne til byen sammen med et par gidsler for troværdighedens skyld. Dette var dog ikke nok til at gøre Vilhelm tryg. 

Han opførte to borge på hver sin side af floden Ouse og bemandede dem med i alt 500 riddere – den mest massive befæstning af nogen by bortset fra London.

For at gøre plads til en af borgene i området ødelagde Vilhelm et af de syv “­shires”, delområder i York, hvilket kun fik indbyggernes vrede til at stige. 

I 1069 angreb lokale uden held Vilhelms befæstning, men i august fik de hjælp. Op ad Ouse stod 240 langskibe, sendt af Danmarks kong Svend og med Svends bror, Asbjørn, ombord.

Svend indtog York, men triumfen blev kort. Da Vilhelm hørte, hvad der var sket, svor han “ved Guds herlighed”, at han ville hævne sig. 

Det gjorde han ved at brænde store dele af området omkring York ned. På den måde forsvandt befolkningens livsgrundlag, og de sultende skandinaver måtte give fortabt. 

Slukørede pakkede Svends krigere deres ejendele og lod langskibene stævne østover tilbage til de nordiske lande.

Vilhelm tilbragte julen i 1069 i byen, men nu var den blot en ruin og et fattigt minde om dengang, hvor vikingerne havde gjort byen stor.

Måske er du interesseret i...

Læs også