Når en viking blev slået ihjel, kunne det udvikle sig til en blodfejde, hvor hele slægten deltog i de brutale hævndrab.

© Wallpapersontime.net

Vikinger slog ihjel for slægtens ære

En brudt ed, et forbudt kys eller blot et forkert ord i forbifarten. Vikingens ære kunne hurtigt komme i fare – og var den først tabt, måtte den krænkede ty til vikingetidens eneste løsning: blodig hævn med sværdet i hånd.

28. juni 2017 af Bjørn Bojesen

En tidlig julimorgen først i 900-tallet galoperer den islandske vikingehøvding Ravnkel Frøjsgode ud fra sin gård, Adelbol, med et fast greb om sin økse ifølge “Ravnkel Frøjsgodes Saga”. 

Aftenen forinden er hans yndlingshingst, Frejfakse, vendt sveddryppende hjem fra græsmarkerne. 

Ravnkel mistænker karlen Einar for at have redet på den under fåreindsamlingen – til trods for at gårdskarlen ved, at Ravnkel har svoret en ed på at dræbe enhver, som sætter sig på hingsten.

I dalen finder Ravnkel den korpulente Einar, som sidder på et hegn og tæller får. Han hilser på sin husbond og indrømmer uden tøven, at han skam har taget sig en tur på Frejfakse. 

Ravnkel strammer sit greb om øksen. Holder han ikke ord, vil resten af samfundet for altid betragte ham som en ynkelig edsbryder – og Ravnkel er ikke indstillet på et liv i vanære for en sølle gårdskarls skyld.

Med et brøl kaster han sig over Einar og kløver hans isse med et enkelt hug. Ravnkel Frøjsgode har genoprettet sin ære, men Einars talrige frænder er imidlertid blevet vanæret. 

Selvom Ravnkel er områdets mægtigste mand, må han indstille sig på et liv i usikkerhed, mens han venter på deres næste træk.

Øje for øje, tand for tand

De islandske sagaer giver et enestående indblik i vikingernes forestillinger om ære i den såkaldte sagatid, der varede fra ca. 930 til 1030 e.Kr. 

Æreløshed var det værste, en viking kunne forestille sig. Jagten på ære og berømmelse drev således skandinaverne ud på farefulde rejser og blodige plyndringstogter.

Vikingernes æresprægede kultur var resultatet af, at datidens konger umuligt kunne opretholde orden i deres vidtstrakte besiddelser. 

Skandinaverne levede spredt og isoleret og var derfor fuldstændig afhængige af, at alle – fra handelspartnere til krigsallierede – overholdt aftaler. 

At opretholde sin ære blev derved altafgørende for enhver viking.

Krænkede en person en andens navn eller ejendom, måtte han ligeledes være forberedt på grumme konsekvenser.

Den sandhed oplever den islandske bonde Skæring i “Gudmund Dyres Saga”. Da en gruppe norske købmænd mistænkte ham for tyveri, huggede de som straf hans ene hånd af. 

Efterfølgende viste det sig, at Skæring var helt uskyldig – og hans slægtning Gudmund forlangte nu erstatning. Nordmændene nægtede imidlertid at betale. 

Ifølge sagaen stillede Gudmund dem da følgende tilbud: “Jeg betaler Skæring den sum, I blev idømt som bøde, men så må I vælge en af jeres mænd, der synes mig at have samme status som Skæring, og hugge hans hånd af”. 

Købmændene betalte kort efter bøden.

Holmgang afgjorde krigernes skænderi: Vikingerne var et krigerfolk, som ofte lod våbnene tale, når de skulle afgøre et stridsmål. Disse opgør fulgte et klart regelsæt. Klik på tegningen og læs om, hvordan holmgang foregik

Æren strålede på hele slægten

I et samfund uden sociale sikkerhedsnet var selv den barskeste vikingekriger fuldstændig afhængig af sin æt. 

Hvad enten han høstede ære eller skam i livet, smittede det af på hele slægten. Uanset om han brød sig om det eller ej, måtte han derfor underkaste sig familiens krav og forventninger. 

Der var ikke plads til individualisme, som vi kender det i dag. Et nyfødt barn overtog sin fars navn – fx Grimssøn eller Grimsdatter – og hans status i slægten og samfundet. 

Endskønt vikingekvinderne i europæisk sammenligning var usædvanlig selvstændige, fik de også status, og dermed ære, gennem den mand, de giftede sig med.

På sin vis indgik æren i et socialt regnskab, der skulle være i balance. 

Derfor gav det kun mening for sagaens Gudmund at hugge hånden af en mand med samme sociale status som den lemlæstede Skæring. 

Gengældelsen ville være ufuldkommen, hvis den afstraffede havde lavere status. 

Rangerede han derimod højere i hierarkiet, ville købmændene have det største æres-underskud og kun-ne stille nye krav over for Gudmund.

Eftersom en høvding havde langt højere status end en træl, er sagaerne fulde af eksempler på mægtige mænd, som i vrede slår trælle ihjel for at få afløb for deres aggressioner. 

Hvis trællenes ærefattige familier forsøgte at hævne drabet, ville gengældelsen have været langt voldsommere. 

Høvdingens familie ville så skulle genvinde al den ære, som de havde mistet – og det skulle der mange døde trælle til.

I virkelighedens verden var det derfor altid den dræbte træls ejer, som krævede erstatning, ligesom han ville gøre det, hvis nogen havde dræbt hans hest eller får. 

I nogle fejder blev selv frie fattige mennesker brugt som mål for hævndrab. Som oftest var der alligevel ikke nogen, der turde hævne dem.

Mændene svinede hinanden til

En mands ære var det eneste, der overlevede ham efter døden. Følgelig kunne det at tale dårligt om ham være lige så slemt som vold og tyveri.

Ifølge den islandske lovsamling “Grågåsen”, der angiveligt fik sit navn, fordi den blev skrevet med fjer fra en “grå gås”, kunne den, som hånede andre med nidvers, gøres fredløs. 

Det vil sige, at hvem som helst havde ret til at slå ham ihjel, fordi han var en mand uden ære.

Ifølge sagaerne holdt nordboerne sig imidlertid ikke tilbage fra at svine hinanden til. I “Bjørn Hitdalekæmpes Saga” fornærmede de to fjender Tord og Bjørn hinanden med en række nidviser. 

Efter at konflikten mellem dem førte til et dødsfald, holdt Tord og Bjørn et forligsmøde, hvor det næsten lykkedes dem at slutte fred. Under mødet indså Tord dog, at Bjørn havde fremsagt ét nidvers mere end ham selv. 

For at redde sin ære improviserede han på stedet et nyt kvad for at spotte Bjørn. Fredsforhandlingerne brød øjeblikkeligt sammen.

Ville en viking dog virkelig krænke en anden mand, skulle han stille spørgsmålstegn ved hans mandighed. 

Ifølge “Grågåsen” havde den fornærmede lov til at slå enhver ihjel, der beskyldte ham for kvindagtighed eller homoseksualitet.

Dette ses bl.a. i “Njals Saga”. Efter en lang konflikt over et drab indgik Njal og Flose et forlig, hvor Njal gik med til at betale Flose en bunke sølv. På toppen af bunken lagde han ydermere en kappe af silke. 

Flose opfattede dette stykke “kvindetøj” som et angreb på sin maskulinitet og udbrød rasende: “Der er mange, som ikke ved at se på ham (Njal, red.) kan sige, om han er mand eller kvinde”.

En af Njals sønner gav igen med samme mønt: 

“Du er kæreste med trolden i Svinefjeld, siges det. Han bruger dig som en kvinde hver niende nat!”

Konflikten endte med, at Flose satte ild til Njals hus, så både han og sønnen omkom i flammerne.

Vikingerne slog sig løs i udlandet

Når det kom til at vinde hæder og ære, var det klart en fordel at tilhøre en familie af høvdinge og stormænd.

Velstående islændinge rejste fx ofte til Trondheim, hvor de indgik i den norske konges hird – bl.a. som skjalde, der digtede til regentens pris. Kongen belønnede deres hyldest med fornemme gaver og rosende udtalelser. 

Selv i en tyndtbefolket verden, hvor næsten al kommunikation foregik mundtligt, rygtedes det hurtigt, når en ung mand var blevet æret af kongen, og hans agtelse steg.

En sådan mulighed havde fattige bønder og trælle ikke, hvorfor de i højere grad måtte acceptere deres underdanige stilling i de nordiske samfund.

For langt de fleste var togter derfor den bedste mulighed for at forbedre deres hjemlige ry. 

Ved at drage ud at plyndre fremmede folkefærd for guld og trælle kunne de nemlig udvise mod og styrke – to kvaliteter, som blev vægtet særdeles højt hos vikingerne.

I de fremmede omgivelser behøvede vikingerne heller ikke at tage hensyn til æresbalancen, hvorfor mændene frit stjal, myrdede og voldtog.

Lige så prisværdig denne adfærd var ude, lige så forbudt og skamfuld var den hjemme. Fx blev voldtægt regnet som et særdeles voldsomt angreb på æren. 

Ikke kun for den krænkede kvinde, men for hele hendes slægt, der nu havde ret til at dræbe misdæderen.

Det var heller ikke nogen god idé at dræbe en mand med sønner, da de havde pligt til at hævne ham.

Nordvesteuropa/930-1030: Vikingerne dominerer Europas kyster og hærger fremmede folkeslag med deres brutale fremfærd. Men hjemme i deres egne samfund er nordboerne underlagt en række strenge normer i et socialt spil om ære og skam.

© Shutterstock & Even Mehl Amundsen

Døden var forudbestemt

Vikingerne troede, at nornerne – tre skæbnegudinder – på forhånd havde afgjort, hvornår et menneske skulle dø. Det gav mange mænd en fandenivoldsk holdning til tilværelsen. 

Når livslængden alligevel var fastlagt, kunne de lige så godt tage ud at kæmpe som at sidde fredeligt med hænderne i skødet hjemme på familiens gård. 

I “Kjalnæsingernes Saga” ses denne mentalitet. Da folk forsøgte at tale Kolfinn fra at duellere mod sin fjende, Bue, svarede han: “Der er to udfald af enhver fare. Enten lever jeg, ellers dør jeg”.

De, som var for nidkære med at øge deres status, risikerede imidlertid at sætte deres ære over styr. 

I “Gunløg Ormstunges Saga” rejste skjalden Gunløg således fra sin forlovede, Helga, på Island for at vinde hæder i udlandet. 

Ved afrejsen svor han, at han ikke ville vende tilbage, før han havde besøgt tre konger og tre jarler.

Da han endelig havde nået sine mål, var der gået for lang tid, og Helga havde giftet sig med hans rival, Ravn. 

Den brudte forlovelse fornærmede Gunløg så meget, at han udfordrede Ravn til holmgang. Duellen kostede begge mænd livet.

Dovenskab førte til skilsmisser

Kvinder havde sjældent selv muligheden for at vinde ære i vikingetiden. Det bedste, de kunne gøre, var ofte at ægge dovne mænd i familien til handling.

En effektiv metode var det at kalde dem “kulbidere” – dovne skvat – som ikke bestilte andet end at sidde og varme sig ved ildstedets gløder. Fik en mand først et sådant ry, rubbede han som regel neglene og drog på togt. 

Var en mand imidlertid så doven og ugidelig, at han ikke blot sad derhjemme uden at vinde hæder til slægten, men heller ikke forsvarede sin familie mod æreskrænkelser, var det skilsmissegrund.

Enkelte gange måtte kvinderne endda selv træde i karakter. Da manden Eyjolf i “Gisle Surssøns Saga” ville betale Gisles kone, Aud, for at forråde sin ægtemand, kylede hun pungen med sølvmønter tilbage i hans ansigt med ordene: 

“Tag nu dette og dertil både skam og skændsel. Det skal du huske, så længe du lever, du ynkelige mand, at en kvinde har slået dig”.

Blodhævn var en ond cirkel

Formålet med de fejder, sagaerne skildrer, var genoprettelsen af tabt ære. Hvordan mændene i en familie reagerede på en krænkelse, kom dog an på, hvor alvorlig sagen var.

Ved et fåretyveri kunne den berøvede familie for eksempel lægge sag an mod tyvene på tinge og kræve en økonomisk erstatning. 

Alvorligere krænkelser kunne løses ved holmgang, hvor én mand fra hver af de stridende parter duellerede på en lille ø. Andre gange var krænkelsen så grov, at blodhævn var den eneste løsning.

Når en mand havde dræbt en anden mand, var det dog ikke nødvendigvis morderen, den dræbtes familie hævnede sig på. Det blev regnet for lige så godt at slå morderens bror eller fætter ihjel.

Blodhævnen kunne bølge frem og tilbage i årevis og blive ved, indtil de to slægter indgik forlig eller blev trætte af stridighederne. 

Eftersom en viking risikerede at miste livet på grund af sine familiemedlemmers handlinger, holdt slægtninge nøje øje med hinanden.

Uskyldig slægtning måtte lide døden

Konsekvenserne af en blodhævn kom Ravnkel Frøjsgode også til at føle efter drabet på gårdskarlen Einar. 

Anført af slægtningen Sam overfaldt og fordrev en gruppe af Einars frænder ham nemlig kort tid efter. 

De overtog Ravnkels gård, Adelbol, og hans høvdingemagt og tog livet af hingsten Frejfakse ved at jage den ud over en stejl klippeskrænt.

Ravnkel investerede da sine sidste penge i et grundstykke længere østpå på Island, hvor han gennem seks år genopbyggede sin rigdom og ventede på det rette tidspunkt til at tage revanche.

Da vendte Sams bror Ejvind tilbage til øen efter en rejse. Idet Ejvind red forbi Ravnkels nye gård, blev han set af en tjenestepige, som vaskede tøj i åen. Hun løb ind og varskoede sin husbond.

Ravnkel besluttede, at tiden var inde til at tage hævn, og han drog straks ud og dræbte Ejvind med sin økse. 

Efterfølgende helmede Ravnkel ikke, før Sam var fordrevet, og han havde genvundet sin gård, sin stilling og sin ære.

Måske er du interesseret i...

Læs også