Vikingerne badede i alt fra badekar til søer og floder. Hovedsagen var, at skidtet blev skrubbet bort. 

© Shutterstock

Vikingerne satte en ære i god hygiejne

I den tidlige middelalder var badning en luksus, som få andre europæere undte sig. Men for vikingerne var et langt bad hver lørdag en selvfølgelighed.

9. oktober 2017 af Bjørn Bojesen

Vikingerne var så glade for vand og sæbe, at de opkaldte en ugedag efter deres tur i baljen: Laugardagr (lørdag) betød på oldnordisk “badedag”. 

Renlighed var så vigtig for vikingerne, at da Det Byzantinske Rige i 907 sluttede fred med svenske vikinger i Sortehavet, var prisen, at skandinaverne skulle have adgang til byzantinernes offentlige bade “så ofte, som de ønskede det”. 

Sauna: Badedagen begyndte i svedehytten

Mange steder i Norden begyndte vikingens store badedag med en tur i sauna. 

Arkæologer har udgravet sodsværtede sten fra en sauna på vikingebopladsen L’Anse-aux-Meadows i nutidens Canada, og fundet bekræftes af sagaer, der beretter, at større gårde på Island havde sauna i en separat bygning.

I “Eyrbyggja saga” vil bonden Styr hævne sig på to uforskammede bersærker, der bejler til hans datter. 

Venligt tilbyder han krigerne en tur i sin svedehytte, der er gravet halvt ned i jorden og har et hul i væggen, så trælle kan hælde vand på ovnen udefra.

Da de to vilde krigere er spærret inde i hytten, lader Skyr dem sidde så længe i varmen, at de
er helt fortumlede, da døren åbnes. Herefter hugger han dem ned med sit sværd.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Dyrefedt + aske = sæbe. Sådan lød vikingernes opskrift på sæbe.

Sæbe: Stærk sæbe skulle blege skægget

Efter opholdet i svedehytten hoppede vikingen i en stor træbalje og sæbede sig ind fra top til tå. 

Vandet var formentlig uopvarmet, så han kunne blive nedkølet efter saunaens voldsomme hede. 

Hele kroppen blev skrubbet grundigt, men hår og skæg fik særlig opmærksomhed.

Vikingen lod sæbe sidde ekstra længe i hår og skæg for at blege det, da lyst hår var særdeles eftertragtet. 

De nordiske sagaer advarer ligefrem mod personer, der ikke er tilpas lyshårede. 

Skjalden Egil Skallagrímsson havde mørkt hår og blev anset for at være dyster og utilregnelig, fordi han ikke var blond.

Den stærke, uparfumerede sæbe hjalp mange – i år 921 stødte den arabiske opdagelsesrejsende Ibn Fadlan på vikinger, der gik rundt langs Volgafloden i Rusland med safrangule fuldskæg efter længere tids blegning.

Redskab: Ører og næse blev trimmet

Pincet: Vikingen har efter al sandsynlighed brugt sin pincet til at fjerne lange hår i ørerne og til at trække strithår ud af næsen. Måske har han endda plukket øjenbryn – moselig med velplejede bryn viser i hvert fald, at vikingens forfædre i bronzealderen trimmede øjenbryn. 

Neglerenser: Vikingen var bonde, og selvom han havde trælle til at udføre det hårdeste markarbejde, blev hænderne snavsede. Med en flad metalpind kunne han skrabe jord væk under neglene.

Kam: Arkæologer har fundet hundredvis af kamme af ben eller træ. De er så fint forarbejdede, at der sandsynligvis stod professionelle kammagere bag. Nogle kamme har grove tænder i den ene ende – til at rede håret med – mens den anden endes tætsiddende tænder blev brugt til at fjerne lus med. 

Øreske: Til at grave ørevoks ud af øret med havde vikingen en lille, fint forarbejdet ske af dyreknogle, sølv eller elfenben. Arkæologerne har fundet flere smykker med indbygget pincet og øreske, som vikingens kone har båret for at vise familiens rigdom.

Frisuren: Hår og skæg blev tilpasset moden

Oven på et langt bad skulle håret sættes efter alle kunstens regler, for frisuren var en alvorlig sag i vikingetiden. 

Ud over talrige arkæologiske fund af sakse og kamme vidner kongenavne som Svend Tveskæg og Harald Hårfager (Harald med det smukke hår) om, hvor optagede vikingerne var af deres hår og skæg.

I Hørning ved Randers har arkæologer sågar udgravet vikingetidens pendant til det moderne toiletbord: et træbord med tilhørende vaskefad – så kam, saks og håndspejl altid var inden for rækkevidde.

Modens luner skiftede i vikingetiden, og fra arkæologiske fund kender historikerne flere typiske frisurer, som vikingerne bar. 

Mest udbredt var tilsyneladende skulderlangt hår, der blev kæmmet dagligt. 

Dertil hørte et skæg, som heller ikke måtte gro vildt eller fremstå uplejet. 

Symbolik: Beskidt betød sorg

Hvis en viking helt undlod at komme sæbe og vand i håret, var det et tegn på sorg. 

Da guden Balder blev myrdet, undlod hans bror Vale ifølge vikingernes myter at vaske hår og hænder, indtil han havde hævnet mordet.

Sminke: Barske vikinger gik med makeup

Omkring år 1000 besøgte araberen at-Tartuschi vikingernes store handelscentrum Hedeby, og ifølge hans beretning bar byens mænd og kvinder øjensminke. 

Det fik dem ifølge at-Tartuschi til at se både yngre og kønnere ud.

Trods hans rejsebeskrivelse er der hidtil hverken dukket eyeliner eller mascara op af jorden under arkæologernes udgravninger af Hedeby. 

Det er også uvist, om vikingerne pyntede deres kroppe med tatoveringer. Ifølge en anden  arabisk rejsende, Ibn Fadlan, var vikingerne ved Volgafloden fra neglerod til hals “bemalet” med mørkegrønne figurer og træer. 

Ingen andre kilder har imidlertid kunnet bekræfte hans påstand.

Fra det åbne ildsted bredte røg og mados sig til hele huset. 

© Shutterstock

Ildelugtende: Nordboerne stank af røg og ko sidst på ugen

Efterhånden som lørdag blev til søndag, mandag og tirsdag, begyndte vikingerne at lugte mere og mere. 

Deres huse havde et åbent ildsted, som medførte en konstant røglugt, der satte sig i hår, hud og tøj.

I den fjerneste ende af huset blev køer, grise og får opstaldet om natten, og hørmen fra dem må også have sat sit præg på beboernes kropslugt. 

Sammenlignet med mange europæere, der kun gik i bad et par gange om året, har vikingerne dog været yderst velduftende. 

Tøjvask: Bad og tøjvask hørte sammen

Fra arabiske og engelske kilder ved historikerne, at vikingerne også var pæne i tøjet. 

Men da de fleste vikinger formentlig kun har ejet få sæt tøj, må tøjet være blevet vasket jævnligt – måske på badedagen.

Mens vikingen selv lå i blød, har en træl eller hans kone nok vasket hans tøj og tørret det så godt som muligt. 

Undertøjet var nemlig af uld og tog lang tid om at tørre, mens hørsærken til overkroppen og hør­bukserne hurtigere kunne pilles ned fra tørresnoren. 

Fællesbad: På Island så bejlere damerne an i badet

Udendørsbassiner med vand fra varme kilder fungerede i vikingetiden som mødesteder på Island. 

Her kunne kvinder og mænd, unge og gamle diskutere verdenssituationen. 

I “Laksdøla saga” sørger den snedige Kjartan for at lægge sit besøg ved den lokale varmtvandskilde, så han er der samtidig med den skønne Gudrun, som han begærer.

Også i Skandinavien fandtes offentlige bade. “Arons saga” nævner, at Trondheim havde et badehus med to rum – hver med plads til 50 mænd. 

“Sverres saga” nævner, at mange af kong Sverres krigere sad i Trondheims badehuse, da byen blev angrebet. De to sagaer forklarer dog ikke, om kvinder havde adgang til norske badehus eller ej.

Læs mere

Kurt Schietzel: Spurensuche Haithabu, Wachholtz Verlag, 2014. Einar Már Gudmundsson: Islandske sagaer – 10 klassiske fortællinger, Lindhardt og Ringhof, 2016. 

Måske er du interesseret i...

Læs også