Nutidens mange fordomme om vikingerne skyldes de engelske munke, som nedskrev løgnagtige krøniker om skandinaverne.

© Wiki commons

Vikingerne var forfængelige skørtejægere

De plejede skægget, havde flotte frisurer og tog lange bade. Vikingerne var så uimodståelige, at engelske kvinder gerne forlod mand og børn til fordel for en nordbo.

15. november 2017 af Michelle Skov

En dampende hede rammer de fire mænd, idet egetræsdøren går op. 

Badstuens varme er en kærkommen afveksling til den klamme støvregn udenfor, så mændene sukker af velvære, da de synker ned i karrene med varmt vand. 

Snart falder roen over badehytten, mens de skrubber huden, kæmmer håret og renser negle og ører.

Sådan kan det have set ud i vikinge-tiden, når skandinaverne hver lørdag stimlede sammen om badevandet. 

Faktisk stammer ordet “lørdag” fra det oldnordiske “laugardagur”, som slet og ret betyder vaskedag. 

Begrebet er blot ét af utallige eksempler på, at vikingerne var flere længder foran deres samtid, når det gjaldt deres udseende og personlige hygiejne. 

Populærkulturens forestilling om snavsede, uhumske vikingekrigere med dunst, udseende og opførsel som en olm tyr holder ikke.

I forhold til resten af Europa var vikingerne modebevidste flotte fyre med charme, selvtillid og lækkert hår.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Skandinaverne var Europas reneste

Vikingerne forsøgte at være velplejede til hver en tid. Selv de månedlange plyndringstogter, vikingerne drog ud på, var ingen hindring. 

Fx indgik svenske vikinger i 907 en fredsaftale med det byzantinske imperium efter årtier med blodige træfninger. 

Aftalen indebar bl.a., at vikingerne fik ubegrænset adgang til badeanlæg, når deres langskibe lagde til i imperiets havnebyer.

14 år senere mødte den arabiske gesandt Ibn Fadlan en gruppe vikinge-købmænd ved Volga-floden. 

Araberen bemærkede, at en slavepige hver morgen hentede et fad vand. 

Hun gav det til sin herre, som “både vaskede og kæmmede hår ned i karret. Derpå snød han næsen og spyttede i det”. 

Da manden var færdig, bar slaven vandfadet rundt til resten af mændene, som gjorde det samme.

Ibn Fadlan så med foragt på vaske-ritualet og kaldte de nordiske mænd “de mest skidne af alle Allahs skabninger”. 

Som muslim var han vant til at vaske sig i rent vand fem gange dagligt før dagens bønner. 

Men egentlig var vikingernes daglige afvaskning yderst usædvanlig i forhold til datidens europæere, som ofte kun gik i bad én eller to gange årligt.

Gifte kvinder og adels-døtre kastede sig for viking-ernes fødder, fortæller en angelsaksisk krønike.

© Bridgeman Images

Kvinderne elskede vikingerne

Da danske vikinger i slutningen af 800-tallet erobrede og bosatte sig på De Britiske Øer, opdagede angelsakserne snart, at krigerne også gik særdeles meget op i deres ydre.

Fx berettede munken John af Wallingford omkring år 1200 i sin krønike, at de danske vikinger “havde for vane – ifølge deres lands skikke – at rede deres hår hver dag, at bade hver lørdag, at skifte deres klæder ofte og at fremhæve sig selv ved hjælp af mange sådanne letfærdige påfund”.

De forfængelige danskere vakte stor harme og var ifølge krønikeskriveren skyld i “mange stridigheder og krige i riget”.

Adskillige vrede angelsaksere klagede endda til deres konge over de rene vikinger. Især fordi de velplejede nordboere var umådeligt tiltrækkende i de angelsaksiske adelskvinders øjne.

De “belejrede de gifte kvinders dyd og overtalte døtrene af selv fornemme mænd til at blive deres friller”, skrev Wallingford.

De danske vikinger i England var ikke ene om at gå op i udseendet.

Arkæologiske fund viser, at jagten på skønhed også var ganske udbredt blandt svenske, norske og islandske vikinger.

Eksempelvis vidner utallige vikingegrave over hele Norden om, at neglerensere, tandstikkere og pincetter var populære gravgaver. Remedierne har sandsynligvis været i enhver vikings eje.

Håret sad perfekt

Et af de hyppigste fund fra vikingetiden er kamme af ben eller træ. Vikingerne opbevarede dem ofte i æsker for at beskytte tænderne, så de har sandsynligvis haft meget stor værdi.

Vikingerne var da også særligt ømme omkring deres hår. Nogle af dem blegede fx håret et par nuancer med stærk sæbe. 

Og i en periode dikterede moden en omvendt “svenskerfrisure” med langt pandehår og kort hår bag på hovedet. Frisuren nævnes i et oldengelsk brev, hvor en mand formaner sin bror om at følge den angelsaksiske skik og ikke indlade sig på “dansk mode”.

En viking med respekt for sig selv måtte desuden pleje sit skæg. På gamle træudskæringer har forskerne fundet alt lige fra fuldskæg til moustacher og gedeskæg. Fælles for hårvæksten er, at den er omhyggeligt plejet og kæmmet.

En pæn frisure og en duftende, nyvasket krop skulle selvfølgelig smykkes med rene, smukke klæder. 

Fx var en persisk opdagelsesrejsende fra 900-tallet overrasket over den høje kvalitet i nordboernes tøj. 

Også den arabiske krønikeskriver Ibn Rustah fortalte omkring år 1000, at vikingerne var “renlige i tøjet” og bar de fineste klæder.

Ligesom i dag skiftede moden over tid og fra egn til egn. I en periode gik de fx i røde eller blå pludderbukser.

Desuden kendte de udmærket til luksusvarer, som kunne pifte ethvert beklædningsstykke op – såsom pyntebånd af silke og tråde af sølv og guld. 

Armbånd, halskæder og amuletter kunne også få en viking til at tage sig godt ud – især hvis smykkerne var lavet af guld eller rav.

Smykker og kamfriseret hår var en del af de våben, vikingerne tog i brug, når kvinderne skulle charmeres.

© All Over Press/Getty Images & British Museum C/O Scala

Snavs var strafbart

Vikingernes pyntesyge grænsede til besættelse i samtidens øjne – og faktisk gik skandinaverne så vidt, at de vedtog love, som beskyttede den personlige hygiejne. 

Ifølge den middelalderlige islandske lovsamling Grágás var det strafbart at kaste snavs på en anden mand for at håne ham. 

Det samme gjaldt, hvis en mand skubbede en viking ned i “vand, urin, mad eller mudder”, uanset hvilken grund han havde til at ydmyge sin modpart.

Få hundrede år efter vikingernes storhedstid gik renlighed dog af mode igen i Skandinavien. Og omkring år 1500 begyndte Europas læger at udbrede ideen om, at vand kunne give pest. 

Forestillingen holdt i hen ved 300 år. Men arven efter de rene og velklædte vikinger uddøde ikke helt: De højere samfundslag var fortsat flittige brugere af flotte frisurer, skønheds-remedier og modetøj. 

Læs mere

Richard Vaughan: The Chronicle Attributed to John of Wallingford, Offices of the Royal Historical Society, 1958. Thor Ewing: Viking Clothing, The History Press ltd,, 2006. Ibn Fadlan: Ibn Fadlan and the Land of Darkness – Arab Travellers in the Far North, Penguin Classics, 2011.

www.tinyurl.com/cphghkj

Måske er du interesseret i...

Læs også