I vikingetiden skræmte vikingerne folk til at overgive sig uden at gøre modstand.

Vikingetiden – en introduktion til vikingernes verden

Få et hurtigt overblik over vikingetogter, vikingeskibe og de vigtigste vikinger med histories guide til vikingetiden.

20. maj 2015 af Thomas Hebsgaard

Vikingetidens første vikingetogter

Vikingetiden begyndte i slutningen af 700-tallet, da de første skandinaviske vikinger drog ud i verden på jagt efter rigdom, magt og ære.

For det kristne Europa blev angrebet på klostret Lindisfarne i 793 et af de første, alvorlige skrækeksempler på vikingernes formåen. Vikingetiden var muligvis begyndt lidt tidligere, men nu spredte rygtet om vikingerne sig for alvor.

Råbende og hujende stormede de vejrbidte vikinger i land på den britiske ø med deres skarpe sværd og store vikingeøkser hævet over hovederne. Lynhurtigt plyndrede vikingerne klostret og huggede adskillige munke ned, hvorefter de stak til søs igen og forsvandt lige så hurtigt, som de var kommet.

Vikingetiden var i gang, og de følgende mange somre fulgte nye vikingeangreb langs Europas kyster, når vikingehøvdinge samlede deres hirder af edssvorne krigere og drog i viking, som vikingerne selv omtalte dét at tage på vikingetogt.

For vikingetidens asatroende nordboere var det forbundet med stor ære at plyndre sagesløse fremmede og vende sejrrige hjem til Skandinavien. De følte ingen skam ved at myrde og plyndre – tværtimod.

Hurtige vikingeskibe satte vikingetiden i gang

Vikingetidens måske vigtigste forudsætning var de slanke og hurtige vikingeskibe, som fx kunne fragte vikinger fra Danmark til England på få dage med sejlene oppe.

Når vikingerne gik til angreb, strøg de imidlertid sejlene langt fra kysten for ikke at blive opdaget og roede det sidste stykke ind mod land.

Vikingeskibenes flade skrog betød, at skibene kunne manøvreres helt op på stranden eller ind ad floder, der blot var en meter dybe.

På den måde kunne vikingerne udføre overraskelsesangreb på helt uforberedte landsbyer, klostre og markedspladser selv langt inde i landet. Netop den type angreb udførte vikingerne igen og igen, især i begyndelsen af vikingetiden.

Ofte tog vikingerne lokale samfundsspidser som fanger og krævede store løsesummer for ikke at slå dem ihjel. Langt de fleste valgte naturligt nok at betale frem for at falde for vikingernes våben.

Vikingetidens togter rakte fra Amerika til Bagdad

Efterhånden som vikingerne i løbet af vikingetiden blev dygtigere og mere erfarne, vovede de sig ud på længere og længere togter. Først overvintrede de i lejre langs Europas kyster, senere drog de ud og koloniserede nyt land.

Allerede i løbet af 800-tallet slog vikingerne sig ned på Færøerne og Island, og især Island blev hjemsted for et blomstrende og barsk vikingesamfund.

Fra Island stævnede Erik den Røde ud med kurs mod Grønland, og herfra sejlede Eriks søn, Leif den Lykkelige, videre mod vest til Nordamerika. Her bosatte vikinger sig i en periode i nutidens Canada, som de kaldte Vinland.

Svenske vikinger slog sig ned ved Ladogasøen i Rusland og drog sydpå ad floderne for at plyndre, tage slaver og handle. Hos de lokale var nordisk rav, pelsværk og dygtigt smedede vikingesværd i høj kurs.

Nogle vikinger nåede helt til Konstantinopel, hvor de tog hyre som livvagter for kejseren. Andre rejste så langt væk som Bagdad og solgte bl.a. skind til araberne.

Før vikingetiden var ovre, var nogle af vikingerne østpå blevet så integrerede i nutidens Rusland og Ukraine, at det ikke længere gav mening at kalde dem vikinger.

Briterne mærkede vikingetiden mere end nogen andre

Danske og norske vikinger rejste mest den anden vej – mod vest. Barske vikingekrigere med navne som Hastein og Bjørn Jernside rejste rundt om Den Iberiske Halvø og ind i Middelhavet. Her gik vikingernes krigskunst bl.a. ud over byen Luna i Italien.

Vikingetidens måske mest markante begivenheder fandt imidlertid sted på De Britiske Øer. I Irland drog vikingerne på plyndringstogt, grundlagde Dublin og involverede sig i lokale magtkampe som lejesoldater. Mange blev drevet væk fra øen igen, før vikingetiden var ovre, men i England fik vikingerne større succes.

I 865 forlod en stor vikingehær for første gang Skandinavien for at erobre England, hvor vikingerne etablerede Danelagen. Det var et stort landområde opkaldt efter danskerne, og det strakte sig fra Themsen i syd og langt mod nord. Både Nottingham og York kom under vikingernes herredømme.

Mange kampe mod engelske konger fulgte, men York blev hovedstad i et vikingerige, som bestod næsten uafbrudt indtil 954. Og da vikingetiden nærmede sig sin afslutning, vendte bl.a. Danmarks Knud den Hellige tilbage til England som erobrer i spidsen for en kæmpe vikingehær.

Blodige magtkampe dominerede vikingetidens Skandinavien

Hjemme i Skandinavien blomstrede nye byer op i løbet af vikingetiden. Birka i Sverige, Hedeby i Danmark og Kaupang i Norge bugnede af de rigdomme, som vikingerne plyndrede og handlede sig til ude i verden.

Vikingetiden gjorde skandinaverne rige, og stærke vikingehøvdinge blev i løbet af vikingetiden til mægtige vikingekonger, der byggede store vikingeborge og kæmpede indædt om magten over de nordiske hjemlande.

Harald Hårfager samlede som den første det meste af Norge efter slaget ved Hafrsfjord i 872 – et af de talrige vikingeslag, hvor Nordens indbyggere mødtes vikingesværd mod vikingesværd.

Senere tørnede Danmarks Svend Tveskæg, Sveriges Olof Skötkonung og Norges Olav Tryggvason sammen i det enorme søslag ved Svold i år 1000, hvor Tryggvason gik i døden med sit legendariske langskib, Ormen hin Lange.

Kristendom og kongemagt afsluttede vikingetiden

Da de tre vikingekonger sloges ved Svold, lurede vikingetidens afslutning imidlertid allerede i horisonten. Vikingernes togter var begyndt, netop som den kristne kirke udvidede voldsomt i Europa med klosterbyggerier, kirker og missionærer i stadig fjernere egne.

En del vikinger havde ladet sig døbe under deres lange togter i Europa allerede i løbet af 800-tallet, og i løbet af vikingetiden nåede kristendommen også til Norden.

Danmarks kong Harald Blåtand gjorde som den første vikingekonge officielt sit rige kristent i 965. Langsomt, men sikkert overtog Jesus og Maria vikingernes sind, hvor de i løbet af vikingetiden fortrængte asaguderne Odin, Thor, Freja og Tyr.

Samtidig blev det sværere at være viking i løbet af vikingetiden. Ikke mindst det stærke Frankerrige gjorde efterhånden vikingetogter markant mere risikable, end de havde været i vikingetidens begyndelse.

Og hjemme i Skandinavien forbød de kristne konger, som havde allierede blandt Europas herskere, deres undersåtter at drage ud på vikingetogt. Da 1000-tallet gik på hæld, var vikingetiden efter de fleste historikeres vurdering forbi.

Måske er du interesseret i...

Læs også