Costeaus filmsucces i Cannes

Selv om Cousteau havde brugt både tid og penge på at udvikle Aqua-Lung, var hans interesse for film langtfra glemt. Han havde fået specialbygget et vandtæt hylster til sit kamera og udset sig den perfekte location til sit næste projekt: havbundens skibsvrag.

Sammen med vennerne Philippe Tailliez og Frédéric Dumas drog Cousteau på opdagelse i dybet og filmede skibsvrag i Middelhavet. Deres mange dyk blev til den 30 minutter lange film “Épaves” – Vrag – der ikke har en egentlig handling, men da filmen i september 1946 blev vist ved den allerførste film­festival i Cannes, var biografgæsterne solgt. Aldrig før havde de set noget lignende. Mens Cousteau og hans makkere svømmede hen over lærredet, gik der et begejstret sus gennem salen.

Dykkerne blev filmstjerner, og da Cousteau fik juryens specialpris, strålede han om kap med rampelyset. Karrieren som undervandsfotograf havde fået en katapultstart – og endnu bedre: Publikum var tilsyneladende interesserede i at få et kig ned i havet. Vinderfilmen udforskede blot et hjørne af Middelhavet, og da 71 pct. af Jordens overflade er dækket af hav, var der stadig meget at gå på opdagelse i.

Filmen vakte ikke alene opsigt i Cannes – den overbeviste også den franske flåde om potentialet i Aqua-Lung. Flåden indkøbte ti lungeautomater og oprettede en undersøisk forskningsgruppe, Groupe de Recherches Sous-Marine, med Jacques Cousteau i spidsen. Gruppen blev udstyret med skibet L’Elie Monnier og fik til opgave at rydde op i havnene, der efter krigen var spækket med miner og skibsvrag.

Men Cousteau havde større ambitioner. Han ville udforske havet på egen hånd og tog orlov fra flåden for at gå på jagt efter et skib til formålet. Det fandt han i Malta. Træskibet Calypso var bygget som minestryger til den britiske flåde og havde efter krigens afslutning sejlet som færge. Skibet var forsømt, men Cousteau så straks muligheder, og takket være en økonomisk håndsrækning fra en irsk velgører, Loel Guinness, kunne Cousteau i 1950 underskrive købekontrakten og sejle Calypso til Frankrig, hvor det skulle ombygges.

I november 1951 var det nyindrettede forskningsskib klar til sit første togt. Ved en festmiddag inden afgang hævede Cousteau sit glas og udbragte en skål for det hvidmalede fartøj og den lyse fremtid. “Il faut aller voir” – vi må ud og se med egne øjne – slog han fast med de ord, der udtrykte både hans egen livsfilosofi og Calypsos motto.

1959: Mini-ubåd gav sensationelle optagelser. Sammen med ingeniøren Jean Mollard designede Jacques Cousteau mini-ubåden SP-350 Denise. Den ”dykkende tallerken” målte 2,85 m i diameter og vejede 3,5 tons og var det første dykkerfartøj i verden udviklet til videnskabelig udforskning. SP-350 havde en fjernstyret arm, som kunne tage prøver fra havbunden. Desuden var den udstyret med to filmkameraer og tre bevægelige lamper, der gjorde det muligt at filme i buldermørket på de store dybder. Fartøjet kunne skyde en fart på to knob – knap 4 km/t. – og havde plads til en besætning på to personer. Den lille ubåd var med om bord på Calypso, hvor besætningen brugte den til filmoptagelser i ned til 300 meters dybde.

Tavs verden tog Den Gyldne Palme

Fra begyndelsen var Calypso en succes. Det første togt gik til Det Røde Hav, og her kortlagde besætningen koralrev og indsamlede hundredvis af dyr og planter – heraf mange hidtil ukendte arter. Dykkere optog desuden enestående farvefilm af de fantastiske skabninger, der holdt til i farvandet, og den 38 dage lange ekspedition var én stor triumf.

Endnu en sejr ventede i 1953, da Cousteau udgav bogen “Den Tavse Verden”, der fortalte historien om opfindelsen af Aqua-Lung og om hans første dyk blandt skibsvrag, delfiner og hajer.
“Cousteau beskriver sine undervandseventyr med en forskers omhu og med en digters følsomhed”, skrev en anmelder om værket, der inden udgangen af året var blevet solgt i 486.000 eksemplarer og oversat til over 20 sprog.

I 1954 var store dele af verden på fornavn med den spinkle franskmand, og fra alle egne af kloden modtog han forespørgsler fra mænd og kvinder, der drømte om en plads på Calypso. Den person, Cousteau mest af alt ønskede at få om bord, var filminstruktøren Louis Malle, der ved skæbnens mellemkomst viste sig at være på udkig efter et job.

To år senere lancerede Malle og Cousteau filmen “Den Tavse Verden”, der skildrede hverdagen om bord på Calypso. Kameraerne fulgte besætningen overalt fra kabyssen til dybe dyk blandt hvaler, skildpadder og tropefisk, og publikum var tryllebundet fra første boble. Når vandet lukkede sig om dykkerne, holdt biografgæsterne vejret. Når hajerne kastede sig ud i et blodigt ædegilde, sad tilskuerne på det yderste af sæderne. Og når et koralrev tonede frem på lærredet, græd de af benovelse.

Filmen vandt både hovedprisen, Den Gyldne Palme, ved filmfestivalen i Cannes og en Oscar i USA, og med de fornemme udmærkelser rykkede Cousteau op i berømthedernes superliga. Journalister stod i kø for at interviewe ham, og fyrst Rainier af Monaco tilbød franskmanden jobbet som direktør for Monacos oceanografiske museum.

For Cousteau var det et drømmejob. I årevis havde han kæmpet for at få økonomien til at hænge sammen, men med direktørstillingen fulgte ikke alene en fyrstelig gage og en bolig i Monaco. Han fik også frie hænder til at fortsætte sin filmproduktion og forfattervirksomhed, så Cousteau takkede ja og forlod flåden.

I disse år havde han det som en fisk i vandet. Salget af Aqua-Lung’er var eksploderet. Overalt, hvor Calypso nåede frem, fik kaptajnen og besætningen en heltemodtagelse, og i 1966 underskrev

Cousteau en stor kontrakt med det amerikanske tv-selskab ABC, for hvem han skulle producere 36 episoder af dokumentarserien “The Undersea World of Jacques Cousteau”.

Konceptet var enkelt: Hvert program skulle svare på et spørgsmål. Fx “Er hajer onde dræbermaskiner?” eller “Hvordan opstår et koralrev?” Serien vakte international begejstring, og i de ni år, den kørte, blev den vejrbidte Cousteau og hans besætning med de karakteristiske røde huer kæledægger for en hel generation af seere. Alle genkendte Calypso og Cousteaus karakteristiske nasale fortællerstemme med den franske accent.

Tonen i serien var humoristisk, men Cousteau var på en alvorlig mission. Han havde ved selvsyn konstateret, at oceanerne led under tiltagende forurening, så efter at have brugt årevis på at udforske den undersøiske verden så han det nu som sin pligt at redde den. I tv-serien og fra foredragssale overalt i verden opfordrede han til at tage vare på den blå planet, og i 1973 skabte han organisationen The Cousteau Society, som skulle samle penge ind til naturbevaring og undervisning. Som alt, hvad Cousteau rørte ved, blev organisationen en succes: I det første år fik den 120.000 medlemmer, og fire år senere var tallet en kvart million.

1962: Cousteau byggede kolonier på havbunden I forsøget på at opklare om mennesket kunne leve under havets overflade, udviklede Jacques Cousteau en undersøisk koloni, som han døbte Conshelf – en forkortelse for “continental shelf“, dvs. kontinentalplade. I 1962 flyttede to mennesker i en uge ind i Conshelf I, der lå på 10 meters dybde ud for Marseille. Året efter blev eksperimentet gentaget i Conshelf II på 10 meters dybde i Det Røde Hav, hvor fem mennesker boede i en koloni på havbunden i en måned. Conshelf III var den sidste i rækken af undersøiske boliger. På 100 meters dybde ud for Nice tilbragte seks mennesker i 1965 tre uger i den runde beholder. Konklusionen på eksperimenterne var, at mennesker kan opholde sig i lang tid under vandet, men at mangelen på sollys er et problem.

Giftede sig med sin elskerinde

Som selvudnævnt ambassadør for Jorden rejste Cousteau kloden tynd for at skabe opmærksomhed om sin sag. Før havde hans rette element været havet, men i 1970’erne tilbragte han det meste af sin tid på businessclass i de højere luftlag. Her mødte han som 67-årig den 40 år yngre stewardesse Francine Triplet. Hun faldt pladask for den energiske og charmerende undervandsforsker, og kærligheden var gengældt. De to indledte et forhold, og Francine fødte ham to børn – mens Cousteau stadig var gift med den intetanende Simone.

Elskerinden og de udenomsægteskabelige børn forblev en hemmelighed, indtil Simone døde af kræft i 1990, og godt et halvt år efter giftede den nu 81-årige Cousteau sig med Francine.
Cousteaus voksne søn Jean-Michel skummede af raseri over bedrageriet. Umiddelbart efter brylluppet vendte han sin far ryggen, og da Cousteau døde den 25. juni 1997, var far og søn ikke kommet til forsoning.

Men ved begravelsen få dage senere gik Jean-Michel bag kisten sammen med Francine og hans halvsøskende. Stridsøksen var for en stund begravet, og i kirken holdt Jean-Michel en rørende tale til sin far: “Min fars arbejde var en hymne til livet. På mit kontor hænger en seddel med et af hans citater: Biens og delfinens lykke er at eksistere. Menneskets lykke er at være bevidst om eksistensen og at forundres”.

• Forrige Side 2 af 2