Et stramt svøb gav ro og rankhed

At vikle sin baby ind i metervis af stof og hænge det på et søm på væggen kan lyde som børnemishandling. Men arkæologiske fund dokumenterer, at svøbet har været udbredt siden år 4.000 f.Kr. Det mest berømte eksempel er Jesus, som ifølge Lukas-evangeliet blev svøbt i tæpper og lagt i en krybbe.

For asiatiske og mellemøstlige nomadefolk var det praktisk at kunne transportere spædbørn i bylter, og i Vesten hed det sig, at metoden holdt barnet varmt og sikrede, at dets lemmer voksede lige.

I 1500-tallet bemærkede den schweiziske kirurg Felix Würtz, at børn af og til blev svøbt så stramt, at deres ben blev viklet ind i hinanden og blev misdannede, men først I 1700-tallet begyndte kritiske røster for alvor at komme svøbelsesbørnene til undsætning. Bl.a. filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som i 1762 skrev “i lande, hvor svøbelse er udbredt, vrimler det med pukkelryggede, krøblinger og mænd med visne lemmer”.

Efterhånden gik det stramme svøb af mode, men nænsom svøbelse er stadig i brug og har i de senere år fået en renæssance i den vestlige verden.