Varulven hjemsøgte Europa

Solen var ved at gå ned. De tre bønder kastede et skræmt blik mod den glødende aftenhimmel over Jura-bjergene og skyndte sig videre. Efter solnedgang gik de nødigt ud – og aldrig alene. Ikke efter at varulven var kommet til deres by Dõle i det østlige Frankrig! Varulven havde allerede dræbt to børn, og ingen vidste, hvornår den ville slå til igen.

Med ét blev aftenstilheden flænset af en gruopvækkende lyd: det langstrakte hyl fra en ulv og en ung piges fortvivlede skrig. Bøndene overvandt deres frygt, greb økser og høtyve og styrtede af sted. I en lund fandt de pigen. Hun var død.

Bønderne så en skikkelse flygte. Den løb på alle fire og bevægede sig som en ulv, men lige før skikkelsen forsvandt, bemærkede de, at den under sin ulvemanke havde et menneskeligt ansigt...
Eneboeren Gilles Garniers ansigt.

Ny lov indledte jagten

I 1400-1600-tallets Europa troede menneskene fuldt og fast på, at varulve eksisterede. Teologer og jurister forfattede lærde afhandlinger om dem, mens den frygtsomme befolkning barrikaderede dørene om natten.

De ældste beretninger om varulve er flere tusinde år gamle, men især i senmiddelalderen huserede de dæmoniske væsener. Baggrunden for, at varulveplagen ramte Europa på netop dette tidspunkt, skal findes i en ændring af landenes love.

Langt op i middelalderen var de europæiske love stadig baseret på romerretten. Blandt de overleverede love var Lex Talionis – gengældelsens lov – som gjorde det muligt for antikkens romere at retsforfølge mennesker, der fremsatte falske anklager.

Loven gjorde det risikabelt at rejse anklager, der var svære at føre bevis for – fx anklager om trolddom.

Men i senmiddelalderen var kirkens magtposition truet af reformtanker. Kirken skulle forsvare sig og fik derfor ændret gengældelsens lov, så “kætterne” kunne komme for retten. Nu begyndte også retssagerne mod hekse og troldmænd – og i 1407 blev den første varulv anklaget i Schweiz. De næste 300 år dødsdømte kirke og myndigheder tusinder af mennesker.

Varulven Gilles Garnier

En af disse varulve var Gilles Garnier, kendt som “eremitten fra Dõle”. Gilles var en sky enspænder, som undgik kontakt med andre mennesker. Han var mager og bleg med et filt­ret fuldskæg og buskede øjenbryn, som mødtes over næseroden. Lige siden det første barn var forsvundet i Dõle-området, havde indbyggerne mistænkt Gilles Garnier. Men de havde ingen beviser – ikke før de tre lokale bønder så ham flygte fra den dræbte pige i lunden.

Midt i november 1573 forsvandt endnu et barn, en 10-årig dreng. Flere dage senere fandt de lokale ham død på en mark. Drengens ene ben var revet af, og nogen havde gnavet i drengens lår. Nu fik befolkningen nok. Gilles Garnier blev pågrebet og ført til magistraten. Retsprotokollerne fra sagen er bevaret:

“Det er bevist, at nogle dage efter Skt. Michaels dag angreb Gilles Garnier en pige på 10-12 år ved vingården de Chatenoy omkring en halv mil fra Dõle. Garnier havde ulveskikkelse, da han gjorde dette. Han dræbte pigen med sine hænder, som ligner poter, og tænder og trak hende ind i de la Serre-skoven. Her klædte han hende af og spiste grådigt af kødet på lår og arme. Noget af kødet tog han med hjem til sin kone Apolinne, som han boede sammen med i Saint-Bonnnot nær Amanges”.

Dokumentet fortsætter med at opremse Garniers ugerninger. I alt var han anklaget for at have dræbt og lemlæstet fire børn i løbet af efteråret 1573. Garnier tilstod alle forbrydelser og forklarede, at sult var motivet. Han havde indgået en pagt med en dæmon, som gav ham en magisk salve, der kunne forvandle ham til en ulv. Sådan blev han i stand til at fange mennesker og dyr, når sulten kom over ham.