Historiens værste Tour de France

Franskmanden Maurice Garin taler med høj og selvsikker røst ud over det samlede franske pressekorps:

“Hvis jeg ikke er blevet myrdet, inden vi når Paris, vinder jeg Touren.”

Cykelstjernen vandt den første udgave af Tour de France året før i 1903 og er netop kommet først over målstregen i Lyon efter at have gennemført den 467 km lange­ 1. etape af Tour de France anno 1904. Nu er Garin oprørt over, at rytterne igen og igen bliver overfaldet af ukendte voldsmænd, som forsøger at stoppe især de førende ryttere. De skandaløse optrin truer med at tage livet af Tour de France ganske kort efter løbets fødsel.

Årets løb begyndte ellers så godt. Publikum får, hvad de vil have, da et storslået udbrud bliver sat ind allerede på første etape. Den forsvarende mester Maurice Garin og Lucien Pothier og stikker sammen af fra feltet og finder ind i et godt samarbejde på den 467 km lange 1. etape fra Paris til Lyon. De tramper løs i pedalerne på deres topmoderne racercykler, som vejer 25 kg. Solen bager i den varme midtfranske sommer, og der skal gå mange timer, før rytterne kan hvile benene og bagen efter turen på elendige franske landeveje. De to ryttere gør sig ingen forhåbninger om at komme i mål inden mørkets frembrud.

Maurice Garin - Han kom først i mål, men vandt ikke.

Henri Cornet - han kom ikke først, men han vandt alligevel.

Stjerne får lov at bryde reglerne

Midt på ruten, langt fra de officielle depoter, går Garin pludselig sukkerkold. Han kontakter løbsbilen og truer med at trække sig, hvis ikke han får hjælp. Det er imod reglementet, men Garin vandt den første Tour året før, og han er vigtig for opmærksomheden omkring løbet. Han får proviant.

Længere fremme, efter 16 timers kørsel på støvede jordveje, er Solen gået ned, og ud af mørket kommer et automobil kørende op på siden af de to ryttere. Fire maskerede mænd kigger på de to udmattede ryttere, som ser sig tilbage og bliver mødt med slag. De når kun lige at undvige. Rytterne holder med nød og næppe kadencen, selvom bilen følger dem flere kilometer, mens mændene råber, truer og forsøger at presse dem i grøften. Garin og Pothier slingrer af sted, men de undgår styrt. Voldsmændene tager flugten, da en officiel løbsbil nærmer sig. Rytterne har fået en smagsprøve på, hvad der venter dem under dette års Tour de France. De er begge overbevist om, at overfaldsmændene er betalt af deres konkurrenter.

Samtidig ligger franskmanden Pierre Chevallier bagest i feltet, flere timer bagud. Han bliver gentagne gange sat af, men hver gang formår han overraskende at komme tilbage. Det er nemt at snyde i ly af mørket. Velvillige lokale giver­ ham et lift i deres automobiler.

Løbskommissær trækker sin pistol

Maurice Garin har taget føringen efter 1. etape, få sekunder foran Pothier. Men samme aften klager en anden af favoritterne, Hippolyte Aucouturier, til løbsledelsen. Han er fortørnet over, at han konstant bliver chikaneret af konkurrenter. Den ene gang efter den anden støder ryttere ind i ham, så han styrter

Episoderne er guf for aviserne, efter at offentlighedens interesse er blevet fanget af løbet. Tour de France har allerede vakt stor opsigt i hjemlandet, bladet L’Auto, der er officiel arrangør, har kronede dage med en stejl oplagsstigning, og franskmænd i hele landet glæder sig til at se rytterne på deres hjemegn. Imidlertid når rygterne om uregelmæssigheder ud i de fjerneste hjørner af republikken, og en ulmende vrede er begyndt at brede sig. Det skal snart få dramatiske konsekvenser.

På 2. etape skal rytterne op ad Col du Grand Bois i nærheden af St. Etienne. En kraftig stigning før Alperne. 12 km med 5,2 procent i gennemsnitlig stigning og med toppunkt 1161 m over havet. En stor skare af lokale har taget opstilling på bjerget og venter i sitrende spænding. De har alle hørt om snyd og bedrag, og da rytterne nærmer sig toppen, spreder råbene sig som en steppebrand:
“Ned med Garin! Leve Fauré! Dræb alle de andre!”

Mængden blokerer vejen, så rytterne må stige af cyklerne. Folkeskaren støtter loyalt den lokale helt Antoine Fauré, der som den eneste får lov til at slippe igennem, mens adskillige mænd angriber Maurice Garin med stave.

Snart høres motorstøj lidt nede ad bjerget, og en løbsbil kommer til syne i det nærmeste hårnålesving. Da løbskommissæren Georges Lefèvre ser optrinnet, bliver han rasende. Han griber spontant sin pistol, som han affyrer hen over folkemængden. Lyden af skud og synet af den ophidsede løbskommissær får voldsmændene til at trække sig tilbage. Under en byge af skældsord fortsætter rytterne nu over bjerget.

En stor gruppe ryttere samler sig på den lange nedkørsel og holder sammen de næste 250 km, indtil afgørelsen falder­. Hippolyte Aucouturier vinder knebent massespurten i Marseille. Han har på forunderlig vis undgået styrt efter sin klage dagen forinden.

Senere samme aften bliver den ukendte rytter Ferdinand Payan diskvalificeret for at bruge en bil som pacer­.

Den gule trøje

Førertrøjens historie er uvis. Tourvinderen Philippe Thys berettede, at han fik én i 1913, men den første officielle trøje blev først trukket over hovedet i 1919.

Rytterne passerede de entusiatiske tilskuere i høj fart, og det var ikke muligt at skelne mændene fra hinanden, så i de første år fik løbets førende rytter bundet et grønt bånd om højre overarm.

Den belgiske rytter Philippe Thys vandt løbet i 1913, 1914 og 1920. Han fortalte i 1957, at løbets chef, Henri Desgrange, i 1913 overtalte ham til at trække i en kulørt trøje, så alle kunne genkende ham som den førende rytter. Den nærmeste butik havde kun en gul T-shirt tilbage – så det blev dén.

Ingen kan bekræfte Philippe Thys' beretning, som dog af historikere bliver anset for troværdig. Ifølge Tourens officielle annaler har franskmanden Eugene Christophe æren af at få den første gule trøje i 1919.

National Geographic

Dæmonen gør comeback