Tortur: Ti metoder

"Jeg vurderer viljestyrke efter hvor meget modstand, smerte, tortur den kan udholde og kender til at vende til sin fordel."
Friedrich Nietzsche

Den 15. maj 1252 gav pave Innocens 4. i sin bulle Ad Extirpanda Inkvisitionen næsten uindskrænket ret til brug af tortur i kampen mod kættere. Dette blev indledningen til et sort afsnit i menneskehedens historie, der først var formelt slut, da den katolske kirke i 1816 forbød tortur.

Men de brutale metoder havde eksisteret længe før Innocens 4., og trods forbud vedblev torturen at være et almindeligt forhørs-instrument - nu blot mere diskret og under andre betegnelser - men stadig særdeles smertefuldt …

1. Hudløs smerte

I oldtidens Assyrien torterede man folk ved at flå dem levende. Offeret blev klædt nøgen og lænket til en pæl, hvorpå torturbødlen langsomt begyndte at skrælle huden af med en skarp kniv.

Princippet bestod i at begynde med hovedet og arbejde sig ned ad kroppen til man nåede fødderne, men den intense smerte betød, at døden som oftest havde indfundet sig, når kniven nåede et sted på brystkassen.

Tortur skulle afskrække fjenden

Senere mellemøstlige kilder beskriver fremgangsmåden indgående. Der findes flere beretninger om, at tilfangetagne soldater har fået denne behandling, dels for at få dem til at tale og dels for at afskrække en fjendtlig hær.

Mexicos aztekere brugte metoden i forbindelse med religiøse ritualer, og der kendes desuden til enkelte tilfælde fra europæisk middelalder.

2. Bronzetyren

En katolsk legende fortæller om Sankt Eustachius, der omkring år 100 led martyrdøden ved at blive stegt levende i en bronzetyr. Fortællingen hviler ganske vist på usikkert grundlag, men kilderne fortæller, at bronzetyren har eksisteret i forskellige udformninger.

Stegt i en metalkiste

Varmetortur bestod i at offeret blev indespærret i en metalkiste, og et bål blev antændt under den. Den græske historiker Herodot beskrev metoden allerede i det 5. århundrede f.Kr., og metoden var udbredt i det antikke Grækenland.

De høje varmegrader kunne medføre døden for den indespærrede og metoden er et eksempel på, at grænsen mellem tortur og henrettelse kunne være hårfin.

Senere i historien konstruerede romerne en bronzetyr efter samme princip. Der var adgang til tyrens indre gennem en dør i siden, og når der blev tændt op under tyren kunne man høre offerets skrig gennem tyrens mund, mens der stod damp ud af næseborene.

Bronzetyren var blevet et stykke morbid underholdning.

3. Søvnløshed

Middelalderens inkvisition gjorde sine torturofre møre og fremmede hurtige tilståelser ved at nægte dem søvn.

Kættergaflen

Man anvendte en såkaldt kættergaffel. Det var en lille jernstang med to meget spidse gaffeltænder i hver ende. Den ene gaffeltand blev placeret på brystet eller kravebenet og den anden under hagen. En rem bag nakken sikrede dels, at instrumentet ikke faldt af, dels at offeret blev tvunget til at holde hovedet i en ubekvem stilling. Spidserne borede sig ind i offeret, hvis hovedet faldt forover, mens søvnen var ved at indfinde sig.

De fleste var villige til at tilstå efter et par døgn med denne anordning.