Evangelisterne målrettede deres Jesus-propaganda

Forskernes kilder til den historiske Jesus er få og fyldt med faldgruber. Kun et par næsten samtidige historikere – Josefus (ca. år 37-100) og Tacitus (ca. år 56-120) – nævner Jesus kort. Resten af deres viden må historikerne udlede af de fire evangelier i Det Nye Testamente. Selvom skrifternes formål er at omvende ikke-troende, bliver Jesu liv indgående beskrevet, og evangelisterne fortæller en hel del om den jordiske Jesu tid, drømme og trængsler.

Evangelierne er skrevet fra omkring 70-100 år e.Kr., hvor nogle af de første kristne besluttede at nedfælde de mange fortællinger om Jesus til en sammenhængende beretning. Selvom evangelierne har navne efter nogle af Jesu nærmeste, er det tvivlsomt, at de selv skrev teksterne.

Markusevangeliet blev skrevet først og regnes derfor som det mest troværdige evangelium af historikerne. Selvom også Markus er partisk, er skriftet det nærmeste, historikerne kommer et nøgternt referat af Jesu liv, fordi det er fri for de andre evangelisters pynt og efterrationaliseringer. Fx fortæller Markus uden omsvøb, at Jesus blot var én ud af mange, som fulgte Johannes Døberen, mens andre evangelister beskriver, at Jesus og Johannes havde et særligt forhold.

Lukas- og Matthæusevangeliet opstod senere og blev i vid udstrækning skrevet af efter Markus. Samtidig blev nogle af fortællingerne omskrevet, så de passede bedre med billedet af Jesus som Guds udvalgte. De to evangelier blev også tilpasset de målgrupper, som evangelisterne forsøgte at nå. Matthæus citerede flittigt profetier fra Det Gamle Testamente for at omvende jøder, mens Lukas, der helst missionerede for under­klassen, understregede Jesu rolle som de fattiges beskytter.