En morgen i 1583 trådte Eliseo Capis ind i nonneklostret San Lorenzo i Bologna. Han var undersøgelsesdommer for paven, og mellem de buede søjlegange hviskede nonnerne nervøst til hinanden.
Alle vidste, at Capis var kætterjæger fra inkvisitionens kontor. Han havde tidligere dømt tre mænd til døden på bålet, og hans ærinde i klostret var meget alvorligt. Der gik rygter om, at nonnerne i San Lorenzo udøvede heksekunst. Pavens betroede udsending skulle efterprøve rygterne.
Capis satte sig på en stol i parlatoriet – talestuen. Rummet var gennemskåret af en væg med en lille, tilgitret åbning, så nonnerne i stuens ene halvdel kunne tale med gæster i den anden uden fysisk kontakt. Men i dag var parlatoriet forhørslokale. Priorinden – den øverste nonne – var første vidne, og Capis kiggede undersøgende på hende gennem gitteret, mens hun talte:
“Jeg vil nødigt sige noget, for jeg ved ingenting med sikkerhed. Men jeg har hørt, at heksekunst er blevet brugt for at finde en bratsch (en stor violin, red.), som er blevet borte. Nogle siger, at novicen Angela Tussignana brugte magi for at afsløre, hvem der tog bratschen. Men kun Gud ved, om det er sandt”.
Capis var vant til undvigende svar, og han anede, at sagen ville tage tid. 100 nonner og folk med tilknytning til klostret skulle afgive forklaring.
Desuden skulle Capis aflægge rapport til den lokale biskop og en komité af kardinaler i Vatikanet, og kirkens særlige regler vanskeliggjorde blot hans opgave. I hans retningslinjer stod, at “nonner bliver ikke normalt udsat for tortur, men kan om nødvendigt trues med det”.
Capis' forhørsprotokol findes i dag i Vatikanets arkiver i Rom. Her har den amerikanske historiker Craig A. Monson for nylig gennemgået en række disciplinærsager mod nonner fra 1500-1700-tallet.
Mange af sagerne i arkivet er dårligt belyst, fordi breve og sagsakter er gået tabt gennem tiden, men i nogle få tilfælde kan forløbene følges fra begyndelsen til slutningen. Og en af disse er sagen fra San Lorenzo.
Akterne tegner et overraskende billede af klosterlivet og afslører, at livet bag murene ikke udelukkende var helliget Herren, for nonnerne – og især de unge novicer – var ofte dybt frustrerede over at leve isoleret fra omverdenen.
Nyt blad: Nyt Historie på gaden. Læs bl.a. om millioner af tyske børn i Hitlerjugend, der blev hjernevasket til krig.
Historie: Fantastisk bogserie tager dig på strejftog gennem historiens store begivenheder. Få første bind NU for 20 kr - spar 209 kr.
Quiz og test: Hvilket rige var Machu Picchu en vigtig del af?
Abonnement: Få DVD boksen 'Apocalypse' når du bestiller 2 nr. af Historie – betal KUN 69,-
Quiz og test: Tag Histories test og find ud af, hvilken diktator, du minder mest om.
Ideer: For den ivrige spilopmager er der intet, der overgår aprilsnar.