Herman Watzinger falder over bord

Mændene bliver solbrune og langskæggede. På særligt rolige vagter kan rorgængeren læne sig tilbage og blunde, mens han dovent styrer med en fod og flåden roligt drives frem af blide passatvinde. Turen over Stillehavet begynder at ligne en fornøjelsestur. Den 21. juli, efter 84 dage på havet, er vejret imidlertid usædvanligt stille. Vinden lægger sig fuldstændigt. Sejlet hænger slapt ned, og hvide fjerlette skyer står nærmest stille på den blå himmel.

Uroligt spejder mændene mod syd, hvor en sort sky samler sig og glider ind over himlen. Herefter går det stærkt. Kastevinde griber fat i sejlet og spiler det ud, mens himlen formørkes. Søen piskes op i meterhøje bølger. Watzinger får travlt med at hente vindmåleren og når lige at konstatere, at vinden blæser 14-16 m/s, da en grøn skygge farer forbi ham. Vinden har fået fat i Raabys sovepose og slynger den i bølgerne med stor kraft. Instinktivt og uden at ænse hvor tæt han er ved flådens kant, rækker Watzinger ud efter soveposen. I næste nu ser de andre en arm stikke op fra vandet og hører et svagt råb om hjælp gennem bølgelarmen. Et øjeblik er de som lammet. Så går det op for dem, hvad der er sket.

Kolde af skræk ser de Watzinger kæmpe for livet i de høje bølger. Raaby, der sidder ved styreåren, tumler over mod redningsflåden og flår i bambustromlen, som linen til båden er viklet rundt om. Den sidder uhjælpeligt fast. I vandet rækker Watzinger armen ud mod styreåren, men de udstrakte fingre når ikke langt nok. Han glider agterud og forsvinder bag Kon-Tiki, der ubønhørligt hugger fremad. Haugland og Hesselberg løber mod kahytten, hvor en redningsvest er fastgjort med en lang line. De prøver begge at kaste den ud, men vesten kommer ingen vegne. Blæsten er for strid. Mens mændene kæmper for at få redningsflåden i vandet, glider Watzinger længere og længere bagud. Armene går som møllevinger, mens han desperat forsøger at crawle tilbage til flåden.

I et nu kaster Haugland sig i vandet. Med redningsvesten i den ene hånd svømmer han med hurtige seje tag ud mod den fægtende mand. Hver gang Watzinger er oppe på en bølgetop, forsvinder Haugland i en dal, og omvendt. Åndeløst følger mændene på flåden de to mænds kamp i bølgerne, indtil de til sidst ser dem mødes. Begge mænd klamrer sig til vesten, mens havet vipper dem op og ned. Haug- land rækker en arm i vejret som tegn på, at de vil hales ind. De fire mænd på flåden har alle fat i linen og haler som gale, mens de håber, at ingen af mændene i vandet har set den mørke trekant, der faretruende rejser sig bag dem.

Gispende kravler de to mænd omsider op på flåden lige i tide til at se den sorte form ude i vandet forsvinde i bølgerne. Da går det op for dem, at det ikke er en haj, men et luftfyldt hjørne af Raabys sovepose. Mens de alle får pusten på dækket, gyser de ved tanken om, hvilket væsen der har trukket soveposen ned. “Jeg er glad for, at jeg ikke var inden i den”, siger Raaby og griber igen styreåren. Ellers bliver der ikke sagt meget den aften. De ved kun alt for godt, at historien let kunne have endt helt anderledes.

I tre måneder ser mændene intet andet end himmel og hav. Men den 30. juli, efter 93 dage på søen, kan besætningen omsider se land: den polynesiske ø Pukapuka. Men vinden er imod dem, og skuffede må mændene opgive ethvert håb om landgang. Få dage senere er der atter håb om fast grund under fødderne, da øen Angatau kommer i sigte. Alle flådens flag går til tops, og mens de glider langs de hvide strande og palmetækkede hytter, finder Hesselberg sin guitar frem. Iført en stor peruviansk solhat skråler han sentimentale sydhavsmelodier, mens Danielsson serverer et overdådigt måltid. De åbner en kokosnød og løfter den i en hyldestskål mod de friske eksemplarer på øen.

Den farligste del af rejsen har de imidlertid endnu foran sig. Angatau er en del af Tuamotogruppen, en øgruppe, som består af koraller. Rev så skarpe som knive spærrer for indsejlingen. For at komme ind må de finde en åbning i revet. Den mindste fejltagelse kan få katastrofale følger, for rammer flåden revet, vil de blive knust mod korallerne.

Pludseligt får mændene øje på noget, der bevæger sig inde på stranden. To polynesiere sætter en kano i vandet og begynder at padle imod dem. Kanoen lægger til ved siden af flåden, og med et grin rækker den ene mand hånden frem. “Good night”, råber han. Heyerdahl ønsker også ham en god aften. Han er lettet, men da han spørger, om manden kan engelsk, får han det samme svar – “Good night”.

“Maimai hee iuta” – gå lige mod land – forsøger Heyerdahl, der kan lidt polynesisk. Mændene nikker bekræftende og peger mod den åbning i revet, de lige er sejlet igennem. Begge suger begærligt på de cigaretter, Kon-Tikis besætning har budt dem, da de steg om bord. Heyerdahl gør padlende bevægelser med armene som tegn på, at han gerne vil have hjælp til at padle mod land. Den ene mand gør en bevægelse, som trak han i et håndsving. “Brrrrr”, siger han insisterende i et forsøg på at efterligne en motorlyd. Heyerdahl forstår. Polynesierne tror, at Kon-Tiki er en båd, som blot er lastet så meget, at kun dækket er synligt. Han lader dem mærke under flådens bund. De måber, da hænderne glider ind under stammerne. Så slukker de cigaretterne og begynder at padle det bedste, de har lært.

Landgang må opgives

Strømmen er for stærk. Selvom polynesierne henter forstærkning i landsbyen, driver flåden blot længere til havs. Da mørket falder på, må de indfødte vende om. Slukørede ser besætningen kanoerne forsvinde i mørket med kurs mod øens lejrbål, der flammer stadigt svagere.

Efter at have været så tæt på land er det frustrerende at være tilbage på det åbne hav. I tre dage driver flåden af sted uden land i sigte. Heyerdahl studerer kortet, og der er ingen tvivl: De driver imod Takume og Raroiarevene, et mægtigt revområde, der spærrer 70-80 kilometer hav foran dem. De styrer mod revets sydligste del, hvor de håber at kunne komme klar af pynten og i land.

Natten efter dag nummer 100 på søen vågner Heyerdahl med en følelse af uro i kroppen. Han kender efterhånden flådens bevægelser, men noget er anderledes. Rastløst går han omkring på dækket. Han klatrer op i masten, men der er stadig kun vand at se. Lige før klokken seks, da morgenhimlen får et lyseblåt skær, kommer Raaby farende ned fra mastetoppen og råber, at han igen kan se land. Forude ligger en hel række små palmeøer. Lidt efter kan de alle se dem tydeligt. De nærmeste ligger otte-ni kilometer borte. Men revet ligger mellem dem og øerne, og Kon-Tiki har kurs lige imod det. Uanset hvad de gør, driver strømmen ubønhørligt flåden mod den sydende brænding.

Den ubehagelige følelse af uro viger for kold beslutsomhed. Mens Kon-Tiki gynger op og ned i den urolige sø, uddeler Heyerdahl de sidste ordrer, så hver enkelt ved, hvad han skal gøre, når flåden slår mod revet. Hastigt bærer de alt af værdi ned i kahytten og surrer det fast så godt, de kan. Vigtige papirer og de film, Heyerdahl har optaget, bliver pakket ned i vandtætte poser. Bambusdækket bryder de op, så de kan skære de tove over, som holder styrefinnerne. Da de er væk, er bunden helt flad og nemmere at få hen over revet. Besætningen har lavet et anker af tomme vandbeholdere, brugte radiobatterier, tungt skrammel og forskellige træstykker. Det surrer de nu fast til bagbordsmasten. Når ankeret bliver kastet ud, vil Kon-Tiki gå ind i brændingen med agterstavnen først. Alle får ordre til at tage sko på og holde sig fast til flåden for enhver pris. Nu er der kun at vente.

• Forrige Side 3 af 4 Næste